Weekenden den 19.-21. oktober stod i landsmødernes tegn. Ikke mindre end tre af de store partier holdt landsmøder: Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Alle sammen fortæller forskellige vinkler af samme historie: Socialdemokraternes politik har miskrediteret dem massivt, og manglen på et socialistisk massealternativ er skrigende.
Dansk Folkeparti: Flirten med fagforeningsbosser
Hos Dansk Folkeparti var omdrejningspunktet som sædvanligt deres racistisk udlændingepolitik med dertilhørende grænsebomme. Dansk Folkepartis vigtigste funktion, set fra borgerskabets side, har altid været at forsøge at opsplitte arbejderklassen på etniske, nationale og religiøse linjer, og dermed svække arbejderklassen som helhed.
Men i år havde Dansk Folkeparti dog et særsyn af en taler. Dennis Kristensen, formand fra FOA, havde valg at melde afbud til Socialdemokraternes kongres, som lå samme weekend, og tog i stedet til Dansk Folkepartis for at tale der. Det kom som en overraskelse og et chok for mange, da Dennis Kristensen bliver betragtet som én af de fagforeningsformænd, som ligger på venstrefløjen i dansk arbejderbevægelse.
Det kommer lige efter af 3F’s formand, Per Christensen, har været ude at åbne op for større samarbejde med Dansk Folkeparti. Begge disse ting har intet at gøre med, at Dansk Folkeparti er blevet mere arbejdervenlige, selvom de prøver at bruge en form for venstreorienteret retorik. Dansk Folkeparti opfandt dagpengeforringelserne, stemte for alle VK-regeringens nedskæringer og har forsat med at stemme for forringelser af velfærden under den nuværende regering.
Den primære årsag til fagbevægelsens flirten med Dansk Folkeparti er, at der har været en vis vandring af arbejderstemmer fra det dybt miskrediterede, regerende Socialdemokrati over til DF, i desperation over manglen på et arbejder-alternativ. Socialdemokraterne har smadret velfærden for hundredetusinder af arbejdere, som tidligere stemte på dem, og har grundlæggende set forsat VK-regeringens politik på de fleste områder. Regeringens elendige politik er det i dag nærmest umuligt for en fagforeningsformand åbent at støtte op om overfor sine medlemmer. Den manglende opbakning til Socialdemokraterne har nået så store proportioner, at selv en fløj af S-bureaukratiet taler om nødvendigheden af en alliance med DF – for at kompensere for deres egen svaghed. Fagbevægelsens flirten er altså ikke faldet ned fra himmelen.
Men ikke desto mindre er det udtryk for den værste form for opportunisme fra de to fagforeningsformænds side; Dennis Kristensen og Per Christensen. I stedet for at afsløre Dansk Folkeparti som det racistiske og borgerlige nedskæringsparti det er, så kommer de til at legitimere det over for deres medlemmer og give dem illusioner til, at de pludselig er et ”arbejdervenligt”, borgerligt alternativ.
Socialdemokraterne: Billige point
På Socialdemokraternes kongres i weekenden drejede det sig om at redde, hvad reddes kan inden valget, som skal udskrives senest i november 2015.
Helle Thorning-Schmidt annoncerede, som en handlekraftig regeringsleder, at dagpengekommissionens rapport skulle rykkes et år frem, fra 2016 til 2015, så man kan indføre et nyt dagspengesystem. Og samtidig åbnede hun en kattelem for at bruge finanslovsforhandlingerne til fx at forlænge den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, der udløber i efteråret 2015, således at titusinder ikke mister alle deres indtægter oveni det kommende valg. Det ville måske også være for dumt, rent valgstrategisk, selv for Helle Thorning-Schmidt, selvom intet selvfølgelig er hugget i sten endnu.
Men det virker fuldstændig hult, at skulle begynde at diskutere et nyt dagspengesystem, i det sidste år af Socialdemokraternes regeringsperiode, så tæt på et valg. Det er åbenlyst, at de på ingen måde har tænkt sig at indføre ændringer inden valget, og derfor kan sige næsten hvad som helst. Ingen regner med, at de vinder alligevel. Men selv hvis de skulle genvinde magten – på mirakuløs vis – så viser alle erfaringer, at valgløfter for disse banditter ikke er andet valgflæsk.
Hvis Helle Thorning-Schmidt tror, at hendes manøvre narrer nogen, så må hun være mere end naiv. Socialdemokraterne, som er det største parti i regeringen, har haft tre år, men har intet gjort, for at redde de tusindvis, der står til at falde ud af dagspengesystemet, hvoraf 47.000 mennesker allerede er faldet ud. Ja, der er lavet midlertidige ydelser osv., men de er midlertidige, og har i øvrigt mere med kontanthjælpssystemet at gøre end dagpengesystemet. Faktum er, at 60.000 står til at have mistet deres dagpenge i slutningen af 2015 og at langt, langt størstedelen i bedste fald vil få forringet deres månedlige indkomst til kontanthjælpsniveau, eller se den forsvinde helt.
Derudover er der ingen, der siger, at dagpengekommissionens anbefalinger vil være mere progressive end de nuværende regler. Rent faktisk kan det lige så vel være omvendt. Men det sagde Helle Thorning-Schmidt selvfølgelig ikke noget om på kongressen.
Det Radikale Venstre: Opgør med den universelle velfærd
Én af de mere opsigtvækkende meldinger kom fra Radikale Venstres nyslåede formand, Morten Østergaard. Dette skete faktisk ikke engang på landsmødet, men to dage inden det startede, i et interview med Jyllands-Posten. Her udtalte den radikale formand:
“Vi kan ikke blive ved med at tale om 60-årige som svage og middelklassen som truede eller studerende som socialt udsatte. Mit budskab er, at de sunde og raske Lærkevejs-danskere skal indstille sig på at kræve mindre og tage et større ansvar. De, som kan selv, skal også i højere grad selv,” siger Morten Østergaard (jp.dk 22.09.14).
På spørgsmålet om han mener, hvorvidt øget indtægtsregulering af vejen frem, svarer han: ”Ja. Det synes jeg. Det kan være indtægtsregulering, men det kan også være andre ting”. (jp.dk 22.09.14).
Morten Østergaard siger med andre ord, at det er nødvendigt at afskaffe den universelle velfærd. Ældre og studerende lever i Morten Østergaards hoved i overflod. Denne melding er en åben krigserklæring mod den velfærdsstat, som arbejderklassen tilkæmpede sig i efterkrigsopsvinget.
Siden 1970’erne er bid efter bid skåret af velfærden, men nu er små-bidder ikke længere nok for De Radikale. Hvis denne tankegang blev ført ud i livet, som indtil videre kun er blevet implementeret i mindre grad som f.eks. med børnechecken, så vil det betyde en glidebane, hvor hele velfærdsstaten kunne afmonteres meget hurtigt. Tanken bag den universelle velfærd var, at ydelser betales til alle, rig som fattig. Det er ikke almisser, som de fattige skal tigge om, men universelle rettigheder. Det er dette, som Morten Østergaard vil gøre op med.
Socialisme er modsvaret
Efter tre år i regering er alle illusioner om, at det Radikale Venstre skulle bekymre sig om andre end overklassen, efterhånden forduftet. Det Radikale Venstres såkaldte humanisme hænger i laser. Det er igen blevet understreget med regeringens nyeste udspil til stramning af asylreglerne, hvor man nu yderligere vil tidsbegrænse opholdstilladelse til flygtninge, der flygter fra borgerkrig eller lignende. Det vil sige, at man vil presse de allerede mest pressede mennesker yderligere, og lade dem leve i konstant usikkerhed for at blive sendt tilbage, til det helvede de er flygtet fra.
Det var efterkrigsopsvinget, der muliggjorde opbyggelsen af velfærdsstaten. Men selvsamme opsving var en parentes i kapitalismens historie, som kom oven på destruktionen fra 2. Verdenskrig. Der har ikke været noget lignende opsving siden og sandsynligheden for, at det kommer igen, er ikke eksisterende.
I forhold til velfærden siger Morten Østergaard blot højt, hvad resten af overklassen tænker: Velfærdsstaten skal væk! Krisen, som startede i 2008, betyder, at der intet råderum er for forbedringer for arbejderklassen. Inden for kapitalismen er der nu kun rum til nedskæringer, som vi også ser i resten af Europa. Nedskæringer som Helle Thorning-Schmidt og Co. har valgt at administrere. Men hun forsøger stadig at fastholde en illusion om, at hun skam forsøger at forbedre forholdene for arbejdere i Danmark. Nedskæringer italesættes dagligt som kvalitetsforbedringer. Og nu vil hun have os til at tro på, at hun, efter at have været ved regeringsmagten i tre år, mens 47.000 har mistet deres dagpenge, vil kæmpe for et retfærdigt dagpengesystem. Drop skuespillet Helle Thorning-Schmidt og sig det ærligt, som det er: du vil gøre alt i din magt for at forsøge at stabilisere det økonomiske system – et system der på verdensplan er i sin største krise nogensinde. Du vil hellere lade arbejderklassen gå under, end at bryde med kapitalismen. Skulle vi tro på Helle Thorning krævede det, at hun fremlagde, hvordan Socialdemokratiet ville bryde med de Radikale, og fremsætte et socialistisk alternativ sammen med SF og Enhedslisten – og det er der vist ingen, der kan forestille sig, at hun har tænkt sig.
Kapitalisme betyder, at det store flertal skal betale for et system, der i højere og højere grad kun kommer den herskende klasse til gode. For at ændre dette er det nødvendigt at slås for et helt andet økonomisk system – et socialistisk system, hvor økonomien er underlagt flertallets demokratiske kontrol.
Det kræver, at arbejderklassen tager magten – det kræver en socialistisk revolution. Det er, hvad vi kæmper for og er organiseret omkring i Revolutionære Socialister. Gå med i kampen!
