På lørdag har lederen for den konservative gruppe på Københavns rådhus, Rasmus Jarlov, arrangeret aktionen ”gå gennem Nørrebro for jøderne”. Rasmus Jarlov er i sig selv temmelig uinteressant, men at venstrefløjen med SFs Lisbeth Bech Poulsen og Enhedslistens Rosa Lund bakker op om Jarlovs mediestunt er et glimrende bevis på venstrefløjens totale forvirring på spørgsmålet om racisme, religion og hele konflikten om Israel og Gaza.

Først et par ord om målet for aktionen, som man jo på overfladen kun kan være sympatisk overfor: at jøder selvfølgelig ikke skal undertrykkes eller på nogen måde forfølges i Danmark.
Men… Aktionen er intet andet end en provokation fra Rasmus Jarlovs side – et forsøg på at bevise sin tese: at muslimer i Danmark er intolerante. Han siger selv, at aktionen intet har med Israels angreb på Gaza at gøre. Men konflikten eksisterer jo! Hver dag vises der billeder af børn, der på brutal vis myrdes af det israelske militær.

Jarlov forsøger at bruge jøderne til at fremstille sig som mangfoldighedens forsvarer. Dette hykleri har Ole Sandberg på glimrende vis påvist i et blogindlæg på Modkraft .

Sandberg viser Jarlovs hykleri som forsvarer af mangfoldighed og retten til at bære religiøse symboler, eftersom Jarlovs eget parti de Konservative i 2009 støttede et forbud mod at bære burka (et forslag de kun opgav, fordi det af jurister blev anset for at være grundlovsstridigt).

Sandberg viser også, hvordan Jarlov udviste, hvad der må kaldes eklatant mangel på respekt overfor den historiske undertrykkelse af jøderne, da han i forbindelse med rydningen af ungdomshuset bar en Davidsstjerne lignende den, som jøderne blev påtvunget at bære synligt af Hitler. Det gjorde Jarlov for at vise, at folk som ham, der gik ind for ungdomshusets rydning, var forfulgt. Samme mangel på respekt udviser han i oplægget til aktionen på facebook. Her står der:

”Idéen er simpel: En lille gruppe danskere har levet i fred i vores land i 400 år. Nu udsættes de i stigende omfang for chikane og overfald på grund af deres religion. Det stigende jødehad og episoder med chikane og overfald skal stoppe.” Han glemmer den ”mindre detalje”: Anden Verdenskrig, hvor jøderne var tvunget til at flygte ud af landet.

Jarlov skriver videre i indkaldelsen på facebook:
Dette er ”En generel demonstration for tolerance. Tibetanere, svenskere, jyder og muslimer oplever også diskrimination. Denne demonstration er for at sætte fokus på diskrimination af jøder, fordi jødehadet er stigende og fordi jøderne nok er den eneste etniske/religiøse gruppe, som direkte er nødt til at skjule, hvem de er for at undgå at blive overfaldet på gaden.”

Jarlov har åbenbart ikke fulgt med i medierne. Så sent som 11. juli i år beskrev en ung læge, Aya Baram, i Politiken: ” Jeg er blevet slået på gaden, hvorefter jeg har fået at vide, at jeg skal ’tage mit f… tørklæde af’. Politiet ville ikke lægge sag an, fordi min mand var mit eneste vidne. […] Jeg har oplevet en mand pludselig gå amok på min dengang 3 måneder gamle nevøs barnevogn med slag og spark, hvorefter en anden mand overfusede min søster med ord som ’terrorister’ og andet, spyttede hende i ansigtet på en propfyldt Nørreport Station, mens alle så til uden at hjælpe.”

Dette er ikke for at sige, at jødeforfølgelse ikke skal bekæmpes – det skal det, men det er for at vise, at Jarlov slynger den ene forkerte påstand ud efter den anden, uden noget belæg. Ovenstående i sig selv er et godt argument for, hvorfor venstrefløjen bør holde sig langt fra Jarlovs aktion. Desværre er der et langt mere alvorligt problem end Jarlovs hykleri.

Aktionen søger aktivt en konfrontation mellem nationaliteter i stedet for enhed. I stedet for burde de to venstrefløjspersoner afvise Jarlovs provokation, rette deres hovedmodstand mod angrebene på Gaza og samtidig appellere til enhed i hele arbejderklassen, også med jødiske arbejdere, i både Danmark og Israel.

Venstrefløjens opgave er at højne arbejderklassen og unges bevidsthed: dvs. at støtte det undertrykte og forfulgte folk i Gaza, og helt klart og tydeligt at afsløre hvordan den israelske herskende klasse, med støtte fra den herskende klasse i USA og resten af Vesten, inklusiv Danmark, undertrykker ikke bare palæstinenserne, men også det israelske folk.

Israels angreb på Gaza er et led i klassekampen. Tilbage i 2011 var op mod en halv million israelere på gaden (ud af en befolkning på 7,7 mio.). I demonstrationerne kunne blandt skiltene med krav om ”social retfærdighed”, også ses skilte med parolen: ”Træd tilbage, Egypten er her”. Meget sigende var ordene ”træd tilbage” skrevet på arabisk. Meningsmålinger viste, at op mod 90 procent af israelerne støttede bevægelsen. Israel er ligeså meget et klassesamfund som alle andre kapitalistiske lande. Et klassesamfund hvor 20 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Den israelske regerings virkelige formål med angrebet på Gaza er at aflede de almindelige israelske arbejdere fra de brændende sociale spørgsmål, de står overfor hjemme såsom fattigdom og nedskæringer, ved at skabe en fælles ydre fjende.

Den eneste vej ud af blodbadet og den blindgyde, der eksisterer i Gaza, er at sætte en kile ind i det israelske samfund på klasselinjer. Ved at støtte Jarlovs aktion gør Lisbet Bech Poulsen og Rosa Lund det stik modsatte: de udvisker klasselinjerne, er med til at legitimere den danske herskende klasse og deres forsøg på at fremstille Jarlovs aktion som et spørgsmål om humanisme og ikke et spørgsmål om klassekamp. De fremmer en opdeling af arbejderklassen over nationale linjer.

Den danske venstrefløj har de seneste år forsøgt at blive en accepteret del af etablissementet, i en tid hvor det hver dag viser sit råddenskab. Tusinder af unge frastødes af det nuværende system og ønsker et andet samfund. Men indtil nu er de gået udenom partierne på venstrefløjen. Et enormt potentiale går tabt. Venstrefløjen har indtil nu heller ikke kunnet tiltrække det lag af radikaliserede unge, der også findes blandt unge med muslimsk baggrund, og som leder efter et radikalt alternativ til det nuværende system og dets bombninger af Gaza, arbejdsløshed, racisme og fattigdom. Med deres støtte til Jarlov uddyber Lisbet Bech Poulsen og Rosa Lund dette problem.

Kun et revolutionært program, med samlet kamp fra alle undertryktes side, uanset om man er jøde eller muslim, hvid eller brun, araber eller skandinav, dvs. en kamp mod den herskende klasse, mod kapitalismen, uanset hvor man befinder sig, kan vise en vej frem.