Krige, revolutioner og kontrarevolution er den ultimative test for enhver politisk tendens, gruppe eller parti. Netop fordi disse situationer er ekstreme, stiller alting på spidsen og sætter klasserne hårdt op imod hinanden, bliver alle modsætninger i en politisk tendens’ politik kastet frem i lyset.

Spotlyset fra begivenhederne i Ukraine har ikke været venligt overfor den danske venstrefløj. Mens alle venstreorienterede grupper og tendenser i Danmark priser den hjemlige anti-fascisme og kampen mod de ganske få forkølede nynazister, vi har i landet, så er stilheden larmende, når de gælder fascisternes EU-sponsorerede undertrykkelse i Ukraine.

Lad os først slå fast: Euromaidan-bevægelsen, der startede i slutningen af 2013, var ikke progressiv. Mens det er rigtigt, at den i starten fik en hvis opbakning og passiv støtte fra brede lag i Vest-Ukraine, på grund af enorm utilfredshed med Viktor Janukovitj’ korrupte regime, og sikkerhedsstyrkernes fremfærd, så var ledelsen af bevægelsen hele tiden i hænderne på den ekstreme højrefløj. Ydermere varv en af hovedparolerne fra starten tilslutning til en frihandelsaftale med EU.

Det var paraplyorganisationen Højre Sektor, der stod for taktisk ledelse og logistisk støtte af gadekampene i Kiev. Det var højreorienterede parlamentarikere fra Svoboda, der repræsenterede bevægelsen i parlamentet. Det bedste bevis på bevægelsens karakter var, at venstreorienterede, der forsøgte at uddele løbesedler, eller på anden måde lod forstå, at de var venstreorienterede, fik tæsk af fascisterne og blev jaget bort fra Maidan-pladsen. Kommunistpartiets kontorer [link: Her ] er flere steder blevet ryddet og brændt, mens lederen af kommunistpartiet blev forsøgt dræbt. LINK Fra Wikipedia.

Alligevel er der dele af den danske venstrefløj, der stadig(!) støtter Maidan, mens en stor del tilsyneladende har valgt at lukke øjnene. Det første gælder både Internationale Socialister (IS) og Socialistisk ArbejderParti (SAP). Det sidste gælder desværre bl.a. Enhedslisten.

Enhedslisten som observatør?

Størstedelen af Enhedslistens materialer om katastrofen i Ukraine kommer fra Forsvars-, EU- og Menneskerettigheds ordfører Nikolaj Villumsen, der var observatør ved præsidentvalget i Ukraine den 25. maj. Nikolaj Villumsen, og Enhedslisten som parti, forholder sig slet ikke til den såkaldte Antiterror-Operation i Østukraine. Denne antiterror-operation, der blev indledt 12. april 2014, er en militær operation, udført af hær og sikkerhedsapparat, herunder de fascistiske enheder som ledte forsvaret af Euromaidan, der nu er blevet indrulleret i Nationalgarden. At kalde denne operation for en antiterror-operation er dog en underdrivelse. Det er en militær offensiv, der involverer infanteri, kamphelikoptere, artilleri og luftbombardementer af de østlige regioner. Hundreder er blevet dræbt, herunder mange civilie, og kampene intensiveres.

Rusland truede med at gribe ind, hvis russere blev dræbt. Tusindvis af russiske soldater stod opmarcheret ved den ukrainske grænse. Det gav mange østukrainere, særligt det store russiske mindretal, illusioner om, at den russiske hær ville beskytte dem mod angreb fra Kiev-regeringen. Men Putin bluffede. Nu står den Østukrainske befolkning alene overfor en militær offensiv fra det, der burde være deres egen regering.

Alligevel er Nikolaj Villumsen ikke sen til at bakke op om sine EU-kollegers krav om sanktioner mod Rusland og dermed stille sig på side med Kiev-regeringen:

”Det er på høje tid, at såvel Danmark som EU insisterer på, at parterne skal udskifte volden med politisk forhandling.

– Konflikten i Ukraine kan ikke løses militært. I stedet bør der indledes forhandlinger om øget lokal selvbestemmelse og demokratiske reformer, og her kan Danmark og EU skubbe på.

– Konkret bør vi desuden arbejde for en våbenembargo mod Rusland. Det er dobbeltmoralsk, at EU på den ene side laver sanktioner mod Rusland og på den anden side sælger Putin våben.”

[…]

Og videre:

” – Det er fuldstændig uacceptabelt, at separatisterne i det østlige Ukraine har grebet til våben og senest taget flere observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa som gidsler. Og hvad præsident Putin angår, så agerer han også fuldstændig uacceptabelt over for sine ukrainske naboer. Ikke mindst i forhold til den ulovlige besættelse af Krim.” (Enhedslisten.dk 2. juni).

EU, som Nikolaj Villumsen her bakker op om, i form at dets sanktioner mod Rusland, er allieret med regimet i Kiev. EU har direkte aktier i den borgerkrig der har udviklet sig. Gennem flere år har både EU og USA arbejdet på at bringe Ukraine ind under den vestlige interessesfære. På den måde har de, af helt egoistiske geopolitiske interesser, opflammet de nuværende problemer. At overse at EU er en aktiv part i konflikten og i stedet tro at EU kan skubbe på for en løsning, er naivt, og Nikolaj Villumsen placerer i realiteten Enhedslisten på samme side som Kiev, EU og USA i den betændte konflikt.

Massebevægelser ikke altid progressive

Selv mere venstreorienterede grupper i og omkring Enhedslisten har haft overordentligt svært ved at finde deres ben i forhold til konflikten. Det gælder for eksempel Internationale Socialister (IS).

Når man læser IS’s artikler om Ukraine står det klart, at organisationen fuldstændig vender verden på hovedet. Der tales om Maidan-bevægelsen som en progressiv folkelig bevægelse, dog med visse reaktionære elementer. Således skriver IS’ Charlie Lywood i artiklen ”Uro og usikkerhed i Ukraine”:

”Begivenhederne drives nu frem af helt andre kræfter end den Maidan-bevægelse, der, trods alle dens modsætninger, først og fremmest var et udtryk for folkelig protest mod stenrige oligarker og deres korruption.” (egen fremhævning)

Maidan-Bevægelsen var imidlertid på intet tidspunkt progressiv. Selve udgangspunktet for bevægelsen var et forsvar for en frihandelsaftale med EU. Selvom Lywood har ret i, at en stor del af baggrunden for opbakningen til Maidan var utilfredshed med korruption og oligarkerne, og senere utilfredshed med sikkerhedsstyrkernes brutalitet, så bestemmer det ikke bevægelsens karakter. Husk på, at selv National Socialisterne i Tyskland mobiliserede enorm vrede mod finanskapitalen og børsen (selvom de objektivt set forsvarede netop disses interesser).

Lywood forklarer videre, at opstanden i Øst i virkeligheden ikke er en opstand som forsvar mod Kiev-regeringens overgreb, men i virkeligheden skyldes Putin, der laver et imperialistisk overgreb, ligesom han gjorde ved besættelsen af Krim-halvøen. Det virkelige spørgsmål, ifølge IS, er altså Ukraines selvbestemmelsesret og dets progressive kamp imod Russisk aggression(!!):

”Det, som fik den russiske imperialisme til at gå i aktion, først på Krim (hvor Putin har droppet alle benægtelser af russiske troppers rolle) og nu i Øst-Ukraine, var, at man opfattede Ukraine som en ’buffer’-stat mellem russisk og vestlig imperialisme.

Putin kunne ikke acceptere, at Maidan-bevægelsen, som væltede Janukovitj, skulle betyde, at han mistede denne brik i sine geopolitiske planer.”

Altså er konklusionen tilsyneladende, at man må forsvare Ukraines (læs: Kiev-regeringens) ret til at forsvare sig mod den russiske aggression. Det er da også den konklusion, Lywood drager:

”Socialister forsvarer svage nationer mod imperialistisk overgreb. National selvbestemmelse gælder såvel for Ukraine som for Tjetjenien. Det gælder Georgien og Moldavien, hvor Putin har brugt invasioner og militær undertrykkelse under påskud af at forsvare etniske russere.”

Heraf kan man kun udlede, at IS støtter op om Kiev-regeringens Anti-Terror-Operation i Øst-Ukraine, rettet imod de ”russiske separatister” (denne sidste betegnelse er Lywoods egne ord!!).

Lywood og IS står bare med et enkelt problem i deres højlydte forsvar for nationernes selvbestemmelsesret: På jorden i Ukraine er der ikke tale om en kamp mellem nationer, men en borgerkrig!! Østukrainere er også ukrainere, ikke ”russiske separatister”. Østukrainere der, med god grund, er bange for forfølgelse og overgreb fra fascister og ultra-højre-elementer fra Kiev regeringen, og ja, Maidan-bevægelsens stormtropper. Øst-ukrainere der i dag bliver dræbt fra luften, artilleriild og helikopterangreb.

I det store perspektiv er det korrekt, at der er en geopolitisk stand off. Men den er mellem USA/EU på den ene side og Rusland på den anden side. Hele Ukraines befolkning, både i øst og vest, er bare brikker for disse magter. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Rusland udnytter østukraineres frygt og forsøger at manipulere konflikten i sin egen imperialistiske interesse. Men hvor er IS’ kritik af EU og USA’s rolle? Det var sådan set dem, der var med til at puste til flammerne, ved at forsøge at indlemme Ukraine i den vestlige interessesfære. EU og særligt den tyske herskende klasse har sponsoreret det semi-fascistiske parti Svoboda LINK Der Spiegel

Kapitalens drøm – IS’ virkelighed?

I IS’ seneste artikel ”Ukraine – situationen er flydende” af samme forfatter, ryger kæden helt af. Her forklarer Lywood, at der ingen opbakning er til oprørene i øst, og at de er blevet fordrevet af minearbejderne(!!):

”Dette [den lave tilslutning til krav om løsrivelse] kan også forklare den manglende aktive støtte til de paramilitære grupper, og det giver en forklaring på at de så relativt nemt kunne fordufte fra blandt andet Donetsk.

Det skete, da Akhmetov [en af Ukraines største oligarker] opfordrede sine ansatte på Ukraines størst stålværk og minearbejderne fra Donbass regionen (han har 350.000 ansatte i sine virksomheder) til at tage fri med løn og “genoprette orden” i Donetsk og fem andre byer i Østukraine.

Det har antageligt medvirket, at Putins styre har lagt afstand til separatister og opfordret til dialog om Ukraines fremtid.

Arbejderne gik ubevæbnede ind i byen, og alle de pro-russiske grupper forlod de besatte bygninger. Kun i Mariopol (regionens næststørste by) kunne de ikke fordrive de pro-russiske grupper.”

Og videre:

”Håbet er, at de i stedet kan forbinde sig med den del af Maidan-bevægelsen, som krævede frihed og social velfærd og en ende på korruption. I stedet fik de blot endnu mere nationalisme og en fortsættelse af oligarkernes magt. Dette håb er ukrainernes håb.”

Det lyder alt sammen meget godt, om end lidt mærkeligt, at en af Ukraines største oligarker nu er arbejderklassens helt. Problemet er bare, at det er opspind fra ende til anden. Oprørene er ikke fordrevet for Donetsk. Det eneste område Kiev-regeringen har vundet kontrol over, er lufthavnen i Donetsk. Hvorfra stammer IS’ antagelse om at oprøret er forduftet? – fra ingen andre end Akhmetov selv…

Han gennemførte en medie-kampagne, som alle vestlige borgerlige aviser ivrigt fulgte med på: endelig ville oprørene blive sat på plads. Den 20. maj skulle hans ”bevægelse” kulminere med et massemøde på Shaktar Stadion. 300 af hans 350.000 ansatte mødte op efter at være blevet kørt dertil i bus. Komplet nederlag som selv Jim Judah fra The Economist måtte erkende. [twitter ]

Financial Times, der også havde store håb til IS’ scenarie, måtte også erkende det bitre nederlag under overskriften ”Donetsk workers fail to answer call to rally against separatists”. Heri skriver de blandt andet følgende om den ”bevægelse” mod oprørene, som IS priser:

”En appel fra Ukraines rigeste mand om, at hundredetusinder af arbejdere skulle protestere imod pro-russiske militante, blev stort set ignoreret tirsdag, hvilket repræsenterer et tilbageslag for autoriteterne i Kiev, som håbede på at opbygge støtte til præsidentvalget på søndag.”

…

“Efter [mødet med få hundrede deltagere] gik arbejderne rundt blandt hinanden og de fortalte, at de var kommet frivilligt, men de fleste sagde, at de ikke delte deres chefs syn på de militante.

’Akhemtov er forretningsmand. Han beskytter sine forretningsinteresser, det er naturligt’, fortalte arbejderen Stas. Men han tilføjede, at Hr. Pokorytov [den administrerende direktør på det lokale stålværk, der havde adresseret det 10 minutter lange møde, red.] havde gjort klogt i at holde sig fra at give mødet en ’politisk klang’.

’99 procent af arbejderne er imod Kiev-autoriteterne’, fortalte Vladimir Sadovoy, leder af fabrikkens fagforening, der påpegede, at mindst én af mændene i hans 600-mands enhed havde taget orlov for at arbejde med de pro-russiske militsfolk.” (ft.com 20. Maj 2014) Financial Times

Men dette afholder ikke IS fra at proklamere, at Akhemtovs arbejdere har ryddet Donetsk.

Til forsvar for Kiev?

Men hvad er det så for et regime, som IS forsvarer? I Ukraine er fascistiske grupper blevet indrulleret i regeringsstyrkerne, primært i Nationalgarden. Kiev-regeringens første tiltag var at afskaffe russisk som officielt sprog i regionerne. 6 af ministrene i regeringen kommer fra fascistiske organisationer. I Odessa blev 42 venstreorienterede slagtet af fascister ved massakren på fagforeningsbygningen, som blev brændt ned. Det er virkeligheden.

Anti-fascismen der blev væk

Herhjemme er IS langt fremme i skoene, når det gælder anti-fascistiske aktiviteter og demonstrationer. Det er for så vidt fint nok, selvom den fascistiske fare i Danmark er til at overse. Men når det lige pludseligt bliver et spørgsmål om liv eller død, som det er i Ukraine, så kan IS ikke se skoven for bar træer!

Hvis det bare var et spørgsmål om, at IS ikke havde tid til at skrive om situationen i Ukraine, var det én ting. Man kan ikke skrive om alt. Problemet er, at det eneste IS bringer, er et ensidigt angreb på Rusland, uden kritisk stillingtagen til den anden part. Det er så meget desto mere alvorligt, når den anden part involverer statsstøttede fascistiske grupper og ydermere støttes af den danske regering gennem EU. Derfor står vi unægtelig tilbage med en række spørgsmål, efter at have læst IS’ artikel:

Hvad er IS’ holdning til, at socialister må gå under jorden i Ukraine?

Hvad er IS’ holdning til det bebudede forbud mod kommunistpartiet i Ukraine?

Hvor står IS i forhold til Antiterror-Operationen i Østukraine?

Det kan vi ikke svare på. Hvis vi ser på IS’s dækning af spørgsmålet, ensidige kritik af Rusland og videreformidling af direkte løgne, så er der kun én konklusion: den der tier samtykker.

SAP’s vankelmod

Socialistisk Arbejderparti (SAP) indtager som så ofte før en vankelmodig position. Det eneste, man kan finde om SAP’s linje på organisationens hjemmeside, er en udtalelse fra deres internationale organisation fra februar. Mens den primært siger, at der både er for og imod, at der både er revolutionære og reaktionære i Maidan, så slår den dog fast, at:

”Så længe de vigtigste organiserede politiske kræfter, som nu befinder sig på højrefløjen og den yderste højrefløj, støtter vi de sociale og politiske kræfter, der forsøger at opbygge en venstreopposition inden for denne bevægelse. Ved at gøre dette har de nægtet at stå uden for bevægelsen og at identificere hele bevægelsen med dens komponenter fra den yderste højrefløj. En sådan selvstændig orientering har betydet en vanskelig konfrontation med fascistiske grupper og fokus mod 25 års privatiseringer, der har undertrykt sociale rettigheder, uanset hvilket politisk parti, der har været ved magten siden uafhængigheden.”

Om SAP stadig mener, at man skal stå ”indenfor denne bevægelse” ved vi ikke. Men siden der ikke fremgår andet af deres politiske organ, må vi formode at det er tilfældet.

Undtagelsen der bekræfter reglen

En udtagelse fra den generelle attitude på den danske venstrefløj er imidlertid Kommunistisk Parti (KP), der tirsdag den 17. juni afholdt offentligt møde (arrangeret af Arbejderen) om fascisternes terror i Ukraine og naturen af Maidan-bevægelsen. Det er absolut positivt og et eksempel til efterfølgelse.

Til mødet var der blandt andre i panelet tyske Susann Witt-Stahl, der er rapporter for Junge Welt, og som har været i Ukraine, både i februar og under opstanden i Østukraine. Hun berettede om, hvordan vestlige medier (og venstrefløjen herhjemme, red.) ikke omtalte eller viste de store portrætter af Stepan Bandera (der var fascistisk leder i Ukraine under Anden Verdenskrig og som bl.a. stod for udryddelsen af 70.000 ubevæbnede polakker), som hang på pladsen. Ligeledes fortæller medierne heller ikke om, at der over pladsen vejede et hav af Højresektors karakteristiske rød/sorte flag med den karakteristiske dolk, side om side med de ukrainske flag. Ej heller hvordan Højre Sektor havde boder med lange køer af unge mænd, der ville indrullere sig under Højre Sektors fane. Med andre ord: ledelsen af Maidan var helt i det ekstreme højres kontrol, en konklusion som bekræftes af begivenhedernes forløb.

På trods af Arbejderen og KP’s gode initiativ, har deres analyse alvorlige mangler: nemlig deres fuldstændigt ukritiske opbakning til Ukraines Kommunistpartis politik, under dække af ikke at ville blande sig eller have en mening om et andet lands forhold. I IMT og Revolutionære Socialister er vi hundrede procent med i forsvaret mod undertrykkelsen af Ukraines Kommunistparti, der står overfor ulovliggørelse, og hvis aktivister bliver angrebet på det frygteligste. Men det betyder ikke, at vi mener, at deres politik er korrekt. Partiet deltog i Janukovitch’s regering, der var et gennemkorrupt gangster-regime. Mange i partiets top brugte deres position til at rage til sig, og miskrediterede partiet og selve kommunismen enormt i massernes øjne, og serverede dermed deres eget hoved på et sølvfad – en propagandamæssig gave som højrefløjen ikke var sen til at udnytte. Det kan også ses på tilslutningen til partiet ved valgene. I 1998 fik partiet 25 % svarende til 6,6mio. stemmer. I 2010 var det reduceret til 13,2% og knapt 2,7 mio. stemmer, primært i Øst.

Mens Susann Witt-Stahl ærligt sagde, at det åbenlyst havde været en enorm fejl for partiet at gå med i Janukovich’s regering, og at det havde ført til, at befolkningen bredt sætter lighedstegn mellem kommunisme og korruption, fastholdt KP på mødet, at man på ingen måde vil kritisere Ukraines Kommunistparti og at de heller ikke vil forholde sig til anklagerne om korruption. Tværtimod, slog KP’s formand Jørgen Petersen på mødet meget bestemt fast, at han ikke vil forholde sig til disse anklager, men blot støtte op om Ukraines Kommunistpartis politik: at der skal holdes en folkeafstemning om tilslutning til aftaler med hhv. Vesten eller Rusland og at der skal laves en ny grundlov, der sikrer rettigheder for etniske minoriteter.

Spørgsmålet vi står tilbage med, er så bare: hvem skal gennemføre dette? Landet er i hænderne på højrefløjen, der bruger fascistiske stormtropper til at terrorisere fagforeningsaktivister og kommunister. At tro at den nye regering, der er i færd med at bombe befolkningen i øst, vil gennemføre dette, er topmålet af naivitet. Tilbage er altså kun EU, USA og Rusland; det såkaldte Internationale samfund. Er det disse parter, som KP sætter sin lid til?

Arbejderen og KP’s solidaritet med kommunisterne og antifascisterne er et helt basalt første skridt, som har vores fulde opbakning, og det er en skændsel, at så mange andre tendenser på venstrefløjen fortier fascisternes terror i Ukraine. Men der er behov for mere end bare blind solidaritet.

For en klasselinje

Vi mener i modsætning til KP, at det absolut er marxisters opgave at sige sin mening om, hvad der sker i andre lande, og hvad der burde gøres. Kampen for socialisme og kommunisme kan ikke være andet end international, sådan var det siden Marx, sådan var det under Lenin og sådan er det stadig. Det er vores pligt som internationalister, at diskutere den internationale udvikling, lære af hvad der sker og kæmpe for en linje, der kan sikre arbejderklassen sejr, uanset hvor i verden det er. Et slag mod imperialismen, både i vestlig og russisk variant styrker arbejderklassen i hele verden.

Man bliver nødt til at forstå baggrunden for den nuværende situation. De bureaukratiske planøkonomier i Østblokkens katastrofale kollaps i starten af 90’erne er den økonomiske baggrund for massernes desperate situation. Med sammenbruddet gik Ukraine fra ingen arbejdsløshed, til omkring 1,2mio arbejdsløse ved årtusindskiftet. Før sammenbruddet var BNP pr. indbygger i reale termer over 8.600 dollars, mod lidt over 6.000 i dag. Med krakket i 2008, der betød et fald i Ukraines BNP på 15%, er landet i en situation, der minder om den, der gik forud for det reaktionære blodbad i Jugoslavien.

Det betyder også, at situationen meget let kan glide i en lignede retning. Væbnet kamp i sig selv, uden stærk forbindelse og deltagelse fra arbejderklassen, vil uundgåeligt degenerere til almen kriminalitet og nationalistisk vold. Den fare er meget reel i de selvudråbte folkerepublikker i Østukraine.

I det hele taget står manglen på et masseparti med en klar arbejderpolitik skarpt frem. Havde Ukraines Kommunistparti, landets traditionelle arbejderparti, gået i skarp opposition mod både Viktor Janukovitj og Yulia Tymoshenko og resten af landets oligarker, også under den såkaldte ”orange revolution” i 2004, i stedet for at gå med i Viktor Janukovitj regering, kunne de have fået massiv opbakning og marginaliseret den ekstreme højrefløj.

Krav om åbning af alle regnskaber og nationalisering af ALLE oligarkers enorme rigdom – som er stjålet fra landets befolkning efter planøkonomiens sammenbrud – til gavn for arbejdspladser og velfærd, ville får udbredt sympati. Kombineret med fuld enhed mellem Ukraines arbejdere, på tværs af etniske skel, ville Ukraines Kommunistparti fuldstændig have undermineret højrefløjen og den nuværende tragedie undgået. En samlet arbejderklasse ville med succes kunne appellere de russiske og europæiske arbejdere om solidaritet.

I dag er situation en helt anden. Nationalismens gift trænger igennem alle porer i Ukraines samfund og truer med at kaste landet ud i en åben borgerkrig a la Jugoslavien i 1990’erne. Imens står den danske venstrefløj og lukker øjnene og snakker om Maidan som en progressiv bevægelse. Det er på tide at vågne op.

• Stop bedrageriet! Maidan er og bliver en reaktionær bevægelse!
• Den danske venstrefløj må åbne øjnene og omgående yde solidaritet med de forfulgte fagforeningsfolk, socialister og kommunister i Ukraine!
• Venstrefløjen må fordømme den danske regerings støtte til den nye regering!
• Ned med højreregeringen i Kiev!
• Stands ”Antiterror-Operationen” og massakren mod befolkningen i Øst!
• Støt den antifascistiske bevægelse i Ukraine!
• Ingen tillid til hverken EU, USA eller Rusland!
• Arbejderklassen må tage magten og feje den korrupte elite og deres fascistiske håndlangere fra magten!
• Ned med oligarkerne! Nationaliser deres virksomheder og enorme rigdomme!
• Genskab tilliden mellem arbejdere i Øst og Vest-Ukraine: for fuld beskyttelse af minoriteter, ret til selvbestemmelse for regionerne i Øst og en demokratisk føderation.