Opgaven for Enhedslistens årsmøde her i maj bør være at forberede partiet på kommende protester mod krisen og nedskæringspolitikken.
I 2013 har vi set de første spæde tegn på, at den vrede og frustration, der er blandt arbejdere og unge, kommer op til overfladen med protesterne mod SU-reformen, lærerlockouten og ikke mindst protesterne mod fremdriftsreformen på universiteterne. Det skete samtidig med, at regeringen pressede Enhedslisten i opposition ved finanslovsforhandlingerne i efteråret. Regeringen er, ikke mindst efter SFs afgang, alvorligt svækket. Enhedslisten må forberede sig på, at der i den kommende periode vil komme flere kampe og protester mod nedskæringspolitikken, ved at undlade at tage ansvar for den førte politik og gå i offensiven med et socialistisk alternativ.
Klart program
For at kunne gå i offensiven er det nødvendigt med et helt klart program. I en hel årrække har partitoppen ført an i, hvad man kunne kalde en ”normaliseringsproces” for at gøre partiet til en ”accepteret” del af det etablerede politiske system. Opgøret med det gamle principprogram er et led i denne proces.
Det er paradoksalt, at netop toppens opgør med programmet og den højredrejning, det er et udtryk for, er ved at lykkes, samtidig med at partiet er presset i opposition til regeringen og ikke kan andet end at kritisere den fra venstre. Forslaget til program fra Hovedbestyrelsen (HB), som med al sandsynlighed får flertal på årsmødet, er et skridt i modsat retning af udviklingen ude i virkeligheden, hvor større og større lag presses af forholdene til at stille spørgsmålstegn ved det nuværende samfundssystem.
Enhedslisten risikerer med sin ”normalisering” at blive omfattet af den voksende politikerlede, der er blandt den danske befolkning. En meningsmåling bragt i Altinget i slutningen af 2013 viste, at danskernes tillid til politikerne er styrtdykket. På bare to år, dvs. siden den nye regering trådte til, er den halveret til kun 36 procent, hvilket er historisk lavt. Kun 2 procent har ”meget stor tillid”.
Opgør med meningsmålingstyranniet
Opbakningen til Socialdemokratiet og SF er kollapset, mens Dansk Folkeparti nu har været Danmarks næststørste parti i meningsmålingerne i tre måneder, kun overgået af Venstre. Enhedslisten er blevet på omkring ti procent.
At DF er gået så voldsomt frem skyldes ikke, at en femtedel af den danske befolkning er racister. DFs fremgang skyldes, at toppen i Socialdemokratiet og SF er løbet fra alle deres løfter og har ført en politik, der er mere blå end i de borgerliges regeringstid. DF kritiserer højlydt regeringens nedskæringspolitik, mens de belejligt glemmer, at de var med til at gennemføre den samme politik under Fogh og Løkke. Den eneste måde at bekæmpe DFs fremgang er ved, at venstrefløjen fremkommer med er klart og konkret alternativ.
Løsningen er ikke, som Enhedslisten top har gjort det i sagen om børnechecken, at forsøge at slå DF på sin egen banehalvdel i forsvaret for ”danske” arbejdere. Det legitimerer bare DFs nationalisme og giver dem endnu mere vind i sejlene. I stedet må Enhedslisten fremsætte et klart internationalistisk program om klassekamp på tværs af landegrænser, imod kapitalens EU, for Europas forenede socialistiske stater.
Socialisme som utopi
Enhedslistens top har lagt al for stor vægt på parlamentarismen og på at gå frem i meningsmålingerne. Formålet har været at samle de utilfredse S og SF vælgere op. Men ligesom det ikke virker at komme DF i møde, så gør det det heller ikke at udvande programmet for at tækkes tidligere Socialdemokrater og SFere – tværtimod. De bevæger sig netop til venstre, fordi de sidste år har vist, at reformismen har slået fejl; at man ikke kan føre en solidarisk velfærdspolitik og samtidig administrere kapitalismen.
Det er Enhedslistens opgave at give disse folk et alternativ til venstre og hjælpe dem på deres vej i retning af at drage revolutionære socialistiske konklusioner.
Enhedslisten rejser en række udmærkede krav, men er fuldstændig tavse, når det kommer til, hvordan de skal opfyldes. Det er blot med til at øge illusionerne til at en reformistisk løsning inden for kapitalismens rammer. Kravene forbindes ikke med endemålet om socialisme, der derfor kommer til at fremstå som en mere eller mindre utopisk drøm. Enhedslistens opgave må være at formulere de konkrete krav og kæde dem sammen med kampen for socialisme. Det er, hvad resultatet af årsmødet burde være.
Denne artikel har været bragt i maj-nummeret af Socialistisk Standpunkt (Nr. 93). Tegn abonnement HER
Læs tidligere artikler om de forskellige forslag til nyt principprogram:
