Debatten om Enhedslistens principprogram er i fuld gang. I sidste nummer af Socialistisk Standpunkt bragte vi en analyse og kritik af udkastet til nyt program fra ledelsens skrivegruppe. Mange har udtrykt kritik overfor skrivegruppens forslag, og der er kommet flere alternative forslag til program. Et af dem er forslaget “Frihed, lighed og solidaritet” skrevet af Castellani, Frølich og Nielsen fra Østerbroafdelingen og Helbak fra aarhusafdelingen.
Læs også: Vores kommentar til skrivegruppens principprogrammet
Læs også: Det alternative forslag af Castellani, et.al.
Det alternative forslag
Det er meget positivt, at det alternative forslag gør op med skrivegruppens forsøg på at gøre Enhedslisten til det nye gamle Socialdemokrati, dvs. et parti der nok har socialisme stående i programmet, men som har udvandet det til ukendelighed. Det alternative forslag gør også op med skrivegruppens glorificering af dansk kapitalisme som noget særligt og forklarer, at også i Danmark er der brug for en socialistisk revolution. De skriver bl.a. helt klart, at det er nødvendigt med en “samfundsovertagelse af produktionsmidlerne og hele samfundets finansielle grundlag.”
Det er desuden positivt, at det er stillet som et alternativt forslag og ikke som en masse ændringsforslag til skrivegruppens udkast. På den måde bliver det meget tydeligere, at det er en kritik af skrivegruppens linje og at uenigheden ikke bare drejer sig om enkeltspørgsmål.
Desværre står det alternative forslag på et tyndt teoretisk grundlag, hvilket betyder at det indeholder ideer, der peger i mange forskellige retninger, og ikke nødvendigvis er med til at gøre debatten klarere. På den meget korte plads, der er stillet til rådighed for denne artikel er der desværre ikke plads til at tage fat i alle punkter i det alternative program. Denne artikel forsøger med nogle meget få eksempler at vise, hvad der er gennemgående problem ved det alternative forslag.
Vi støtter det alternative programs opgør med skrivegruppen forsøg på at gøre Enhedslisten til det nye gamle Socialdemokrati, men vi anbefaler Enhedslistens medlemmer at beholde det gamle program, da det er mere klart på spørgsmålet om revolution og socialisme end både skrivegruppens forslag og “Frihed, Lighed og Solidaritet”.
Ejendomsretten
Hvis man vil gøre op med kapitalismen og indføre et socialistisk samfund, må man starte med grundlaget for kapitalismen. Man må tage fat i problemets rod ikke dets fremtræden. Forslagsstillerne får vendt spørgsmålet på hovedet, og tager afskaffelsen af udbytningen og ophævelsen af lønarbejdet, som udgangspunkt.
De skriver bl.a: “Med afskaffelse af udbytningen vil produktionsmidler og andre kapitalgoder ikke længere have nogen værdi som kapital. Lønarbejdet vil ophøre med at eksistere og dermed vil lønarbejderne kunne tage ansvar for at anvende produktionsmidlerne til fælles bedste.”
Grundlaget for udbytning i kapitalismen er, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne, dvs. fabrikker, maskiner, jord osv. tilhører en lille håndfuld, mens produktionen vokser i omfang og antager en social karakter. Vil man gøre op med udbytning, må man gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Her får forslagsstillerne desværre også blandet lønarbejdernes private boliger og opsparing sammen med kapitalisternes private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det spiller lige ind i det skræmmebillede, som de borgerlige medier forsøger at opstille om, at vi socialister vil fratage alle, alt hvad de ejer og har.
Når vi siger, at den private ejendomsret må afskaffes, så må vi gøre det klart, at vi hermed mener den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og ydermere kun til de produktionsmidler, der er afgørende for økonomien. Med kapitalens koncentration drejer det sig måske om de 200 største virksomheder i Danmark. En nationalisering af de vigtigste dele af økonomien, så den kan planlægges under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol, er det første skridt i skabelsen af et socialistisk samfund.
Men lønarbejde vil eksistere efter det. Umiddelbart efter en revolution, hvor arbejderklassens har taget kontrol med produktionsmidlerne, producerer vi stadig ikke nok til, at vi øjeblikkeligt kan ophæve kravet om, at alle må arbejde. Vi kan med det samme sætte arbejdstiden ned ved at fordele arbejdet og planlægge produktionen, men vi må stadig kræve, at dem der kan arbejder og at de gør det for en løn. Forskellen vil være, at intet af den værdi arbejderklassen skaber, går til profit, men i stedet går til skoler, hospitaler, børnehaver, geninvestering i produktion og forskning i ny teknologi, en sænkning af arbejdstiden osv.
Vækst
I det alternative forslag fremhæves det, at “de socialistiske partier og Enhedslistens nuværende historiske opgaver er: At gøre op med den kapitalistiske væksttrang, der ødelægger menneskenes livsvilkår og verdens naturressourcer.”
Det er ikke “den kapitalistiske væksttrang”, der “ødelægger menneskenes livsvilkår og verdens naturressourcer.” Væksten har betydet, at der i dag kunne produceres nok til at ingen behøvede at lide nød. Udviklingen har den skabt grundlaget for socialisme, og de videre forudsætninger for skabelsen af et klasseløst samfund med rigeligt til alle.
Kapitalismen var i sin begyndelse progressiv, fordi det udviklede produktionsmidlerne og dermed hævede levestandarden. Men kapitalismen er stoppet med at være progressiv, den er kommet ind i en blindgyde: i stedet for at investere i maskiner og teknologi, investeres i aktier og andre spekulative papirer. Fabrikker står tomme, maskiner stille og millioner går arbejdsløse. Den rigdom der er fordeles mere og mere ulige. Kapitalismen tørster efter vækst, men er som system ikke i stand til at skabe den.
Det er rigtigt, at væksten under kapitalismen sker på bekostning af mennesker og miljø. Som socialister må vi påpege dette: vi er ikke imod vækst, fordi vækst er det, der skaber grundlag for, at afskaffe nød, elendighed og ulighed og skabe et godt liv for det store flertal. Vi er imod kapitalismen, fordi kapitalismen ikke skaber øget levestandard for det store flertal og fordi miljøet ødelægges. Vi er for et socialistisk samfund, hvor vi øger levestandarden for det store flertal på en måde, der ikke ødelægger miljøet.
Staten
Et af vores afgørende kritikpunkt af skrivegruppens forslag er deres idyllisering af staten. De forveksler den borgerlige stat med velfærden og går helt væk fra en marxistisk forståelse af statens rolle under kapitalismen, som den herskende klasses redskab til at bevare magten og deres privilegier, kort sagt den private ejendomsret til produktionsmidlerne.
Her har det alternative forslag en langt bedre forståelse. De skriver: “Beskyttelsen af privatejendomsretten er det egentlige grundlag for den kapitalistiske nationalstat, fordi staten finansieres af en del af den kapital, som akkumuleres gennem udbytning af lønarbejdet. Som følge heraf er det den kapitalistiske nationalstats grundlæggende opgave at sikre det kapitalistiske samfunds fortsatte eksistens.”
De har ret i konklusionen, men tager fejl i forklaringen. Den danske stat finansieres primært gennem direkte og indirekte skat på arbejderklassen. Statens karakter bestemmes ikke af hvilken klasse, der finansierer den, men hvilke interesser, den er designet til at varetage.
De gør helt korrekt op med glorificeringen af velfærdsstaten, men kommer til at gå for langt i den anden grøft, når de bl.a. skriver: “Samtidig overflødiggjorde udbygningen af den offentlige velfærdssektor arbejderbevægelsens forskellige demokratiske velfærdsorganisationer og opløste arbejderbevægelsens kollektive organisations- og tænkeformer indefra.”
Svækkelsen af arbejderbevægelsen skete ikke pga. velfærden, tværtimod betyder bedre leveforhold et højere afsæt for arbejderklassens kampe og de sejre, som velfærden udgjorde, øgede arbejderklassens selvtillid. Svækkelsen af arbejderbevægelsen skyldes den ideologiske bankerot i toppen. Reformismen og stalinismen kunne ikke tilbyde arbejderklassen noget alternativ til kapitalismen. Da efterkrigsopsvinget sluttede i 1970’erne, var der ikke længere råd til reformer. Siden, ikke mindst efter krisen i 2008, har arbejderbevægelsen måtte vælge mellem at administrere kapitalismens krise (hvilket toppen i arbejderbevægelsen har valgt) eller at kæmpe benhårdt for at forsvare velfærden, som i sidste ende kun kan forsvares gennem socialisme.
Internationalisme
Det alternative forslag lægger helt korrekt vægt på nødvendigheden af internationalisme og skriver bl.a: “Enhedslisten afviser, at det skulle være muligt at opbygge socialisme i ét land ad gangen. Enhedslisten afviser også forestillinger om, at statskapitalisme, hvor staten overtager kontrollen over kapitalen og viderefører udbytningen, kan erstatte socialismen. Socialismen indebærer ophævelse af kapital og lønarbejde som økonomiske grundformer i samfundet. Derfor må overgangen fra kapitalisme til socialisme være et resultat af en koordineret og organiseret international proces, hvor væsentlige dele af verdensøkonomien frigøres fra kapitalismen. En sådan international proces forudsætter, at de socialistiske partier og de brede folkelige bevægelser både strategisk og praktisk orienterer sig mod en fælles, transnational kamp mod kapitalismen.”
Vi er helt enige i forslagsstillernes opgør med stalinismen, som man må formode, er hvad der menes med starten af ovenstående citat. Teorien om “socialisme i et land” blev fremført af Stalin i 1924. Desværre får forslagsstillerne også her formuleret spørgsmålet uklart.
Et andet sted i forslaget står der følgende om internationalisme: “Internationalisme er ikke længere et moralsk og værdipolitisk anliggende for arbejderbevægelsen, men en afgørende praktisk nødvendighed”. Internationalisme har aldrig været et moralsk spørgsmål for arbejderbevægelsen. Lige siden Marx og Engels var med til at starte Første internationale var det ud fra en afgørende praktisk nødvendighed og havde intet med værdipolitik eller moral at gøre. Kapitalismen har fra sin begyndelse været international og bliver det i højere og højere grad, da konkurrencen driver kapitalisterne ud over hele kloden. Kapitalisterne spiller arbejderklassen i forskellige lande ud mod hinanden. Det har de altid gjort. Arbejderklassen stå sammen på tværs af grænserne. En socialistisk revolution må starte et sted, men socialisme kan helt korrekt ikke opbygges i et enkelt land. Derfor er kampen for socialisme international og har været det siden arbejderbevægelsens start.
Hvad må der gøres
Lenin rejste en gang spørgsmålet: Hvad må der gøres? Det er til alle tider et afgørende spørgsmål for socialister. Mens det alternative forslag har en række gode kritikpunkter af kapitalismen, så mangler det et konkret svar på Lenins spørgsmål.
Forslaget er desværre temmelig abstrakt, mens arbejderklassens virkelighed er utrolig konkret. Et program må forklare virkeligheden og derudfra besvare hvilket samfund vi kæmper for, men det må også forklare overgangen fra A til B, fra den nuværende kapitalistiske virkelighed til et socialistisk samfund. Der står meget lidt om overgangen til socialisme.
Hvis Enhedslisten skal blive et redskab i kampen for international socialisme, må partiet tage konkrete skridt til at opbygge en international revolutionær organisering. Nu hvor kapitalismen befinder sig i en blindgyde har arbejdernes masseorganisationer i Europa forladt kampen for socialisme. Forslagsstillerne henviser til “de socialistiske partier og brede folkelige bevægelser” både i Danmark og Internationalt. Der er brug for alliancer nationalt og internationalt, men som mere end abstrakte formuleringer. Der er brug for konkrete skridt for at opbygge arbejderklassens internationale organisering. Det må bygges på et solidt teoretisk fundament, som kun marxismen kan give.
