I tirsdags fremlagde regeringen sit udspil til næste års finanslov. Regeringen har præsenteret den som en grøn og rød finanslov, oplagt til Enhedslisten. På overfladen ser den da også temmelig tilforladelig ud. Den indeholder ikke så åbenlyst massive angreb, som vi så i de to seneste finanslove. Men i realiteten kamuflerer den en række angreb på velfærden.

Det, der i regeringens nye udspil til finanslov for 2014 fremstilles som forbedringer, dækker i virkeligheden over, at hvad der gives med den ene hånd tages med den anden.
Det bedste man kan sige er, at den ikke indeholder nogen nye store angreb på arbejderklassen og unge. Men det viser vist mest af alt, hvad vi desværre har vænnet os til at forvente fra regeringen: en arbejderfinanslov kan man absolut ikke kalde den.

Jyllandsposten beskriver den på følgende vis i sin leder:

”…en finanslov á la Corydon og Vestager, der nok er småkedelig for den snakkende klasse, men flugter fint med den røde regerings grundlæggende ønske om at føre en såkaldt nødvendig finanspolitik, som fortsat – meget fornøjeligt – viser sig at være dybblå borgerlig.” (jp.dk 28.08.13)

Når Jyllandsposten er tilfreds og kalder den førte politik ”dybblå borgerlig” er der grund til at råbe i vagt i gevær i arbejderbevægelsen.

Grøn kamuflage

Regeringen har præsenteret den som et løft af miljøet med 800 milliarder til ”grøn omstilling” frem til 2017 (dr.dk 26.08.13).

Men det ser ud til at der i realiteten afsættes færre penge næste år til grøn omstilling end i år, fordi en række initiativer, som regeringen tidligere har aftalt med Enhedslisten, ophører i år og der dermed i virkeligheden forsvinder 423 millioner kroner igen ved årsskiftet.

Det betyder, ifølge Enhedslistens gruppeformand Per Clausen, at der i virkeligheden er 232 millioner kr. mindre til grøn omstilling. (pol.dk 28.08.13)

Derudover lægger regeringen op til at rulle varslede besparelser på DSB på 300 millioner tilbage i 2014. Det må siges at være positivt, men er lidt svært at se som en reel forbedring.

Velfærden angribes

Finansloven præsenteres som rød, fordi den nye socialminister, Annette Vilhelmsen, får 280 millioner kroner frem mod 2018 til en forebyggelsesplan for børn og unge.

Det giver SF noget tiltrængt positiv promovering, men det løser desværre på ingen måde de massive sociale problemer, der er skabt af nedskæringerne de sidste mange år, både i velfærden og på forskellige ydelser som kontanthjælp og dagpenge, der betyder, at fattigdomen er stigende.

Regeringen præsenterer finansloven som, at den vil skabe 2000 flere stillinger i det offentlige næste år, men det er også en kamuflage over, hvad der i realiteten er nedskæringer.

For det første ”glemmer” regeringen, at fortælle at med moderniseringsplanen fra foråret skal der spares 12 milliarder ved at ”arbejde smartere” i det offentlige: altså at færre arbejdere skal løbe hurtigere.

Men ydermere indeholder finansloven en nedjustering af væksten i det offentlige forbrug næste år fra de planlagte 0,6 procent til 0,5 procent, hvilket betyder, at der bliver godt 800 millioner kroner mindre til det offentlige i 2014.

Denne nedjustering er en del af den dagpengeaftale, som Enhedslisten indgik med regeringen i maj, hvor de midlertidige ydelser til dem, der stod til at miste dagpengene, blev finansieret ved at skære i det offentlige forbrug. Noget man hørte meget lidt til på daværende tidspunkt (information.dk 28.08.13). Det må siges at være at fodre hunden med sin egen hale.

Det lavere offentlige forbrug, der er lavere end på noget tidspunkt under de borgerlige, betyder uden tvivl færre ansatte i det offentlige. De sidste tre år er der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blevet 16.600 færre ansatte i den offentlige sektor på grund af de stramme finanslove.

De to seneste finanslove har kostet 6100 offentligt ansatte jobbet. I 2011 til 2013 er det offentlige forbrug steget med sølle 0,3 procent om året. At forbruget næste år allernådigst må stige med 0,6 procent får finansminister Corydon til at bebude 2000 flere offentligt ansatte, men hvordan har får det regnestykke til at gå op, må forblive et mysterium.

Uddannelsesløft?

Regeringen bebuder flot, at der gives flere milliarder ekstra til uddannelserne: 2,3 milliarder kroner til de længere videregående uddannelser og SU’en og 1 milliard til erhvervsskolereformen (dr.dk 26.08.13). Men også her, dækker det desværre over nedskæringer.

Erhvervsuddannelserne og hhx og htx skal spare 230 millioner kroner næste år og endnu flere de følgende år, i alt 980 millioner de næste fire år på taxameterbetalingen (de penge skolerne får per elev). Det går omtrent op med den ene milliard regeringen vil tilføre. Altså gives der igen med den ene hånd, hvad der først er taget med den anden.

Præcis det samme gør sig gældende på de videregående uddannelser. De ekstra penge skyldes at optaget er steget enorm i år, bl.a. fordi regeringen presser unge arbejdsløse ind i uddannelsessystemet, så de både på den måde sparer penge og får pænere arbejdsløshedsstatistikker. Så de ekstra penge skyldes sådan set bare, at der kommer flere studerende.

På den anden side falder taxameterpengene i gennemsnit med 1500 kr. pr. studerende, ifølge selv samme finanslov. Det vil ifølge studenterbevægelsen betyde at det samlede tilskud til universiteterne per studerende i 2014 vil være 17 procent lavere end i 2011!

Job og dagpenge

En ting er, hvad regeringens forslag til finanslov indeholder, ligeså interessant er det desværre, hvad den ikke indeholder.

Over 25.000 ledige er faldet ud af dagpengesystemet i de første syv måneder af 2013 ifølge AK-Samvirke, der anslår, at tallet for hele 2013 vil overstige 30.000 (avisen.dk 20.08.13). Finanslovsudspillet indeholder ingen løsning for disse mennesker. Den er tværtimod netop baseret på forringelserne af dagpengene og ikke mindst de angreb på kontanthjælpen og SU\’en, som regeringen vedtog i foråret med de borgerlige.
Enhedslisten har krævet, at der skal skabes arbejdspladser med finansloven. Et helt igennem fornuftigt krav. Men hvordan?

Regeringen skriver selv, at den forventer at finansloven vil skabe 15.000 jobs i det private. Men den siger intet om hvordan…

Arbejdsløsheden er fortsat høj, og selvom nogle tal pegede på en lille bedring, er der intet, der reelt tyder på, at arbejdsløsheden begynder at falde, tværtimod ser vi igen store virksomheder fyre hundredevis. Bare i denne uge betød entreprenørfirmaet Pihl og Søns konkurs, at 800-900 blev sendt ud i arbejdsløshedskøen.

Et socialistisk svar nødvendigt

Der er altså ingen tvivl om, at finansloven ikke er noget at råbe hurra for set fra arbejdernes synspunkt – tværtimod. Ser man på overfladen, kan man spørge sig selv: hvorfor? Hvorfor fremlægger en regering med S og SF og med parlamentarisk støtte fra Enhedslisten en så blå finanslov?

Regeringen henviser selv til en budgetlov, der gør, at de følger EU’s regler om at underskuddet ikke må overstige en vis procentdel af BNP. Men for det første er det en lov, som regeringen selv har vedtaget og som de derfor bare kunne vælge at ophæve igen.

For det andet påpeger bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der stadig er rum for at øge de offentlige investeringer inden for selvsamme budgetlov: at regeringen altså lægger op til en strammere finanspolitik end de egentlig behøver.

Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten vil tage fat her. Og det er helt korrekt at pege på nødvendigheden af at øge velfærden og de offentlige investeringer. Enhedslisten må rejse krav om bedre velfærd, at dagpengeforringelserne som en start rulles tilbage, at nedskæringerne stopper osv. Og samtidig må partiet påvise, hvordan regeringen har taget penge fra bl.a. SU’en og kontanthjælpsmodtagerne og givet til erhvervslivet. Det er fuldstændig korrekt. Men det kan kun være et første skridt.

I Enhedslistens udspil fra sommergruppemødet hedder det bl.a. under overskriften Frem mod fuld beskæftigelse:

”Titusinder af danskere har mistet deres job i både den private og den offentlige sektor. Det er derfor en hovedopgave hurtigt at skabe job inden for både det offentlige og det private. Finanspolitikken skal lempes, og kommunerne skal have lov til at bruge de penge, de har. Jobrotation skal fremmes. Danmark skal igen blive et grønt foregangsland, hvor staten spiller en aktiv rolle i udviklingen af nye grønne industrier og teknologier.”

Problemet er bare, at forslaget, som løsning på arbejderklassens problemer, er ren utopi. Skulle regeringen rent faktisk lempe finanspolitikken i et omfang der virkelig kunne skabe fuld beskæftigelse, som Enhedslistens udspil insinuerer, vil resultatet være, at de udenlandske investorer, som Bjarne Corydon altid pointerer, sælger ud af danske obligationer. Det vil være en katastrofe for dansk kapitalisme. Renterne vil stige kraftigt og bringe økonomien i frit fald. De danske husholdninger er nemlig verdens mest forgældede og hele bank- og kreditvæsenet er tynget af massive udlån.

Betyder det, at intet kan gøres for at afskaffe arbejdsløshed? -på ingen måde. Men det er nødvendigt at forstå, at Bjarne Corydon og Co. ikke fører en hård økonomisk politik fordi de er ’onde’ mennesker. De gør det fordi kapitalismen dikterer det. At bilde de danske arbejdere ind, at der indenfor kapitalismens rammer i dag er rum for store finanspolitiske lempelser, er at stikke dem blår i øjnene. Kun ved at være klar til at udfordre den private ejendomsret til produktionsmidlerne – den rige elites ejerskab af fabrikker, virksomheder, banker osv. – kan arbejdsløshed afskaffes.

Sig tingene som de er

Første forudsætning for at Enhedslisten ikke bare ses som en del af ”studehandlerne” på Christiansborg, er derfor, at de siger tingene klart, som de er. De må forklare hvilke nedskæringer finansloven reelt indeholder. Og Enhedslistens top har et alvorligt forklaringsproblem i forhold til, at det offentlige forbrug falder med 800 millioner næste år pga. dagpengeaftalen. Hvor var den information, da Enhedslisten indgik dagpengeaftalen med regeringen før sommerferien?

Dernæst må de forklare åbent, at det er nødvendigt at tage et opgør med landets rigeste og deres økonomiske system: At krisen er et resultat af det kapitalistiske system, ikke inkompetent politik fra regeringen. Fiksfakserier med finanspolitikken kan ikke annullere kapitalismens love.

Med de nedskæringer som Finansloven indeholder, mener Socialistisk Standpunkt ikke at Enhedslisten bør deltage i finansloven. Gør de det, kommer de endnu engang til at stå til ansvar for den nedskæringspolitik, som regeringen fører med de borgerlige. Kommentatorer har påpeget, at der er en ”hemmelig milliard” som nok skal bruges til at give Enhedslisten noget i forhandlingerne. Men 1 milliard batter desværre ingen vegne og kan ikke ændre på, at det samlet set er en nedskæringsfinanslov.

Der er ingen tvivl om, at det vil være vanskeligt for Enhedslisten at forklare, hvorfor de stemmer nej til denne finanslov, når nu de har stemt ja til de to tidligere, der indeholdt endnu værre angreb. Men der er på den anden side heller ingen tvivl om, at flere og flere mister troen på, at partiet er et reelt alternativ til venstre, jo længere de fortsætter med altid at acceptere nedskæringerne i sidste øjeblik.

Enhedslistens top har ført partiet længere og længere ind i et parlamentarisk morads som det er sværere og sværere at rode sig ud af. Men det er nødvendigt at sige stop nu, hvis troværdigheden skal bevares. Det er kun de almindelige medlemmer, der kan vende skuden, ved at sætte toppen stolen for døren.

Der er brug for at forklare, at kampen for en bedre velfærd, arbejde til alle osv. ikke kan adskilles fra kampen for et socialistisk samfund. Men det er netop dette som folketingsgruppen ikke vil.

Det er nu fem år siden at den mest omfattende verdenskrise i historien brød ud, og problemerne er langt fra løst. Tværtimod er situationen stadig utrolig usikker, hvilket ses ved snakken om en ny ”hjælpepakke” til Grækenland, opbremsningen i den kinesiske vækst og en lang række andre faktorer, der viser at verdensøkonomien og dermed også den danske, balancerer på en knivsæg.

Den danske regering har endnu engang nedjusteret vækstskønnet for dansk økonomi i 2013 til sølle 0,2 procent. Den danske økonomis skæbne er fuldstændig underlagt den internationale økonomi. Det er også her forklaringen på den danske regerings ivrighed efter at udvise ansvarlighed. Enhver dansk regering, der accepterer kapitalismen, accepterer at dansk økonomi, er prisgivet de internationale markeder. Har investorerne ikke længere tillid til, at en dansk regering fører ”ansvarlig” finanspolitik kan og vil de med at snuptag lægge dansk økonomi grus.

Den eneste vej til en økonomisk politik, der er ansvarlig overfor de danske arbejdere og unge, er en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien, så den kan underlægges arbejdernes demokratiske kontrol.