Hvad er moralsk og hvad er umoralsk i kampen for at ændre samfundet? For 75 år siden skrev Trotskij sit mesterværk Deres moral og vores, hvori han forklarer, hvordan moral er et af de ideologiske nøgleelementer i klassekampen.
”Den herskende klasse påtvinger samfundet sine mål og vænner det til at betragte de midler, der modvirker disse mål, som umoralske. Dette er den officielle morals hovedfunktion. Den følger ideen om ’størst mulig lykke’, ikke for flertallet, men for et lille og stadigt mindre mindretal. Et sådant regime ville ikke kunne opretholdes en uge med magt alene. Det har brug for den moralske cement.” (Trotskij, Deres moral og vores, 1938)
Klassekampen kan ikke reduceres til et spørgsmål om bare økonomi og det er derfor marxismen behandler alle livets sfærer. Kapitalismen befinder sig i en organisk krise. Det er en økonomisk krise baseret på det faktum, at kapitalismen som system ikke kan tage produktionen fremad. Millioner er arbejdsløse, mens fabrikker og maskiner står stille. Ikke fordi vi ikke har behov for, hvad der kunne produceres, men fordi kapitalisterne ikke kan sælge alt det, systemet har kapacitet til at producere og derfor ikke kan skabe nok profit til kapitalistklassen.
Den økonomiske krise fører til en generel krise i samfundet og en krise i de regimer, der regerer samfundet – statskorruption, politiske skandaler, sex-skandaler i kirken og den ulovlige snagen fra medierne i folks privatliv. Kort sagt, krisen i økonomien udtrykkes også som en moralsk krise.
Hykleri
Åbner man aviserne i ethvert vestligt land vil man finde en eller anden, der klager over manglen på moral i samfundet. I forberedelsen til angrebet på SU’en i Danmark blev de studerende portrætteret som grådige og egoistiske. Der pågår også en konstant kampagne om ”socialt bedrageri” med det mål at stigmatisere alle dem, der er på arbejdsløshedsunderstøttelse.
Og når unges vrede og frustration kommer op til overfladen og fører til gadeprotester, starter klagekoret over moralens endeligt, som det var tilfældet med optøjerne i England i sommeren 2011. ”Se på alle de brændte biler og plyndrede butikker!” jamrer de.
Som marxister mener vi ikke, at plyndring og afbrænding af biler er en vej til at løse unges problemer. Det ændrer intet – tværtimod. Men vi føjer ikke vores stemme til koret af dem, der bare klager over de uregerlige unge. Vores opgave er hverken at le eller græde, men at forstå. Først må vi stille spørgsmålet: hvad ligger bag disse udbrud af vrede og vold?
Under overfladen opbygges enorme frustrationer over et samfund, der diskriminerer mellem dem, der har, og dem ikke har, et samfund der ikke tilbyder nogen fremtid for en hel generation. Og for det andet må vi spørge: hvem er disse moralske hyklere, der jamrer over manglen på moral? Samfundets øverste lag er bundråddent. Hver dag kan man i de samme aviser læse om den ene skandale efter den anden, der involverer de øverste lag i samfundet.
I 2009 havde vi skandalen med de britiske parlamentsmedlemmer, der krævede store beløb fra det offentlige som ”tilskud til udgifter” til luksuslejligheder, betaling for ikke-eksisterende boliger, og endda reparation af voldgrave rundt om deres slotte! I Spanien er regeringspartiet PP i skrivende stund involveret i en korruptionsskandale. For slet ikke at tale om den spanske kongelige familie. Mens der gennemføres massive angreb på de spanske arbejdere, var Kong Juan Carlos på en safari til en værdi af op mod 200.000 kroner på jagt efter elefanter (en beskyttet dyreart).
I England er medierne selv også blevet afsløret som bundrådne. De hackede en myrdet teenagepiges telefon, bestak politibetjente og bestak og afpressede samfundets højeste medlemmer. Og derudover har vi bankdirektørerne og finansspekulanterne, der bogstaveligt talt tjener penge på at snyde folk.
I dette lys er det nemt at se, at dem der klager over manglen på moral hos en ung enlig mor, der stjæler et par sneakers under optøjer, ikke er andet end hyklere. Disse ”moralister” forsvarer et samfund i forfald: de forsvarer privilegierne hos de få. Deres moral er af den slags, der forsvarer et samfund, hvor der produceres rigeligt mad til at brødføde alle, men hvor der hvert år dør 2,6 millioner børn under fem år af underernæring. De forsvarer et samfund, hvor indkomsten hos verdens rigeste ene procent er vokset med 60 procent i de sidste 20 år, ifølge den britiske hjælpeorganisation Oxfam. Den samme rapport afslører, at verdens hundrede rigeste individer i 2012 tjente nok til at kunne afskaffe ekstrem fattigdom i verden fire gange.
Skal vi tale om manglen på moral er det denne situation, der er umoralsk. Den herskende klasse taler om ”frihed”, men ”det frie marked” kan på trods af rigelighed ikke sikre mad til dem, der sulter.Som en del af deres forsøg på at forsvare dette system brændemærker de alle, der kæmper imod det, som umoralske. Og dem der kæmper mest konsekvent imod det, marxisterne, fremstilles som de mest umoralske af alle!
Sovjet som skræmmeeksempel
Alle socialister vil have oplevet på et tidspunkt at få deres argumenter fejet til side med den sædvanlige bemærkning: ”men se hvad der skete i Sovjet!” Men sådan et svar er ikke et holdbart argument imod dem, der kæmper for socialisme. Man kan ikke se på samfundet abstrakt; man må se på den historiske proces og det materielle grundlag for ethvert samfund. Sandheden er konkret.
Sovjetunionen blev dannet efter, at de russiske arbejdere tog magten i Oktoberrevolutionen I 1917. De skabte den mest demokratiske stat verden havde set, styret af arbejderråd, på russisk ”sovjetter”. Problemet var, at Rusland i 1917 var et ekstremt tilbagestående land, hvor der herskede feudallignende forhold i mange dele af landet.
Lenin og Trotskij, lederne af den russiske revolution, forstod meget klart, at revolutionen var den gnist, der kunne antænde den europæiske revolution, og at det ville være den eneste vej til at sikre den russiske revolution. Revolutionen antændte faktisk en revolutionær bølge over hele Europa, men af årsager vi har forklaret andetsteds – grundlæggende set de socialdemokratiske lederes rolle i at holde arbejderne tilbage – blev revolutionerne besejret. Den tyske revolutions nederlag var et særligt ødelæggende slag mod den unge sovjetrepublik, der blev efterladt isoleret.
Den russiske økonomi lå i ruiner efter Første Verdenskrigs hærgen og den efterfølgende borgerkrig og invasion fra 21 udenlandske hære. Det var det materielle grundlag for revolutionens degenerering og for bureaukratiets fremvækst som en herskende klike ledt af Stalin. I stedet for lighed og en gradvis bortdøen af staten og klassemodsætningerne, som Marx havde forudset for det fremtidige kommunistiske samfund, førte opkomsten af bureaukratiet til en styrkelse af staten, der hævede sig over samfundet.
Trotskij og Venstreoppositionen bekæmpede denne udvikling samtidig med at de forsvarede den materielle base, som revolutionen havde skabt, dvs. planøkonomien. Nutidens borgerlige kritikere af Sovjet ignorerer belejligt, at planøkonomien i Sovjet – på trods af sin bureaukratiske deformation – skabte imponerende økonomiske vækstrater og kolossale fremskridt indenfor uddannelse, sundhed, videnskab osv.
Deres moral og vores blev skrevet under Moskva-processerne, hvor tusindvis af gamle bolsjevikker og andre stod overfor opdigtede anklager og mange blev dømt til døden anklaget for at være trotskister og fascistiske agenter. Det var del af Stalins konsolidering af sit styre. Trotskij viser i sin tekst, hvordan alle disse ”moralister” både af den borgerlige type og dem indenfor arbejderbevægelsen, der påstod at stalinismen blot var en fortsættelse af Lenin og bolsjevikkerne, ikke kunne forklare, hvad der skete under Moskva-processerne.
Stalins henrettelse af tusinder og atter tusinder af ægte revolutionære kommunister, der havde givet alt for revolutionen, trak en grænse af blod mellem ham selv og alle de gamle bolsjevikker. Dette viser, at Stalin ikke var en fortsættelse af Lenin og bolsjevikkerne, men repræsenterede et skarpt brud med den tradition. Trotskij og Venstreoppositionen, der forsvarede Lenins ideer i Sovjetunionen, blev jaget, sendt i eksil og dræbt af stalinistiske agenter. Trotskij slutter Deres moral og vores med en dedikation til hans søn Leon Sedov, der blev dræbt af en stalinistisk agent mens Trotskij skrev teksten.
Alle moralister burger et eller andet abstrakt princip, der varierer i forhold til hvem, der kommer med vurderingen. For en religiøs er darwinister, marxister og anarkister alle det samme, fordi de alle accepterer evolutionen og ikke blev skabt af Gud, For Hitler er liberalisme og marxisme det samme, eftersom ingen af dem tror på doktrinen om ”race” og ”blod og ære”. For borgerlige demokrater er fascisme og bolsjevisme tvillinger, fordi de ikke bøjer sig for borgerligt demokrati. Hvad alle disse moralister har til fælles er, at de ikke ser de underlæggende materielle forhold i hver situation.
Moralister modstiller den stalinistiske degenerering af Sovjetunionen, der er en konkret historisk realitet til borgerligt demokrati som en over-historisk abstraktion. De ignorerer belejligt, at borgerligt demokrati, netop fordi det blot er et middel til at styre det kapitalistiske system, ikke tilbyder andet end krise og arbejdsløshed og de lister omkring det faktum, at i den samme periode, som stalinismen fremkom i Sovjet opgav borgerskabet i mange lande ”demokratiet” og promoverede fascismen og verdenskrigens fremkomst, fordi arbejderklassen ikke formåede at omstyrte kapitalismen.
Trotskij forklarer, at denne moralske tilgang til politik, en tilgang der også kan findes i arbejderbevægelsen og generelt på venstrefløjen, har sin klassebasis i de småborgerlige intellektuelle. Det politiske grundlag er deres afmagt og forvirring over både reaktion og revolution. Disse ideologer fra mellemlagene er dem, der er faldet, eller er i fare for at falde, ind i skudlinjen mellem de to hovedklasser: borgerskabet og proletariatet. De stræber efter kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Desværre for dem er det en utopi på nuværende tidspunkt.
Disse folk har forladt enhver videnskabelig metode og analyse. De fleste kommentatorer på venstrefløjen har antaget de samme teorier som borgerskabet eller holder sig til den såkaldte ”sunde fornuft”. Men som Marx og Engels forklarede, er de dominerende ideer i et samfund, den herskende klasses ideer. Uden et bevidst brud med disse dominerende ideer ender man med at følge i hælene på den herskende klasse, som vi ser i dag, hvor alle regeringer, uanset deres politiske farve, fører den samme nedskæringspolitik.
Problemet er, at den såkaldte “sunde fornuft” ikke hjælper til at forstå noget som helst, især ikke i perioder med store forandringer. Sund fornuft opererer med konstanter i en verden, hvor det eneste konstante er forandringen selv. Dialektik tværtimod analyserer alle fænomener, institutioner og etablerede normer i deres fremkomst, udvikling og forfald. Det dialektiske synspunkt at moral er et underordnet og midlertidigt produkt af klassekampen, ser for den ”sunde fornufts” skole ud som værende ”umoralsk”. Sund fornuft siger, at ”i går” fortæller os, hvordan ”i morgen” vil se ud. Men sandheden er, at i nutidens turbulente tider vil i morgen ikke blive ligesom i går. Ingen af forsvarerne af den ”sunde fornuft” var i stand til at forudse den nuværende økonomiske krise eller det arabiske forår.
“Målet helliger midlet”
Overfor en sådan kritik hæver “moralisterne” en anklagende finger: ”måske er dine idealer ikke umoralske, men marxister vil gøre hvad som helst for at nå deres mål! I mener, at målet helliger midlet!”
Blandt de mange kritikere af marxismen kan findes utilitaristerne. Deres motto er: ”størst mulig lykke for flest mulig mennesker” hvilket i virkeligheden betyder det samme som, at ”de midler er moralske som fører til fælles velfærd”. Filosofisk set er utilitarisme derfor det samme som, at ”målet helliger midlet”.
Og derfor må vi spørge disse moralister: Hvis ikke målet skal hellige midlet, hvad skal så? Hvilket kriterium kan man opsætte for at bestemme, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre? Hvis man siger, at hverken personlige eller sociale mål helliger midler, så må man søge kriteriet udenfor det historiske samfund og de mål som dets udvikling har rejst – hvis ikke på jorden så i Himlen. Trotskij forklarer, at teorien om en evig moral, en overmenneskelig moral, ikke kan overleve uden Gud i sidste ende. Sandheden er, at moral opstår fra samfundets udvikling; det er bundet til det, der på et givent tidspunkt har været nødvendigt.
Så intet andet giver mening, end at målet helliger midlet. Men det giver os ikke noget svar på, hvad vi må og ikke må. Princippet ”målet helliger midler” rejser spørgsmålet: og hvad helliger målet? I praksis og i den historiske udvikling skifter ”mål” og ”midler” konstant plads. En maskine, der bygges, er et ”mål” for produktionen, indtil den er færdig og sættes ind i en fabrik og dermed bliver ”midlet” til ny produktion. På samme måde er ”demokrati” i nogle perioder et ”mål” for klassekampen, blot for at blive ”midlet” til en videre udvikling af klassekampen.
“Almengyldige moralske regler”
Dem der ikke begrænser sig til at læne sig op af en eller anden form for Gud, må anerkende, at moral er et produkt af den sociale udvikling, at der ikke er noget eviggyldigt ved den, at den tjener sociale interesser, at disse interesser er modsætningsfyldte og at moral mere end nogen anden form for ideologi har en klassekarakter.
”Men” spørger Trotskij, ”’findes der dog ikke elementære moralske regler, som er udarbejdet under menneskehedens udvikling som helhed, og som er uundværlige for enhver kollektiv mekanismes eksistens?’ Utvivlsomt findes der sådanne regler, men deres virkemåde er yderst begrænset og ustabilt. ’Almengyldige moralske regler’ bliver svagere, jo skarpere karakter, klassekampen antager. Den højeste form for klassekamp er borgerkrigen, som sprænger alle moralske bånd mellem de fjendtlige klasser.”
Under normale omstændigheder kan alle blive enige om, at “du skal ikke slå ihjel”. Men hvad hvis en mand har en pistol rettet mod et barn? Kan man slå ham ihjel for at redde barnet? De fleste ville sige ja. Hvis man dræber i selvforsvar dømmes man ikke af en jury. På Tahrir pladsen i Egypten var det da retfærdiggjort at masserne dræbte folk fra Mubaraks sikkerhedsstyrker for at forsvare sig selv? Hvis man ser på staterne i krigstider omdanner de, ”du skal ikke slå ihjel” til ”du skal slå så mange som muligt ihjel af fjenden.”
Som Trotskij forklarer, ”De såkaldte ’almindeligt anerkendte’ moralske regler præserverer en i hovedsagen algebraisk, dvs. ubestemt karakter. De udtrykker blot det faktum, at mennesket i sin individuelle opførsel er bundet af visse fælles normer, som stammer fra dets medlemskab af samfundet.”
Trotskij forklarer, hvordan moral ser ud til at være den samme for “alle” i fredstid, men at det ændrer sig, når modsætningerne i samfundet skærpes: ”I perioden med kraftig kapitalistisk fremgang, særlig i de sidste årtier før verdenskrigen, var disse indrømmelser, i det mindste i forhold til proletariatets øverste lag, af absolut ægte art. De civiliserede nationers velstand, og til en vis grad også de arbejdende massers, steg. Demokratiet syntes stabilt. Arbejderorganisationerne voksede. Forholdet mellem klasserne blødgjordes. Derfor blev der etableret visse moralske regler efter demokratiets og klassesamarbejdets normer. Der blev skabt indtryk af et stadigt mere frit, mere retfærdigt og mere humant samfund. Den voksende fremskridtslinje syntes grænseløs som ’den sunde fornuft’.”
Ovenstående kunne meget vel beskrive perioden efter anden verdenskrig og det sidste opsving, der førte op til krisen i 2008!
Trotskij forklarede hvordan al dette blev afsporet af verdenskrigens udbrud, hvordan den ene efter den anden af samfundets sikkerhedsventiler sprang:
”De elementære moralske regler viste sig endnu skrøbeligere end de demokratiske institutioner og reformistiske illusioner. Løgnagtighed, sladder, bestikkelse, korruption, vold, mord voksede til usete dimensioner. For en forvirret tåbe syntes alle disse plager at være et midlertidigt resultat af krigen. I virkeligheden var og blev de et udslag af det imperialistiske forfald. Kapitalismens sammenbrud betegner sammenbruddet for nutidens samfund med dets love og dets moral.”
I 1930’erne skrev Trotskij om hvordan samfundets forfald førte til fascismen. Nu er arbejderklassen meget stærkere og vil have muligheden for at tage magten mange gange før fascismen er på dagsordenen. På trods af dette, kan vi allerede nu se ”demokratiske normer” blive brudt, for eksempel med indsættelsen af ikke-valgte teknokratiske regeringer i Italien (Monti) og Grækenland (Papademos). Nu kan vi se arbejderpartierne åbent forsvare borgerlig politik. Uanset hvilket regering man vælger, tvinges de alle af ”markedet” til at føre den samme politik. Masserne har intet at skulle have sagt i al dette. ”Kapitalisme med et menneskeligt ansigt” er kun muligt i kapitalismens opgangsperiode.
Bolsjevikisk “amoral”
Trotskij forklarer, hvordan det ikke bare er et spørgsmål om at forstå den materialistiske metode.
”Blandt de liberale og radikale er der ikke så få personer, som har tilegnet sig metoderne for den materialistiske tolkning af begivenhederne, og som betragter sig som marxister. Men dette hindrer dem dog ikke i at forblive borgerlige journalister, professorer eller politikere. En bolsjevik er selvfølgelig utænkelig uden den materialistiske metode, også på moralens område. Men denne metode tjener ham ikke blot til tolkning af begivenhederne, men først og fremmest til skabelsen af et revolutionært parti for proletariatet. Det er umuligt at fuldende denne opgave uden fuldstændig uafhængighed af bourgeoisiet og dets moral. Alligevel hersker den offentlige mening nu med uindskrænket magt over de officielle arbejderbevægelser […]”
Hvad disse moralister i arbejderbevægelsen virkelig hader er, at vi afslører deres hykleri: når de støtter bombningen af Libyen eller Irak af “humanitære” årsager, når de skærer i velfærden, mens de påstår, at det er for at “redde den”, osv.
Højrefløjen og reformisterne i arbejderbevægelsen beskylder ofte marxister for at være umoralske, fordi vi er organiserede, fordi vi arbejder disciplineret og de påstår, at vi ikke siger sandheden om vores mål osv., osv. Sandheden er, at de gennem historien har forsøgt at isolere og ekskludere marxisterne fra arbejderbevægelsen. Den virkelige årsag til det er, at kun marxismen er i stand til at forklare kapitalismens krise og vigtigst af alt, tilbyde en vej ud. I virkeligheden er alle disse ”borgerskabets agenter i arbejderbevægelsen” (et begreb Lenin ofte brugte til at beskrive de politikere indenfor arbejderbevægelsen, der forsvarer kapitalistklassens interesser).
Trotskij skriver: “Men løgn og vold fortjener vel alligevel at blive fordømt? Selvfølgelig, lige som klassesamfundet, der frembringer det. Et samfund uden sociale modsætninger vil naturligvis være et samfund uden løgn og vold. Men der er ingen måde at bygge bro til dette samfund uden revolutionære, dvs. voldelige midler. Revolutionen er selv et produkt af klassesamfundet og må nødvendigvis bevare dettes træk. Ud fra “de ydre sandheders” synspunkt er revolutionen selvfølgelig ’umoralsk’. Men dette betyder bare, at idealistisk moral er kontrarevolutionær, dvs. i udbytternes tjeneste.”
Se på Egypten: hvad skulle masserne have gjort? Blevet hjemme og accepteret Mubaraks diktatur? De gik ud på gaderne og kæmpede – og dermed gjorde de en ende på det brutale diktatur. Der var også voldelige hændelser, ja, masserne vidste hvordan man behandler kontrarevolutionære provokatører. Var deres opførsel ”moralsk” eller ”umoralsk”? At stille spørgsmålet sådan op, betyder at afvæbne revolutionen og de facto stille sig på samme side som det brutale regime, der dræbte hundreder i gaderne.
Trotskij rejser også spørgsmålet: hvad er en løgn? Er det en løgn, når arbejderne ikke deler deres plan for en strejke med deres arbejdsgiver? Enhver arbejder, der fortæller arbejdsgiveren, hvad der planlægges, anses for at være forræder. Hvad med en soldat der ”fortæller sandheden” om hans hærs krigsplaner? I en sådan kamp er det at skjule sandheden og lyve overfor fjenden ”moralsk”. At gøre andet ville være ”umoralsk”.
Den herskende klasse lyver hele tiden. For at retfærdiggøre deres krig i Irak for eksempel fabrikerede de bevis på ”masseødelæggelsesvåben”. Tydeligvis fandt folk som den meget religiøse Tony Blair det moralsk at lyve overfor det folk, han skulle repræsentere! Kapitalisterne skjuler også deres virkelige profitter fra offentligheden. Da det blev offentliggjort, hvor meget de store virksomheder i Danmark betaler i skat, blev det mødt med et hysterisk svar fra de store selskaber gennem deres talerør i medierne.
De beskylder os marxister for at tilslutte os princippet om centralistiske organisationer, hvor flertallets beslutninger skal følges. De påstår, at disciplinen går imod individets frihed. Disciplin og organisation angribes af anarkisterne og lignende elementer, vi har mødt i f.eks. Occupy bevægelsen o.l.
Disse folk ignorerer, at disciplin ikke er noget, som marxisterne har opfundet. Disse folk fremstiller det som ”udemokratisk”, at flertallet i en organisation tager beslutningerne. Det er at vende selve betydningen af demokrati på hovedet. Derudover forstår arbejderne fuldt ud, at kampen mod kapitalisme er en seriøs sag og det er klassekampen, der lærer dem, at disciplin er en absolut nødvendighed. Enhver arbejder forstår nødvendigheden af disciplin i en strejke. Disciplineret og kollektiv handling er arbejderklassens metoder. Arbejdere diskuterer, stemmer og så bestemmer flertallet. Er det undertrykkelse af individets rettigheder? Kollektiv handling er den eneste vej til at besejre kapitalisterne. Arbejdernes eneste styrke er deres enhed.
På venstrefløjen i Danmark er der meget debat om, hvad en revolutionær organisation skal være? Anarkisterne siger, at det skal være en model på fremtidens samfund. De ignorerer det faktum, at redskabet ikke behøver ligne det endelige objekt, man ønsker at skabe; det skal være det rigtige redskab til opgaven. Vi har brug for en disciplineret organisation for at fjerne dette samfund og bygge et nyt med frihed til alle. De reformistiske partier på den anden side påtvinger streng disciplin, men de bruger den til at forhindre arbejdernes i at tage beslutninger, der går imod ønskerne hos det bureaukrati, der er i spidsen for arbejderbevægelsen. Der er brug for en helt igennem demokratisk beslutningsproces, der fører til at flertallets beslutning vedtages. Men det er i sig selv ikke nok. Der er også brug for marxismens videnskabelige socialistiske ideer, hvis arbejderklassen skal vinde kampen.
I Danmark f.eks. er marxisterne blevet ekskluderet fra flere arbejderpartier. Men ser man nærmere på situationen, må man spørge: hvem bestemmer, hvem der har ret til at være del af arbejderorganisationerne? Det danske Socialdemokrati er ledet af Helle Thorning, hvis regering har lanceret angreb på SU’en og kontanthjælpen for at give skattelettelser til de danske virksomheder. Følger Ed Miliband i spidsen for Labour i England en politik, der forsvarer arbejderklassens interesser?
De fleste af arbejderbevægelsens ledere forsvarer åbent såkaldt “liberal” politik – dvs. borgerlig politik – og angreb på arbejdernes rettigheder. Vi marxister på den anden side kæmper for at vinde arbejderbevægelsen, arbejderpartierne og fagforeningerne, tilbage til et program til forsvar for arbejdernes interesser. De ekskluderer os på grund af vores kampe for at vinde masseorganisationerne tilbage på et socialistisk program!
Vi fortæller sandheden og forklarer tingene, som de virkelig er og siger åbent til arbejderne: dette system er pilråddent; det må væltes og erstattes med et socialistisk samfund. For at kunne gøre det må I vinde jeres organisationer tilbage på et socialistisk program, der forsvarer og kæmper for jeres interesser. Det vil ikke blive nemt, men ingen vil gøre det for jer og der er ingen anden vej.
Så hvilke mål kan retfærdiggøres?
Kapitalismen er i en organisk krise. Den kan ikke løse problemerne og tilbyder ingen fremtid for det store flertal. På nuværende tidspunkt ser vi en revolutionær bølge feje hen over kloden. Det fører til en større og større kløft mellem den ”officielle” moral i det kapitalistiske samfund og de undertryktes moral. Så hvis målet helliger midlet, hvad helliger så målet? Det er demarkationslinjen mellem alle dem der forsvarer kapitalismen og de revolutionære.
Som Trotskij pointerer, ”Ud fra et marxistisk synspunkt, som er udtryk for proletariatets historiske interesser, retfærdiggøres målet, hvis det fører til udvidelse af menneskets magt over naturen og til ophævelse af mennesket over mennesket.”
Til det spørger moralisterne sarkastisk: “Så for at nå dette mål er alt tilladt?”
Trotskij svarer, ”Tilladeligt er det […] som virkelig fører til menneskehedens befrielse. Eftersom dette mål kun kan nås gennem revolution, er proletariatets befrielsesmoral nødvendigvis af revolutionær karakter.”
”Tilladte og tvungne er de, og kun de midler, svarer vi, som forener det revolutionære proletariat, fylder deres hjerter med uforsonligt had til undertrykkelse, lærer det foragt for den officielle moral og dens demokratiske ekkoer, bibringer det bevidsthed om sin egen historiske mission, højner dets mod og selvopofrelse i kampen.”
Det fører uundgåeligt til den opfattelse at arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk. Fra dette følger, at ikke alle midler er tilladte: ”Når vi siger, at målet helliger midlet, så følger for os den konklusion, at det store historiske mål afviser de falske midler og veje, som sætter den ene del af arbejderklassen op mod den anden, som forsøger at gøre masserne lykkelige uden deres deltagelse; eller som forringer massernes tro på sig selv og deres organisation og erstatter det med ’leder’dyrkelse.”
Det gælder ikke mindst for de “ledere”, der forsøger at give arbejderne indtryk af, at alt kan løses gennem manøvrer og forhandlinger i parlamentet, eller i forhandlinger mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne.
Trotskij konkluderer:
“Arbejdernes befrielse kan kun gennemføres af arbejderne selv. Der findes derfor ingen større forbrydelse end at bedrage masserne, at fremstille nederlag som sejre, venner som fjender, at bestikke arbejderlederne, at fabrikere legender, iscenesætte falske processer – med andre ord: Gøre, hvad stalinister gør [gjorde].”
Det giver selvfølgelig ikke et færdigt svar på spørgsmålet om, hvad der er tilladt og ikke tilladt i hvert separat spørgsmål. Der kan ikke gives nogen sådanne automatiske svar. Spørgsmålet om den revolutionære moral hænger fuldstændig sammen med spørgsmålet om revolutionær strategi og taktik. Bevægelsens levende erfaring hjulpet på vej af teoretisk afklaring giver det korrekte svar på disse spørgsmål.
Moral er for os det, der hæver arbejdernes forståelse af behovet for en socialistisk omdannelse af samfundet, så vi kan gøre en ende på fattigdom, sult og krig, der er de virkelig ”umoralske” sider af samfundet i dag, især når vi har midlerne, produktivt, økonomisk, videnskabeligt og teknologisk, til at ende dette kapitalismens barbari.
