Obamas annoncering af at USA vil optrappe sin støtte til de syriske oprører, repræsenterer et skift i situationen. Det Hvide Hus’ udmelding betyder, at USA for første gang vil give direkte militær hjælp til den syriske opposition. Obamas talsperson Ben Rhodes gav ikke nogen detaljer om den militære hjælp, andet end at den vil være ”anderledes i bredde og omfang, end hvad vi har bidraget med tidligere”.
Hvilken position bør marxister og arbejderbevægelsen indtage i forhold til dette?
Årsagen til denne ændring påstås, at være, at Assad-regimet har brugt kemiske våben mod sit eget folk. USA har tidligere advaret, at enhver brug af kemiske våben ville være at krydse en ”rød linje”. Hvis der er nogen der tror, at den amerikanske imperialismes handlinger bliver dikteret af humanitære hensyn, bør de tænke sig om en ekstra gang. Beskyldningen om kemiske våben får øjeblikkeligt undskyldningen om masseødelæggelsesvåben, som begrundelse for den amerikanske invasion af Irak for ti år siden, frem på nethinden. De løj dengang og de lyver nu.
Det kyniske i denne påstand kan ses ud af den måde, den bliver præsenteret. Rhodes, som er national sikkerhedsrådgiver for Obama, fortalte, at den amerikanske efterretningstjeneste formodede, at ”Assad-regimet har brugt kemiske våben, inklusiv nervergassen sarin, i lille skala mod oppositionen gentagne gange det seneste år.” (vores fremhævning).
Han forklarede, at efterretningsofficererne havde ”høj tillid” til deres vurdering, og estimerede også, at 100 til 150 mennesker var døde af angreb med kemiske våben, men at ”data om antallet af ofre formenligt er ufuldstændig”.
”Vi har konsekvent sagt, at brug af kemiske våben, bryder med internationale normer og overskrider grænser [eller ”røde linjer” som han kalder dem], som har eksisteret i det internationale samfund i årtier,” sagde Rhodes.
Det Hvide Hus’ udtalelse kom samme dag, som FN offentliggjorde, at antallet af dræbte i den syriske konflikt er steget til mere end 93.00 mennesker. Alle ved, at dette tal skjuler en endda endnu mere forfærdelig virkelighed. Ingen ved i realiteten hvor mange, der er blevet dræbt i dette blodbad, men det virkelige tal kan være så højt som 150.000. Rapporten konkluderede, at mindst 5.000 mennesker er blevet dræbt i Syrien hver måned siden sidste juli, med 30.000 dræbt siden november. Mere end 80 procent af de dræbte var mænd, men FNs Højkommisariat for Menneskerettigheder siger, at det også har dokumenteret drab på mere end 1.700 børn under 10 år gamle.
Hvordan blev disse folk dræbt? Ikke af kemiske våben, men med kugler, bomber, fragmenter eller simple knive. Tusinder er blevet slagtet, mange har fået halsen skåret over. Børn er blevet skudt for øjnene af deres forældre. Men intet af dette blev betragtet som en ”rød linje” for de damer og herrer i Washington.
Den vestlige dækning af krigen i Syrien er hyklerisk i det ekstreme. Medierne ser kun grusomhederne, der bliver udført af regeringens styrker. De ser ikke et barn, der af oprørene sættes til at skære hovedet af en soldat, eller Abu Sakkar, kommandør af den Uafhængige Omar al-Farouq Brigade, der skærer hjerte og lever ud på en soldat, og putter hjertet i sin mund med det triumferende råb: ”Oh, mine helte af Baba Amr, slagt alawitterne og tag deres hjerter ud og spis dem!”.
Den 27. maj massakrerede oprørene den kristne landsby al-Duvair, i udkanten af Homs. Dette var blot det seneste i en folkemordslignende forfølgelse med forskellige metoder: i Kahlidiya, blev kristne og alawitter fanget i bygning, som derefter blev sprængt. Kristne udgør 10 procent af befolkningen, alawitterne 13 procent: de sunni-muslimske oprørere vil eliminere 23 procent af den syriske befolkning. Op til 400.000 kristne er allerede flygtet fra landet. Hvem nævner dette? Deres lidelser eksisterer ikke i vores ”frie presse”.
Når de engang imellem bliver nødt til at anerkende sådanne forbrydelser, bliver det gjort på en måde, der gør dem acceptable, og uundgåelige. Så sent som sidste uge bemærkede senator John McCain: ”Der sker forfærdelige ting på begge sider, men hos Bashar al-Assad’s styrker er det en taktik, de bruger for at intimidere og underkue befolkningen.” Så hvad er formålet med forbrydelserne, som bliver begået af jihadisterne? Måske de blot er påvirket af ungdommeligt frimod? Når et barn bliver skudt for øjnene af sine forældre, på grund af en løs bemærkning om Profeten, var det måske blot en manifestation af religiøs inderlighed? Senator McCain finder det ikke nødvendigt at oplyse os på det område.
Disse modbydelige hyklere havde intet imod at sidde med foldede arme, og drage fordel af forbrydelserne for at score propaganda-point, mod en regering der ikke passede deres interesser, og som de håbede ville falde, uden at de skulle risikere amerikanske soldaters liv.
Efter passivt at have set til, mens over 100.000 af mænd, kvinder og børn er blevet slagtet med konventionelle midler, forsøger de nu, på den mest skamløse kyniske vis at argumentere for, at omkring hundredes død (de er ikke sikre på hvor mange) ved saringas (tror de nok) giver dem grønt lys til at intervenere.
Bemærk at brugen af saringas (i ”lille skala”), efter sigende, skulle have fundet sted ”gentagne gange over det seneste år”. Hvis dette var tilfældet, hvorfor besluttede de sig ikke for at intervenere tidligere? Hvorfor vente indtil nu?
Vi bemærker også, at påstanden om at regimet har brugt saringas, ikke er blevet bekræftet af FN, som gentagne gange har sagt, at de ikke er sikre på hvem, der er ansvarlige for det. Det kunne meget vel være, at en eller anden jihad-gruppe har brugt små kvantiteter af sarin, leveret af saudierne eller qatarerne, som en måde til at fremprovokere amerikansk intervention.
Det er et faktum, at oprørene havde alle interesser i at give USA en undskyldning for at intervenere, mens Assad ingen interesser overhovedet havde i dette. Det er ikke nogen hemmelighed, at den syriske opposition har skubbet på og bedt for dette resultat i månedsvis. Nu har de fået, hvad de ville have.
Imperialismens hykleri omkring kemiske våben bliver så meget desto mere forstærket i kraft af, at de tidligere støttede det irakiske regime, mens det brugte disse mod sin egen befolkning. Den lille forskel er, at Saddam Hussein var deres trofaste allierede.
Styrkeforhold
Den virkelige årsag til ændringen i den amerikanske politik er at det militære styrkeforhold har forskubbet sig i Assad-regimets favør. Det afgørende punkt var indtagelsen af den strategisk vigtige by Qusayr, nær den libanesiske grænse. De vestlige medier har lavet et fantastisk postyr over tilstedeværelsen af ”fremmede” soldater (hovedsageligt Hezbollah) i Syrien, men har været helt stille omkring tilstedeværelsen af udenlandske lejesoldater og jihad-grupper som al-Qaedas allierede; den 10.000 mand stærke Jabhat al-Nusra, Ahrar al-Sham og andre jihadister finansieret af USA’s allierede Qatar og Saudi Arabien. Ej heller nævner de den tyrkiske diktator Recep Tayyip Erdogans interventionistiske politik (fra et NATO medlemsland).
Det er sandt, at Assad-regeringen har støttet sig op ad Moskva og Tehran for hjælp. Hezbollah soldater har også været involveret i regeringens kontraoffensiv, og kan meget vel have tiltet balancen i dens favør. Nu forsøger Vesten desperat at hjælpe oprørene for at genoprette balancen. Men selv hvis de lykkes, vil det tage mange måneder, og skabe et endnu støtte blodbad og ødelæggelse. Tabet af menneskeliv er imidlertid det der interesserer vores ”demokratiske” ledere mindst af alt.
De britiske og franske lederes intention var at overbevise Presiden Bashar al-Assad om, at han ikke kan vinde en afgørende militær sejr imod hans modstandere og derved tvinge ham til forhandlingsbordet. Men nu da krigslykken er vendt, er Assad ikke tilbøjelig til at forhandle noget som helst. Han ønsker at knuse oprørene, ikke at dele magten med dem.
I månedsvis var borgerkrigen i Syrien fastlåst, hvor hverken regeringen eller oprørsstyrkerne var i stand til at tildele modstanderen det afgørende stød, der ville betyde sejr. Så længe hverken den ene eller anden side kunne få overhånden, havde imperialisterne manøvrerum for, sammen med Rusland, at nå til en eller anden diplomatisk løsning, muligvis en koalitionsregering, der ville inkludere elementer af det gamle regime sammen med borgerlige politikere, imperialistiske håndlangere og ”moderate” islamister.
Ruslands herskere er lige så kyniske i deres attitude til Syrien. I årtier har denne været deres hovedallierede i Mellemøsten. De har derfor en stærke interesser i at støtte regimet. Men ligesom amerikanerne, troede de at Assad ville blive væltet. De besluttede derfor at sprede deres satsning og tog kontakt til oppositionen.
BBC pointerede: ”Storbritannien og Frankrig har argumenteret for, at slagmarken ikke kan tillades at tilte kraftigt i regimets favør, som det sker på nuværende tidspunkt”. Nøgleordet her er ”kraftigt”. Den fastlåste militære situation passede imperialisterne meget fint. De ønskede en omstyrtelse af den anti-vestlige Assad-regering, men de frygtede den stigende styrke hos jihadistiske- og salafistiske styrker, der kunne omdanne Syrien til et nyt Afghanistan.
Det står klart, at folkene i Kremlin ville have været parate til at kaste Assad til side og lave en aftale med oppositionen og imperialismen for at beskytte deres interesser i Syrien. Med det formål, forberedte de at deltage i en international konference i Geneve. Men situationen ændrede sig, særligt med Qusayrs fald, hvilket ændrede styrkeforholdet på slagmarken, og gav nyt liv til Assad.
En forhandlingsløsning?
Som sædvanligt har de såkaldte Forenede Nationer været ude af stand til at løse noget som helst. Ban Ki Moon laver tårevædede appeller for fred, mens den væbnede konflikt fortsætter sin rasen, og bliver stadig mere intens, dag for dag. Han beder udenforstående magter om ikke at sende våben til parterne, mens CIA vil optrappe leverancerne af militært udstyr og træne oprørene i at bruge det. Det er snak om at starte en træningsbase i Jordan. Men det er højest usikkert, om disse tiltag vil ændre styrkeforholdet på slagmarken.
Det har indtil nu heddet sig, at USA har haft begrænset sin hjælp til oprørsstyrkerne til madrationer og medicinsk udstyr. Men visse kilder siger, at CIA aktivt har støttet oprørene, inklusiv grupper med forbindelse til al-Qaeda. Præsident Putin bemærkede for nyligt, at det var paradoksalt, at de vestlige regeringer bevæbnede de samme terroristgrupper i Syrien, som de kæmper imod i Afghanistan og Mali.
USA, Storbritannien og Frankrig vil uden tvivl gå til FN og forsøge at argumentere for at Syrien har brudt ”international lov” gennem brugen af kemiske våben. Men Rusland har allerede sagt, at USA’s beskyldninger om Assad-regeringens brug af kemiske våben er falske, hvilket uden tvivl er tilfældet. Alexei Pushkov, leder af Ruslands parlaments nederste kammers udenrigskommite, sammenlignede det med USA’s fejlagtige påstande om, at Saddam Hussein havde kemiske våben i Irak og Tweetede: ”Obama tager samme sti som George Bush.” Det vil sige, at chancerne for at få vedtaget en resolution i FNs Sikkerhedsråd er lig nul.
Den syriske hærs succes har punkteret alle chancer for en fredskonference, som i forvejen kun var en fjern mulighed. The Washington Post (12. maj) skriver:
”Hvis tingene fortsætter som nu, vil [den syriske] regering så sandelig være den part der har den største fordel” i enhver forhandling, sagde Charles Lister fra den London-baserede IHS Jane’s Terrorism and Insurgency Center. ”Hvis vi trykker pause hvor vi er i dag, er det klart, at oprøret ikke udgør en eksistentiel trussel mod regimet.”
Dette faktum forklarer oppositionens modvilje mod bare at deltage i sådanne forhandlinger. Vesten har reageret på de militære tilbageslag ved at sende flere våben til oprørene, og Rusland vil uden tvivl reagere ved at optrappe sine forsyner af sofistikerede våben til Assad. Geneve-konferencen – som i forvejen aldrig var en sikker mulighed – er dødfødt. FN er irrelevant. Diplomatiet er blevet fejet til side af begivenhederne på slagmarken. Krig vil nu afgøre det hele.
Den amerikanske beslutning markerer en signifikant eskalation af proxy-krigen der har været tiltagende i styrke i Syrien. Årsagen til at Washington ikke tidligere har taget skridt til at bevæbne oprørene, er ikke nogen hemmelighed. De frygter, at ethvert våben de sender til oppositionen, vil ende op i al-Qaedas hænder, som står bag de jihadistiske styrker i Syrien. Selv nu er dette en faktor, der begrænser amerikanernes muligheder i Syrien.
The Wall Street Journal (16. april) skriver:
”De øverste embedsfolk i Obama-administrationen har overrasket flere politikere og allierede i de seneste uger, ved en ændret tilgang til Syrien: De ønsker ikke en fuldstændig militær sejr til oprørsstyrkerne lige nu, fordi de vurdere, med en højtstående embedsmands ord, at ”the good guys” måske ikke vil komme ud som sejrherrer.
Embedsmænd i administrationen frygter, at med islamister, med forbindelse til al-Qaeda, stadigt mere dominerende i oppositionen til den syriske præsident Bashar al-Assad, vil en for hurtig sejr til oprørene undergrave håbet om at finde en diplomatisk løsning, ifølge nuværende og tidligere embedsfolk.”
Obama ønsker at styrke de ”moderate” elementer i oppositionen, repræsenteret ved det Øverste Militære Råd og den Syriske Oppositionskoalition (SMC). Men det er lettere sagt end gjort. Alle ved, at den mest effektive styrke på oprørenes side er præcis al-Nusra og andre jihadistiske grupper. SMC er blevet fuldstændig kørt ud på et sidespor de seneste måneder.
Det Hvide Hus håber, at den øgede støtte vil ”styrke effektiviteten og legitimiteten af både den politiske og militære fløj af de syriske oprørere”, sagde Rhodes og tilføjede, at USA ”havde det fint” med at arbejde med SMC chefen General Salim Idris. ”Det har været vigtigt at arbejde gennem dem, med mål om at isolere nogen af de mere ekstremistiske elementer i oppositionen, som al-Nusra”, sagde han.
Amerikanerne ville gerne skubbe SMC frem, men det er et åbent spørgsmål, om de kan lykkes i dette. De ser selv ikke for overbeviste ud på dette spørgsmål. Dette bliver indikeret af en signifikant udeladelse: Listen over de våben de har intentioner om at sende til den syriske opposition.
Rhodes gav ingen detaljer omkring hjælpen, men administrationens embedsfolk er blevet citeret i de amerikanske medier for, at det højst sandsynligt vil inkludere sendinger af håndvåben og ammunition. The New York Times citerede amerikanske embedsfolk for, at Washington kunne finde på at bidrage med panserværnsvåben. Men oprørene har bedt om både panserværnsvåben og antiluftskyts
Hvorfor manglede moderne jord-til-luft missiler fra listen? Tilsyneladende frygter amerikanerne, at deres egen fly, hvis de må ændre taktik og indsætte luftvåbnet, selv kan blive skudt ned af deres tidligere ”venner”, med missiler der er ”made in the USA”.
På spørgsmålet om hvorvidt Obama ville støtte en flyveforbudszone over Syrien, sagde Rhodes at en sådan ikke ville gøre ”en stor forskel” på jorden – men ville være dyr. Dette er uvederhæftigt i det ekstreme. Hvis det syriske flyvevåben kunne blive elimineret fra den militære ligning, ville det have afgørende effekt på krigen på landjorden.
Årsagen til at Washington ikke foreslår en flyveforbudszone i Syrien, er ikke, at det ikke ville gøre en forskel, men at Washington ikke tør. Washington ville være nødt til at håndhæve den, og den syriske hær og flyvevåben er udrustet med sofistikerede våbensystemer fra Rusland. Det ville så sandelig blive en ”dyr” affære, og en meget risikabel én af slagsen!
Det seneste skridt er allerede risikabelt nok i sig selv. Erfaringerne fra Vietnam er en advarsel om, hvor let det er at blive trukket ind i et udenlandsk eventyr. Der er ingen garanti for, at flere våbenforsyninger til oprørene vil være tilstrækkeligt. Rhodes har allerede sagt, at ”fremtidige handlinger” vil blive udført ”jævnfør vores egen tidsplan”.
Betyder dette at amerikanerne overvejer en direkte militær intervention i Syrien? Èn del af det amerikanske etablissement er for at optrappe tiltagene. De republikanske senatorer John McCain og Lindsey Gramham, som har været særligt højrøstede i deres krav om militær hjælp, sagde at de seneste fund må ændre USA’s politik i forhold til Syrien.
“En beslutning om at bidrage med dødbringende assistance, særligt ammunition og tunge våben, til oprørsstyrkerne i Syrien, burde være taget for længst, og vi håber Præsidenten vil tage dette skridt som der er akut behov for”, sagde de i en fælles udtalelse. Men dette lader ikke til at være nok for dem. De gør det klart, at de kun ser det som et første skridt:
”Men at bidrage med våben alene er ikke nok. Præsidenten må samle en international koalition for at tage militære skridt til at formindske Assads evne til at bruge sit luftvåben og ballistiske missiler og til at transportere og forsyne sine tropper rund om på slagmarken fra luften”.
McCain og andre har presset på for større militær involvering fra amerikansk side, det sidste år. Ikke desto mindre er det velkendt, at republikanerne, som repræsenterer den mest reaktionære og aggressive fløj af amerikansk imperialisme, er af tvivlsom mental stabilitet. Obama repræsenterer en sektion af den amerikanske herskende klasse, der er en lille smule mindre ubalanceret. Stemningen i Kongressen bliver stadig mere hård, og de republikanske høge lugter, som sædvanligt, blod. Men ti år efter invasionen af Irak er stemningen i det amerikanske samfund kraftigt imod ethvert nyt militært eventyr.
Revolution eller kontrarevolution?
Bevægelsen i Syrien startede som en folkerevolution med masseopbakning. Havde den bevægelse været bevæbnet med et virkeligt revolutionært program, ville den have kunnet lykkes i at vinde de dele af samfundet over, der støttede Assad af frygt for alternativet. Men i mangel af en klar ledelse, blev ledelsen kapret af reaktionære elementer og skubbet i en sekterisk retning.
Amerikanernes allierede i regionen, disse reaktionens bolværker: Qatar og Saudi Arabien, har hældt penge, våben og lejesoldater ind i Syrien fra dag ét. Deres mål var på ingen måde at hjælpe oprørene, som kæmpede for forandring i Syrien, men tværtimod at knuse de revolutionære elementer, og omdanne hvad der startede som en folkelig opstand, til en borgerkrig over sekteriske linjer.
I den samme grad som det hele blev militariseret, blev kampen frarøvet ethvert revolutionært indhold. De der kontrollerede penge og våben var i stand til at dikterer betingelserne. De kontrarevolutionære salafister og jihadister, med rigelige opbakning i form af penge og våben fra deres milliardær-pengemænd i Riyadh og Doha, overtog kontrollen. Det afgjorde karakteren af den såkaldte opposition.
Man kunne argumentere for, at der stadig er revolutionære elementer i oppositionens lejr, der endnu ikke er blevet kvalt. Det kan meget vel være sandt, men det er ikke disse elementer der bestemmer. De forsøger at bremse skredet mod salafistisk reaktion, men i kraft af at de reaktionære kontrollerer penge og våben, er sådanne anstrengelser dømt på forhånd.
Det andet element i oppositionen er det ”moderate” borgerlige element i form af den Syriske Oppositionskoalition. Men disse er nu fuldstændig underlagt amerikansk imperialismes interesser. De seneste udtalelser fra Obama vil kun uddybe denne afhængighed. Som ordsproget siger: ”den der betaler musikken bestemmer melodien”.
Det er afgørende, at den revolutionære ungdom i Syrien stræber efter at fastholde en uafhængig klasseposition, og ikke underkaster sig hverken de kontrarevolutionære jihadister eller det reaktionære pro-amerikanske borgerskab. Det er meget vanskeligt i den nuværende situation, men man må tænke på morgendagen såvel som i dag. Det virkelige spørgsmål er ikke om Assad eller oprørene kan vinde, men hvad sejren betyder?
Sejr til jihadisterne vil betyde reaktion i sin mørkeste og mest ondskabsfulde form. Det vil betyde likvidation af alt hvad de sidste 50 år har bragt, og skubbe hvad der var et civiliseret og anstændigt land tilbage til barbari. Det vil betyde et barbarisk blodbad med etnisk udrensning af alawitter, kristne og sekulære. Parolen ”alewitterne i graven, de kristne til Beirut!” giver os et fjernt forvarsel om karakteren og intentionerne hos jihadisterne. Deres mål er at fremprovokere en sunni/shia udryddelseskrig.
På den anden side er der rapporter af massakrer af sunni-dominerede landsbyer, udført af alawitterne i landområderne. Dette indikerer begyndelsen på en politik med sekterisk udrensning i blandede områder i landet. I sidste ende ville dette føre til desintegration og ødelæggelse af Syrien som et land. Det ville være et mareridt af reaktion på alle niveauer. Det kaos det ville udløse, ville ikke stoppe ved Syriens grænser. Den sekteriske galskab, der med fuldt overlæg, er blevet sluppet løs af reaktionens agenter, inspireret og ledt af saudiske og qatariske kriminelle, er allerede ved at sprede sig til Libanon, som står på randen af en ny og blodig borgerkrig. Sekterismens bål brænder vildt i Irak og truer hele regionen.
Ydermere må vi se længere end Syriens grænser. Sejr til islamisk reaktion i Syrien ville give et hårdt slag mod den arabiske revolution overalt. Det ville styrke de mest reaktionære dele i Egypten og Tunesien og svække de revolutionære styrker. Det ville have en negativ effekt på den begyndende revolution i Tyrkiet. Det ville give den herskende israelske klike mod til at gennemføre et angreb på Iran. Det er noget må undgås med alle midler.
Vil det syriske folk på nogen måde få det bedre, hvis deres land var under imperialismens kontrol? For at få svar på det spørgsmål behøver man ikke se længere end til Irak, Afghanistan eller Libyen. Det syriske folk kan ikke overlade deres lands skæbne til de såkaldte demokrater i Washington, London og Paris, som udelukkende er motiveret af grådighed og forsvaret af deres egne selviske interesser.
Hvad må der gøres?
Det første vi må gøre klart, er hvad, der ikke må gøres. Ved hver afgørende skift hører vi de samme ord: ”Vi må gøre noget!” Det betyder som regel at forlade alle principper og tage, hvad der efter sigende er, den letteste vej. Men det er altid en fejltagelse. Den lette vej viser sig i sidste ende at være den mest besværlige og farlige.
Lad os minde os selv om hvad der skete i Libyen. Imperialisterne forberedte den offentlige mening på en intervention mod Gadaffi, ved at orkestrere et råbekor i medierne om en påstået forestående massakrer i Bengazhi. Denne undskyldning blev brugt til at retfærdiggøre etableringen af en såkaldt flyveforbudszone og brugen af NATO kampfly til at bombe den libyske hær og rydde vejen for oprørsstyrkernes sejr på landjorden.
Ligesom i Syrien, begyndte bevægelsen i Libyen som en revolutionær bevægelse, som tog sin inspiration fra revolutionerne i Tunesien og Egypten. Men de borgerlige ledere i Bengazhi skubbede med det samme bevægelsen i en forkert retning, ved at kræve at imperialisterne intervenerede. Revolutionen blev afsporet, med katastrofale følger. Vi vil opfordre det syriske folk til at se grundigt på Libyen i dag og sige om det er hvad de ønsker.
Sandheden er at den syriske revolution har lidt nederlag. Det er ikke første gang, at en revolution er blevet besejret og endt ud i reaktion. Den første russiske revolution i 1905 endte i nederlag og et orgie af reaktion, massakrer og pogromer. Det var imidlertid ikke afslutningen på historien, tolv år senere blev Revolutionen født igen og denne gang, under ledelse af Bolsjevikpartiet, sejrede den.
Vi har fuld forståelse for, at det er meget bittert for en syrisk revolutionær at acceptere ideen om nederlag. Med det er nødvendigt at fortælle sandheden, om den så er ubehagelig eller ej. Søgen efter genveje, om det så er ved tilpasning til jihadisterne eller imperialisterne, er en færdig opskrift på katastrofe. Kun håbløst naive mennesker kan forestille sig at at krigen i Syrien handler om kampen mellem demokrati og diktatur. Ligegyldig hvilken side der vinder i den nuværende konflikt, vil resultatet ikke være rart for den syriske arbejderklasse.
Under vanskelige forhold – og forholdene i Syrien er nu ubeskriveligt vanskelige – er det nødvendigt at regruppere sig og forberede sig på et skift i situationen. Det skift kan komme tidligere end man forventer, men det vil komme udefra Syrien. Der er begyndelsen til en revolution i Tyrkiet. I Iran, på trods af alle de repressive tiltag fra regimet, begynder masserne at bevæge sig igen. I Egypten og Tunesien har arbejderne og den revolutionære ungdom vist deres vilje til at bekæmpe de reaktionære islamister fra det Muslimske Broderskab og Ennahda. Den fantastiske arabiske revolution er begyndt, men den er ikke afsluttet. Alle vores håb er baseret på dette perspektiv, som vi har fuldstændig tillid til.
Amerikansk imperialismen er den mest reaktionære kraft på planeten. Intet godt kan komme fra dens konstante blanden sig i andre nationers liv. Storbritannien og Frankrig er mindre imperialistiske magter. Deres herskere håber at kunne aflede folkets opmærksomhed fra den alvorlige krise der undergraver deres levestandard, ved at skabe en krigslysten stemning. Men folket i USA, Storbritannien og Frankrig ønsker ikke krig. De kan huske, hvordan de blev vildledt af den løgnagtige propaganda inden invasionen af Irak, og vil ikke uden videre lade sig snøre for anden gang.
Marxisterne i Europa og USA må gøre deres revolutionære pligt. Vi må med alle til rådighed stående midler gå imod planerne om en ny imperialistisk intervention i Mellemøsten. Vores pligt er klar: Vi må kæmpe imod vores eget borgerskab. Vores umiddelbare opgave er at udsige, udstille og afsløre den løgnagtige propaganda der søger at forberede den offentlige mening på nye krige og drab.
Nej til imperialistisk indblanding i Syrien!
Ned med imperialismen!
Længe leve den Arabiske Revolution!
