Du kan bestille abonnement her.
I april blev en af de mest fremtrædende fjender af arbejderklassen lagt i graven. Den forhenværende britiske premierminister Margaret Thatcher døde, og det blev fejret af arbejdere og fattige i Storbritannien og resten af verden. Desværre må vi konstatere, at den politik, hun stod for, lever videre i bedste velgående – også i Danmark.
Finansminister Bjarne Corydon og resten af regeringen har åbenlyst sat sig for at knække Danmarks Lærerforening som et led i en generel kamp imod hele den offentlige sektor og de ansattes organisationer. Alle aftaler om arbejdstid og øvrige forhold står for skud. Selve retten til organisering og at tilkæmpe sig en kollektiv overenskomst er under angreb. Efter lærerne vil resten af den offentlige sektor følge. Derefter risikerer turen at komme til arbejderne i den private sektor. Det er et samlet angreb på hele den danske arbejderklasse, og det bør mødes som sådan. Derfor er det heller ikke underligt, at Helle Thorning har valgt at blive væk fra Fælledparken 1. maj, hvor hun uden tvivl ville have fået en lidet flatterende modtagelse.
Desværre har fagtoppens reaktion på regeringens angreb ladet meget tilbage at ønske, for nu at sige det på jysk. LO-toppen har i praksis bakket op om regeringen og sagt, at de forholdt sig ”neutralt” til den skandaløse lockout af lærerne. På trods af at faglige klubber, lokale fagforeninger og arbejdspladser i hele landet erklærede deres støtte til lærerne, forholdt LO sig fortsat passivt. Omvendt har ledelsen i Danmarks Lærerforening desværre frabedt sig sympatikonflikt, som for eksempel 3F BJMF har tilbudt. At brede kampen ud til flere sektorer og ikke mindst den private sektor er ellers den eneste måde, kampen kan vindes. Det ville lægge et enormt pres på regeringen, hvis der rejste sig en bølge af strejker i det private som en protest mod angrebet på den offentlige sektor og generelle arbejdsgiverpolitik.
I februar så vi den første massedemonstration blandt studerende i et halvt årti, hvor titusinder gik på gaden imod regeringens arbejdsgiverpolitik. Ikke længe efter blev lærerne presset i kamp med endnu større demonstrationer. Stilstanden er forbi og situationen er ved at vende. Vi har indenfor en kort periode set, hvordan klassekampen er kommet tilbage på dagsordenen. Det er disse massebevægelser, der må bygges videre på. Arbejdere og unge kan desværre ikke forvente, at hverken toppen af arbejderpartierne eller fagforeningerne klarer sagerne for dem. Det eneste, der kan gennemtvinge en venstredrejning af arbejderbevægelsen, er en massebevægelse.
Den modstand mod regeringens politik, som findes i fagbevægelsen og i demonstrationerne, må bakkes op og styrkes af Enhedslisten. Hvis partiet sætter sine kræfter ind på at styrke fagbevægelsens venstrefløj ved at koordinere sin indsats i fagforeningerne og på arbejdspladserne og kæder det sammen med en politisk modstand mod regeringen, kan det rykke.
Sagen er, at regeringen har sat sig for at udføre de diktater, der kommer fra et dødssygt system. For at redde sig i konkurrencen mod andre landes kapitalister og skabe tillid hos de internationale finansbaroner kræver den danske overklasse, at der bliver taget et opgør med alle de fremskridt, som er blevet tilkæmpet siden Anden Verdenskrig. Alle sociale rettigheder står for skud, fordi kapitalismen ikke længere har råd til, at arbejderklassen kan leve en nogenlunde anstændig tilværelse. Men hvis kapitalismen ikke har råd til ordentlige forhold for det store flertal, må systemet afskaffes, og der må sættes et nyt i stedet – socialisme.
Her et halvt årti inde i den dybeste krise siden 1930’erne er der hårdt brug for, at venstrefløjen i arbejderbevægelsen – både fagforeningerne og arbejderpartierne – samler sig omkring det, arbejderbevægelsen blev oprettet for at gøre: mobilisere sin styrke i forsvar for flertallets vilkår – og gøre de konsekvent. Det vil sige fuld solidaritet (herunder storstrejke i det private) med de grupper, der er under angreb, og en ærlig erkendelse af, at bankernes herredømme må erstattes af demokratisk socialisme og arbejderkontrol, hvis man skal skabe en fremtid, der er sit navn værdigt.
