Samme dag som regeringen meddelte, at den ville tage kontanthjælpen fra 8000 mennesker, fremlagde den planer om at skære selskabsskatten fra 25 til 22 procent. Med den nuværende indbetaling af selskabsskat svarer det til en gave på omkring seks milliarder. Hvis selskabernes overskud igen kommer op på 2006-niveau, vil staten gå glip af 30 milliarder i forhold til den nuværende beskatning af virksomhederne. Det viser tal fra Danmarks Statistik
De seks milliarder, som regeringen nu forærer til samfundets top, svarer til, hvad det vil koste at rulle de seneste dagpenge-forringelser tilbage, så den knugende utryghed eller ligefrem personlige ruin, mange arbejderfamilier nu mærker, ville blive lettet betragteligt. Men Vestagers nedskæringskabinet står fuldt og fast på overklassens side i kampen mod levestandard, sociale rettigheder og tryghed.
Det er den samme historie hele linjen rundt med SRSF-regeringen. Gaver til erhvervstoppen, bankpakker til finansfyrsterne – og drakoniske nedskæringer til alle os andre. Alle de såkaldte ”reformer” – lige fra SU til fleksjob og førtidspension – har kun ét eneste sigte: at de danske kapitalisters profit skal øges, uanset de menneskelige omkostninger. Det er markedslogik og borgerlig politik, og det er det glade vanvid, at arbejderpartierne S og SF deltager i showet. Det gør ikke sagen bedre, at Enhedslistens top – under protest fra medlemmerne – fortsat agerer grundlag for regeringen, som da de blåstemplede dens højrekurs ved at acceptere fiansloven.
I en tid, hvor arbejderbevægelsens ledere enten er direkte fjendtligt indstillede over for ungdommen og arbejderne – som det er tilfældet med regeringens ministre – eller passivt resignerende over for angrebene fra arbejdsgivere og stat – hvilket er tilfældet hos fagtoppen – kan det virke vanskeligt at se, hvordan udviklingen skal vendes. Men det kan lade sig gøre ved de metoder, som vores bevægelse er bygget på: sammenhold og fælles kamp.
Efter fem dages blokade – hvor en blokadevagt endda blev kørt ned af en byggeleder – lykkedes det at tvinge det tyske byggeselskab Martin GMBH til at indgå overenskomst på et kommunalt byggeri. Konflikten viste som så mange gange før, at en arbejdsgiver-offensiv kun kan standses ved at sætte hårdt mod hårdt. Det er en gammel sandhed, at alle sociale rettigheder – lige fra sundhedsvæsen til SU og sikkerhedssko – alene er vundet gennem klassekampens klassiske metoder; organisering, demonstrationer, blokader og strejker. Arbejderbevægelsens højrefløj – der lige nu sidder på de fine forbundsposter og ministertaburetter – har altid foretrukket korridoraftaler og lobbyisme. Resultatet ser vi nu: angreb på de syge, de studerende, de arbejdsløse, de offentligt ansatte og resten af arbejderklassen. Højrekursen har været en katastrofe.
I skrivende stund har elever og studerende gang i protester mod regeringens asociale SU-angreb. Hvis disse protester bredes ud på alle landets uddannelsessteder, samles i en fælles retning og – ikke mindst – rettes ind mod fagbevægelsens medlemmer med en opfordring om fælles kamp imod alle nedskæringerne på arbejdere og unge, kan en slagkraftig bevægelse banke regeringen på plads. Kun hvis man har en konsekvent klassekampslinje er der en chance for sejr. Uden en sådan er nederlag givet på forhånd.
