”Vi må kæmpe for en anden linje i fagbevægelsen”


Jeppe Krommes-Ravnsmed



2 minutter

Passiviteten må droppes. Vi kæmpede ikke kun for en ny regering, men også en ny politik. Fra bunden må vi presse vores faglige organisationer til at agere. Det var nogle af budskaberne fra det faglige seminar, som Socialistisk Standpunkt havde inviteret til den 29. september.

I panelet sad Ole Nors, medlem af 3F’s hovedbestyrelse og valgt af havnearbejderne samt malersvend Lasse Bertelsen fra Socialistisk Standpunkts faglige gruppe. Ole Nors, der også er aktiv i Folkebevægelsen mod EU, kom ind på, hvordan regeringen er bundet op af finanspagt og EU-lovgivning. LO er den eneste hovedorganisation inden for EU, der støtter finanspagten. En pagt der betyder hårde angreb på arbejderklassen over hele Europa. Lasse Bertelsen lagde vægt på, at vi står i en meget alvorlig situation, hvor regeringen gør stik modsat af, hvad de lovede på en række punkter. Der er blandt andet kommet forringelser af pension, førtidspension og fleksjobordningen. ”..det er helt tosset, at det skal være en såkaldt rød regering der gør det”. Derudover har vi set en skattereform, der tager fra de arbejdsløse, og nu det med dagpengene, som kan betyde, at mange må gå fra hus og hjem. Regningen for krisen bliver lagt på arbejdernes skuldre. Krisen i arbejderbevægelsen skyldes, at man har lagt afstand til det socialistiske projekt.

Behov for flere aktiviteter
På tillidsmandskonferencen dagen forinden, den 28. september, var der ikke enighed om, hvor meget man kunne presse regeringen. Det er tydeligt, at en stor del inden i fagbevægelsen har den opfattelse, at eftersom alternativet til den nuværende regering er værre, så skal vi tage det stille og roligt. Og det betyder, at man ikke lægger rigtig hjerte i at mobilisere til hverken møde eller aktioner.

Vi havde en livlig og inspirerende debat på det faglige seminar, og vi fik vendt mange vigtige punkter, som der må sættes fokus på fremadrettet. Blandt andet omkring begrænsningerne i den ”danske model” og fredspligten mellem overenskomstforhandlingerne. Om løndumping, arbejdsmiljø og behovet for større solidaritet på tværs af faggrupper. Vi snakkede om afstanden mellem top og bund i fagbevægelsen og desuden om, at mange menige medlemmer er lullet i søvn. Vi må som venstrefløj ud og aktiverer de folk, og styrke den socialistiske strømning inde i fagbevægelsen, som modpol til den nuværende reformistiske linje. Men for at det rigtig kan batte noget, er der behov for et større samarbejde blandt de progressive kræfter, for både at udveksle erfaringer og støtte op om hinandens kampe. Et hvert initiativ i den retning vil vi bakke hundrede procent op om.