Foto: Chávez tilhængere demonstrerer i Mérida. September 2012. Tamara Pearson, www.venezuelanalysis.com

Den 7. oktober er der præsidentvalg i Venezuela. Siden valget af Hugo Chávez i slutningen af 1998 har Venezuela gennemgået store forandringer. Den bolivariske regering har rullet de-facto privatiseringer i olieindustrien tilbage, åbnet sociale uddannelsesprogrammer som på et årti har afskaffet analfabetismen, skaffet gratis lægehjælp til hele befolkningen og begyndt at opbygge ordentlige boliger til de fattige.

Fra starten har imperialismen modsat sig disse progressive forandringer med vold. Dette sås mest bemærkelsesværdigt ved kup-forsøget i april 2002, hvor CIA konspirerede med kontra-revolutionære dele af hæren, der forsøgte at vælte Chávez og indsætte en reaktionær regering ledt af Pedro Carmona Estanga, formanden for arbejdsgivernes organisation FEDECAMARAS. Kuppet blev væltet af den enorme massebevægelse fra neden og senere kontra-revolutionære offensiver er ligeledes blevet slået tilbage.

Hvem er Radonski og hvad står han for?
Venezuelas opposition har nu samlet sig om kandidaten Capriles Radonski fra det højreorienterede Primero Justicia (Først retfærdighed). Selv om Radonski fremstiller sig selv som en socialdemokratisk kandidat, som ifølge The Economist har en ”moderat tilgang til at give den konfiskerede ejendom tilbage, gøre op med priskontrol og afskaffe grundlovsstridige love”, er det tydeligvis mere overflade end indhold. Under kuppet i april 2002 var Radonski ikke alene med i den ulovlige afsættelse af præsident Hugo Chávez, men han var også indblandet i et voldeligt angreb på den cubanske ambassade.

Dengang var han borgmester i Caracas-bydelen Baruta, hvor den cubanske ambassade ligger. Han gik sammen med de fascistiske bander, der angreb ambassaden og krænkede det diplomatiske territorium. Han forsvarede åbent volden, som omfattede smadring af ambassadens biler og lukning af ambassadens vand- og elforsyning. Han bakkede det op ved at sige, at ”folket kan protestere som de ønsker”. Dette er optaget på video.

Radonski blev aldrig retsforfulgt for sine forbrydelser, selv om den revolutionære advokat Danilo Anderson forsøgte at ophæve hans immunitet for at få ham retsforfulgt. Dette forsøg blev standset i 2004, da Anderson blev myrdet af en bilbombe i Caracas. Mordet blev aldrig opklaret.

Efterfølgende fik han lov til at stille op til regionalvalget i november 2008, som han vandt i Miranda. Straks efter at have overtaget guvernør-embedet, begyndte han øjeblikkeligt at lukke sociale undervisningsprojekter, der benyttede amtets bygninger. På samme tid begyndte fascistiske bander, at true de cubanske læger, som befandt sig i delstaten som en del af det landsdækkende Barrio Adentro-program.

Grunden til, at Radonski nu har lagt sig ind på en ”blød” linje og fremstår som moderat, er at han er klar over, at kontrarevolutionen stadig ikke er stærk nok til at lave en storstilet offensiv. Han har brug for at fremstå som moderat for at tiltrække et lag af vælgere, der vakler mellem den bolivariske revolution og oppositionen, men som er frastødt af det udemokratiske generalieblad hos kupmagerne fra 2002.

Oppositionens sande standpunkt kom frem for et par uger siden, da en afhopper afslørede, at Capriles planlægger en storstilet nedskæringspakke, hvis han kommer til magten. Dokumenterne for planen, som er udviklet af hans økonomiske rådgivere, viser at han vil ”åbne” olie-selskabet PDVSA og andre statsejede virksomheder for private investorer, skære på pensioner, de sociale programmer, osv. Den samme politik, som hærgede Venezuela i fyrre år inden Chávez kom til magten.

Revolutionen er ikke fuldendt
Tretten år efter Chávez valgsejr, er det store problem i Venezuela fortsat, at revolutionen ikke er fuldendt. 67% af landets bruttonationalprodukt skabes stadig af den private sektor. Statseje i banksektoren er kun nået op på 25%. Resten kontrolleres af en gruppe spanske og amerikanske multinationale finansspekulanter.

Det faktum at bankvæsenet er blevet efterladt i kontra-revolutionens hænder og at man ikke har etableret et statsmonopol på udenrigshandelen, betyder at det ikke er muligt at planlægge økonomien efter befolkningens behov. Bønder på landet klager over, at de ikke har traktorer og mejetærskere til at dyrke det land de har fået igennem jordreformen, fordi bankerne nægter dem lån.

Samtidig er der vokset et enormt sort marked frem, hvor dollars veksles til 3-4 gange den officielle kurs. Det har blandt andet betydet, at priserne på importerede varer reguleres efter denne spirende sortbørs-kurs og således har inflationen i de senere år ligget imellem 20-30 % årligt, hvilket er en alvorlig trussel imod arbejderklassens købekraft.

Et andet problem er stigningen i kriminaliteten i landet. Selvom regeringen har forsøgt at opløse de korrupte politikorps, har den endnu ikke fået bugt med tyveri og den høje mord-rate. En stor del af årsagen er, at der stadig er en stor gruppe colombianske paramilitærer og mafia-bander, som forsyner små-kriminelle i slumkvarterne med våben. Dette problem bliver så brugt politisk af oppositionen, til at tryne

Alle disse problemer er uløseligt forbundet med den kendsgerning, at revolutionen ikke er blevet ført til sin logiske konklusion: Et brud med kapitalismen. Kun ved at knuse den gamle borgerlige statsmaskine og oprette en arbejderstat under massernes kontrol og bevæbning, kan man få bugt med det ulovlige våbensalg og kriminaliteten. Kun ved at nationalisere bankvæsenet, industrien og distributionskæden, kan man lave en socialistisk planlægning der gavner det store flertal.

Perspektiver
Hugo Chávez\’ kræftsygdom trak igennem 2011 mange overskrifter. Nogle, som det borgerlige magasin The Economist, tvivlede så sent som juni måned af dette år, på at han ville leve til valget i oktober. Det ser i midlertidigt ud til at han har været under bedring i længere tid. Men alligevel har Chávez sygdom sat spørgsmålet om revolutionens overlevelse på dagsordenen.

Det mest bemærkelsesværdige er, at alle hans ministre (Elías Jaua, Nicolás Maduro, Diosdado Cabello, osv.), ikke har nogen autoritet overhovedet iblandt masserne. Tværtimod ser masserne, som støtter Chávez, med stor skepsis på det som de kalder det bolivariske bureaukrati. Forsøg på at udøve direkte kontrol fra bunden, f.eks. de forsøg på arbejderkontrol som man har set i stålindustrien i Guayana, er blevet mødt med enorm modstand fra ministre, borgmestre og guvernører. Bureaukratiet drømmer om en ”chavisme uden Chávez”, en situation hvor de ville være i stand til at rulle revolutionen langsomt men sikkert tilbage, droppe de sociale programmer og lave en genforsoning med USA-imperialismen.

De fleste meningsmålinger giver Chávez et stort forspring i valgkampen. De venezuelanske masser har vist en utrolig loyalitet til den mand der vakte dem til live, politisk set. Men alligevel kan man fornemme en hvis træthed iblandt nogle af dem der igennem de sidste 13 år har kæmpet for revolutionen, uden at de mest fundamentale problemer er blevet løst. Det er sandsynligt at de alligevel vil gå til stemmeurnerne (- eller maskinerne, i Venezuelas tilfælde) den 7. oktober, for at forhindre at kontra-revolutionen triumferer.

Men allerede i december 2012 skal der være regionalvalg til guvernør-posterne rundt omkring i landet. Oppositionens klare strategi er, at udnytte den sirende utilfredshed med de korrupte bolivariske guvernører og vinde så stor en del af de 24 delstater, som overhovedet muligt. Fra den platform kan de føre en sabotage-kampagne imod Chávez-regeringen og skabe forudsætningerne for en ny kontra-revolutionær offensiv.

Udfaldet af begge valg i Venezuela vil have en enorm betydning – også uden for landets grænser. Et nederlag for revolutionen ville være en enorm skuffelse for venstreorienterede i hele verden og ville bl.a. give de pro-kapitalistiske kræfter på Cuba ville få vind i sejlene. Masserne i Venezuela vil kæmpe for at forsvare det som de har opnået de sidste 13 år, men det er nu mere end nogensinde før vigtigt at arbejde for en radikalisering af revolutionen. Kun hvis socialisme indføres i praksis kan revolutionen fortsætte.