Syriza i Grækenland, Forenet Venstre i Spanien, Melanchon i Frankrig og senest Enhedslisten i Danmark. Processen er den samme: små partier på det yderste af venstrefløjen, der for få år siden ikke var meget andet end store sekter, er pludselig eksploderet i opbakning, mens gamle arbejderpartier styrter i grus. Hvad er der sket?
Der er sket det, at årtiers borgerlig politik, højredrejning og rådne kompromisser med arbejdsgivere og borgerskab fra arbejderbevægelsen og de gamle etablerede arbejderpartiers side, er blevet for meget for arbejderklassen. Nu er målet fuldt. Kvantitet er slået om i kvalitet.
Den udløsende faktor har været den økonomiske krise, som har holdt verdensøkonomien, og særligt europæisk økonomi, i et jerngreb siden 2008. Indtil krisen tolerede arbejderklassen til en vis grad, om end modvilligt (illustreret ved massebevægelserne mod krige, forringelser af velfærden osv. op igennem 00\’erne), de tilbagevendende nedskæringer og forringelser, fordi økonomien trods alt gik frem. Der var job og man kunne købe sig en ny fladskærm eller sommerhus, omend på kredit.
Men krisen ramte hårdt. Dens voldsomhed havde en chokeffekt på arbejderklassen og lammede alle tilløb til faglige og politiske konflikter. Det gav den degenererede ledelse af de etablerede arbejderpartier rum til at gennemføre historiske angreb på arbejderklassens og ungdommens levevilkår og rettigheder. Den chokeffekt er nu forduftet, og de etablerede arbejderpartier må nu betale regningen, med massiv vælgerflugt og kollaps i medlemstal.
I Danmark er afskyen ved S og SF\’s politik i regeringen ikke mindre udtalt. Alt hvad der er levende og dynamisk i den danske arbejderklasse og ungdom frastødes af Helle, Villy og Thor Mögers kasten sig på maven for borgerskabet. Trepartsforhandlingerne og forliset af forsøget på at forlænge arbejdstiden, var milepælen der markerede et markant skift i den politiske situation. ”Hertil og ikke længere” var beskeden fra arbejderklassen til ledelsen for arbejderbevægelsen, der på mange måder ikke bare er smeltet sammen med den borgerlige stat, men også med borgerskabet selv. Politisk kom det til udtryk ved det vredesudbrud og vælgeroprør, som mødte S og SF ledelserne efter deres borgerlige skatteaftale.
De brede lag af arbejderklassen i Europa er, med den seneste udvikling i den økonomiske krise, begyndt at indse, at de enkelte angreb ikke er enkeltstående forseelser, men blot dele af en længerevarende kampagne fra borgerskabets side – en kampagne der kaldes klassekamp.
Enhedslisten, reddet fra et mudret skattekompromis med regeringen, af S og SF ledelsernes egen liderlighed efter ”bredt samarbejde”, er stormet frem vælger- og medlemsmæssigt.
Set over en længere periode, har processen de seneste år, fra de fremskredne lag i arbejderklassens side, været en gradvis søgen mod venstre, en stadig radikalisering. Herhjemme med den historiske fremgang som SF oplevede for et par år tilbage. Da ledelsen for SF imidlertid ikke viste sig i stand til at tilbyde et alternativ til den borgerlige politik, men tværtimod opgav alle principper for at få ”indflydelse”, er arbejderklassen søgt videre mod venstre og store lag af de mest fremskredne arbejdere og unge ser nu til Enhedslisten.
Lad netop SF\’s vælgermæssige rutschetur være en alvorlig advarsel, særligt til Enhedslistens folketingsgruppe: Den eksplosive opbakning er ikke kommet på grund af den førte politik fra Enhedslistens side, men på grund af S og SF\’s manglende vilje til at bryde med kapitalismens rammer. Helle og Thor Möger har ret når de siger at ”markederne” ”kræver reformer” og nedskæringer. Vil man ikke bryde kapitalismens rammer må diktaterne følges. Det er ikke et spørgsmål om manglende karakterstyrke eller humanisme, men kapitalismens jernhårde disciplin. Hele spørgsmålet i den politiske situation er nu hvordan Enhedslistens ledelse forvalter den tillid som de bedste arbejdere og unge har vist dem.
