I weekenden kunne den borgerlige presse – anført af dagbladet B.T. – berette om det netop overståede landsmøde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), hvor det blev afsløret at fremtrædende medlemmer af SF’s Ungdom havde forsøgt at kuppe sig til magten i organisationen.
Artiklen i BT forklarede, at et referat fra et internt møde imellem fem ledende SFU’ere var blevet lækket under selve DGS stormødet. I referatet fra mødet fremgår det, at de fem SFU’ere – som blandt andet tæller den afgående DGS formand Martin Vitved Schäfer – havde lavet en omhyggelig drejebog for hvordan de ville manøvrere for at undgå, at en kandidat til formandsposten i DGS, som ikke var under SFU-ledelsens kontrol, skulle blive valgt.
I referatet kan man læse, at planerne indeholdt et regulært kup af elevrådet på Christianshavns Gymnasium, hvor man ville møde massivt op og gå uden om demokratisk valgte repræsentanter, for at elevrådet skulle “stemme rigtigt”. Andre eksempler i referatet er, at de fem SFU’ere planlagde at bruge hele DGS apparat – kontaktkartoteket, dirigenterne på stormødet, styring af stemmeudvalget, smædekampagne på e-mail, m.v. – for at underminere deres politiske modstandere i elevorganisationen.
F.eks. skulle der udleveres en liste over folk til dirigenterne (som tilsyneladende var indforståede med dette). Disse måtte så ikke vælges til stemmeudvalget. Det ville sætte de fem i stand til evt. at kunne snydes med stemmeoptællingen. De fem kupmagere ville ydermere bruge dirigenterne til at kunne komme på talerlisten når de ønskede det, udenom reglerne og stå over folk der havde meldt sig på først, og de ville altid få det sidste ord i diskussionerne.
Planerne gik imidlertid i vasken, da referatet blev lækket og de fem ledende SFU’ere måtte indrømme alt og påtog sig det fulde ansvar. Således måtte alle SFU’ere trække deres kandidaturer til tillidsposter i DGS og en ny bestyrelse blev valgt, med Mai Sloth Villadsen som formand.
Toppen af SFU har officielt fralagt sig ethvert ansvar for de fem ledende SFU’eres kup-konspiration og har på et møde den 28. april valgt at give dem en eksklusionsadvarsel. Men drejebogen for kuppet afslører, at de fem ikke handlede på egen hånd. Referatet fortæller, at Gry Möger (formand for SFU og tidligere DGS formand) og en række andre ledende SFU’ere (sekretariatsmedlemmer, distriktssekretærer og landsledelsesmedlemmer), skulle informeres om hvordan det gik med projektet.
Siden SFU-ledelsens højresving, med fuldstændig ukritisk opbakning til Villy Søvndal, Thor Möger og regeringens borgerlige nedskæringer og angreb, er SFU gået kraftigt tilbage i anseelsen blandt unge i Danmark. Højrefløjen af SFU var opmærksom på denne udvikling. Derfor var de med god grund bekymrede for om de kunne fastholde kontrollen over DGS (og dermed gymnasieungdommen) med demokratiske midler.
Der er således mildest talt tvivlsomt, at toppen af SF’s Ungdom skulle være fuldstændigt uvidende om de fems kup-planer. Det tyder langt mere på, at de metoder som kup-konspiratorerne har brugt i DGS, er en del af den nye bureaukratiske tradition, som har strømlinet SF og SFU og forsøgt at lukke så godt som al seriøs intern diskussion og medlemsdemokrati, og vendt partiet til ukritisk støtte af Thorning-Vestagers højredrejede nedskæringspolitik.
DGS – fra venstredrejning til mådehold
For udenforstående kan forløbet i DGS nok lyde en smule dramatisk og måske endda overraskende. Men bag denne magtkamp ligger en større politisk uenighed og en historie, som går en del år tilbage. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning var fra slutningen af 1990’erne en utrolig vigtig faktor i kampen imod nedskæringer og forringelser på uddannelsesområdet.
Venstredrejningen i ungdommen blev afspejlet i DGS, som i starten og midten af 90’erne havde været en forholdsvis død organisation som ikke mobiliserede og kæmpede imod besparelserne. I 1999 så vi “Nu er det nok” demonstrationerne og senere indkaldte DGS selvstændigt til enorme protester, som bl.a. kulminerede under den store “STOP-NU” bevægelse i 2005.
Men selv under disse vigtige mobiliseringer, var der en række problemer. På trods af godt arbejde imod den borgerlige regering, var der mangel på videre perspektiv for kampene og ofte forfaldt man til blot at indkalde éndags-demonstrationer. Protester som var vigtige som første skridt, men ikke nok i sig selv. De mange protester skulle have været ført videre end den ene dag og forbundet med aktiv deltagelse i klassekampen, og en kamp for at ændre den politiske linje i fagforeningerne og arbejderpartierne, som helhed.
Lidt efter lidt begyndte DGS at blive et sted, hvor unge der spirede efter en karriere indenfor dansk politik begyndte at gå deres gang. Det bedste eksempel er nok Thor Möger Petersen, nuværende skatteminister, som i 2005 var formand for DGS. Imens ungdommen fortsat var med i store protester, f.eks. under rydningen af Ungdomshuset i 2007 og ved de store demonstrationer 17. maj 2006, blev DGS mere og mere moderate.
I 2005 slog man DGS sammen med GLO (Gymnasieelevernes Landsorganisation, red.), den borgerlige gymnasieelevorganisation. Allerede dengang gik herværende avis kraftigt imod sammenlægningen og advarede mod at det ville være begyndelsen på et skred væk fra aktiv kamp og overmod tandløs forhandling, der kun kunne afvæbne gymnasieeleverne.
Derefter begyndte man fra toppens side, at forberede sig på et regeringsskifte. Det betød, at alle gymnasieelevernes konkrete krav blev lagt på hylden – hvilket blev stadfæstet med det nye principprogram i 2009. For første gang gik man også ind for karakterer som legitim evalueringsform på ungdomsuddannelserne, hvilket man ellers altid havde været modstander af.
En politisk kamp
De senere år har DGS været en skygge af sig selv. I stedet for at mobilisere imod besparelser – uanset om det er en socialdemokratisk regering der udfører dem – har man valgt at forfalde til tandløs lobbyisme og forhandlinger, uden kamp og klare krav.
Under Helle Thorning Schmidts regering bliver ungdommen mødt med det ene angreb efter det andet. På trods af løfter om bedre forhold på gymnasierne, er de såkaldte grønhøster-besparelser fortsat. Loftet på klassekvotienterne, som regeringen udråbte til en stor sejr, er fortsat “fleksibelt”, hvilket betyder at der sagtens kan sidde mere end 28 elever i en klasse – så længe gennemsnittet på en årgang ikke overstiger dette. Altså et meget lille plaster på et stort, betændt sår.
Imens ungdomsarbejdsløsheden er på samme niveau som i 1980’erne, kræver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at unge nu skal arbejde for deres kontanthjælp. Kan man tænke sig en bedre opskrift på løntrykkeri? Det er udsigterne for de mange nyuddannede studenter – en plads i arbejdsløshedskøen eller et fuldtidsjob til under mindstelønnen.
Kampen om DGS, handler således ikke om person-intriger, sådan som den borgerlige presse forsøger at udstille det. Kampen om DGS handler om politik. Skal ungdommen betale for kapitalismens krise? Skal ungdommen se passivt til, imens regeringen vedtager “reform-pakker” der afvikler store dele af velfærdssamfundet som vi kender det (angreb på pension, dagpenge, uddannelse, m.v. )?
Det er i den kontekst, at SFU’ernes mislykkede kup-forsøg skal ses. Problemet er ikke, at en gruppe politisk aktive koordinerer deres aktivitet, for at fremme bestemte politiske mål. Det er naturligt, at man diskuterer og arbejder sammen. Men én ting er at koordinere politik sammen. Noget helt andet er, at man bevidst bruger organisatoriske manøvrer og bureaukratisk misbrug af apparatet til at fremme sine mål. En sådan adfærd viser, at de ledende SFU’erne ikke havde tillid til deres egne ideer og ikke troede at de kunne vinde en fair politisk kamp.
Deres indædte modstand imod en ikke-SFU formand for DGS, er opstået fordi de ikke vil risikere at miste kontrollen med gymnasielevernes organisation. De ville for alt i verden holde DGS moderat og ufarligt. Helle Thorning og Villy Søvndal ønsker at undgå en sprudlende elevbevægelse. Der findes uden tvivl mange ærlige og oprigtige socialister i SFU, men der er ingen tvivl om, at toppen af SFU fungerer som regeringens ukritiske nikkedukker.
Et aktivt DGS, som kæmper imod regeringens angreb på ungdommen, vil være en enorm inspirationskilde og et vigtigt fremskridt for klassekampen i Danmark. Det kan gøre en stor forskel, hvis organisationen lægger en plan for at styrke sig på basisplan på de forskellige gymnasier og protestere imod regeringens angreb på uddannelsesområdet og på velfærdssamfundet generelt.
DGS har nu en ny ledelse der har chancen for at bryde med den hidtidige passive linje som har svækket gymnasieelevernes organisation. Den har muligheden for at lade sig inspirere af de massive ungdomsbevægelser, vi har set i resten af Europa og mobilisere brede lag af den danske ungdom til kamp for deres forhold, til kamp for retten til en fremtid.
