Bølgerne går højt i SF og beskyldningerne flyver fra højre mod kritikerne fra venstre. Års frustrationer blandt kernemedlemmerne er blevet holdt tilbage, men grænsen er ved at være nået.
En reducering på to-tredjedele i meningsmålingerne på to år, har betydet, at det står klart for stadig flere SF’ere, at deres oprindelige uro overfor Villy og Co.’s nye midt- og regeringssøgende kurs var velbegrundet. Det viser, at højredrejningen var en alvorlig fejltagelse. Som herværende avis har advaret om i flere år, har denne kurs nu ført partiet ud i en historisk krise.
I årevis har den ledende gruppe ikke fået modspil. Men den nuværende situation har ført til en stadig større politisk polarisering i partiet og dannelse af løse politiske tendenser og grupper, der ligger til venstre for ledelsens flertal og udfordrer ledelsens højrekurs.
Landsmødet den 13. til 15. april bliver en foreløbig kulmination og en vigtig test af styrkeforholdet mellem de forskellige fløje i paritet.
Partiets højrefløj er presset
”Jeg kan godt forstå, at vælgerne ikke kan have tillid til os, når vores medlemmer bruger tid på diskussion om, hvem der skal være vores næstformand og alt muligt andet fnidder i stedet for at tage bestik af den politiske situation”, siger Villy Søvndal (eb.dk 03.30.12)
Ovenstående citat viser i hvor høj grad, den ledende højrefløj i partiet i øjeblikket er presset. At give medlemmerne skylden, må betragtes som et udtryk for frustration fra en overordentlig presset partiformand. Virkeligheden er, at partiet er ved at nå bristepunktet for, hvor langt ledelsen kan strække elastikken til højre, inden den sprænges. SF’s medlemmer har måttet stå model til lidt af hvert. Indtil valget var undskyldningen, at det var prisen for at komme i regering. Men efter valget er højreskredet fortsat og nu vil ledelsen ophøje dette højreskred til princip gennem højrefløjens forslag til nyt principprogram.
Afledningsmanøvre
Utilfredsheden fra medlemsbasen har, efter længere tids næsten øredøvende stilhed, nu rejst sig med stor kraft. Næsten 400 ændringsforslag til udkastet til nyt principprogram er blevet indsendt fra lokalafdelingerne og kritikken af højrefløjens programudkast har været massiv.
Konfronteret med dette pres fra venstre har gruppen omkring den uvalgte skatteminister og uformelle leder af partiets højrefløj og partiapparat Thor Möger, udført en undvigemanøvre: I stedet for at forsvare indholdet i deres politiske linje, forsøger de at vende debatten på hovedet og dreje medlemmernes frustrationer væk fra de principielle spørgsmål. Det er kommet til udtryk i to spørgsmål: for det første er det lykkedes dem at få debatten i de borgerlige medier drejet over på især at handle om kampen om næstformandsposten, som blev ledig efter, at Thor Möger under pres blev tvunget til at forlade posten.
For det andet går debatten i medierne på, om den nye næstformand skal være ”arbejderen” Mattias Tesfaye eller ”akademikeren” Meta Fuglsang. Hele den politiske kamp, der handler om et opgør med ledelsens højrekurs, gøres pludselig til et opgør med sammes ”arbejderisme”. Højrefløjens politik, som har betydet angreb på arbejderklassen i form af afvikling af efterlønnen, forringelser af dagpenge, nedskæringer i kommunerne, accept af den konservative finanspagt fra EU osv. er nu pludselig arbejderpolitik. Sort er blevet til hvidt og hvidt til sort.
Toppen er splittet
En del af højreledelsen har i kraft af partiets kraftigt faldende opbakning blandt vælgerne mærket jorden brænde under sine fødder og er nu gået i ”opposition” til den nuværende kurs. Dette lag er gået ind på højrefløjens præmis om en kamp mellem ”akademikere og arbejdere” og er derfor endt op med at kritisere den nuværende ledelse og deres næstformandskandidat Mattias Tesfaye fra højre. For at være ”arbejderist” og argumenterer for, at der skal gøres op med partiets fokus på arbejderklassen. Denne ”opposition” er ganske uprincipiel og er, i kraft af den politiske forvirring de skaber, højreledelsens største hjælpere.
Et spørgsmål om principper
Imidlertid vidner de mange ændringsforslag til programudkastet om, at konflikten i SF har anderledes og langt dybere politiske rødder. Brede lag af medlemsbasen ønsker et reelt opgør med højrekursen og underkastelsen under de Radikale. De ønsker et SF, der kæmper for forbedringer for arbejdere, unge og gamle og ikke deltager i borgerlige nedskæringer.
Hvor højrefløjens udkast basalt set går ud på afskaffe alt reelt socialistisk indhold, går mange af ændringsforslagene ud på at fastholde princippet om, at der skal tages et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidlerne, at olieressourcerne og banksektoren skal nationaliseres og kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund. Det er gode elementer, som enhver socialist og aktiv i arbejderbevægelsen må bakke op om og som er det eneste reelle svar på kapitalismens anarki, arbejdsløshed, krige og elendighed.
Imidlertid står det allerede i skrivende stund, to uger inden Landsmødet, klart, at diskussionen vil blive yders problematisk. Der er nemlig ikke et eller flere samlede alternative programudkast. I stedet vil det blive 400 diskussioner, hvor de politiske forskelle i bedste fald vil blive mangelfulde og i værste fald vil kunne druknes af højreledelsen.
Organisation og program
Årsagen til forvirringen er klar: hvor højrefløjen på sin side har en benhård organisering og politisk program, står ”venstrefløjen” uorganiserede og består af mange forskellige lag, med forskellige politiske linjer og dagsordener. Skal der tages et grundlæggende opgør med højrekursen, er der behov for et klart politisk program omkring hvilket en organiseret venstrefløj bygges, som kan lede medlemsbasens frustrationer i en samlet konstruktiv retning og redde partiet fra den nuværende katastrofe og tilbage til en socialistisk politik.
Det politiske alternativ er det grundlæggende. Derfor er det også positivt, at der er blevet lavet forsøg på at samle forskellige ændringsforslag til et samlet alternativt, som det er blevet gjort med forslagene fra Pernille Frahm, Per Henriksen, Flemming Bjarke, Helmer og Ulla Støvlebæk, Leif Hermann og Knud Erik Hansen og delvist tiltrådt af Trine Mach og Peter Westermann. Det er en vigtig begyndelse, og forsøg som dette kan blive kimen til et egentligt alternativ, men der er en række udfordringer.
Disse samlede ændringsforslag ligger langt til venstre for højreledelsens udkast. Bl.a. forkaster de dets princip om samarbejde med ”progressive borgerlige partier”. De erklærer nødvendigheden af nationaliseringer af vigtige sektorer som olie og banksektor, og et socialistisk samfund som endeligt mål. Men ikke desto mindre er det stadigt politisk uklart og præget af teoretiske modsigelser.
For på trods af de progressive krav, fremføres stadig en række elementer fra ledelsens programudkast. Elementer som ikke bryder med kapitalismen som system, men tværtimod forudsætter dets eksistens. Det drejer sig bl.a. om anerkendelsen af den såkaldte ”socialistiske markedsøkonomi” (hvordan har man en demokratisk styret socialistisk økonomi, hvis det er markedet – der per definition er anarkisk – der er styrende?), den borgerlige stat, i form af et ønske om at styrke de eksisterende kommuner osv. Alt sammen er elementer, der hænger uløseligt sammen med et kapitalistisk samfund.
Disse svagheder og selvmodsigelser svækker kampen for at trække partiet til venstre.
Denne teoretiske svaghed i alternativerne til højreledelsens forslag vil kun kunne blive overkommet af en generalisering af arbejderklassens erfaringer, nemlig gennem et marxistisk program.
I stedet for teoretisk klarhed kommer mange af de nuværende ændringsforslag til at fokusere på områder, hvor de helt bevidst søger konfrontationen med den ledende klike. Fx stilles der er forslag om, at topskattelettelser til enhver tid er imod SF’s principper.
I sig selv er forslaget godt og har vores fulde opbakning og der er indkommet en lang række lignende ”protestforslag”. Men disse hundrede af detailforslag løser ikke spørgsmålet om et alternativ til højreledelsens programudkast. De drejer sig nemlig om helt specifikke, dagsaktuelle spørgsmål. De forsøger at fastlægge den daglige politik i principprogrammet. Det er ikke et principprograms opgave. Principprogrammets opgave er at give en generel analyse af det nuværende kapitalistiske samfund, og de indbyggede modsætninger og opstille et klart socialistisk alternativ og vise vejen dertil.
De detailorienterede ”protestforslag” er imidlertid blot en afspejling af højrefløjens forsøg på at gøre det samme, men med modsat fortegn – at bringe principprogrammet i overensstemmelse med den førte daglige (borgerlige) politik, i stedet for at bringe den førte politik i overensstemmelse med principperne. Skylden for denne situation ligger derfor solidt på højrefløjen skuldre. Men ikke desto mindre viser det igen tydeligt behovet for et egentligt programmatisk alternativ, i stedet for hundrede og atter hundrede af detailforslag. Selvfølgelig skal et programudkast have vedtaget ændringer, tilføjelser osv. Men sagen er, at det af ledelsen fremlagte programudkast er helt og aldeles ubrugeligt og bør forkastes. Der er behov for et samlet alternativ, med en klar, gennemgående socialistisk linje.
Hvis der blev fremsat et klart alternativ, ville alle venstreorienterede i partiet, alt hvad der er levende og dynamisk, have et politisk omdrejningspunkt at samle sig om og organisere sig ud fra.
Landsmødet er begyndelsen
Højrefløjen er presset, men håber, at de kan genvinde kontrollen ved at svinge med knytnæverne: ”Brokkerøvenes tumleplads.[…] Sådan oplever jeg SF i øjeblikket, men på vores landsmøde om 14 dage i Kolding, skal jeg nok fortælle, hvor skabet skal stå.” citeres Villy Søvndal for at sige til eb.dk. Men han skal nok ikke skrue sine forventninger til, at medlemmerne lader sig tryne, for højt op.
Kampen om partiets linje er først lige begyndt. Hvad resultatet bliver, er umuligt at spå om. Måske ender det med, at vedtagelsen af et nyt principprogram udskydes, måske indgås korridoraftaler og kompromisser omkring næstformandsposten, en ny ledelse, udtrædelse af regeringen eller at den nuværende højrefløj splitter ud – intet er sikkert.
Men hvad, der er sikkert, er, at SF ikke kan fortsætte på den nuværende højrekurs, med direkte angreb på sin egen sociale base, uden det får konsekvenser. I kraft af venstrefløjens mangel på et marxistisk program og stærk organisering vil kampen om linjen tage mange krumspring. Den vil få mærkværdige og fordrejede udtryk, ligesom vi ser det i dag med kampen om næstformandsposten.
Vi i Socialistisk Standpunkt, der blev ekskluderet og udelukket af SF for at kritisere højrekursen og argumentere for en marxistisk politik, støtter energisk ethvert forsøg på at dreje partiet til venstre. Men samtidigt påpeger vi åbent og ærligt, hvad vi anser som problemer hos den nuværende venstrefløj. Det er den eneste seriøse tilgang til politik, teori og kampen for et socialistisk samfund.
