I 2010 kom en højreorienteret regering til magten i Holland. Efter hvedebrødsdagene ser det ud til at den popularitet regeringen nød i starten er ved at falme. Regeringen er i intern krise, de har lige stået overfor en strejke blandt lærerne og Socialistpartiet har aldrig været så populært i meningsmålingerne.
Det liberale højrefløjsparti VVD blev det største parti til parlamentsvalget i 2010.
Som vi har forklaret i tidligere artikler, var valgresultatet et udtryk for en dyb politisk krise. Denne krise har især berørt det kristendemokratiske CDA og arbejderpartiet PVDA, der nu har rekordlav opbakning og desperat leder efter en ny ”vision for samfundet”. Samtidigt gik VVD, der var blevet det største parti i parlamentet, i regering med CDA med støtte fra det højre populistiske PVV, Geert Wilders parti.
Højrefløjskommentatorer var henrykte over denne nye situation. Endelig ville Holland se slutningen på den påståede evige dominans af venstrefløjen, de ”glemte” belejligt nok at at den sidste venstrefløjsregering på nationalt niveau var Den Uyl kabinettet i 1970erne. Siden da har Arbejderpartiet været i koalition med De liberale, eller som mindre partner under en Kristendemokratisk premierminister. På trods af dette faktum promoverer højrefløjen stadig myten om ”venstrefløjskontrol” for at kunne bebrejde Arbejderpartiet alle mulige problemer, som de egentligt selv er ansvarlige for.
Det nye kabinet nød først godt af hvedebrødsdagene. VVD kom med en statsminister for første gang, den unge og friske Mark Rutte, mens Wilders’ PVV støttede op til gengæld for nogle indrømmelser. Disse omfattede nogle anti-immigrations foranstaltninger, men også den garanti, at mindstelønnen, arbejdsløshedsunderstøttelse og beskyttelse mod afskedigelse, ikke ville blive rørt. Det er skandaløst, at Arbejderpartiet aldrig har været i stand til at give sådanne garantier i løbet af de sidste 20 år. Dette styrkede midlertidigt ideen om, at Wilders skulle være de hollandske arbejdere og arbejdsløses ven.
Der var planer om at skære 18 milliarder euro på de offentlige udgifter for at nedbringe budgetunderskuddet, der var skudt op på grund af redningspakkerne til de store banker som ABN AMRO, Fortis og ING. Premierminister Rutte forsøgte dog i første omgang at undgå en direkte konfrontation med arbejderbevægelsen. Dette gjorde han ved at forsøge at splitte arbejderne ved først at rette angreb mod de svageste. Det betød nedskæringer i Bijstand, der er velfærdstilskud til de svageste lag i samfundet og nedskæringer i de “sociale arbejdspladser” for folk med handicap, der næsten ingen udsigt har til at få et job på anden måde.
De næste nedskæringer var i den kulturelle sektor, hvor udgifterne skulle reduceres med 200 millioner euro. Forud var gået en hadekampagne mod kunst og kultur ved Geert Wilders og andre højreorienterede, der hævdede, at kunst var “for den venstreorienterede elite” og ikke havde betydning for “almindelige mennesker”. Da det blev klart, at dette betød at hele orkestre og museer skulle forsvinde, blev det for meget selv for en fraktion inden for VVD, der begyndte at protestere mod denne vulgære fordømmelse af kunst og kultur. Denne hadekampagne blev også rettet mod det offentlige radio-og tv, der har en proportional repræsentation for forskellige partier, baseret på deres medlemstal. Det blev fordømt som “venstreorienteret statsradio og TV”, som et middel til at skabe et klima til fordel for nedskæringer. Disse vil betyde en svækkelse af de offentlige udsendelser og dets programmer, der er af bedre kvalitet, i bytte for mere privat tv.
Men ifølge kapitalismens logik var nedskæringer i disse sektorer alene ikke nok. Det næste offer var de højere uddannelser, hvor de studerende nu får bøder for “at studere for længe”, og der ikke længere vil blive givet støtte til kandidatstudiet. Nederlandske studerende har protesteret voldsomt mod disse tiltag. Men det vil ikke være de sidste nedskæringer på uddannelse, da kabinettet nu diskuterer at ophæve hele uddannelsesstøttesystemet og erstatte det med et lånesystem.
Interne uenigheder
Fordi Rutte regeringen i realiteten er en mindretalsregering, der læner sig op af PVV, har den skulle læne sig op ad andre partier end PVV for at gennemføre nogle af tiltagene. Dette skyldes den “euroskeptiske” holdning, som PVV har til den europæiske krise, med sin hadekampagne mod de såkaldte “dovne grækere” og afvisning af at bruge flere penge på “Europa”. For at få alle pengeoverførsler til EU-programmer har regeringen måttet læne sig op ad Arbejderpartiet, det Grønne Venstre og det socialt-liberale parti D66. På samme måde har den måtte læne sig op ad arbejderpartiet for at gennemføre en forhøjelse i pensionsalderen, og på det Grønne Venstre for en politiuddannelses mission i Afghanistan (hvilket fremkaldte stor protest fra partiets venstrefløj).
I denne balancegang mellem PVV og centrum-venstre kan Rutte holde indtil videre. Imens har centrum-venstre oppositionen og PVV begge forsøgt at distancere sig mere og mere fra Rutte regeringen. Begge anklager den anden for at støtte regeringens upopulære politik.
De seneste regeringsbeslutninger er meget upopulære og kortsigtede. De er ødelæggende tiltag, der skal give en kortsigtet gevinst. For eksempel skal Natura 2000-projektet nu stoppes. Dette projekt, der sigter efter at genoprette det naturlige miljø i Nederlandene, har allerede kørt i fem årtier. Der skal være nedskæringer i psykiatriskbehandling og særlige uddannelsesmæssige behov, hvilket ville betyde et stort spring tilbage i tiden. De ville ikke have vovet at tale om disse nedskæringer for nogle år siden. Men nu har krisen gjort de regerende partier til meget kortsigtede slagtere.
Socialistpartiets fremmarch
I denne situation, har socialistpartiet (SP) oplevet en enorm stigning i popularitet i de seneste måneder. I meningsmålingerne er det det næststørste parti, og i nogle meningsmålinger endda det største. Dette skyldes en kombination af forskellige faktorer.
For det første har SP kæmpet mod alle nedskæringer på de sociale områder. Det er især på grund af sin modstand mod stigningen i pensionsalderen, at dets popularitet er vokset. For det andet har SP været i opposition til de upopulære “europæiske støttepakker”. Desværre har partiet gjort dette fra et smalt nationalistisk perspektiv. For det tredje er Arbejderpartiet i dyb krise. På den ene side støtter de kontra-reformerne [nedskæringerne], og på den anden side forsøger de, at præsentere sig som den største modstander af regeringens politik. For mange arbejdere har det mistet sin troværdighed. I meningsmålingerne er det nede på et rekordlavt niveau. Men det betyder ikke, at partiet er dødt endnu. For det fjerde har PVV mistet noget af sin popularitet, da det har støttet forskellige upopulære tiltag.
Oven i det har der været mange skandaler, der involverer byrådsmedlemmer med en straffeattest, racister og karrieremagere, der bryder væk fra partiet. I mellemtiden har Wilders fokuseret på mange mindre problemer, hysterisk har de fordømt ting, som offentligheden ikke rigtig bekymrer sig om, for eksempel det faktum, at dronningen havde et tørklæde på i en moske i Oman. Dette skrigeri om mindre spørgsmål virkede, mens de var i oppositionen, men nu bekymrer folk sig om vigtigere ting, om deres børns fremtid og ikke om smålige spørgsmål.
SPs fremgang bekymrer borgerskabet. Det kan vi se ved, at medierne er begyndt at fokusere på, hvad der ville ske, hvis partiet kom i regeringen. Sidste gang,de havde lignende bekymringer, var i 2006, men i dag står partiet stærkere i meningsmålingerne end dengang.
SPs ledere prøver nu at præsentere sig som et ansvarligt “voksent” parti. Partileder Marijnissen har endda sagt, at mærkatet ”socialistisk” er et levn fra fortiden og at han ville give sit parti et andet navn, hvis han havde grundlagt det nu. Parlamentsgruppens formand, Roemer, har endda indikeret, at det var en mulighed at danne en koalition med VVD, selvsamme liberale højrefløjsparti der nu laver dybe nedskæringer!
SP er et ex-maoistisk parti med et venstrereformistisk program. Men mens dets program er venstre-reformistisk afspejler det interne regime stadig den bureaukratiske centralisme fra fortidens maoistiske og stalinistiske partier, og derved skubbes den rigtige venstrefløj og socialisterne ud. Sidste år forlod mere end 5000 medlemmer partiet som resultat af denne situation.
Dets program indeholder mange progressive reformer, især inden for social sikkerhed, uddannelse og sundhed. Men partiet rejser kravene, som om de var opnåelige inden for kapitalismen. Lederne siger, at programmet skal finansieres af skatter på de rige og visse ekstra skatter på middelklassen. Så i stedet for at skille middelklassen fra borgerskabet og vinde dem over, fremmedgør de dem fra selve ideen om socialisme. Mens de nævner delvis arbejderkontrol i store firmaer, rejser de ikke behovet for at nationalisere bankerne og de store virksomheder under arbejderkontrol. Fordi de ikke rejser nødvendigheden af at bryde med kapitalismen, vil de borgerlige partier sætte enormt pres på ledelsen til at gå til højre. Hvis dette slår fejl, vil de prøve at få indflydelse på den folkelige opinion ved at sige, at socialisme skaber kaos, presser virksomheder til at rykke til udlandet, osv. Derfor er det essentielt for SP at antage et ægte venstrefløjsprogram, der bryder med myten om den såkaldte ”kapitalisme med et menneskeligt ansigt” og med nationalismens snævre rammer.
Usikkerhed forude
Nedskæringer for 18 milliarder euro er ikke nok for den herskende klasse. Nu skal der skæres yderligere 12 til 15 milliarder. Partierne forsøger at lave en aftale om nye nedskæringer. Dette vil føre til en ny krise i den siddende regering. Wilders er et ustabilt element i situationen. Når han ser sin popularitet falde, kan han beslutte at trække sin støtte, eller præsentere sig selv som den “ædle frelser”. Én ting er sikker: de hollandske arbejdere vil ikke tolerere dette. For mange mennesker kan den første bølge af nedskæringer være blevet accepteret som en nødvendig pris at betale for at stoppe krisen, men en ny bølge af brutale nedskæringer vil blive modtaget med megen vrede.
I sidste uge var gymnasielærerne i strejke. De protesterede mod at arbejde flere timer for den samme løn, hvilket blev præsenteret som “forbedring af uddannelseskvaliteten”. På trods af den hadekampagne der blev rettet mod disse lærere, som blev anklaget for “at opgive deres elever”, gik 20.000 lærere i strejke! Der har også været en meget militant strejke blandt rengøringsassistenter, der har stået på i den forløbne måned. Selvom dette ikke er umiddelbart forbundet med regeringens politik, giver de med at deres militante handlinger, et godt eksempel for resten af arbejderbevægelsen i Holland.
Den højreorienterede stabilitet, som borgerskabet drømte om, har ikke vist sig. Mens der er bølge efter bølge af nedskæringer, forberedes der nu en ny nedskæringspakke, de hollandske arbejdere og studerende bliver presset mere og mere til handling. Især de offentligt ansatte og studerende er ofre for nedskæringerne, så de vil blive tvunget til at kæmpe tilbage. Derfor er det vigtigt, at alle kampe mod denne højreorienterede regering bliver forenet til én. Enhed gør dem meget stærkere.
Men selv dette er ikke nok! I det nuværende klima, med en dyb krise i Europa og i verdenskapitalismen, kan nedskæringer i bedste fald kun blive udskudt. Så længe kapitalismen fortsætter, vil det øge presset for flere og flere nedskæringer. Det, der kræves i Holland, er organiseringen af et modangreb omkring et socialistisk program, der skal tages op inden for fagforeninger og studenterorganisationer. Hvis SP skulle fremsætte et ægte socialistisk program for nationalisering af bankerne og de vigtigste dele af økonomien, ville det være i stand til at kæmpe for en socialistisk regering med støtte fra fagforeningerne. I sidste ende er dette den eneste måde at stoppe de barske nedskæringer, som den herskende klasse i Holland arbejder hårdt for.
