Gang på gang blev vi fortalt at krisen var ovre, at nu gik det fremad. Det billede er nu slået i tusinde stykker.
Flere og flere økonomer lufter deres bekymring for verdensøkonomiens tilstand – af risikofaktorer nævnes en opbremsning af den kinesiske vækst, alvorlige problemer i USA og ikke mindst de europæiske gældskriser.
Det står klart at Grækenland vil gå statsbankerot, hvis ikke nu så senere. Grækenland skylder nu 2.536 milliarder danske kroner væk. Tidligere direktør for den amerikanske centralbank, Greenspan udtalte til New York Times at chancerne for en statsbankerot er så store, ”at man næsten må sige, at der ikke er nogen anden vej ud”. Det samme scenarium kan flere EU lande stå overfor. Går Grækenland statsbankerot vil det sende chokbølger ud over hele verdensøkonomien, ikke mindst de europæiske økonomier. “Smitte fra (enhver) statsbankerot kunne nå Portugal og Irland, og derefter pga. den høje gæld, Italien og Belgien, endda før Spanien”, sagde Juncker, leder af eurogruppens finansministre. En af årsagerne til den dybe bekymring over et græsk statsbankerot fra tysk og fransk side er, at en stor del af den græske statsgæld er i tyske og franske banker.
Lederne for EU, den Internationale Valutafond (IMF) o.l. advarer om at et nyt kollaps som det vi så i 2008 kan være på vej. Problemet er, at staterne denne gang allerede er dybt forgældede af at redde verdens banksektorer efter første krak.
Verdens ledere er i dyb krise: lige meget hvad de gør, er det ikke godt nok.
Økonomerne er nu ved at indse at krisen langt fra var slut. Det har verdens arbejdere imidlertid allerede for længst lært på den hårde måde. For at redde bankerne og økonomierne generelt har staterne optaget massive lån, som de nu kræver, at arbejderklassen betaler gennem omfattende privatiseringer, højere pensionsalder, lavere lønninger og nedskæringer – samtidig med at arbejdsløsheden eksploderer.
Staternes forsøg på at opnå økonomisk stabilitet har ført til enorm politisk og social ustabilitet. I det ene land efter det andet er masserne: arbejderne, ungdommen, de arbejdsløse, de fattige og store dele af middelklassen, gået på gaden i hundredetusinde, ja endda millionvis. I Portugal medførte det regeringens afgang og i Grækenland en regeringsrokade og en tillidsafstemning.
I de arabiske lande tvang den revolutionære bevægelse flere diktatorer til at gå af. Krav om demokrati, arbejde, ordentlige forhold og et værdigt liv er blevet rejst – problemerne er endnu ikke løst, revolutionen er først lige begyndt.
Fra de arabiske lande har revolutionen inspireret massebevægelser både i USA i Wisconsin og op i Europa, først til Spanien og siden Grækenland.
I begge sidstnævnte lande har masserne besat de centrale pladser i de større byer i længere perioder. På pladserne og i lokalkvarterer holdes der stormøder med tusinder af deltagere. I begge lande er der socialdemokratisk ledede regeringer, og bevægelserne er rettet ikke blot mod specifikke politiske forslag men mod hele systemet – de kræver virkeligt demokrati.
Siden weekenden har bevægelserne taget et vigtigt skridt frem både i Spanien og Grækenland – begge steder er kravet om en generalstrejke blevet rejst. Det er det korrekte næste skridt: en generalstrejke viser arbejderklassens styrke. I søndags viste elektricitetsarbejderne i Grækenland gennem en strejke, der formåede at lukke for elektriciteten, hvilken enorm magt bare én faggruppe besidder – en samlet arbejderklasse kan lukke hele landet.
Det viser netop hvad spørgsmålet om virkeligt demokrati drejer sig om: på kapitalistisk basis er der ingen vej uden om en græsk statsbankerot og efterfølgende dyb økonomisk krise i resten af Europa og verden, med alvorlige konsekvenser for arbejderklassen og ungdommen til følge.
Ægte demokrati kan kun gennemføres hvis det indbefatter arbejdernes demokratisk kontrol over de vigtigste dele af økonomien, så den kan planlægges til flertallets bedste og ikke forvaltes af en lille elite, der kun går efter mest mulig profit.
De problemer der har fået bevægelsen i Grækenland, Spanien og de arabiske lande til at blusse op eksisterer i den ene eller anden grad i alle lande. Lignende kampe vil kunne komme som et lyn fra en klar himmel, også i Danmark, i den næste periode.
