Vi var seks studerende, der var rejst fra Roskilde Universitet (RUC) og helt ind til det store Københavnstrup, nærmere betegnet Københavns Universitet på Amager (KUA) onsdag. Ude på marken i Trekroner havde vi hørt om blokaderne, der har præget KUA hele sidste uge, og vi mente, at det ikke var en kamp, der kun skulle isoleres til KUA, men er en kamp, der omfatter alle universiteters studerende og ansatte, som er imod nedskæringer. Så vi drog til Amager, bevæbnet med intet andet end et stort lyseblåt banner fra Studenterrådet på RUC, og en god portion solidaritet, hvilket vi begge vi vise vores københavnske medstuderende.

Med solskin og en jævn vind i ryggen nåede vi ud til aktionen ude på KUA klokken tolv, hvor vi blev mødt af omkring 100 solbrillebeklædte studerende, som hilste os velkommen med en klapsalve. Man kunne hurtigt mærke entusiasmen og kampgejsten blandt KUA’erne, og der var da heller ikke sparet på noget (i modsætning til vores uddannelser): der var friskbrygget kaffe, som dog senere blev erstattet af Dansk Magisterforenings mobile café-latté vogn, stort anlæg med tilhørende DJ som stod for den lydmæssige stimulering og masser af bannere, der hang og blafrede med slogans samt eksempler på, hvor hårdt nedskæringerne vil ramme de forskellige fag.

Noget af det jeg, blev mest imponeret over, var den store iver efter at diskutere politik. Jeg fik snakket med flere omkring de ringe forholde på det, der gerne skulle være landets højeste uddannelser, men også alt muligt andet; lige fra den arabiske revolution til politibrutalitet i Danmark. Dem som siger, at vores generationer eller ungdommen er ligeglad og direkte uansvarlige, når det kommer til andre end dem selv, burde have stået i mit sted den dag. Alle sådanne beskyldninger om en øget narcissisme smuldrer fuldstændigt, når man snakker med de her unge mennesker, og som om noget har bevist, at de tager ansvar for deres uddannelser, og vores alles fremtid, gennem den her kamp.

Ligesom kampen på KUA har taget form som en blokade-stafet; det vil sige, at det er nyt institut, der skal blokeres hver dag, så var der til aktionen arrangeret en mikrofon-stafet. Der kom en op fra hvert institut, der havde været blokeret, og forklarede, hvordan deres blokade var gået, hvordan den var blevet organiseret, og hvordan de havde diskuteret hvert næste skridt.

Man kunne høre, at de her ildsjæle virkelig har arbejdet hårdt, og at det var meget få personer, der havde stået for de forskellige ting. Blokadernes antalsmæssige succes har svinget, og det var også tydeligt, at det nogle gange havde været meget tilfældigt, at man netop kendte nogle på det næste institut, der kunne føre blokaden videre. Man kunne mærke en vis træthed. Selv om lysten er der, kan det være svært at blive med at kæmpe uden mere og bedre organisering.

Studenterrådet på KUA – som også talte til aktionen og gav verbal støtte – er ikke aktivt gået ind i kampen. Hvis de havde ledt kampen, som det er deres opgave, ville organiseringen have været meget nemmere, og man ville også kunne nå ud til mange flere elever gennem de kanaler, Studenterrådet er de studerendes traditionelle kamporganisation, og hvis de tog ledelsen af bevægelsen, ville det hurtigt kunne blive rigtig stort på Københavns Universitet. Der er en stor utilfredshed blandt mange studerende, men det kræver at bevægelsen tages til et nyt skridt; at den går fra at være organiseret af ildsjæle, der kender hinanden, til at organiseres gennem organisationerne.

Ude fra RUC kom vores næstformand for Studenterrådet også, og gav i sin tale sin støtte til kampen. Det er også det, der skal til – netop at samle kampen – og det kunne man nemt gøre gennem Studenterrådenes fællesorganisation Dansk Studerendes Fællesråd (DSF). Vi prøvede også at aktivere folk ude på RUC, men det har været svært når vi kun har været nogle enkelte personer. Et samarbejde mellem de forskellige Studenterråd på universiteterne ville kunne gøre dette meget nemmere.

Efter lidt flere indslag i aktionen, hvor folk blandt andet smed tøjet for at vise, at vores uddannelse var blevet klædt af økonomisk og fagligt, sluttede det ved 15 tiden. Efterfølgende var der stormøde, som skulle diskutere det næste skridt i kampen. Jeg fik lov til at komme med, og høre og blande mig i diskussionen.

Inde til mødet var der god stemning, og forskellige holdninger blev fremsat, om hvordan man skulle forsætte, hvilke krav man skulle fremføre og hvorledes den videre organisering skulle foregå. Problemet var at Studenterrådet endnu engang talte uden om, og organiseringen netop ikke blev taget op på et højere niveau.
På mødet blev det besluttet at udskyde den demonstration, der tidligere var blevet fastlagt til d. 8 april, til d. 14. april. Det er virkelig risikabelt; skal man mobilisere skal man gøre det på det momentum, der trods alt var skabt af blokaderne. Uden en klar ledelse, der kan mobilisere bredt er der meget stor risiko for at bevægelsen dør ned – men det vil kun være midlertidigt.

De aktive studerende drager nu konklusioner og diskuterer, hvordan kampen skal kæmpes videre. Jeg er helt overbevist om at der er masser herude på RUC, KUA og resten af landets universiteter, som vil kæmpe mod nedskæringer. Men det kræver en klar ledelse.

Studenterrådet de forskellige steder må gå forrest og lede og samle kampen. Vi må allierede også med resten af arbejderklassen, først og fremmest de ansatte på universiteterne, da det er en samlet kamp for bedre uddannelse og velfærd. Det er den eneste måde vi kan forsætte, og i sidste ende, vinde kampen mod regeringens nedslagtning af normale menneskers levestandard.
Næste skridt bliver at gå ind i Studenterrådene og dér kæmpe for at de bliver de studerendes kamporganisationer, og aktivt leder kampene.