I årevis var den tunesiske befolkning, arbejderne, de unge, mødrene, lammet af frygt for repression. Politisk sløvhed var det normale og oprør undtagelsen. Nu er tingene vendt på hovedet. I løbet af opstanden, som har rystet Tunesisen i tre uger, er trodsigheden over for det brutale regime, dets spioner, dets medier, dets herskende parti, dets politi og dets hær, blevet normen. Frygten har skiftet side. Det er en jordskælvsagtig ændring i bevidstheden hos ungdommen og masserne generelt. Dette har ikke kun påvirket Tunesien, men hele den arabiske verden.

Bevægelsen er ikke blevet knægtet af forfølgelse, fængsel, tortur og drab. Ikke desto mindre fortsætter regimet med at dræbe, lemlæste og torturere blomsten af landets ungdom. I weekenden nåede repressionen et nyt højdepunkt, da 20 demonstranter blev myrdet af regimets styrker. Politiet skød med skarpt på folkemængder i Tala, Kasserine og Rgeb. Forklaringen fra politiet var ”lovligt selvforsvar”. Det er måden, hvorpå præsidenten – der også er general – reagerer på de råd om tilbageholdenhed, der kommer fra Washington. De unge hjerter, der banker for frihed og retfærdighed, kan kun vente projektiler og tomme løfter fra dette regime.

Hvordan forestiller de sig, at de vil være i stand til med terror-metoder at tvinge ungdommen til at underkaste sig, når den selv samme ungdom er klar til at sætte ild til sig selv i protest mod fattigdom?

Bevægelsen har spredt sig
Den bevægelse, der begyndte i Tunesiens centrale og vestlige landområder, har nu bredt sig til næsten alle egne i landet. Arbejdsløshed, fattigdom og en kvælende politistat presser masserne i aktion. I løbet af de seneste uger har der været protester i en eller anden form i mange byer og landsbyer. I nogle byer har demonstranterne angrebet og ødelagt myndighedernes bygninger, banker, politistationer og kontorer for regeringspartiet RCD. I andre byer har fagligt aktive demonstreret foran fagforeningen Union Géneral des Travailleurs de Tunisies bygninger. Ledelsen af fagforeningen (UGTT) er blevet presset fra neden til at fordømme regeringens handlinger.

Der har været demonstrationer i hovedstaden Tunis’ industritunge forstæder, i Ben Assour og i arbejder-højborgen Gafsa, der er et mine-område. Lokale afdelinger af UGTT – især i de områder, hvor oprøret har været stærkest – har indkaldt til strejker.

Ledelsen af UGTT opfordrede i stedet til et minuts stilhed med hundredvis af aktivister foran fagforeningens hovedsæde i Tunis. Skoleelever og universitetsstuderende deltager også i opstanden. Der har været hårde kampe mellem politi og unge på universiteternes områder og foran gymnasier. En demonstration med advokater i Tunis blev brutalt angrebet af politiet.

Repression
Politiet har også slået hårdt ned på internet-aktivister og en kendt rapmusiker, der lavede en sang, hvor han kritiserede præsidenten. Sangen hedder ”Præsident, dit folk er dødt”. Som et modsvar til angrebene har en international gruppe af hackere (Anonymous) angrebet mange af regeringens hjemmesider, og mange er gået ned. ”Hans Majestæts opposition”, det Progressive Demokratiske Parti og Fornyelsesbevægelsen, har også opfordret til at ”volden må ophøre”.

Der er revner i regimet. Al repressionen er ikke et tegn på styrke, men på svaghed og panik hos diktaturet. Nu har regeringen sagt, at den vil ”reagere” på den stræben, der er blevet udtrykt under uroen. ”Beskeden er blevet modtaget af regeringen og alle politiske kanaler,” sagde Samir al-Obaidy, landets minister for kommunikation. Der vil komme flere løfter om reformer og investeringer. Men meget få stoler på disse løfter. De repræsenterer intet i sammenligning befolkningens behov og i sammenligning med de rigdomme, den herskende klan har stjålet i årenes løb. For eksempel udgør planen til 15 milliarder dinarer om udviklingen af den centrale region, som der blev lovet i sidste uge, kun en femtedel af værdien af en af præsidentens svigersønners villa!

Oprør i Algeriet
Opstanden er i høj grad et resultat af spontan eksplosion. Der er ingen demokratisk organisering af opstanden, og intet klart program. Men der er et lag af aktivister, der når nye konklusioner og begynder at forbedre organiseringen og hæve bevidsthedsniveauet på lokalt og regionalt niveau. Indenfor UGGT er der øgede spændinger mellem medlemmerne og lederne, der er venligt indstillede over for diktaturet. Studenterorganisationen UGET, der har en stolt kamptradition, men har været overtaget af regimevenlige elementer, gennemgår en turbulent tid. Kamplystne studerende forsøger at vinde organisationen tilbage. Uanset resultatet af denne bevægelse vil Tunesien ikke blive det samme igen. Regimet er tydeligvis i nedgang. Denne nedgangs hastighed vil afhænge af massernes handlinger.

Den tunesiske opstand spreder sig også til nabolandet Algeriet. I sidste uge brød der protester ud i hovedstaden Algiers’ arbejderkvarterer og forstæder. Ungdommen og familierne reagerede vredt på de seneste prisstigninger på sukker og madolie. Men disse prisstigninger er blot udløseren for den nye kædereaktion af socialt oprør i landet. Der er dybereliggende årsager til bølgen af uroligheder. Algeriet er et land, der er rigt på olie. Oligarkiets frastødende profitter står i skarp modsætning til Algeriets ungdoms desperate situation. 75 procent af algerierne under 30 år har intet arbejde. Dertil kommer en forfærdelig bolignød, der tvinger folk til at bo i slum.

Opstanden i Tunesien og oprøret i Algeriet forstærker den nye bølge af klassekamp i den arabiske verden, der begyndte for få år siden i Egypten. Dette er klassekamp imod kapitalismen, dens lokale diktatorer og deres imperialistiske dukkeførere i Europa og USA.

Vi har offentliggjort en ny artikel på arabisk om de revolutionære begivenheder i Tunesien, som er skrevet af støtter af den Internationale Marxistiske Tendens’ arabiske hjemmeside marxy.com. Artiklen er blevet oversat til engelsk og kan læses her. Vi ved, at vores ideer – trods afbrydelserne i internet-adgangen – bliver diskuteret blandt aktivister i Tunesien.