I september gik Novo-direktør Lars Rebien Sørensen ud med en opfordring til den borgerlige regering. Kravet fra erhvervs-bossen var ikke til at tage fejl af: flere og større nedskæringer i den offentlige sektor. Lars Rebien Sørensen sagde, at der var brug for en ”tiårsplan” og en stor koalition med Venstre og Socialdemokratiet.
Han blev omgående bakket op af Jyllands-Posten, der konkretiserede, hvad en ”tiårsplan” for økonomien skal indeholde: ingen lønstigninger i ti år, en ”fundamental reduktion” af antallet af offentligt ansatte samt en yderligere nedsættelse af selskabsskatten. En lang række topchefer og prominente folk fra overklassen bakkede helhjertet op. Dansk Arbejdsgiverforening supplerede med at kræve, at arbejdstiden skal sættes op til 42 timer om ugen.
Der er milliarder at hente
Sådanne aggressive udmeldinger fra de danske kapitalister burde have udløst et omgående modsvar fra venstrefløjen, og særligt fra SF. Enhver, der kender til tilstanden på skoler, sygehuse, daginstitutioner og andet ved, at der er brug for flere – ikke færre – lærere, pædagoger og sygeplejersker. Der er brug for flere kommunalarbejdere. Der er brug for flere socialrådgivere. Der er brug for flere hjemmehjælpere. Der er nok at tage fat på, og det første naturlige skridt burde være at ansætte de arbejdsløse
Et lige så konsekvent svar burde komme fra SF, når det drejer sig om selskabsskatten. I 1980’erne var den på 50 procent, men i dag er den helt ned på 24 procent. Det betyder, at de danske kapitalister kan beholde ekstra mange af de milliarder, som er blevet skabt af deres ansatte arbejdere. Alene i første halvår af 2010 havde de 20 største selskaber et overskud efter skat på over 37 milliarder. Det er altså tydeligt, at man sagtens kan hente 15, 24 eller 35 milliarder til velfærden hos de danske kapitalister, uden at der på nogen måde udbryder hungersnød på Strandvejen. Det er alene et spørgsmål om politisk vilje – om klassepolitik.
Modsvaret blev væk
Desværre kom der ikke noget modsvar til Lars Rebien Sørensen og resten af overklassens angreb. SF’s gruppeformand Ole Sohn sagde til Berlingske den 9. september, at Lars Rebien Sørensen har ”fuldstændig ret”.
Til avisen sagde han ydermere: ”Vi er nødt til at tage udfordringen alvorligt, og det kan ikke lade sig gøre i en atmosfære af blokpolitik. Det har erhvervslivet fuldstændig ret i. Vi vil gerne komme til møder med regeringen om fremtidens udfordringer. Og hvis det ikke sker, så vil en kommende S-SF-ledet regering som noget af det første inddrage erhvervslivet og den kommende opposition i en langsigtet løsning af dansk økonomi og erhvervspolitik”
Det, der var en gylden mulighed for at tilbagevise alle tanker om angreb på velfærden og for at fremlægge en socialistisk løsning, blev på den måde tabt og i stedet brugt til at kaste SF’s politik over bord til fordel for en ”erhvervsvenlig” linje.
”Erhvervslivets parti”
Det lader i det hele taget til, at den ledende del af SF’s folketingsgruppe har fået en opfattelse af, at SF skal være ”erhvervslivets bedste ven”. Men hvad betyder det? Betyder det, at man vil gøre produktionen effektiv ved at ekspropriere finanssektoren og de store virksomheder og køre hele møllen under demokratisk kontrol fra de ansatte og befolkningens side? Eller betyder det, at man accepterer, at et forsvindende lille mindretal kontrollerer størstedelen af økonomien og beriger sig på bekostning af arbejdspladser og den offentlige velfærd? Der er desværre meget, som peger i retning af det sidste.
SF er sat i verden for at kæmpe for socialistisk forandring. Det betyder, at det burde være centralt for partiet at kæmpe for at udvide den offentlige velfærd og for, at samfundet som helhed – også bankerne og virksomhederne – bliver underlagt demokratisk kontrol.
Pres fra oven
Det er interessant at se, at Lars Rebien Sørensen, Jyllands-Posten og andre talerør for overklassen udtaler ønske om en ”national helhedsløsning” og en samlingsregering med både Venstre, Konservative og Socialdemokratiet. Deres politiske program består af afskaffelse af efterlønnen, flere massefyringer i det offentlige, og en generel tilbagerulning af årtiers sociale og demokratiske fremskridt, som arbejderklassen har erobret gennem kamp.
Men overklassen er også klar over, at dette program vil blive mødt med vrede fra arbejderklassens side. Derfor er det afgørende for dem at få lederne af fagbevægelsen og i Socialdemokratiet bundet op på denne politik gennem forlig og regeringsdeltagelse. Dermed håber de på at tage brodden af arbejdernes opposition. De borgerlige har brug for de faglige og socialdemokratiske ledere til at dække deres venstre flanke ved at lade Socialdemokratiet tage ansvar for den borgerlige politik – dermed håber de borgerlige at undgå en stærk opposition til venstre.
Pres på SF
Det samme pres fra overklassen er SF også underkastet. Især folketingsgruppens enhedsfront med den socialdemokratiske top (der er domineret af socialdemokratiets ekstreme højrefløj) lægger et stort pres på SF for at rykke til højre. For at modgå dette pres er der brug for det mest udstrakte demokrati og den største involvering af medlemmerne og partiforeningerne i SF’s daglige beslutninger og folketingsgruppens arbejde. Frem for alt er der brug for at SF kommer ud på fabriksgulvet – og at fabriksgulvet kommer ind i partiet.
Demonteringen af SF’s interne demokrati kombineret med en politisk højredrejning i partiets politik kan ikke skabe andet end eksplosive resultater og en krise i partiet. Ansvaret for fremtidige kriser og eksplosioner hviler alene på skuldrene af den ledende fløj i folketingsgruppen og forretningsudvalget. SF’s venstrefløj må ruste sig til at håndtere de voldsomme begivenheder, der vil opstå, for at genoprette partiets demokrati og gennem åben og ærlig diskussion finde en politisk linje, der baserer sig på konsekvent arbejderpolitik i stedet for tilpasning til Socialdemokratiets ekstreme højrefløj.
