”Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret.”
– Karl Marx (Louis Bonapartes attende brumaire)
“Menneskene skaber selv deres historie, men hidtil ikke med fælles vilje og efter en fælles plan, selv ikke i et fast afgrænset givent samfund. Deres bestræbelser krydser hinanden, og i alle sådanne samfund hersker netop af denne nødvendigheden, hvis supplement og udtryksform er tilfældigheden. Den nødvendighed, der her gør sig gældende igennem tilfældigheden, er atter til syvende og sidst den økonomiske nødvendighed. Her må vi så behandle de såkaldte store mænd. At en sådan stor mand og netop han opstår på denne bestemte tid i dette givne land er naturligvis et rent tilfælde. Men sletter vi ham, så er der efterspørgsel efter erstatning, og denne erstatning finder man på god eller dårlig vis, men man finder den før eller siden.”
Frederich Engels (Brev til Starkenburg)
I det foregående kapitel har jeg givet et oprids af de vigtigste begivenheder fra Caracazo-opstanden i 1989 til arbejdsgiverlockouten i slutningen af 2002 og starten af 2003. Dette får os frem til februar 2003. Læseren vil naturligvis vide, hvad der er sket fra 2003 til i dag, hvor vi i skrivende stund befinder os i slutningen af 2009. Men før jeg giver et resumé af de vigtigste begivenheder 2003-2010, forekommer det forfatteren nødvendigt, at give et portræt af den bolivariske revolutions indtil videre ubestridte leder, Hugo Rafael Chávez Frías.
En seriøs analyse af den bolivariske revolution vil ikke være fuldendt uden en biografi af dens pt. vigtigste leder. Uden en vis baggrund for personen Chávez, hans militærkarriere og ikke mindst hans politisk-ideologiske udvikling vil det være umuligt at give læseren en forståelse for nogle af de drejninger, som revolutionen har taget.
Det faktum at forfatteren til denne bog har valgt at medtage et portræt af Chávez, skal på ingen måde forstås hverken som et tegn på blind beundring, kultdyrkelse eller på overdrivelse af individets rolle i forhold til massebevægelsen.
Kultdyrkelse og smiger er særdeles skadelige fænomener under en revolution. Dem, der lovpriser revolutionen og dens ledere, uden at give en objektiv vurdering af disses svagheder og styrker, kan ikke betegnes som sande venner af revolutionen. En rigtig ven er ikke en, som altid fortæller dig, at du har ret. En rigtig ven er en, som ikke er bange for at kigge dig lige i øjnene og fortælle dig, at du tager fejl. Under en revolution er dette endnu mere sandt. Lige netop derfor er det de revolutionæres pligt at tale lige ud, uden at skjule vores kritik. Dér, hvor vi mener, at der tages skridt i den rigtige retning, vil vi hilse det velkomment og foreslå at processen radikaliseres yderligere. Hvor vi mener, der begås fejl, vil vi give venlig, men bestemt, kritik.
Der findes mange forfattere og intellektuelle, som lever af at skrive biografier om berømte historiske personer. Oftest hænger de sig i personlige intriger og forsøger at skabe et drama, som kan give et ekstra pust til spændingen og dermed opgradere deres bogsalg. For det meste er den slags litteratur yderst triviel, fordi forfatternes hang til de sekundære detaljer i de berørte personers liv overskygger de væsentlige politiske punkter.
En fejlagtig metode, som ofte fremkommer i den type litteratur, er en tendens til at lægge overdrevet meget vægt på individets rolle i historien. Nogle forsøger sågar at forklare et helt lands historie med en ond tyrans personlige psykiske sygdomme eller opvækst. Stalin og Hitler er gode eksempler i denne henseende. Hvad, der aldrig forklares, er, at begge individer kun kunne komme til magten og udføre det de udførte, fordi den objektive situation gjorde det muligt. Og i sidste ende fordi de baserede sig på en klasse eller social kaste, som på grund af et givent sæt materielle forhold blev styrket i den givne situation.
Dette betyder dog ikke, at individer ikke spiller en rolle i historien. Det ville være nonsens at benægte, at visse enkeltpersoner under specifikke historiske omstændigheder kan spille en afgørende rolle. Som Karl Marx forklarede, så laver mænd og kvinder deres egen historie, men ikke som ”frie agenter”, men derimod inden for rammen af særlige historiske forhold. Det er dette dialektiske forhold imellem den subjektive og den objektive faktor, som fortjener en analyse, og dette gælder især i revolutionernes historie.
Individet og historien
I 1938 skrev den vestindiske forfatter Cyril Lionel Robert James en yderst interessant bog, kaldet De sorte jakobinere. Bogen handler om slaveoprøret på Haiti, som startede i 1791 i kølvandet på den franske revolution og sluttede tolv år efter, med oprettelsen af den første frie sorte republik uden for Afrika. James havde samme opgave, som jeg her beskæftiger mig med, nemlig at give et portræt af en leder af en revolution og kaste lys over den modsætningsfulde måde, hvorpå lederen indvirkede på revolutionen, og hvorpå revolutionens base – i dette tilfælde slaverne på Haiti – indvirkede på ham og hans beslutninger i kampens hede. Dertil kommer naturligvis alle de andre faktorer; den økonomiske situation, handlen på verdensmarkedet, kolonimagternes træk og så videre.
Da jeg står over for den samme opgave, er det værd at citere James’ prolog, hvor han giver en introduktion til sit studie:
Oprøret var det eneste succesfulde slaveoprør i historien, og de odds, det måtte overkomme, er vidnesbyrd om de enorme interesser, der var på spil. Omdannelsen af slaver, fra at ryste i hundredvis ved synet af én hvid mand, til et folk der var i stand til at organisere sig selv og besejre datidens største europæiske magter, er en af den revolutionære kamps højdepunkter og gevinster. Hvordan og hvorfor dette skete, er denne bogs tema.
Ved et fænomen, som ofte kan observeres i historien, var det individuelle lederskab, der var ansvarlig for at denne unikke sejr, næsten én eneste mands arbejde – Toussaint L’Ouverture.
(…)
Store mænd laver historie men kun den slags historie, som det er muligt for dem at lave. Deres frihed til at opnå sejre er begrænset af deres miljøs nødvendigheder. At portrættere disse nødvendigheder og udlevelsen, fuldstændigt eller delvist, af alle mulighederne, det er historikerens virkelige opgave. I en revolution, når århundreders uafbrudte langsomme ophobning eksploderer i et vulkansk udbrud, er de meteoriske partikler og dele et meningsløst kaos og leder til mere nidkærhed og romantik, medmindre den pågældende observatør ser dem altid som projektioner af undergrunden, hvorfra de kom. Forfatteren har forsøgt ikke blot at analysere, men at demonstrere deres bevægelser, den økonomiske kræfter alder, deres støbning af politik og samfund, af mænd i massen og individuelle mænd, den magtfulde reaktion af disse på deres miljø på en af de sjældne øjeblikke, hvor samfundet er på kogepunktet og flydende.
(CLR James: Black Jacobins, side 18-19, min oversættelse AB)
Barndom og drømme
Hugo Rafael Chávez Frías kom til verden den 28. juli 1954 i landsbyen Sabaneta, i Barinas, som er en landlig region i det sydvestlige Venezuela. Begge hans forældre var skolelærere og han var nummer to af seks søskende. Da begge hans forældre måtte arbejde i en nærliggende by, blev Hugo og hans storebror Adán passet det meste af tiden af deres farmor, Rosa Inés, som var af indiansk baggrund.
Hugo Chávez voksede op under relativt ydmyge kår. Hans forældre måtte arbejde hårdt, for at forsørge børnene. Alligevel forsøgte de, at give deres børn muligheder for at studere det de ville. Som barn havde Hugo Chávez to drømme. Den ene var at blive kunstmaler, den anden var at blive baseball-stjerne. Det var sidstnævnte drøm, som for alvor optog hans sind. I stræben efter muligheder for at gøre baseball-drømmen til virkelighed, valgte han i 1971 at søge optagelse på Venezuelas militærakademi.
Ved at flytte til Caracas troede han, at militæret kunne blive et springbræt til en karriere som baseball-spiller på fuldtid. Imidlertid skulle det hurtigt vise sig, at militæret optog hans opmærksomhed, og at han forligede sig med tanken om definitivt at lægge baseball-drømmene på hylden.
Politisk radikalisering
Hugo Chávez’ bror, Adán, studerede på universitetet i bjergbyen Mérida, hvor Hugo ofte besøgte ham. Uden at Hugo Chávez vidste det, havde hans bror meldt sig ind i MIR (Moviemiento Izquierda Revolucionaria, revolutionær venstrebevægelse) – et politisk parti på den yderste venstrefløj. Hugo Chávez meldte sig aldrig selv ind i noget parti, men hans sympatier lå på venstrefløjen, og han var af og til med til broderens partimøder. Andre gange tog han med på bar med broderens partikammerater og havde lange diskussioner med dem dér.
I sin barndom havde Chávez stiftet bekendtskab med ordet ”guerilla”. Landsbyen og egnen omkring Sabaneta var en oprørsk zone, hvor datidens guerillagrupper havde rekrutteret mange unge til deres kamp imod den fjerde republik. I et interview med to cubanske journalister fra 2004 forklarer Chávez, hvordan han for første gang hørte om Che Guevara og Fidel Castro:
Som jeg har fortalt jer, var ordet guerilla meget velkendt for os. På et tidspunkt hørte man navnene Fidel og Che, og derefter ville man aldrig glemme dem igen. I 1967 var jeg 13 år og gik på første år i gymnasiet i Barinas.
Jeg husker, at jeg hørte på radio, at Che var i Bolivia, og jeg spurgte mig selv; ‘Hvorfor er han alene?’. Engang fortalte jeg det til Fidel; ‘Se hvordan livet er, Fidel. Jeg var 13 år og hørte på radio, at Che var i Bolivia, og at de havde omringet ham. Jeg var et barn og spurgte; Hvorfor sender Fidel ikke et par helikoptere til at redde ham? Og da de dræbte Che: Hvorfor sendte Fidel ikke en bataljon, et par fly.’ Det var et barns tanker, men det viste en absolut identifikation med dem. Et synspunkt påvirket af de sympatier som jeg havde i Barinas for begge ledere.
Flere år efter, i 1973, var vi i bjergene tæt på Caracas til træning af de kadet-aspiranter, som var ankommet til militærakademiet. For at underholde os, lyttede vi til musik og nyheder i militærradioerne. En af de nætter var det isnende koldt. Vi var i Charallave, omtrent 30 kilometer fra Caracas. Pedro Ruiz Rondón og en anden brigadeofficer, hvis navn jeg ikke husker, ledsagede mig. I skjul fra officererne begyndte vi at åbne op for en af de gamle GRS-9 radioer. Pludseligt kunne en stemme høres, en stemme jeg ikke kendte. Stemmen fordømte statskuppet i Chile og Allendes død: ”Det her er godt”, sagde jeg. Det var Fidel, der talte via RadioHabana Cuba:
Der var én sætning, som sad fast i os for altid: ”Hvis hver arbejder, hver arbejdsmand, havde haft et skydevåben i sine hænder, ville det fascistisk kup i Chile ikke været lykkedes”. Hver gang jeg så Pedro Ruiz – en nær ven, som døde for halvandet år siden, ville én af os begynde at sige: ”Hvis hver arbejder, hvis hver arbejdsmand….” og den anden ville færdiggøre sætningen. Vi gjorde det, ligegyldigt hvor vi sås. Sidste gang vi mødtes, var det på et fly, og han gentog: ”Hvis hver arbejder, hvis hver arbejdsmand….” ”
(…)
”Omstyrtelsen af Allende vakte foragt hos mig og andre af gutterne, for de gorilla-militærfolk som ledte kuppet. Pinochet var meget frastødende.“
(R.M. Elizalde og L. Báez: Chávez Nuestro. Side 338-340, min oversættelse AB)
Revolutionær i hæren
Det var disse og andre begivenheder, som fik Hugo Chávez og en række andre militærfolk til at stille spørgsmålstegn ved den linje, som skiftende regeringer i Venezuela førte, under den berygtede fjerde republik. De begyndte især at læse Simón Bolivars skrifter, som gjorde et stort indtryk på dem. Chávez så, ifølge egne udsagn, en større og større modsætning mellem de revolutionært-nationalistiske idealer i Bolívars taler og den aktuelle kurs, hvor den ene regering efter den anden solgte ud af landets suverænitet, og under dække af ”nationalisme” gav frit spil til, at amerikanske olieselskaber kunne nyde godt af favorable købsaftaler med Venezuela.
I 1974 deltog Chávez i en militær delegation til Peru, hvor 150-året for Bolívars slag ved Ayacucho skulle fejres. Ved denne lejlighed lærte Chávez, Juan Velasco at kende. Velasco var en venstreorienteret militær-leder, som var kommet til magten i 1968 og derefter havde forsøgt at gennemføre, hvad han kaldte ”den nationale revolution i Peru”, som blandt andet indbefattede en jordreform til fordel for de fattige bønder. Den unge Chávez blev yderligere inspireret af dette møde.
I maj 1977 blev Chávez forflyttet til Cumaná i delstaten Sucre. Her var det meningen, at han skulle være øverstkommanderende for en anti-guerilla enhed, men han begyndte i højere og højere grad at få sympati med dem, som det var meningen, at han skulle undertrykke.
I april 2004 havde den britiske marxist Alan Woods en længere samtale med Chávez, som berører netop denne fase af hans liv:
Ved du hvornår jeg læste Plekhanovs bog Individets rolle i historien? spurgte han.
Det har jeg ingen anelse om, svarede jeg.
Jeg læste den, da jeg tjente som officer i en anti-guerilla enhed i bjergene. Du ved, de gav os noget materiale at læse, så vi kunne forstå den samfundsskadelige virksomhed. Jeg læste, at det ”samfundsskadelige arbejde” blandt folket forsvarede deres interesser og vandt deres hjerter og sind. Det lød som en meget fin ide!
Så begyndte jeg at læse Plekhanovs bog, og den gjorde et stort indtryk på mig. Jeg husker, at det var en smuk stjerneklar aften i bjergene, og jeg var i mit telt og læste ved lyset fra en fakkel. Det jeg læste fik mig til at tænke, og jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvad jeg overhovedet lavede i hæren. Jeg blev meget ulykkelig.”
For os er det ikke noget problem at bevæge os rundt i bjergene med rifler i vores hænder. Også guerillaen havde ikke nogen problemer – de gjorde det samme som os. Men de folk, som led, var de almindelige bønder. De var hjælpeløse og havde en hård tid. Jeg husker en dag, hvor vi kom til en landsby, og jeg så nogle soldater torturere to bønder. Jeg bad dem stoppe øjeblikkeligt, sådan noget ville der ikke være noget af, så længe jeg havde kommandoen”.
Det fik mig virkelig i problemer. De ville tilmed sætte mig for retten for militær lydighedsnægtelse [Han lagde specielt trykt på de to sidste ord]. Efter det besluttede jeg, at hæren ikke var et sted for mig. Jeg ville holde op, men blev stoppet af en gammel kommunist, som sagde til mig: ”Du er mere brugbar for revolutionen i hæren end ti fagforeningsfolk.” Så jeg blev. Nu mener jeg, det var den rigtige ting at gøre.
Vidste du, at jeg dannede en hær i de bjerge? Det var en hær bestående af fem mand. Men vi havde et meget langt navn. Vi kaldte os selv Simon Bolívars Folkelige Nationale Befrielseshær.” Han grinede hjerteligt.
Hvornår var det?, spurgte jeg.
I 1977. Ser du, jeg tænkte ved mig selv: Dette er Simon Bolívars land. Der må være noget af hans sjæl, der stadig er i live – noget i vores gener, tror jeg. Så vi satte os for at genoplive det.
Jeg vidste slet ikke, at den nuværende situation i den venezuelanske hær var et resultat af årtier af tålmodigt revolutionært arbejde. Men sådan var det.
(Alan Woods: Møder med Hugo Chávez. Hands Off Venezuela, 19. maj 2004.)
Militær konspiration
Fra slutningen af 1970’erne begyndte Chávez at holde taler og give små kurser for soldater i Bolívars tankegods. En håndfuld unge kaptajner og officerer – som senere skal blive Chávez’ tætte politiske allierede – tog aktivt del i denne kursusvirksomhed. Til gengæld falder det ikke i god jord hos reaktionære dele af hæren. Således beretter Chávez, at han efter et af sine kurser bliver kaldt for ”politiker” af en oberst, som ikke mener, at hans foredrag egner sig for de menige soldater.
Starten af 1980’erne falder sammen med drastiske ændringer i venezuelansk politik. Mens landet havde mærket en vis stigning i velfærd i 1970\’erne, som et resultat af olieprisernes himmelflugt efter 1973, var landet i 1980\’erne tilbage på dyb krisekurs, med enorme stigninger i statsgælden til udlandet og devaluering af møntfoden. Perspektivet hos mange venezuelanere om, at landet i løbet af få årtier kunne udvikle sig på et niveau á la de vestlige teknologisk avancerede kapitalistiske lande, viste sig således at være en utopi.
I december 1982 aflægger Chávez sammen med tre kammerater fra militæret ed ved Samán de Güere, et berømt træ tæt ved Maracay i delstaten Aragua, som det siges, at Simon Bolívar slog lejr under. De sværger, at de vil kæmpe med al magt for at få væltet den fjerde republik og gennemført en konstitutionsændring, som kan få landet på ret køl.
I 1983 grundlægger de MBR-200 (Den bolivariske revolutionære bevægelse-200). Tallet 200 skulle markere 200-året for Simon Bolívars fødsel i 1783. Til at starte med fungerede MBR-200 mest af alt som en studiekreds, men jo mere de unge officerer studerede historien, og jo mere de blev klar over, hvor korrupt det politiske system i landet var, begyndte de at overveje en militær konspiration imod det etablerede system.
Imidlertid fik den venezuelanske militære efterretningstjeneste (DIM) nys om de unge officerers konspiration. At fyre dem fra militæret ville uden tvivl have givet anledning til protester og uro i hæren. I stedet valgte man i 1986 at forflytte Chávez fra hans indflydelsesrige position i Caracas til en observationspost i Elorza, i delstaten Apure, ikke langt fra grænsen til Columbia. Her tilbragte han de næste to år af sit liv. Nogen må have glemt hans CV, for i 1988 fik han lov til at vende tilbage til Caracas som militærleder ved Miraflores præsident-paladset.
MBR-200 og El Caracazo
Fra hans tilbagevenden til Caracas var Chávez i langt bedre stand til at genskabe planen om en militær konspiration. Han havde altid håbet, at en militær opstand kunne falde sammen med en eller anden form for folkelig bevægelse, som kunne gøre det lettere at vælte den fjerde republik. Men da en sådan mulighed bød sig i februar 1989, med udbruddet af Caracazo-oprøret, blev lederne af MBR-200 taget fuldstændigt på sengen. Ingen af dem havde forudset en sådan udvikling på kort sigt og derfor heller ikke forberedt sig på den.
Som nævnt i kapitel 2 af denne bog var Chávez syg i den uge, hvor den efterfølgende repression udspillede sig i kølvandet på den skæbnesvangre 29. februar. Som vi har set, forsøgte andre medlemmer af MBR-200, f.eks. Arias Cárdenas at stoppe undertrykkelsen. Men i det store hele må det siges, at Chávez’ bevægelse af bolivariske militærfolk ikke spillede nogen aktiv rolle i det folkelige oprør, og at det kom en smule bag på dem. Mange af dem frygtede efterfølgende, at de havde mistet en gylden chance for at få gennemført den plan, de havde haft under opsejling i årevis. Derfor begyndte de nu for alvor at forberede sig på at føre konspirationen ud i livet.
Et ublodigt nederlag
Årene efter Caracazo-opstanden er præget af yderligere krise og uro i Venezuela. Carlos Andrés Pérez var blevet valgt i 1988 med et håb om forandring i befolkningen. I hans første præsidentperiode i midten af 1970’erne havde han ført en protektionistisk og pro-statslig politik, godt hjulpet på vej af det store opsving i oliepriserne. Hans nye periode i embedet fra 1989 var fra dag ét præget af en stik modsat kurs. Som vi har set i det foregående kapitel, underskrev han alle IMF’s diktater og gav således frit spil for de internationale markedskræfters opereren i Venezuela. I 1990 og 1991 forsøgte han at lave visse juridiske ændringer og reformer i lovene, hvad angår de politiske partier, men uden nogle nævneværdige resultater.
Således var det repræsentative demokrati i Venezuela, den fjerde republik, dybt miskrediteret. For størstedelen af befolkningen var de to partier, Acción Democratica og COPEI, lige miserable i forhold til at løse landets store sociale og økonomiske problemer. Håbet om at Carlos Andrés Pérez kunne genindføre en politik, der favoriserede statsintervention i økonomien og den nationale suverænitet brast i 1989 og i de to efterfølgende år.
Det var i denne kontekst, at Chávez og hans kammerater i MBR-200 forsøgte at vælte Carlos Andrés Pérez gennem et militærkup, den 4. februar 1992. Chávez prøvede forgæves at overtage kontrollen med Miraflorespaladset i Caracas, mens hans kammerater Jésus Urdanetta, Arías Cárdenas og andre forsøger at erobre strategiske militærzoner i byerne Maracaibo, Valencia og Maracay. Kuppet slog fejl, dels på grund af en manglende opbakning i de væbnede styrker i Caracas og dels på grund af en manglende mobilisering af folket.
Som resultat af den gærende utilfredshed så mange fattige venezuelanere med sympati på de oprørske militærfolk. Få dage efter opstanden viste meningsmålinger, at omkring 60 procent af befolkningen støttede dem. (R.M. Elizalde og L. Báez: Chávez Nuestro. Side 75.)
Men sidstnævnte havde bevidst fravalgt et forberedende revolutionært arbejde iblandt de fattige masser. Douglas Bravo, en tidligere guerilla-leder havde ellers været i kontakt med Chávez og lederne af MBR-200 og foreslået en strategi baseret på et masseoprør, hvilket var blevet afvist af officererne, som valgte at holde sig til konspirationsplanerne.
Chávez blev arresteret den 4. februar, inden kuppet nåede at tage form. Da han indså det uundgåelige nederlag, valgte han at gøre alt for at undgå et blodbad. For at overtale sine kammerater til at overgive sig, gik han ud på offentligt TV og erklærede, at opstanden var slået fejl.
Det er interessant at bemærke, den måde hvorpå han forklarede nederlaget til offentligheden. For det første tog han fuldt ansvar for kuppet og for nederlaget. For det andet brugte han den bemærkelsesværdige formulering ”por ahora no logramos…” (”indtil videre lykkedes det os ikke”). På den måde kunne hans tilhængere, og befolkningen generelt set, forstå, at det drejede sig om et nederlag, ”por ahora” (”indtil videre”).
Den 4. februar sætter således Chávez fast i den fattige venezuelanske befolknings bevidsthed. Ved at have trådt ud imod den etablerede politiske elite og ved ærligt at have erkendt sit nederlag, vinder han enorm sympati. I fængslet får han besøg af hundredvis af personer, som ikke har kendt ham før opstanden. I 1994 opfordrer de fængslede ledere af MBR-200 til boykot af præsidentvalget, og til at befolkningen opbygger alternative magtstrukturer i form af råd i slumkvarterer, på fabrikker og universiteter.
En uklassisk revolution
Det forekommer mig relevant at stoppe op et øjeblik her og fundere over to afgørende aspekter. På den ene side karakteren af Chávez\’ MBR-200 bevægelse og på den anden side spørgsmålet om, hvorvidt kupforsøget i 1992 var udtryk for en autoritær tendens hos Chávez.
Igennem årene er der mange individer, intellektuelle og partier på venstrefløjen i Europa, USA og andre vestlige lande, som har haft svært ved at forstå den venezuelanske revolution. Ved første øjekast ser denne forvirring ud til at være velbegrundet. Hvordan kan man tale om en revolutionær bevægelse, som kommer fra toppen og oven i købet stammer fra de øverstkommanderende i hæren? Hvordan kan der være noget revolutionært i et militærkup?
For det første er det nødvendigt at forstå, at ikke alle revolutioner følger et ”klassisk” mønster. Det er ikke alle revolutioner, som nødvendigvis starter med en bevægelse i arbejderklassen, om end denne bevægelse i sidste ende er afgørende for revolutionens endelige skæbne. Lenin, lederen af den russiske revolution, var fuldstændigt klar over dette faktum. I en passage af hans skrifter finder vi dette citat:
Den, der venter på en ‘ren’ social revolution, skal aldrig leve til at se én. En sådan person hylder i ord revolutionen, mens han viser, at han lige præcis ikke forstår, hvad en revolution er
(Lenin: The Discussion On Self-Determination Summed Up)
I det vi kan kalde de ekskoloniale lande, hvilket indbefatter Venezuela, er det bemærkelsesværdigt, at revolutioner ofte udtrykker sig igennem mærkværdige, ”uklassiske” elementer. Fattigdommen og elendigheden er simpelthen så træg, at de undertrykte masserne ikke kan vente på en ”klassisk” bevægelse i arbejderklassen eller på opbygningen af socialistiske og kommunistiske massepartier. Når der ikke eksisterer et parti, som kan fungere som katalysator for en bevægelse, opstår der et tomrum, som kan udfyldes af andre kræfter. Det forklarer, hvorfor MBR-200, og Chávez i særdeleshed, har spillet den rolle, som de har spillet i de første år af den venezuelanske revolution.
Det er altafgørende at forstå, at utilfredshed med det bestående system altid vil afspejle sig inde i hæren. Årsagen er, at hæren ikke er en institution isoleret fra det omgivende samfund. De fleste soldater både i Venezuela og andre lande kommer oprindeligt fra hjem med ydmyge kår. Nogle er børn af fattige bønder, andre af de lavere dele af middelklassen, af fattigfolk i slumkvarterer eller af arbejdere. Som vi har set i denne korte biografi, er Hugo Chávez et typisk eksempel på, hvordan en officer kan begynde at stille spørgsmålstegn ved det system, som det er meningen, at han skal forsvare.
Jeg kommer her i tanke om et digt af Bertolt Brecht, som med megen nøjagtighed beskriver denne proces:
General! Din tank er en stærk vogn.
Den knækker en skov og knuser hundrede mennesker.
Men den har en fejl:
Den kræver en fører.
General, dit bombefly er stærkt.
Det flyver hurtigere end en storm og bærer mere end en elefant.
Men det har en fejl:
Det kræver en mekaniker.
General! Mennesket er meget brugbart.
Det kan flyve, og det kan dræbe.
Men det har en fejl:
Det kan tænke.
(Bertolt Brecht, ”Tysk krigs ABC”).
I historien finder vi flere eksempler på, hvordan en revolution har afspejlet sig inde i de væbnede styrker, og hvordan en bevægelse har fået et gevaldigt rygstød, igennem en gruppe militærfolks oprør. Et af de bedste eksempler er uden tvivl den portugisiske revolution i 1974, den såkaldte ”nellike-revolution”.
Den portugisiske revolution fandt i første omgang sit udtryk i hæren, i MFA (Movemento Fuerzas Armadas), i gruppen af de revolutionære generaler. Den 25. april 1974 væltede de Caetanos diktatur, og deres kup udviklede sig til en masseopstand, hvor titusinder af arbejdere og unge strømmede ud i Lissabons gader for at støtte de revolutionære generalers opstand. Diktaturet faldt fra hinanden på rekordtid. Selv om en kontra-revolutionær del af hæren, ledt af general Spinola, forsøgte at underminere revolutionen igennem et statskup i marts 1975, forblev masserne loyale overfor revolutionen og nedkæmpede kuppet. En begivenhed som for resten minder meget om den, der udfoldede sig den 13. april 2002 i Venezuela.
Ligesom i Venezuela i dag var alle forhold modne for at gennemføre den socialistiske revolution. Faktisk udgav avisen The Times en forside med overskriften, ”Kapitalismen er død i Portugal”. Havde det ikke været for de portugisiske socialist- og kommunistpartiers forfejlede politik, ville dette have været tilfældet. Revolutionens nederlag i Portugal er en længere historie, som jeg ikke vil behandle her. Det essentielle i denne sammenhæng er, at analogien med den portugisiske nellike-revolution kaster et klart lys over begivenhederne i Venezuela og hjælper os til at forstå de processer, der finder sted. Først og fremmest viser det os, at en revolution kan finde sit første udtryk som en splittelse indenfor de væbnede styrker, og at en sådan splittelse kan fungere som katalysator for en social eksplosion, der er betinget af de modsætninger, der har ophobet sig i samfundet før revolutionen.
Det andet spørgsmål, som jeg har stillet, er, om hvorvidt statskuppet i 1992 afspejlede en autoritær tendens hos Chávez. Dette er et argument, som ofte er blevet brugt af journalister og politiske kommentatorer i den danske dagspresse. Det er rigtigt, at denne konklusion er oplagt, hvis vi ser på begivenhederne med formalistiske briller, og især hvis vi ser dem ud fra et synspunkt med udgangspunkt i den vestlige demokratiopfattelse.
Dette har dog sine klare begrænsninger. Det forklarer ikke konteksten og ej heller de begivenheder, som kom før og efter den 4. februar 1992. Vi bliver nødt til at huske på, at Chávez’ militærkonspiration i 1992 var rettet imod et styre, som blot tre år forinden havde sendt militæret ud i gaderne og dræbt over 2000 civile under den såkaldte Caracazo-massakre. De revolutionære officerer i MBR-200 troede, at det var umuligt at vinde magten igennem det korrupte repræsentative demokrati, som den fjerde republik kunne tilbyde.
Lige siden 1959 havde de to partier COPEI og AD siddet tungt på magten. På trods af et formelt demokrati er det en kendsgerning, at hundredvis af venstreorienterede aktivister ”forsvandt” (dvs. at de blev bortført, henrettet og gemt væk) ligesom i Argentina under junta-styret. De venezuelanske fængsler bugnede af politiske fanger. (En liste med et udsnit af de politiske fanger under den 4. Republik kan findes på hjemmesiden Aporrea.org)
Dette var nogle af grundene til, at Chávez og hans kammerater anså det for at være en utopi, at kunne vælte dette to-parti system igennem det formelle demokrati. De træf et valg, ud fra en vurdering af, hvad de så som den eneste udvej, og dette valg var at forsøge at styrte den fjerde republik med militærmagt den 4. februar 1992.
Chávez løslades og reorienterer sin bevægelse
Tilbage i Venezuela i starten af halvfemserne er Hugo Chávez og hans medhjælpere i det mislykkede komplot i fængsel. Diskussionerne i deres rækker er intense. De er klar over, at styret fortsat er yderst ustabilt, og at en ny mulighed for et opgør med den fjerde republik muligvis kan være nærtstående.
I 1993 må Carlos Andrés Pérez omsider gå af, pga. afsløringer om korruption. Mens Chávez en overgang fastholder det standpunkt, at deltagelse i valg er nyttesløse, vælger hans tætte samarbejdspartner Ariás Cardenas, efter at være kommet ud af fængslet, at stille op til posten som guvernør i regionalvalget i Zulia i 1995. Han stillede op som kandidat for det daværende venstrefløjsparti Causa-R (Den radikale sag). Da det første resultat bliver offentliggjort, erklæres hans modkandidat fra AD som vinder, men efter massivt pres og protester bliver en genoptælling af stemmerne foretaget, som giver Arias Cárdenas sejren.
I 1994 løslades Chávez fra fængslet, efter et amnesti udstedt af den nyvalgte præsident, Rafael Caldera. Ved præsidentvalget i november 1993 havde MBR-200 opfordret til boykot, men størstedelen af venstrefløjen, undtagen kommunistpartiet og MAS, havde valgt at bakke op om Causa-R kandidaten, Andrés Velasquez, en velkendt fagforeningsaktivist fra Bolívar-regionen. Selvom Rafael Caldera, fra en udbrydergruppe af det socialkristne COPEI, erklæres for vinder af valget, tyder meget på valgsvindel, og mange aktivister i de sociale bevægelser og på venstrefløjen hævder, at Velasquez blev truet med statskup, med mindre han accepterede Caldera som vinder. (Marta Harnecker: Venezuela: breve cronología del período 1948-2002)
I denne periode begynder Chávez at få nye venskaber, blandt andet en gruppe intellektuelle venstreorienterede fra Venezuelas Centrale Universitet, f.eks. Jorge Giordani, Francisco Mieres, Adina Bastidas, Luis Fuenmayor og Héctor Navarro. Flere af dem skal senere blive en del af hans politiske bevægelse og få betydelige poster i den bolivariske regering.
Da Chávez fra 1994 befinder sig på fri fod, beslutter han sig for at turnere rundt fra delstat til delstat i Venezuela og afprøve terrænet. På skoler, universiteter, fabrikker og byggepladser finder han ud af, at hans popularitet er steget enormt i den fattigste del af befolkningen.
Behovet for et opgør med neoliberalismen synes presserende. I 1993 er Venezuela gået ind i en omfattende økonomisk krise, bl.a. som resultat af et kollaps i banksektoren. I februar 1993 er landets næststørste bank, Banco Latino, gået konkurs. Den ene bank efter den anden følger trop og i august 1995 har staten måttet intervenere i 18 ud af 52 af landets banker. (Bonilla og El Troudi: Historia de la revolución bolivariana, side 128)
Rafael Caldera-regeringen vælger at lade staten betale for bankernes underskud, hvilket får udlandsgælden til at stige støt.
Inde i MBR-200, og også iblandt Chávez’ nye allierede, begynder flere og flere at foreslå, at bevægelsen skal omdanne sig til en form for politisk parti, der kan stille op ved lovlige valg. I december 1996 vedtager MBR-200 at påbegynde en længere diskussion på landsplan. Dette munder i april 1997 ud i omdannelsen af MBR-200 til MVR – Movimiento por la V República (Bevægelsen for den femte republik).
Målet med denne nye strategi er at gennemføre en fredelig revolution. Det står klart, at det er Chávez, som er den oplagte kandidat til præsidentvalget i 1998. Præsidentvalget i december 1998 giver ham en jordskredssejr på næsten 56 procent af stemmerne.
Ved magten
Kigger man på Chávez’ politiske program anno 1998 er der en verden til forskel fra hans udtalelser fra 2005 og fremefter. Hans udgangspunkt i 1998 var nogle relativt beskedne reformer, som på ingen måde rykkede grundlæggende ved magtforholdene i det venezuelanske samfund. Et af hans pejlemærker var en ny grundlov, som skulle skabe et ”deltagelsesdemokrati”, i modsætning til det traditionelle repræsentative demokrati. Således lavede han et større medie-stunt ved sin indtrædelsesceremoni; da han skulle aflægge ed til grundloven, sagde han foran kameraerne, at han ”sværgede til denne afdøde grundlov”.
Som jeg har skitseret i kapitel 2, indbefattede Chávez’ politik i de første par år ved magten en række nye bemyndigelseslove. Hvis vi oven i disse love ligger hans politik i OPEC-sammehæng og konstitutionsændringerne kan vi danne os et klart billede af kardinalpunkterne i hans regerings politiske udgangspunkt:
- En ny jordreform, som skaber en mere retfærdig fordeling af jorden og tilskynder dyrkning af ubenyttet frugtbar jord.
- En ny forfatning, som rydder op i korruption og embedsmandsvælde og inkorporerer mekanismer, der fremmer ”deltagelsesdemokratiet”. Mere gennemsigtighed i valget af politikere og mulighed for, at vælgerne kan tilbagekalde deres mandat efter halvdelen af deres valgperiode.
- Reformer i olieselskabet PDVSA og i landets politik ifht. OPEC, med det formål at få oliepriserne hævet og få ryddet op i kontrakterne med udenlandske olieselskaber. Alt sammen forholdsregler for at give en større del af overskuddet fra landets olieproduktion til statsbudgettet og derved kunne øge udgifterne til velfærd.
Ingen af disse punkter er i sig selv socialistiske. Faktisk kan vi definere dette program – og de andre mindre betydelige punkter i MVR’s politik – som forsøget på at udføre en national-demokratisk revolution i Venezuela.
Chávez har selv anerkendt, at han i de første par år ved magten havde en del illusioner til, at denne bolivariske revolution kunne gennemføres uden større modstand fra de rige familier, som ejer store dele af den venezuelanske økonomi og de etablerede medier. Men som vi har set, skulle det lynhurtigt vise sig at være en utopi.
I 1999 besøgte han USA og mødtes med daværende amerikanske præsident William Clinton. Men det første sammenstød mellem den nye venezuelanske præsident og det Hvide Hus skulle komme hurtigt umiddelbart efter. Da en naturkatastrofe ramte indbyggerne i regionen Vargas og tusinder døde under oversvømmelser, måtte Chávez se langt efter nødhjælp fra udlandet. Dette var en af hans første store skuffelser, som viste et helt andet ansigt end den smilende demokratiske maske.
Chávez og kuppet 2002
Den uundgåelige konsekvens af tre års kollisionskurs med det venezuelanske oligarki og imperialismen, var naturligvis statskuppet den 11. april 2002. I den ovenfor citerede artikel, hvor Alan Woods gengiver hans samtale med Hugo Chávez, finder vi følgende beretning om kuppet:
Chavez gik videre, som tænkte han højt:
”For to år siden, på kuppets tid, blev jeg arresteret og ledt væk, jeg troede jeg ville blive skudt. Jeg spurgte mig selv: har de sidste 25 år af mit liv været forgæves? Var det hele til ingen nytte? Men det var det ikke, som faldskærmstroppernes opstand viste.”
Chavez talte i et stykke tid om kuppet. Han fortalte, hvordan han blev holdt i total isolation. Oprørerne ville presse ham til at underskrive et dokument om, at han gik af. De ville have ham til at gå i eksil i Cuba eller andetsteds. De ville gøre, hvad de for nyligt har gjort med Aristide i Haiti. Han blev ikke dræbt fysisk, men moralsk, vanæret for øjnene af sine tilhængere.
Kupmagerne brugte alle mulige slags tricks for at få ham til at gå af. De brugte tilmed kirken (om hvilken Chaves talte meget bidende).
”Ja, de sendte tilmed kardinalen for at overtale mig. Han fortalte mig en række løgne: at jeg ikke havde nogen støtte, at alle havde forladt mig, at hæren stod fast bagved kuppet. Jeg havde ingen informationer og var fuldstændigt ude af kontakt med den ydre verden. Men jeg nægtede stadig at underskrive.”
“Mine kidnappere blev meget nervøse. De fik mange telefonopkald fra Washington, der krævede at få at vide, hvor det underskrevne tilbagetrædelsesbrev var. Da de så, at brevet ikke kom, blev de desperate. Kardinalen pressede mig til at skrive under for at undgå borgerkrig og blodsudgydelser. Men så bemærkede jeg en pludselig forandring i hans tone. Han blev høflig og forsonende. Jeg tænkte ved mig selv: hvis han taler sådan her, må der være sket noget.”
“Så ringede telefonen. En af mine kidnappere sagde: “Det er forsvarsministeren. Han vil tale med dig. Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville tale med nogen ”golpista”. Så sagde han: ”men det er din forsvarsminister.”. Jeg rev telefonen ud af hånden på ham, og så hørte jeg en stemme, der lød som solen. Jeg ved ikke om man kan sige det, men lige meget hvad, var det lige præcis sådan, det lød for mig.”
Der er ingen tvivl om, at Chávez’ personlige heltemod og viljestyrke spillede en afgørende rolle i dagene fra den 11.-14. april 2002. På trods af det hårde psykologiske pres, nægtede han at skrive under på tilbagetrædelsesdokumenterne. Han anerkendte aldrig Carmonas nye de facto-regering. Det var hans datter, María Gabriela, som gav omverdenen nyheden om, at hun havde talt i telefon med sin far, der fastholdt, at han ikke var trådt tilbage. Denne nyhed var afgørende for opmuntringen af hans tilhængere og tilskynde de enorme protester, der fik kuppet til at falde sammen som et korthus.
I denne sammenhæng er det relevant, at sammenligne Chávez’ attitude under statskuppet 2002 med den socialistiske præsident i Chile, Salvador Allende, under statskuppet den 11. september 1973. Der er ingen tvivl om, at Allende også var ærlig, og han foretrak at dø frem for at overgive sig til kupmagerne, under ledelse af general Pinochet. Ikke desto mindre gav Allende en radiotale til det chilenske folk på den skæbnesvangre dag, hvor han erkendte nederlaget og i pessimistiske vendinger opfordrede sine støtter til at vente på en ny historisk mulighed, for at forandre samfundet. I stedet for at opfordre til kamp og modstand skabte denne tale en enorm apati, desillusion og vemod i den chilenske revolutions bagland. Kuppet blev gennemført uden større modstand, og titusinder af chilenere blev tortureret og henrettet.
Chávez’ insisteren og hans stålsatte vilje til at trodse kuppet og kæmpe indtil det sidste, står i klar kontrast til Allendes opførsel, og resultatet var da også stik modsat; masserne gik på gaden og fejede alt til side.
Tøven, inkonsistens og respekt for den borgerlige lovlighed
I det foregående kapitel har jeg forklaret Chávez’ inkonsistens i dagene efter kuppet. Det står klart, at Chávez ikke havde forudset, at oppositionen ville fortsætte sin aggressive kurs. Forsøget på at nedsætte forhandlingskommissioner, der skulle skabe en dialog med oppositionen, mislykkedes fuldstændigt. Det blev bekræftet i oktober, hvor en betydelig gruppe bestående af generaler og militærfolk besatte Plaza Altamira, et torv i den østlige del af Caracas, og erklærede den for ”befriet” område.
Blot halvanden måned fulgte, før oppositionen igen udviste sin komplette mangel på respekt for demokrati og for landets ressourcer, ved at igangsætte den omtalte ”generalstrejke”, som kostede landet 10 milliarder dollars.
Chávez selv har forsvaret den blødsødne linje overfor gerningsmændene til statskuppet i flere interviews. I et af dem forklarer han, at det ikke var ham, der skulle tage stilling til de involverede personers straffe. Han siger, at han ikke har tilgivet de personer, som har forrådt ham, men at han ikke ville intervenere i det juridiske system. Her finder vi endnu et nøgleelement i Chávez’ tankegang, som har været genstand for meget polemik og kritik fra venstrefløjen i hans egen bevægelse; respekt for lovligheden og de borgerlig-demokratiske institutioner.
I stedet for at afmontere den borgerlige legalitet og de borgerlige statsinstitutioner har Chávez forsøgt at opbygge parallelle organer, som skal virke som frirum for bureaukrati og ordne landets problemer uden om de gældende statsinstitutioner, men uden at opløse disse. Et godt eksempel er de sociale missioner (Las Missiones), som er opbygget igennem massernes initiativ, forholdsvist uafhængigt af de traditionelle uddannelsesinstitutioner.
Jeg vil vende tilbage til dette punkt i kapitlet om socialisme-debatten, men i denne omgang vil jeg blot konstatere, at denne linje har givet overordentligt stort pusterum til revolutionens modstandere. Dette sås især i dagene efter kuppet. Oppositionen brugte pusterummet til at forberede det næste store slag: Arbejdsgiverlockouten i december 2002.
Chávez og masserne
Der er mange på venstrefløjen i Europa, som ikke har forstået forholdet imellem Chávez og masserne. Nogle er endda gået så langt som til at påstå, at der ikke er en revolutionær proces i Venezuela, fordi den angiveligt er startet fra præsidentens skrivebord. Ifølge disse hårdnakkede sekterikere skal en revolution altid følge et forudbestemt mønster – og passer den ikke ind i dette mønster, er det ikke en revolution.
Dette holder naturligvis ikke vand. Revolutionen er ikke startet fra Chávez’ hånd. Det er sandt, at Chávez, som individ, har givet processen et bestemt udtryk, men det er massernes bevægelse fra neden, som gang på gang har accelereret situationen, hvilket vi har set tydeligt i det foregående kapitel. Dette var tilfældet i april 2002, da millioner af venezuelanere, arbejdere, bønder, unge og fattige i slumkvartererne gik på gaden og væltede kupforsøget.
Det var også tilfældet i december-januar 2002-3, da arbejdsgivernes lockout og økonomiske sabotage blev stoppet af arbejdernes besættelser af fabrikkerne, som blev genåbnet under arbejderkontrol, hvilket i øvrigt slog alle produktionsrekorder på det statsejede olieraffinaderi PDVSA. Og igen var det tilfældet ved den enorme valgsejr ved folkeafstemningen i august 2004, da millioner af mennesker organiserede sig for at drive en aktiv valgkampagne i bykvartererne, arbejdspladserne og skolerne og på den måde stoppe kontra-revolutionens forsøg på at vælte Chávez.
Men grunden til, at Chávez er populær, og grunden til at masserne gang på gang er gået i aktion for at redde hans regering, er, at han er den første, som har givet dem et håb og en stemme. En politiker som på modig vis har afslået imperialismens diktater og har forsøgt at stoppe korruptionen og udligne ulighederne i landet igennem en række reformer og lovændringer. Derfor er han elsket af masserne og hadet af imperialismen.
I en samtale med den britisk-pakistanske forfatter Tariq Alí beskriver Chávez en meget sigende oplevelse, som han havde under arbejdsgiverlockouten i slutningen af 2002, og som meget godt viser det samspil, der er imellem masserne og ham:
Jeg siger dig, at jeg var mere bekymret under sabotagen [arbejdsgiverlockouten, AB] end under kuppet, for på det tidspunkt var det ikke bare min person, der var i fare, men Venezuelas fattige, det folk hvis støtte vi var afhængig af. Oppositionen sagde åbent, at de unge fra de fattigste områder, vrede og arbejdsløse, ville vende sig imod os, hvis de tog øl fra dem. De troede selvfølgelig, at folket ville gøre oprør og acceptere prisen for at alt vendte tilbage til normale tilstande. Det venezuelanske folk har allerede betalt for meget for ting, som er blevet gjort i dets navn.
To faktorer holdt min moral oppe. Jeg husker, at en dag blev jeg træt af at sidde på den flade i et kontor. Jeg besluttede mig for at tage op til kvartererne ved bjergskrænterne, og sammen med en livvagt og to kammerater kørte jeg derop for at høre, hvad folk sagde og indånde en anden luft. Det svar, jeg fik, var meget bevægende for mig.
En kvinde kom hen til mig og hviskede: ”Chávez kom med mig, jeg vil vise dig noget”. Jeg fulgte med hende til hendes ranchito. Inde i værelset ventede hendes børn og hendes ægtemand på, at hun skulle blive færdig med at tilberede suppen. ”Se hvad jeg bruger som brændstof [i stedet for gas til komfuret, AB]: Underlaget til vores seng. I morgen brænder jeg benene, dernæst bordet, stolene og dørene. Vi skal nok overleve, men du må ikke overgive dig nu, min knægt!”
Da jeg var på vej hjem, kom de unge fra kvarteret og gav mig hånden: ‘Vi kan leve uden øl. Sørg for at give dem en røvfuld!…’. Folk var meget vrede, men de vidste, hvem de skyldige var, og vi modtog lignende rapporter fra hele landet.”
(Tariq Ali: Piratas del caribe, side 85-87, min oversættelse AB)
Denne vigtige forbindelse mellem Chávez og masserne betyder dog langt fra, at sidstnævnte ikke har en kritisk sans over for præsidenten. Et godt eksempel er da han i maj 2004 – efter pres fra USA og oppositionen – udskrev folkeafstemningen om tilbagekaldelse af hans mandat. Her var der en enormt kritisk holdning blandt de mest aktive i bevægelsen, som så dette som en indrømmelse til oligarkiet. Den samme kritiske stemning lod sig mærke i oktober 2002, hvor de fleste aktive i den bolivariske bevægelse krævede handling imod den gruppe højreorienterede generaler, som havde besat Plaza Altamira i det østlige Caracas.
Chávez har i løbet af det sidste år bevæget sig stærkt imod venstre. Dette er dels et resultat af en bevægelse fra neden, men også Chávez’ egne ærlige forsøg på at fremme sine idealer og rykke bevægelsen fremad. Forholdet imellem Chávez og masserne er dialektisk og modsætningsfyldt. Præsidenten bliver påvirket af begivenhedernes gang – massernes bevægelse reflekteres i udviklingen af hans ideer. Men samtidig stimulerer han også bevægelsen med sine egne tiltag og ideer.
Et godt eksempel er debatten om socialisme i det 21. århundrede. Der var intet pres for, at han skulle åbne denne debat – det var ham selv, der åbent gik op og indrømmede, at havde begået en fejl ved at tro, at revolutionen kunne gennemføres indenfor kapitalismens rammer, og at det måtte diskuteres, hvordan socialisme skal se ud i det 21. århundrede, hvilket som nævnt har udløst en omfattende debat i hele landet. Alt dette er imidlertid ikke en garant for, at Chávez med sikkerhed vil drive bevægelsen imod afskaffelsen af kapitalismen. Det er stadigvæk en helt åben situation og kan bevæge sig i mange retninger. I sidste ende vil det afgørende element blive organiseringen af en revolutionær socialistisk organisation iblandt masserne, især arbejderklassen.
Ideologisk udvikling
Chávez’ ideologiske udvikling kunne i sig selv være emnet for en separat bog. Jeg vil her blot give et kort oprids og nogle betragtninger. Som vi har set, var Chávez i 1999 ikke kommunist, selvom mange af hans modstandere forsøgte at tilskrive ham det. Hans regeringsprogram og den bolivariske regerings grundlag var på ingen måde socialistisk. Tværtimod kan det betegnes som et forsøg på at gennemføre en national-demokratisk revolution i Venezuela, på linje med det oprindelige udgangspunkt, som Fidel Castro og hans 29-juli bevægelse havde i starten, da de var ved magten fra 1959-61. Jordreform, større lighed i fordeling af nationens olieressourcer, opgør med korruption og gennemsigtighed i demokratiet, er alle punkter af national-demokratisk karakter.
Problemet er, at disse punkter ikke kan gennemføres uden det venezuelanske borgerskabs indædte modstand. I de klassiske borgerlige revolutioner var borgerskabet interesseret i at få gennemført den slags reformer, så landene kunne befris for de sidste rester af feudalisme, og vejen kunne banes for udviklingen af kapitalismen på massivt plan. Dette var f.eks. tilfældet med den engelske revolution i 1600-tallet og den franske revolution 1789-94.
Men hvad, der var tilfældet i Frankrig og England, er ikke tilfældet i de underudviklede lande i dag. I Venezuela er borgerskabet ikke interesseret i en suveræn nation, i en jordreform eller i en virkelig omdannelse af demokratiet. På den ene side har det venezuelanske borgerskab tusind forretningsmæssige og sågar familiære bånd til de store jordejere, el latifundio, som det hedder i Latinamerika. På den anden side har de tusind bånd til imperialismen, som er interesseret i at reproducere det samme distributionsmønster for landets enorme olierigdomme. Lige præcis derfor er borgerskabet som klasse ude af stand til at lede den nationaldemokratiske revolution, og viste sig således fra dag ét at være den bolivariske revolutions ærkefjende.
Chávez indså dette under selve slagets gang. Der er ingen tvivl om, at både statskuppet i 2002, arbejdsgiverlockouten og de efterfølgende begivenheder havde en enorm effekt på hans ideologiske udvikling.
I et interview fra 2004, forklarer han det således:
Karl Marx sagde, at revolutionen har brug for kontra-revolutionens pisk. Pisken gør ondt, men den lærer også fra sig, såfremt denne smerte bliver omdannet til styrke.
(R.M. Elizalde og L. Báez: Chávez Nuestro. Side 364, min oversættelse AB)
Det var derfor, at han i starten af 2005 proklamerede sig som tilhænger af socialisme. Han tilføjede, at det drejede sig om socialisme af det 21. århundrede, en ny socialisme der kan råde bod på de fejl, som blev gjort i Sovjetunionen og Østeuropa.
I de seneste år har været et relativt skarpt sving imod venstre, hvis vi kigger på de personer og grupperinger, som Chávez har arbejdet tæt sammen med. Der er ganske enkelt sket en ideologisk afspaltning, hvor de mere moderate dele er trådt til side og har givet plads til mere vidtgående elementer.
Fra midten af 90\’erne begynder meget forskelligartede grupperinger at bakke op om Chávez’ kandidatur til præsidentposten. Der er ingen tvivl om, at flere af dem blot søgte poster i statsapparatet og embedsmandsvældet, mens andre oprigtigt så et håb i den bolivariske revolutions umiddelbare projekt.
Ved valget i 1998 var Chávez oprindelige koalition relativt bredtfavnende. Valgalliancen Polo Patriótico, favnede det meste af den traditionelle venstrefløj; Udover MVR drejede det sig bl.a. om partiet MAS, af socialdemokratisk tilsnit, PPT – en udbrydergruppe fra Causa-R, Kommunistpartiet og det socialdemokratiske MEP.
Denne alliance skulle dog lynhurtigt vise sig at være ustabil. MAS hoppede af i svinget i år 2002, i takt med at dets ledere indså, at Chávez-regeringen holdt sine valgløfter og sigtede mod et radikalt brud med den fjerde republik. De erklærede åbent deres overgang til oppositionen og var medvirkende til statskuppet i 2002.
Partiet PODEMOS, som var en udspaltning fra MAS, bestod af den lille gruppe socialdemokratiske bureaukrater, der febrilsk forsøgte at fastholde en magtposition, ved at efterabe Chávez-regeringen. Men selv for disse lydige herrer blev Chávez for meget, og i 2007 kom de i karambolage med regeringen, bl.a. på grund af omfattende korruption i de regioner, hvor deres guvernører har haft magten. Dette mundede ud i et endeligt brud i perioden op til afstemningen om forfatningsreformen i december 2007, hvor PODEMOS anbefalede et nej, til hvad de anså for at være en ”kommunistisk” forfatningsreform.
Kommunistpartiet og det lille parti PPT valgte at holde sig uden for det enhedsparti, som Chávez foreslog i december 2006, og som i løbet af 2007 og 2008 er blevet opbygget under navnet PSUV (Venezuelas Forenede Socialistparti). Selvom de støtter revolutionen og Chávez-regeringen, er de i flere omgange kommet i konflikt med denne, bl.a. i lokalvalg, hvor de har opstillet egne kandidater og dermed splittet venstrefløjens stemmer.
Hertil kommer naturligvis en række afhoppere blandt Chávez’ egne tætte samarbejdspartnere. Vi kan f.eks. nævne Rafael Baduel (tidligere forsvarsminister), Luís Miquilena (Chávez’ tætte ven og formand for den konstituerende forsamling), Pablo Medina (leder af PPT), Ariás Cárdenas, og mange flere. Alle sammen folk, der anser den bolivariske revolution for at være gået for langt.
Zigzag-kurs
Chávez’ politiske udvikling er dog langt fra gået i en lige linje. Det er bemærkelsesværdigt, at der er mange sving til venstre og enkelte sving til højre, som efterfølger hinanden i en rækkefølge, der ikke altid er lige forudsigelig. Zigzag kursen i Chávez’ udvikling ses især indenfor egne rækker. Vi refererer her dels til regeringen, men i lige så høj grad til PSUV og dens forgænger MVR. Udover en hyppig udskiftning på ministertaburetterne, kan det konstateres, at Chávez ofte har svunget imellem forskellige individer, der omvendt repræsenterer forskellige politiske strømninger.
Et godt eksempel er, at Chávez førte en hård polemik med Alberto Müller Rojas, en tidligere general og anerkendt teoretiker i Venezuela, i juni 2007. Polemikken handlede især om, hvorvidt militærfolk kunne optages som medlemmer af PSUV eller ej. Chávez – i tråd med hans respekt for den borgerlige lovlighed – argumenterede imod dette, fordi det ikke var en venezuelansk tradition at have militærfolk som medlemmer i et politisk parti. Alberto Müller Rojas fastholdt, at PSUV nødvendigvis måtte lave et politisk arbejde indenfor hæren, for at undgå at kontra-revolutionen vandt terræn. Han refererede specifikt til daværende forsvarsminister Rafael Baduel og såede tvivl om hans revolutionære integritet. Chávez tog på hård vis afstand fra Müller Rojas på dette tidspunkt.
Men blot fire måneder efter valgte Baduel at desertere og gå over på oppositionens side. Müller Rojas stod frem på nationalt TV og sagde til Chávez, at han havde advaret ham om denne udvikling på forhånd. Chávez tog konsekvensen og forsonede sig med Müller Rojas. Ved de stiftende kongres for PSUV i februar 2008 foreslog Chávez således Müler Rojas som næstformand for partiet, hvilket blev vedtaget af de delegerede.
Den slags zigzag kurs kan vi observere igen og igen i Chávez’ politisk-ideologiske udvikling og også i hans aktuelle hverdagspolitik. F.eks. har han i flere omgange truet de venezuelanske kapitalister med ekspropriering af deres ejendom hvis de fortsætter den økonomiske sabotage. Til gengæld har han i flere omgange kort efter mødtes med repræsentanter for FEDECAMARAS, for at finde et fælles kompromis, der tilsyneladende skal redde landets økonomi.
En fremtid af muligheder
Det er yderst svært at spå om Hugo Chávez’ fremtid. I det afsluttende kapitel, vil jeg give en mere dybdegående gennemgang af fremtidsperspektiverne. Her vil jeg holde mig til nogle korte betragtninger. Efter sejren ved folkeafstemningen den 15. februar 2009, som ændrede grundloven, har Chávez nu mulighed for at genopstille til præsidentvalget i 2013. Han har selv sagt, at han anser sin tilstedeværelse som præsident for nødvendig, op til et eventuelt mandat udløber i 2021. Hans projekt er, at konsolidere ”den bolivariske socialisme” og bruge sin personlige autoritet til at kunne ride stormene af, indtil 2021.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om han kan holde sig på magten indtil 2021, og om revolutionen ikke vil dø ud inden da. Et andet spørgsmål er også, hvorvidt imperialismen vil lade Chávez blive ved magten indtil 2021. Det er ikke længere end tre år siden, at Pat Robertson, i et amerikansk TV-program gik åbent ud og opfordrede til, at ”vi” burde tage livet af Chávez ved en snigmordsaktion. Der er ingen tvivl om, at i hvert fald en fløj indenfor imperialismen har overvejet at myrde den venezuelanske præsident, ligesom de i flere omgange har forsøgt at snigmyrde Fidel Castro. Problemet er selvfølgelig, at et mord på Chávez sandsynligvis ville resultere i borgerkrig i Venezuela og måske endda revolutionære opstande i flere andre vigtige sydamerikanske lande.
Der er ingen tvivl om, at Chávez’ skæbne er bundet tæt sammen med revolutionens. Det var massernes bevægelse, der reddede ham i 2002 og i alle efterfølgende konfrontationer med kontra-revolutionen, både de parlamentariske og de udenomsparlamentariske. Hemmeligheden bag Hugo Chávez’ personlige succes skal derfor først og fremmest tilskrives de mænd og kvinder ”på gulvet”, de millioner af venezuelanere i slumkvartererne hvis navne aldrig nævnes, men som hver dag kæmper imod det kapitalistiske systems undertrykkelse.
