[Redaktionens note: Denne artikel blev skrevet kort inden, at general McChrystal blev fyret – derfor taler artiklen kun om denne fyring som et muligt udfald af konflikten mellem Pentagon og det Hvide Hus.]

En artikel i det amerikanske magasin Rolling Stone 22. juni har skabt politisk uro i USA. Privat holder generaler i alle lande sig ikke tilbage fra selv den hårdeste politiske kritik. De tror, at alle krige kan vindes ved at fyre løs med raketter og maskinkanoner. Og deres syn på politik er ikke anderledes end deres syn på krig.

Den militære tænkers foragt for alle politikere finder sit spejlbillede i den foragt, som mange politikere nærer over for den militære tænknings begrænsninger. Det var Clemenceau der sagde, at ”krig er en alt for vigtig affære til at overlade den til militæret”. Og hvis jeg ikke tager fejl, så var det præsident Truman, der var overbevist om, at hans generaler var ude af stand til at marchere og tygge tyggegummi samtidig.

Imidlertid er det én ting for en general i tjeneste at ytre skepsis over for sine politiske overordnede i det private rum. Det er noget ganske andet, når disse synspunkter bliver offentliggjort i et blad, der er bred citeret i de nationale og internationale medier. Det skænderi, der eksploderede mellem præsident Obama og den øverstbefalende for alle USA’s og NATO’s tropper i Afghanistan, general Stanley McChrystal, peger på et anspændt forhold mellem den amerikanske politiske elite og generalerne, hvilket har alvorlige følger for fremtiden.

Den ædle kunst…
Der er en berømt bog med titlen Den ædle kunst at vinde venner og påvirke folk. Vi ved ikke, om generalen har læst denne bog, men den kunne have været nyttig, da han for nylig rejste til Frankrig for at sælge sin nye strategi for krigen til USA’s allierede i NATO, eller som Rolling Stone formulerer det, ”for at opretholde fortællingen om at vi rent faktisk har allierede.”

Alle ved, at krigen i Afghanistan går dårligt. Koalitionsstyrkernes totale tabstal er næsten to tusinde, over tusind af dem er amerikanere. McChrystal er i Paris ”for at afholde franskmændene, der har mistet over 40 soldater i Afghanistan, fra at vakle.”

Bladet fortsætter:

Siden McChrystal overtog kommandoen for et år siden er krigen i Afghanistan blevet USA’s egen ejendom. Modstand imod krigen har allerede væltet den hollandske regering, tvunget Tysklands præsident til at gå af, og ført til, at både Canada og Holland har meddelt, at de vil trække deres 4.500 tropper hjem.

McChrystal er klar i mælet, og ligesom mange af sin art er han ikke vant til spidsfindighederne i diplomatiet, særligt hos den parisiske slags. I Frankrig, landet med haute couisine og udsøgt diplomati, skulle disse særdeles vigtige affærer drøftes over trøfler og champagne i en firstjernet suite på Hõtel Westminster i Paris. Artiklen i Rolling Stone beskriver de kulisser, hvori dramaet skulle udspille sig:

Generalen står og ser sig omkring i suiten, som hans rejsende stab på 10 har forvandlet til et omfattende operationscenter. Bordene er fyldt med sølvfarvede Panasonic Toughbooks, blå kabler løber på kryds og tværs over hotellets tykke tæppe og er forbundet til parabolantenner for at levere krypteret telefon- og emailforbindelse. Iklædt civilt tøj – blåt slips, skjorte og jakkesæt – er McChrystal langt væk fra sit rette element. Paris, siger en af hans rådgivere, er ’den by, man kan forestille sig, som er mest modsat McChrystal.’ Generalen hader fine restauranter og afviser ethvert sted med lys på bordene som for ’Gucci-agtigt.’ Han foretrækker Bud Light Lime (hans foretrukne øl) frem for Bordeaux.

Generalen, der er mere vant til burgere og pomfritter end den slags mad, der bliver serveret på et hotel i denne klasse, vendte sig en torsdag aften i april imod sin stabschef, oberst Charlie Flynn, og stiller et udiplomatisk spørgsmål:

Hvordan blev jeg narret til at tage til denne middag? [”Screwed into this dinner”, red.]

Middagen følger med posten, sir, svarer Flynn.

McChrystal vender sig hurtigt på stolen.

”Hey Charlie,” spørger han, ”følger denne her med posten?” Og generalen viser ham sin langfinger i en gestus, der er kendt fra taxachauffører fra New York, men som regel ikke bliver forbundet med diplomati mellem stormagterne. Han leverer nye visdomsperler: ”Jeg vil hellere have en røvfuld af et helt værelse fyldt med folk end at tage ud til denne middag.”

Han holder pause et øjeblik.

”Desværre er der ingen i dette værelse, der er i stand til at gøre det.”

Obama og generalerne
I de tolv måneder, han har stået i spidsen for krigen, er det lykkedes fremragende for McChrystal at træde næsten alle, der er indblandet i den, over tæerne. Han er tilsyneladende meget bedre tilpas, når han slår folk ihjel, end når han spiser på franske hoteller. Inden præsident Obama gav ham opgaven med krigen i Afghanistan, brugte han fem år på at stå i spidsen for Pentagons hemmelige ”mørke operationer”, der omfatter mord, tortur, bortførelser og andre, simple, fortjenstfulde aktiviteter, der ikke overbebyrder hjernen. Leverer gode resultater og sparer en masse tid.

Under sin valgkamp var Obamas vigtigste udenrigspolitiske valgløfte, at han ville vinde krigen i Afghanistan. I marts 2009 meddelte han således: ”Jeg ønsker, at den amerikanske befolkning forstår dette. Vi har et klart og fokuseret mål: at splitte, ødelægge og besejre Al Qaida i Pakistan og Afghanistan.” Dette er lettere sagt end gjort. Hans første skridt var at sende yderligere 21.000 tropper til Kabul, den største stigning siden krigen begyndte i 2001.

Generalens første møde med Obama, en uge efter han var tiltrådt, var i et rum i Pentagon, der er kendt som Kampvognen, hvor præsidenten mødtes med militære topfolk. Ifølge folk med kendskab til mødet, mente McChrystal at Obama virkede ”utilpas og skræmt” af et lokale fyldt med ledende militærmænd. Denne observation afspejler forholdet mellem de fleste politikere og generaler – og især socialdemokrater og ”progressive” politikere.

Efter råd fra Pentagon og stabscheferne fyrede Obama general David McKiernan, der var leder for USA og NATO i Afghanistan, og erstattede ham med McChrystal. Ingen top-general er blevet fjernet fra tjeneste siden Harry Truman fyrede general Douglas MacArthur på Koreakrigens højdepunkt for over 50 år siden.

Obama vidste ikke engang, hvem den nye mand var. Fire måneder senere, efter Obama havde gjort ham ansvarlig for Afghanistan, havde de deres første møde på tomandshånd i det Ovale Værelse. En af McChrystals rådgivere erindrer: ”Det var en 10-minutters fotomulighed. Obama vidste tydeligvis intet om ham, og hvem han var. Her er fyren, der skal køre hans forpulede krig, men han så ikke særlig engageret ud. Chefen var temmelig skuffet.”

Hvem er McChrystal?
Som søn af en general studerede McChrystal på det berømte West Point militærakademi, hvor han bestod som nummer 298 ud af et hold på 855. Selv om det kan se ud som et middelmådigt resultat, opnåede han at blive beundret af sine klassekammerater ved sine anseelige evner til at drikke og feste. Han skrev en novelle ved navn ”Brinkman’s note” om en terrorist, der giver sig ud for at være en agent fra sikkerhedstjenesten, infiltrerer det Hvide Hus og har held til at gennemføre sin plan om at snigmyrde præsidenten. Den var, måske sigende, skrevet i første person.

Under invasionen af Irak, da han var talsmand for Pentagon, forsvarede McChrystal den berygtede udtalelse fra Rumsfeld om plyndringen af Bagdad om at ”ting sker”. Da en US Ranger, korporal Tillman, ved en ulykke blev dræbt af sine egne i Afghanistan i april 2004, tog McChrystal aktiv del i at skabe indtryk af, at manden var blevet dræbt af fjendtlig ild. Han skrev under på en forfalsket indstilling til en sølvstjerne, hvor det blev hævdet, at Tillman var blevet dræbt af Taleban-krigere.

Senere sendte McChrystal et memo opad i systemet med en specifik advarsel imod, at præsident Bush skulle nævne årsagen til Tillmans død. ”Hvis omstændighederne omkring korporal Tillmans død bliver offentlig kendt,” skrev han, kunne det ”offentligt ydmyge” præsidenten. Ni dage efter Tillmans død blev McChrystal forfremmet til generalmajor.

Kommandoen for specialoperationer [Joint Special Operations Command], som McChrystal stod i spidsen for, udfører nogle af de mørkeste operationer. Under offensiven i Irak i 2007 tilfangetog og dræbte hans hold tusindvis af oprørere, herunder Abu Musab al-Zarqawi, lederen af Al Qaida i Irak. I 2006 var McChrystal indblandet i en skandale, der omfattede misbrug og tortur af fanger i Camp Nama i Irak. Fanger i lejren blev udsat for tortur i form af stresspositioner, blev trukket nøgen gennem muder osv. Selv om en forhørsleder i lejren rapporterede at have set ham inspicere fængslet mange gange, blev McChrystal ikke straffet.

I maj 2009, da McChrystal forberedte sig på en høring i Kongressen, forberedte hans stab ham på vanskelige spørgsmål om Camp Nama og Tillman-sagen. Men skandalerne blev dysset ned og Mc Chrystal var snart på vej tilbage til Kabul for at føre krig i Afghanistan.

Hvad er COIN?
McChrystal havde meget markante holdninger til, hvordan man skulle vinde krigen i Afghanistan. De var baseret på en militær strategi, der er kendt som oprørsbekæmpelse eller COIN, som den er blevet døbt af den elite, der kontrollerer Pentagon. Militæret har en forkærlighed for rå magt som middel til at løse alle problemer. COIN betød derfor, at der skulle sendes et enormt antal tropper til krigsskuepladsen.

Med hjælp fra den mest moderne og sofistikerede teknologi, såsom de ubemandede drone-bombefly, har de slået mange ihjel. ”JSOC var en dræbermaskine,” siger generalmajor Mayville, McChrystals operationsleder. Uheldigvis har ”dræbermaskinen” slået mange afghanske civile ihjel, og for hver uskyldig person, man slår ihjel skaber man 10 nye fjender.

I løbet af de første fire måneder i år har NATO dræbt over 90 civile, en stigning på 76 procent i forhold til den samme periode i 2009. Sådanne ting hjælper ikke til at skabe en mere venlig indstilling hos den befolkning, COIN i teorien skulle vinde. I februar endte en af specialtroppernes natlige operationer med, at to gravide afghanske kvinder blev dræbt, hvilket der blev forsøgt holdt hemmeligt. I april var der protester i Kandahar efter at amerikanske styrker skød løs på en bus og dræbte fem afghanere. ”Vi har skudt et fantastisk antal folk,” erklærede McChrystal for nylig. Han er dermed blevet den bedste rekrutteringsofficer for oprørerne.

Selv de mest ukuelige optimister har været nødt til at indrømme, at krigen vil kræve år, hvis ikke årtier. Og siden Afghanistan er, hvad der kaldes en ”fejlslagen stat”, og siden Washington ønsker, at denne fejlslagne stat stiller op med soldater til at kæmpe og dø i stedet for amerikanske soldater, indebærer missionen nødvendigvis også at genopbygge den afghanske stat og det afghanske samfund. Det er en anelse mere kompliceret end at sende droner af sted for at smide bomber på folk.

Det betyder desuden, at generalerne, ud over at slå mange folk ihjel, må mestre diplomatiets og politikkens kunst, der – med Clausewitz’ ord – kun er en fortsættelse af krig med andre midler. I løbet af et døgn blev de grønne baretter en bevæbnet fredsstyrke! John Wayne må rotere i sin grav.

Der er uden tvivl en alvorlig fejl i denne logik. Det blev forstået for længe siden af Robespierre, der pegede på, at folk ikke bryder sig om missionærer med bajonetter. Og i intet land i verden er dette mere sandt end i Afghanistan, hvilket enhver indtrængende magt fra Alexander den Store og fremefter har lært med store omkostninger. I denne kontekst var ”teorien” om COIN ganske enkelt gal. ”Hele COIN-strategien er et svindelnummer rettet imod den amerikanske befolkning,” siger Douglas Macgregor, en pensioneret oberst og førende kritiker af oprørsbekæmpelse, der gik på West Point sammen med McChrystal. ”Ideen om at vi skal bruge tusind milliarder dollars for at lave kulturen i den islamiske verden om, er det rene vås.”

Afpresning af præsidenten
McChrystal har allerede haft lejlighed til at afprøve sine teorier i Irak. Det var meget enkelt: Find ud af, hvordan din fjende opererer, vær hurtigere og mere brutal end dem, og fjern dem fra jordens overflade. Så snart han ankom til Afghanistan sidste juni, lavede generalen en rapport, der blev lækket til pressen, som præsenterede et mørkt billede af situationen: Hvis han ikke fik yderligere 40.000 tropper (i praksis en fordobling af antallet af amerikanske tropper i Afghanistan) var der vare for, at ”missionen vil mislykkes”.

Dette var et åbenlyst forsøg på at vride armen om på præsidenten: enten gjorde han, som generalen ønskede, ellers ville Obama fremstå som svag. Det var et tilfælde af det Hvide Hus versus Pentagon, og Pentagon var opsat på at vinde. Obama svarede igen ved at erklære en tre måneders evaluering af strategien i Afghanistan. Vicepræsident Biden sagde, at en længerevarende kampagne med oprørsbekæmpelse ville sende USA ud i en sump uden at opnå målet om at besejre international terrorisme.

I en tale på West Point den 1. december forklarede Obama, hvorfor det er en dårlig idé, at udkæmpe krigen i Afghanistan: det er dyrt. Der var en økonomisk krise, og en langstrakt indsats ville underminere USA’s magt. Al Qaida havde flyttet sin base for operationer til Pakistan. Dernæst, efter han havde leveret gode argumenter imod at optrappe krigen i Afghanistan, meddelte Obama, at han ville sende yderligere 30.000 tropper af sted. McChrystal fik næsten alt, han ønskede. I konflikten mellem det Hvide Hus og generalerne, var det generalerne, der havde vundet.

Generalen, forlyder det, sover kun fire timer hver nat, løber 11 kilometer hver morgen og spiser kun ét måltid om dagen. Men det er langtfra klart, om hans evne til at undvære søvn og mad er en opskrift på at vinde krigen i Afghanistan. Artiklen i Rolling Stone indeholder en meget interessant beskrivelse af den amerikanske generalstab: ”Generalens stab er en håndplukket samling af dræbere, spioner, genier, patrioter, politiske aktører og deciderede galninge.” McChrystal fortalte journalisten fra Rolling Stone: ”Alle disse mænd… Jeg vil dø for dem, og de vil dø for mig.”

Lykkeligvis står generalen og hans heroiske stab ikke over for sådanne ubehageligheder, og de vil formentlig alle opleve at blive gamle. Men mange af de uheldige unge mennesker, der kommer fra fattige arbejderkvarterer i New York og Michigan, og som har meldt sig til de væbnede styrker for at undslippe fattigdom og arbejdsløshed, vil aldrig vende hjem.

Stemningen hos tropperne
Det mest afgørende element i ligningen er troppernes moral. De føler sig frustrerede over de manglende fremskridt, og deres moral tynges af erkendelsen af, at krigen er dybt upopulær derhjemme. McChrystals forsøg på at bekæmpe deres skepsis har ikke båret frugt, hvilket det følgende uddrag viser:

I et telt har generalen en 45 minutter lang diskussion med over 25 soldater. Atmosfæren er anspændt. ’Jeg spørger jer, hvad der sker i jeres verden, og jeg mener, at det er vigtigt for jer alle også at forstå det store billede,’ begynder McChrystal. ’Hvordan går det med selskabet? Har I ondt af jer selv? Er der nogen? Er der nogen, der føler, at de taber?’ siger McChrystal.
’Sir, nogle af fyrene her, sir, mener, at vi taber, sir,’ siger Hicks.
(…)
I spørgetiden koger frustrationerne over. Soldaterne beklager sig over, at de ikke har lov til at dræbe, over at de ser oprørere, de har taget til fange, blive løsladt på grund af manglende beviser. De ønsker at være i stand til at kæmpe – ligesom de gjorde i Irak, ligesom de gjorde i Afghanistan før McChrystal. ’Vi sætter ikke en skræk i livet hos Taleban,’ siger en soldat.”
(…)
Da diskussionen slutter, ser det ud til, at McChrystal fornemmer, at det ikke er lykkedes for ham at lette mændenes vrede. Han gør et sidste forsøg på at nå dem og taler om korporal Ingrams død. ’Der er ingen måde, hvorpå jeg kan gøre det lettere,’ fortæller han. ’Ingen måde, hvorpå jeg kan lade som om, det ikke vil gøre ondt. Der er ingen måde, hvorpå jeg kan fortælle jer ikke at føle det… Jeg vil sige jer, I gør et fremragende stykke arbejde. Lad ikke frustrationen gå i jer.’ Mødet ender uden, at nogen klapper, og uden en virkelig forløsning. McChrystal har muligvis solgt oprørsbekæmpelse til præsident Obama, men mange af hans egne mænd køber den ikke.

Pentagon har planlagt at indlede en storstilet militær operation i Kandahar denne sommer. Det skulle være et vendepunkt – den vigtigste begrundelse for de ekstra tropper, som McChrystal forlangte og fik fra Obama sidste år. Men den 10. juni meddelte generalen, at han har udsat operationen til efteråret. Nu er tanken at sende det afghanske politi og den afghanske hær til Kandahar samtidig med, at USA donerer 90 millioner dollars til hjælp til byen for at vinde civilbefolkningens sympati.

Men den nye plan har ikke mange beundrere. ”Taleban har byen i deres hule hånd,” blev en højtstående kilde fra militæret citeret for. ”Vi er nødt til at fjerne dem, men vi er nødt til at gøre det på en måde, der ikke skubber befolkningen væk.” Han tilføjer: ”Der vil ikke blive sparket døre ind.” Andre højtsående står fast på, at der vil blive sparket døre ind, men at det ”vil blive en blidere, mere hensynsfuld offensiv end katastrofen i Marja.”

Her ser vi oprørsbekæmpelsens grundlæggende fejl nådesløst afsløret. Efter ni års krig står Taleban ganske enkelt for stærkt til at USA kan angribe Kandahar direkte. De håber, at de kan give den varme kartoffel videre til det afghanske politi og den afghanske hær. Men ingen tror, at det er muligt. Præsident Karzai brugte sin indflydelse til at forsinke offensiven. USA vil være nødt til at gå ind i Kandahar og sparke døre ind. Men de vil gøre sig umage for at sparke dem ind på den blidere og mere hensynsfuld måde. Det er tilstrækkeligt at stille spørgsmålet for at se, hvor idiotisk det er.

Den centrale vanskelighed kan let udtrykkes: den afghanske befolkning ønsker ikke udenlandske styrker i deres land. De enorme mængder penge, der skal bestikke befolkningen, tjener kun til at nære korruptionen, hvilket forstærker de fjendtlige følelser blandt befolkningen, som ser lidt eller slet intet til den hjælp, der flyder direkte ind på de bankkonti, der tilhører Karzai, hans familie og håndlangere.

Strategien med oprørsbekæmpelse vil kun skabe en tilstand af evig krig. Obama taler aldrig om ”sejr” i Afghanistan, fordi ingen sejr er mulig, hvilket briterne lærte for over hundrede år siden. Før eller siden vil amerikanerne og deres allierede være nødt til at forlade Afghanistan. Men inden det sker, vil denne blodige og uregerlige konflikt skabe flere politiske kriser i USA og i resten af verden.

En krig der ikke kan vindes
Splittelserne i den amerikanske elite kan ses på sammenstødene mellem McChrystal og Karl Eikenberry, den amerikanske ambassadør i Afghanistan. I januar skrev Eikenberry et hemmeligstemplet memo, der blev lækket til The New Yok Times, som brutalt kritiserede McChrystals strategi. Ambassadøren beskrev præsident Hamid Karzai som en ”upassende strategisk partner” og såede tvivl om, hvorvidt planen med oprørsbekæmpelse ville være ”tilstrækkelig” til at bekæmpe Al Qaida. ”Vi vil blive dybere engageret her uden nogen måde, hvorpå vi kan trække os ud,” advarede Eikenberry, ”uden at tillade, at landet igen havner i en tilstand af lovløshed og kaos.”

I modsætning til Eikenberry har McChrystal et godt forhold til Hamid Karzai, den korrupte og upopulære præsident i Afghanistan. Karzai har omgående forsvaret sin ven og sagt, at McChrystal er ”den bedste general, USA har sendt til Afghanistan” og en ”betroet partner,” og Karzai er gået imod, at McChrystal skal fyres. Vigtigere er det, at McChrystal nyder støtte fra Pentagon og (siges det) blandt tropperne. Men der er magtfulde folk i det Hvide Hus, der ønsker hans afgang. Konfliktens rødder er det komplekse forhold mellem den amerikanske regering og Pentagon.

McChrystal er en del af den tæt sammenknyttede gruppe, der er den mest magtfulde kraft i udarbejdelsen af USA’s politik i Afghanistan. Hans folk har kommandoen over alle krigens militære aspekter. Mange iagttagere siger, at han ikke kan fjernes. Det er muligvis sandt, muligvis ikke. Selv om den militære elite har en kolossal magt, kan den herskende klasse i USA ikke tillade, at de får frie hænder til at føre krige, og hvis en general går for langt med sin egen dagsorden uden at tage hensyn til den amerikanske imperialismes generelle interesser, vil han hurtigt havne i en behagelig, men magtesløs, tilværelse som pensionist.

Krigen i Afghanistan kan ikke vindes. I februar i år var der en stor offensiv for at indtage den sydlige by Marja. Men på trods af al den amerikanske hærs forfærdelige ildkraft fortsætter kampene. McChrystal har selv talt om det som et ”bødende mavesår”. Selv imens McChrystal forbereder sig på en offensiv i det sydlige Afghanistan, er udsigterne til en form for succes dårligere end nogensinde. De amerikanske tabstal stiger ubønhørligt. Hundredvis af milliarder dollars er blevet brugt til absolut ingen nytte. Forsøgene på at vinde civilbefolkningens sympati er slået katastrofalt fejl. For hver drone, der slår uskyldige civile ihjel, stiger den afghanske befolknings had imod de udenlandske tropper.

Obama vil muligvis fjerne denne uregerlige general for at vise, at han er en stærk præsident (han bliver kritiseret for at være svag i sagen om olieudslippet i den Mexicanske Golf). Muligvis vil han beslutte at lade McChrystal fortsætte med sin plan. Hvis McChrystals strategi ikke virker – og den kommer ikke til at virke, USA vil komme i alvorlige problemer – kan Obama skyde skylden for nederlaget på generalen.

På trods af finanskrisen fortsætter de militære udgifter på et astronomisk plan. Det amerikanske forsvarsministerium har et budget på over 600 milliarder dollars om året. Imperialisterne står i en konflikt i Afghanistan, der ikke kan vindes. USA bruger nu flere penge dér end i Irak. Men oprørerne tjener op til 400 millioner dollars om året på handelen med opium, og de modtager næsten ubegrænsede reserver af penge, våben og mandskab fra Pakistan.

I juni steg antallet af amerikanske soldater, der er dræbt i Afghanistan, til over tusind. Afghanistan har nu overhalet Vietnam som den længste krig i USA’s historie. Obama har nu i al stilhed droppet sin deadline for tilbagetrækning af amerikanske soldater, som ellers var i juli næste år. Krigene i Irak og Afghanistan vil, sammen med virkningerne fra den økonomiske krise, føre til at øge ustabiliteten i USA og Europa. Ud over at være et enormt dræn på økonomien, vil der komme det ene chok efter det andet.

Før Anden Verdenskrigs udbrud forudså Leon Trotskij med en slående indsigt, at USA ville komme ud af konflikten som den største sejrherre, og at landet ville dominere hele verden, men at det ville have indbygget dynamit i sit fundament. Den 11. september 2001 og de katastrofale interventioner i Irak og Afghanistan har vist, hvor meget ret han havde.