9,4 milliarder kroner. Så stort var overskuddet hos det danske bryggeri Carlsberg for 2009, på trods af den verdensomspændende recession.
Nul procent. Så meget ville Carlsbergs ledelse give dets medarbejdere i lønstigning i år, til de lokale lønforhandlinger, på trods af at det er medarbejderne, som har skabt dette enorme overskud. Næste år kan de, ifølge Carlsbergs ledelses udspil, forvente en sølle lønstigning på 1,2 procent.
Det førte til arbejdsnedlæggelse på bryggeriet i Fredericia tirsdag d. 4. maj blandt lager- og produktionsmedarbejdere. De krævede en lønstigning, der minimum svarede til inflationen, så de ikke fik reel løntilbagegang. Strejken blev senere landsdækkende og kom til at omfatte 1100 arbejdere, da arbejdsgiverne satte funktionærer til at læsse lastbilerne, og dermed brugte dem som skruebrækkere.
Uansvarlige arbejdsgivere
Under hele forløbet har arbejdsgiverne hos Carlsberg udvist en fuldstændig uhørt arrogance over for arbejderne. Først meddelte de deres udspil til de lokale forhandlinger igennem medierne, i stedet for til fællestillidsmanden. Senere, under strejken, fortæller de til medierne, hvordan de på længere sigt vil skabe arbejdspladser i Danmark. Samtidig får hver enkelt medarbejder et brev med indirekte trusler om fyringer og udflytninger af arbejdspladser til udlandet.
Man ser tydeligt her, hvordan arbejdsgiverne hos Carlsberg forsøger at virke ”ansvarlige” overfor offentligheden, mens de på den anden side er fuldstændig ligeglade med de arbejdere, som har skabt de astronomiske profitter. Kapitalisternes eneste mål er at beholde deres massive profitter, hvad end konsekvenserne er for arbejderne.
Problemerne ikke løst
Det viser også, at den såkaldte ”danske model” ikke fungerer. Arbejdsgiverne kan gore, hvad de lyster, mens arbejderne bliver pålagt bod, når de bruger deres eneste magtfulde våben, nemlig strejkeretten. Arbejdere hos Carlsberg er blevet dømt en bod på 65 kr. for hver time de ”ulovligt” strejkede (3f.dk, 12.05.10).
Strejken er nu ovre, og ledelse og fællestillidsmanden er tilbage ved forhandlingsbordet. Men det er stadig muligt, at strejken blusser op igen. Fællestillidsmanden udtalte til TV2 Finans d. 4 maj: ”Folk er skidesure, fordi vi har kæmpe overskud. Men det skal vi åbenbart ikke have del i, mener ledelsen”.
Arbejderne er ikke dumme og kan sagtens se modsætningen mellem, at de reelt set kommer til at gå ned i løn, mens kapitalisterne beholder deres massive profitter. Derfor kan det meget muligt blive svært at tilfredsstille arbejderne ved forhandlingsbordet.
Organiseret offensiv fra arbejdsgiverne – arbejderbevægelsen må give igen med samme mønt
Arbejderklassens organisationer må støtte op om deres kamp. Ellers kan det meget vel ende som strejken hos skraldefirmaet HCS på Vestegnen, hvor de strejkende skraldemænd endte med at blive fyret, fordi de rejste krav om, at helt basale arbejderrettigheder skulle overholdes.
Man kan nemt få den mistanke at arbejdsgiverne har samme formål med denne strejke på Carlsberg som med strejken på HCS: presse en konflikt igennem og så gøre alt for at de strejkende lider nederlag. På den måde vil de prøve på at skræmme andre lag af arbejderklassen fra bare tanken om at gå i strejke.
Det netop indgåede overenskomstresultat var elendigt, og som denne avis tidligere har påpeget, kommer kampen nu til at stå ude på arbejdspladserne i de lokale forhandlinger. Carlsberg er langt fra den eneste arbejdsgiver, der kræver reallønstilbagegang, og som bruger krisen til at angribe arbejderne. Der er brug for at samle arbejderne.
En politisk kamp
LO og resten af fagbevægelsen må støtte op om arbejderne på Carlsbergs krav og sørge for, at strejken bliver spredt, hvis den genoptages. Vi så, hvordan arbejdsgiverne bare sad med armene over kors, på trods af at strejken blev spredt ud til 1100 medarbejdere hos Carlsberg. Det må være fagforeningernes fornemste opgave at sørge for, at strejken bliver så stor som overhoved muligt, fordi det gør den så stærk som muligt.
Samtidig må arbejderpartierne, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, støtte op om arbejdernes kamp. De må sige klart nej til enhver forringelse af arbejds- og lønforhold. Hvis strejken begynder igen må alle medlemmer af SF og SFU og de andre arbejderpartier tage spørgsmålet op på deres arbejdsplads, uddannelsesinstitution osv.
SF står til at blive en del af regeringsmagten ved næste valg, og som alle ved, betyder stor magt også stort ansvar. Det må derfor stå fuldstændig klart, at SFs ansvar er over for arbejderne. I vigtige spørgsmål, som strejken på Carlsberg, må SF vise, at de står på arbejderklassen og ikke kapitalisternes side.
Derfor må SF stille krav om nationalisering af Carlsberg, hvis arbejdergiverne bliver ved med at angribe deres medarbejderes forhold. Hvis kapitalisterne hos Carlsberg ikke kan finde ud af at administrere et kæmpe overskud, vil arbejderklassen i fællesskab med deres kamporganisationer, med glæde gøre det.
