Den seneste tid er antallet af angreb på SF fra den borgerlige presse nærmest eksploderet. Det sker selvfølgelig ikke uden grund. De borgerlige kan mærke jorden ryste under deres fødder. De kan se at de vil miste regeringsmagten, så deres primære fokus nu er at svække venstre flanke af den kommende regering, nemlig SF. Og det koste hvad det vil. Intet er for lavt for borgerskabet.
Den 23. april kunne man læse på tv2.dk ”Søvndal får sygeplejersker på nakken”. Et virkeligt hårdt stød til partiet der rammer lige midt i kernevælgerne i den offentlige sektor, hvoraf mange ser til SF for forbedringer af velfærden. Det havde været et hårdt slag til partiet – hvis det altså lige var sandt. Realiteten er at en enkelt – vi gentager – én enkelt ud af alle landets sygeplejersker, der i øvrigt selv stiller op for Venstre, var fortørnet over at en sygeplejerske på et banner havde sin fagforeningspin på uniformen.
Også den 23. april kunne man læse på avisen.dk hvordan Søvndal lyver om sine intentioner med at deltage i regering, under overskriften: ”Villys lille løgn: Jeg trives fint i min Fiat”. Den underliggende betydning er klar: ”Det kan godt være han forsøger at fremstille sig som repræsentant for de laveste i samfundet, men i virkeligheden er han bare magtbegærlig og beregnende”.
Det samme gælder Berlingskes historie den 24. april om at Thor Möger Pedersen, der er anbefalet af Villy Søvndal til ny næstformand, skulle være partiets nye unge Godfather. Alt sammen fordi han for år tilbage har sagt til Euroman at han var fascineret af figuren i filmen af samme navn. I avisens overskrift ligger der to ting implicit: dels at Thor er en korrupt gangster, men ikke mindst at resten af medlemmerne af partiet bare er toppens håndlangere, i denne forbryderorganisations forsøg på at tilrane sig magten i landet.
Hvorfor ser vi den tirade fra den borgerlige presse? Der er flere årsager. Først og fremmest for at svække et parti de er utrygge ved, og som de helst så forvist til stedet hvor pebret gror. De frygter ikke manøvrerne fra partitoppen, men de hundredetusinder af unge og arbejdere, der står bag partiet. For det andet styrker smædekampagnen den tendens, der har været i toppen af partiet til at skulle bevise sin regeringsparathed overfor de borgerlige og deres medier.
Den borgerlige presse tager afsæt i de helt reelle kritikpunkter og bekymringer som store dele af især den ældre generation af partiet nærer overfor partiets sving mod midten. På den måde forsøger de borgerlige og deres bladsmører dels at svække partiet, men samtidig drukne den reelle og nødvendige socialistiske kritik fra medlemmerne, i en sump af bagvaskelse og løgn.
Gode gamle Per Stig holder sig heller ikke for god til at deltage i koret. Under overskriften: ”Per Stig Møller: Villy Søvndal er farlig” bragt i berlingske.dk den 3. april forklarer han hvordan han ”… er bange for Danmarks anseelse i udlandet, hvis Villy Søvndal bliver udenrigsminister i en kommende regering”. Undskyld mig, men hvem var det lige, der har givet den gas med to imperialistiske krige, muhammedkriser osv.? Hvem er det lige der har fyret den af fra Folketingets talerstol med løgne om Iraks påståede lagre af masseødelæggelsesvåben?
Det er dog på det seneste unægtelig blevet lettere for de borgerlige og deres presse. Dels på grund af de mange politiske kovendinger dele af folketingsgruppen foretager, dels fordi interne kanaler som hjemmeside og medlemsblad er blevet lukket for intern debat, således at mange har set det som eneste mulighed at gå udenom partiet for at tage diskussioner op. Men også til dels fordi partiet ikke har sin egen presse, sin egen avis. Man er afhængig af borgerskabet og chefredaktørerne på de store medier for at få din politik ud.
Hykleriet vil ingen ende tage. Derfor er det også enhver SF’ers pligt at bekæmpe disse løgne og smædekampagner. Ikke på grund sympati med Søvndal og Möger, men for at forsvare partiet og ikke mindst forsvare retten til intern kritik. Som alt andet i politik, har også kritik af partiets politik en klassebasis. Borgerskabet kritiserer for at smadre partiet. Marxisterne og socialisters kritik tager som mål at styrke partiet og kampen imod borgerskabet.
