Redaktionens note:
SF’s højrefløj forsøger at præsentere det som ”friskt og moderne”, når de kaster partiets principper over bord. Men der har aldrig været noget ”moderne” ved at acceptere kapitalismens uhyrligheder som arbejdsløshed, racisme og krig.

Vi viderebringer her en debat-artikel, som et mangeårigt SF-medlem har skrevet til hjemmesiden Kritisk Debat.

Vi er ikke nødvendigvis enige i alt, der står i artiklen, men den leverer mange pointer, som er værdifulde i debatten om, hvordan SF’s program bliver til virkelighed.

Vi vil gerne bidrage til denne debat, og til at styrke venstrefløjen i SF. Vi modtager gerne artikler og debatindlæg i denne sammenhæng.

Partidemokratiet forsvinder

Hvad er det der sker i SF, og hvor fører det hen?

I en kronik den 5. januar 2010 i Politiken skriver Villy Søvndal, at
“SF har brugt de seneste fem år på at udvikle og forandre sin politik,
sit image, sin kommunikation og sin rolle i dansk politik. Skingre
anklager om højredrejning og populisme får ikke fornyelses-processen
til at stoppe. Tværtimod. En ny venstreorienteret position er
forudsætningen for forandringen af Danmark.”

Jeg vil melde mig i koret af kritikere – og risikere at blive kaldt skinger!

Jeg oplever udviklingen som en afvikling af partiets kerneværdier og af
partiets demokrati. SF blev dannet blandt andet som reaktion på DKPs
såkaldte demokratiske centralisme, og fra starten var det vigtigt for
SFs mødre og fædre, at partiets politik udvikledes i tæt kontakt og
dialog med medlemmerne. Det er landsmøderne, der fastlægger partiets
politik, og mellem landsmøderne er det hovedbestyrelsen, der fastlægger
hovedlinjerne efter landsmødets vedtagelser.

På landsmødet 
i  2009 skete der en stor ændring af SFs ledelse, hovedbestyrelsen
erstattes af en landsledelse, antallet af medlemmer reduceredes fra 29
til 11. Muligheden for at blive valgt lokalt bortfaldt.

Lovenes
paragraf 2 lyder fortsat: stk 1: Partiets formål er at virke for
socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et
marxistisk idegrundlag. Og Stk. 2: SF’s organisation skal være præget
af åbenhed og gensidig respekt samt repræsentere den mangfoldighed, som
SF’s medlemsskare er præget af.

Men virkeligheden er en anden,
væsentlige hovedlinjer i SF politik, det gælder retspolitik,
sikkerhedspolitik, boligpolitik oa. ændres og det sker uden at
medlemmer eller valgte organer som hovedbestyrelse eller
partiforeninger, endsige medlemmer inddrages.

Jeg vil nøjes med at holde mig til sikkerhedspolitik, som eksempel på højredrejningen og kritisere måden, det er sket på.

SF sikkerhedspolitik udhules

SFs første valgplakat havde teksten: Afrust vort land. Vi har ikke
nogensinde været pacifister, men vi har hidtil søgt at fremme den
danske og nordiske tradition for at optræde som formidler og mægler
mellem parter i internationale konflikter for herigennem, at gøre
fredelige, ikke-militære løsninger til hovedsporet for Danmarks
internationale engagementer. Efter den kolde krigs afslutning var der
især baggrund for at overveje en ny sikkerhedspolitik med vægt på
ikke-militære midler.

SF er gået i stik modsat
retning. I august 2008 fremlagde Holger K. Nielsen et udspil om
forsvarspolitik til hovedbestyrelsen. Hovedsigtet var, at der ikke
længere er en militær trussel imod Danmark og at grundlaget for det
nationale forsvar dermed er bortfaldet. Trusselsbilledet karakteriseres
i dag ved at stamme fra ikke-statslige aktører, der arbejder
transnationalt, og fra svage stater, hvoraf mange styres af
diktatoriske regimer. Ligesom den ulige globale udvikling skaber
spændinger og globale miljø- og ressourceproblemer forstærker dette
trusselsbillede. Klimaforandringerne skaber flygtningestrømme og
yderligere fødevareproblemer.

Den aktuelle trussel er med
andre ord et komplekst billede, hvor militære løsninger er meget
mangelfulde og kan i nogle tilfælde forstærke i stedet for mildne
problemet.

Alligevel skriver Holger K. Nielsen i 2008, at SF
ønsker at blive en del af et kommende forsvarsforlig, og at forsvaret
bliver en sammenhængende del af den øvrige udenrigs- og
sikkerhedspolitik. Det slås fast, at SF ikke vil medvirke til, at
forsvaret tilføres flere penge, men at man vil afvente
forsvarskommissionens rapport før der udstikkes konkrete krav.

Jeg var via pressen blevet opmærksom på papiret og forsøgte forgæves at
få det inden behandlingen i hovedbestyrelsen. Det var ikke muligt!

Det Internationale Udvalg, jeg var og er medlem af, havde ikke været
involveret overhovedet. Jeg skrev derfor i september 2008 til SF’s
hovedbestyrelse og forretningsudvalg og foreslog, at man nedsatte et
sikkerhedspolitisk udvalg, fordi jeg kunne se, at der var mange
væsentlige ændringer undervejs i SF’s holdning til sikkerhedspolitik,
og at jeg mente medlemmerne i højere grad burde involveres. Jeg fik
aldrig svar. 

Er det nødvendigt at tilpasse politikken på forhånd for at komme i regering?

På landsmødet i april 2009 skulle et såkaldt reformprogram vedtages.
Under overskriften “Tilbage til FN-sporet” stod der intet om, at dansk
deltagelse i internationale militære opgaver skal have et klart FN
mandat. Det affødte adskillige ændringsforslag indsendt af medlemmer og
partiforeninger, som alle afvistes af forretningsudvalget med følgende
begrundelse: “Hovedbestyrelsen (HB) diskuterede blandt andet
problematikken i forbindelse med udspil til nyt forsvarsforlig. HB
finder det afgørende at militære operationer er i overensstemmelse med
principperne i FN-pagten. Men HB vil ikke binde SF eller en kommende
centrum-venstre regering til at et veto fra et af sikkerhedsrådets
medlemmer i alle tilfælde skal kunne blokere for en militær opration
under en humanitær katastrofe som f.eks. folkedrab.” Med denne
afvisning ville forslaget ikke komme til afstemning på landsmødet med
mindre forslagsstillerne opretholdt det på selve landsmødet.

Min partiforening SF Syddjurs opretholdt vores forslag: “Ved ethvert
militært indgreb skal der ligge et klart FN mandat ” og det blev
vedtaget med 199 stemmer, imod stemte 137 og 19 undlod.

Det
havde været pinligt om SF’s iver for at tilpasse sig det, man
forestiller sig deltagelse i centrum-venstre regering kræver, havde
medført så uacceptabel en SF holdning til FN.

I Norge står
der i grundlaget for centrum-venstreregeringen at: “Deltakelse i
internationale operationer skal være forankret i FN-pakten og ha et
klart FN-mandat.” Det samme har den finske regering som grundlag.

I juni indgik SF for første gang i et forsvarsforlig, og gik derved med
til at dansk forsvar fortsat er forankret i NATO, og at forsvaret
tilføres ekstra 3,5 mia kroner. Begge dele er i strid med SF’s
hidtidige politik og det sidste i strid med Holger K. Nielsens og HB’s
udsagn om, hvilke betingelser SF ville stille.

Jeg har aldrig
forstået, hvad SF opnåede ved at være med i det forlig. Da Villy
Søvndal var en meget dygtig og agtet kommunalpolitiker i Kolding, sagde
han: “man kan godt indgå kompromisser, men man skal kunne vågne om
natten og huske udenad: hvad opnåede vi, og hvad gav vi køb på.” Holger
K. Nielsen afviser (Information 4-5 april 2009) at SF har skiftet kurs,
“det er kørt helt vildt op. Vi har ikke skiftet kurs.”.. “Vi sagde
allerede for 30 år siden, at det ville være dumt at melde Danmark ud af
NATO.” Jeg ved ikke, hvor det er Holger har det fra. I
principprogrammet fra 2003 står: “Efter ophøret af Den Kolde Krig er
begrundelsen for NATO bortfaldet og SF vil arbejde for en afvikling af
NATO”. Den formulering var resultat af en kampafstemning, hvor
alternativet var en ændring af NATO. Principprogrammet fortsætter: “Så
længe NATO endnu eksisterer, skal Danmark optræde selvstændigt inden
for alliancen, arbejde for nedrustning, global sikkerhed og afspænding
og modsætte sig alle forsøg på at udvide NATOs operationsområde eller
give NATO en global rolle”( i dag er principprogrammet ikke
tilgængeligt fra forsiden af SF’s hjemmeside!!!)

I
Forsvarsforliget står der: “Samtidig har forsvaret i lyset af de
seneste årtiers sikkerhedspolitiske udvikling i stadig videre omfang
indtaget rollen som et af flere væsentlige redskaber i en aktiv dansk
udenrigs- og sikkerhedspolitik, der kan bidrage til forebyggelse af
konflikter og krig samt fremme demokrati og frihed i verden med respekt
for menneskerettighederne.” og senere: “Danmarks medlemskab af NATO er
en hjørnesten i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.”

Jeg
mener ikke, dansk forsvars indsats har bidraget til forebyggelse af
konflikter – eller fremme af demokrati og frihed i Irak eller
Afghanistan, tværtimod kan de krige have bidraget til at øge
modsætninger mellem Vesten og den muslimske verden, og i værste fald
skabt flere terrorister. SF plejer at gå ind for afvikling af NATO, nu
mener SF, at den gamle koldkrigsorganisation ledet af USA er en
“hjørnesten” i dansk sikkerhedspolitik.

Begrundelsen
er ifølge SFs pressemeddelelse: at det er “en vigtig milepæl i
bestræbelserne på at SF kan gå med i en regering efter valget.
Forhandlingerne er derfor en succes.”

I Norge afskrives politikken ikke for at opnå plads i regering

Vores norske søsterparti SV ikke afviklet deres NATO holdning for at
komme i regering: Under overskriften En ny alliansepolitikk for Norge
skriver SV i arbejdsprogram 2009-13:

“NATO er i dag i økende
grad irrelevant for norsk sikkerhet. Alliansen favner om land med en
rekke motstridende interesser, og har vist seg ute av stand til å
opptre samlet i viktige krisesituasjoner. NATOs operasjoner utenfor
eget område gjør organisasjonen til et redskap for stormaktsinteresser,
og undergraver FNs mulighet til å bygge ut en egen

militær
kapasitet. Norge kan derfor ikke fortsette å basere sin
sikkerhetspolitikk på at NATO skal være garantist for norsk sikkerhet.
SV er også sterkt kritisk til andre sider ved NATO. Alliansen har
fortsatt førstebruk av atomvåpen som del av sin strategi, og
forbeholder seg retten til å bruke militærmakt utenfor sitt eget
område, også uten

FN-mandat. NATO-medlemskapet øker derfor faren for at Norge blir dratt med i angrepskriger i strid med folkeretten.”

Vores søsterparti har med andre ord bevaret sin kritiske holdning til
NATO og er fortsat medlem af centrum-venstre regeringen i dens anden
periode.

I regeringsgrundlaget står: “Hovedlinjene i norsk
utenrikspolitikk ligger fast, herunder sterk oppslutning om FN og
folkeretten, medlemskapet i NATO, EØS-avtalen og at Norge ikke er
medlem av EU. Regjeringen vil arbeide for å styrke det nordiske
samarbeidet.”

Det er altså muligt, at fastholde sin egen
politik – og indgå kompromiser, når man formulerer regeringsgrundlag.
Det har SF ikke fattet.

Hvad ender det med?

I en artikel analyserer Robin T. Pettitt, lektor i komparativ politik
ved Kingston Universitet, Partidemokratiers udvikling. Han omtaler
Robert Michels teorier om ” Iron Law of Oligarchy” at alle
organisationer er oligarkisk ifølge sin natur. Michel mener, at
medlemmerne af sig selv opgiver indflydelse og overlader styringen til
få betroede personer. Pettitt opstiller en anden teori: varierende
medlemsindflydelse. Han påpeger, at der er tradition for at
venstrefløjs partier har stor grad af medlemsdemokrati. Han mener, at
indflydelsen kan variere over tid og er afhængig af tre faktorer:
medlemmernes holdning til partiet, ledernes regerings ambitioner og det
politiske miljø, partiet arbejder i. Robin Pettitt belyser sin teori
ved at gennemgå medlemsdemokrati i 3 partier: det britiske Labour,
Socialdemokraterne i Danmark og SF.

Tabel 1,SF,SD og Labour medlemmers holdning til deres rolle i %

Spørgsmål: partimedlemmernes væsentligste rolle er at støtte beslutninger truffet af ledelsen.

Kilde: Petitt, R (2010)

Det fremgår af ovenstående
tabel, at SF i hvert fald i 2000, da undersøgelsen blev foretaget var
langt det mest rebelske parti. Et parti, hvor medlemmerne ønskede og
forventede indflydelse. Pettitt citerer tidl. SF formand Gert Petersen
for at sige: “hvilken anden grund skulle der være for at være medlem.”
Jeg tvivler på, at en tilsvarende undersøgelse af SFs medlemmer ville
give samme resultat.

Jeg har været medlem af SF i over 40 år,
og i starten under Aksel Larsen var der mildt sagt ikke
medlemsdemokrati. Først med stærke grupper blandt medlemmerne og med
stor forståelse fra formand Gert blev der dels lydhørhed, dels
forståelse for at mangfoldighed er styrke, og at demokratisk
centralisme var en af de unoder i DKP, som SF blev dannet som oprør
imod.

For et par år siden afskaffedes SF’s medlemsblad – og
dermed mulighed for åben bred debat mellem medlemmerne. På sidste
landsmøde ændredes SF struktur, så der sker en utrolig stor
centralisering af magt. Begrundelsen var en modernisering og
forberedelse på hurtig beslutningsgang, når SF kommer i regering.

Hvad skal vi med politik? Ledelsen – hvem det så er – har indført
fokusgrupper og andre populære meningsmålinger. Revolutionstankegang
(Socialisme?) er utidssvarende, mener formand Villy Søvndal, det er
også en grundlæggende forkert tankegang, skriver han i Politiken.

Siden Villy Søvndal blev formand er folketingsmandattallet og
medlemstallet fordoblet. Det er imponerende, og et resultat af en stor
indsats af mange, ikke mindst af nyligt afdøde næstformand Jakob Nørhøj.

Tabel 2, antal SF-stemmer og mandater til folketingsvalg siden partiets start

Kilde: www.SF.dk

Robin Pettitt har i en anden
undersøgelse sammenlignet mulighed for kritik på kongres og landsmøder
i Labour (2004) Socialdemokraterne i Danmark (2004) og SF (2003, 2004
og 2005). Han konkluderer: at SF giver langt den største mulighed for
kritik: “The leadership, both in parliament and in the national
executive, would come in for extensive criticism from members, and
indeed from fellow leaders.” Han skriver, at SF nærmest som princip har
en åben debat ofte hed, om selv mindre politiske uenigheder. Det er
også sådan jeg gennem de mange år har oplevet SF, som et rum med højt
til loftet og plads til mangfoldighed.

Som det fremgår af
nedenstående tabel 3 er medlemstallet vokset til det dobbelte siden
undersøgelsen omtalt i tabel 1 blev foretaget.

Tabel 3, Udvikling i medlemstallet

Det er efter min mening, meget lidt man har foretaget sig for
at involvere alle disse nye medlemmer. Tværtimod har man afskaffet
medlemsbladet og traditionen for at partiets politik bliver til efter
længere medlemsdebat. Kønsfordelingen er ligeledes ændret,

Kønsfordeling, medlemmer:

pr. 13.02.2009
Kvinder: 51,5% (48,2% pr. 23.05.2007)
Mænd: 48,5% (51,8% pr. 23.05.2007)

I samme periode er de fleste principielle SF standpunkter om
sikkerhedspolitik, retspolitik og økonomisk politik tilpasset en
socialdemokratisk midterholdning, samtidig er demokratisk centralisme
genindført i partiet. Pettitt forudsiger i 2007, at det er muligt at
SF’s ønske om at komme i regering med SD vil medføre, at medlemmernes
kritiske røster får mundkurv på. På sidste landsmøde var der usædvanlig
lidt kritik, og man kan undre sig og spørge: hvem er de nye medlemmer?
Er de bare “Villy-fans” og tilfredse med det?

Tim Knudsen
karakteriserer udviklingen i sin bog: “Fra folkestyre til
markedsdemokrati”. Han skriver, at det danske demokrati i de seneste
årtier er blevet et markedsdemokrati. Små topstyrede og professionelle
politiske partier, finansieret af staten, kappes med moderne
markedsføringsmetoder om de stadigt flere svingdørsvælgere, der ofte
skifter parti.     

Jeg synes ikke, SF skal i regering, for enhver pris.

Kim Jørstad, SF formand for SF i Kerteminde, skriver i Politiken den
12. Januar: “Mange følger udviklingen med spænding. Der er kun at håbe
på, at SF’s ledelse er sig sit kolossale ansvar bevidst og er klar
over, at magten for magtens skyld intet er værd.”

Kilder:

Jørstad, Kim: SF på magtens vej, Politikens kronik 12. Januar 2010  

Knudsen, Tim ( 2007): “Fra folkestyre til markedsdemokrati” Akademisk Forlag 2007

Pettitt, R.T (2007): “Challenging the Leadership: The Party Conference
as a Platform for Dissenting Membership Voice in British and Danish
Parties of the left.” Scandinavian Political Studies, vol. 30, no 2, p.
229-248, 2007

Pettitt, R.T (2010).: Bending Michels` “Iron Law
of Oligarchy”: can democracy ever be for “home consumption” in
political parties?” in draft

Søvndal, Villy: Vejen til regering med SF, Politikens kronik 5. Januar 2010