De danske kapitalister har erklæret arbejderklassen krig. Fyringerne er eksploderet, særligt indenfor industri og byggeri. Men de seneste måneders fyringer der er kommet under krisen, er i virkeligheden kun storoffensiven fra arbejdsgiverne i en større krig imod den organiserede fagbevægelse, der er foregået over de sidste årtier.

De borgerliges program består af bitter klassekrig. Ikke fordi de er onde eller dårlige mennesker, men fordi kapitalismen fra den fødsel til dens generelle forfald, og særligt under den nuværende krise, til stadighed deler samfundet i to fundamentale grupper, med modsatrettede interesser: arbejdere og kapitalister.

Kapitalisterne vil forsvare profitter
Økonomien er i krise. Kapitalisterne må og vil gøre alt der står i deres magt for at forsvare deres profitter. Når markederne ikke længere kan absorbere varerne, vil de hente deres profitter ved at gøre indhug i arbejderklassens levestandard. Det være sig løn, arbejdsforhold og velfærd. Verdens regeringer har igennem en lang årrække forsøgt at bære markedet ud over sine grænser, ved at hjælp af massiv gældssætning. Både af hele stater, som den amerikanske, men også hele befolkningen og arbejderklassen i sær. Og nu lander regningen for redningsaktionerne af finanskapitalisterne også hos arbejderklassen.

De forrige års opsving blev båret af arbejderklassen. Gennem en veritabel krig på fabriksgulvet gennemtvang kapitalisterne højere arbejdstempo, produktivitet og arbejdstid, for at bevare deres profitrate. Den økonomiske krise tillader nu ikke længere kapitalisterne at bevare profitter gennem at fastfryse reallønnen, accelerere produktionen og sende flere vare på markedet. Hvis kapitalisterne i Danmark skal gøre sig håb om at bevare deres profitter må det blive på bekostning af arbejderklassen. Det kræver at de udfordrer fagforeningerne – arbejderklassens kollektive forsvar.

Industriarbejderene er fagbevægelsens rygrad
Dansk arbejderbevægelse har stolte traditioner. Lige stemmeret, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, ytringsfrihed osv.. Alle disse rettigheder, der i dag ses som basale er vundet af arbejderklassen igennem historien. Herudover kan nævnes en lang række rettigheder som 37 timers arbejdsuge, 6 ugers årlig ferie, barsel osv. Det er rettigheder der er vundet gennem arbejderklassens kamp. En kamp der er blevet organiseret igennem arbejderbevægelsen. Og den danske arbejderklasse er velorganiseret.

Den primære kerne i arbejderbevægelsen har traditionelt set altid været de faglærte industriarbejdere. I industrien er arbejderne samlet under samme tag og betjener store og dyre maskiner der producere store værdier. Altså besidder de en enorm potentiel magt, hvis de truer arbejdsgiverne med at standse disse maskiner og dermed bremse produktionen af værdier.

Igennem historien er det da også de store industriarbejdspladser der er gået forrest i de forskellige kampe. Her kan man blot nævne det gamle B&W med omkring 8000 på samme arbejdsplads, der var afgørende i enhver mobilisering fra arbejderklassens side. Og dermed også en afgørende forhindring for landets kapitalister i deres evige kamp for at trykke lønnen ned og forøge profitten. Derfor søger kapitalisterne væk fra industrien og de store arbejdspladser, selv om de er mest effektive. De opdeler, outsourcer og lukker produktion.

Den hemmelige krig
Kapitalisterne vil ikke tolerere denne mægtige modpart i form af den organiserede arbejderklasse. Det kapitalistiske systems generelle nedgang i de sidste årtier tillader ikke længere at kapitalisterne kan give arbejderklassen indrømmelser i form af reformer. De kræver derfor deres uindskrænkede magt over deres ejendom: arbejderklassen. De kræver at de bliver herre i eget hus og får uindskrænket magt til at diktere løn- og arbejdsforhold. Men samtidig har de indset hvor farligt det er at udfordre en stærk fagbevægelse frontalt. Ud over de enorme omkostninger der er forbundet med storkonflikter, i form af tabte arbejdsdage, er der en for kapitalisterne enorme fare for at ødelægge hvad der ofte kaldes for ”sammenhængskraften” i den offentlige debat. Altså illusionen om at vi alle, både arbejdere og kapitalister har samme interesser i at bringe samfundet fremad. En fare for at blotlægge den klassekamp der finder sted overalt i samfundet. For under storkonflikter skærpes klasseskellene i samfundet og kan true selve det kapitalistiske samfunds eksistens. I de sidste årtier har kapitalisterne derfor ført en stille kamp imod denne forhindring for kapitalisterne, mod selve kernen i fagbevægelsen: industriproletariatet.

Det er en kamp hvor der ikke høres pistolskud og sabelraslen, men den kan spores i tørre statistikker. Kampen er foregået ved en gradvis afindustrialisering af landet. Et kunstgreb som det lykkedes Thatcher at lave i England i 80’erne. For hvis du kvæler industrien, kvæler du fagbevægelsen.

Stadigt færre arbejder i industrien
Igennem mange år har vi set en stadig overførsel af kapital fra industriproduktion til serviceerhvervene. Set fra et samfundsperspektiv er dette en fatal udvikling. Stigende velstand kommer naturligt nok fra øget produktion af værdier. Ikke ved at servicere hinanden. En øget brug af reklamer og konsulenter bidrager ikke til at gøre samfundet rigere. Det samme gælder handel og spekulation med værdipapirer. Det er nemlig, som ordet antyder: papir. Altså ingenting. Det er den seneste boligbobble et glimrende eksempel på. Tværtimod er disse sektorer parasitter på den egentlige produktion af værdier som ligger primært i industrien.

At kapitalisterne er fuldstændig ude af stand til at udvikle industrien i Danmark, selv under et opsving, fremgår af handelsbalancen, hvor im-/eksport af industrivarer gav et sølle plus på 7,5 milliarder i 2003, men gennem årene, under opsvingets vildeste fase, faldt støt til et underskud i 2008 på 42,1 milliarder i 2008.

Ændringen af vægtningen inden for økonomien kan også ses af udviklingen i beskæftigelsen: I industrien som helhed var der i 1966 604.138 ansatte. I 2004 var dette tal faldet til 392.847. Et fald på 35 procent. Det er sket samtidig med at det samlede antal lønmodtagere i perioden er steget fra 1.948.171 til 2.564.253 (Danmarks statistik). Så det er altså en bevægelse der er foregået over et stykke tid.

Den vigtigste og største del af industrisektoren er jern og metalindustrien, der bidrager med langt den største værdiproduktion i industrien. Siden toppen i 1999 er antallet af ansatte i jern og metalindustri i den private sektor faldet fra 181.308 i 1999 til 164.683 i 2008. Et fald på 9,7 procent. I sig selv et stort fald, men ser vi det i sammenhæng med den mest voksende sektor i samme periode, nemlig det vage begreb ”forretningsservice” er billedet endnu mere udtalt. I samme periode er forretningsservice steget fra 125.540 ansatte i 1999 til 204.561 ansatte i 2008. En stigning på hele 62,9 procent (Danmarks Statistik).

Produktionens andel af økonomien falder
Der raser med andre ord en krig imod arbejderbevægelsens livsnerve. Antallet af beskæftigede giver dog ikke det fulde billede om hvilken vej økonomien bevæger sig. Ligeså vigtigt er industriens andel af økonomien. I 1990 udgjorde sektoren ”Råstofudvinding, industri og energi” 459.985mio kroner (i 2000-priser) og 28,2 procent af den samlede værdiskabelse. I 2008 var dette tal steget til 571.807mio. En stigning på 39,6 procent. Men samtidig var denne sektors andel i den samlede produktion faldet til 24,7 procent. Altså et fald på 3,5 procentpoint. Over den samme periode på knapt 20 år er sektoren ”Handel mv., transport og kommunikation” steget med 94,2 procent og gået fra en andel på 18 procent til 20,5 procent af den samlede økonomi. Det samme gælder sektoren ”Finansiering mv., boligbenyttelse, udlejning og forretningsservice” der er gået fra en andel på 21,6 procent til 26,6 procent af økonomien i perioden (Danmarks Statistik).

Industrien hårdt ramt af krisen
Tendensen er altså klar. Og den økonomiske krise bliver af arbejdsgiverne brugt til at sætte fart på afindustrialiseringen. Fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) lød det da også i maj måned: I april 2009 er ca. 82 pct. af alle varslinger [varslede fyringer] inden for [områderne] industri, råstofudvinding og forsyningsvirksomhed… Det er de store virksomheder, der varsler flest afskedigelser (DI’s nøgletalsnotat af 15. maj 2009).

Udflytning
Inden krisen gjorde det muligt for kapitalisterne direkte at lukke produktionen, har der gennem mange året været en øget tendens til såkaldt ”outsourcing”. Altså at flytte produktion fra Danmarks velorganiserede arbejderklasse til områder med ingen eller meget svag fagbevægelse. De danske kapitalisters fuldstændige parasitiske små-kræmmermentalitet slår straks i øjnene når vi sammenligner outsourcingen fra danske kapitalister, med outsourcing fra en stærk industrination som Tyskland. I perioden 2001-2006 har 19 procent af de danske virksomheder ‘outsourcet’ mens det kun gælder 14 procent af de tyske (Økonomi og Erhvervsministeriet).

Og de 19 procent af de danske virksomheder dækker i virkeligheden over en massiv udflytning fra danske industrivirksomheder: som Økonomi- og Erhvervsministeriet selv udtrykker det i deres rapport fra juni 2008: Outsourcing til udlandet er mest udbredt blandt industrivirksomheder med tekstilindustrien i spidsen, hvor over halvdelen af de adspurgte virksomheder har flyttet forretningsfunktioner til udlandet inden for de seneste år. Herefter følger jern- og metalindustrien, hvor knap 40 pct. af virksomhederne har flyttet aktiviteter… Outsourcing er overordnet set mindre udbredt i serviceerhvervene (Økonomi- og Erhvervsministeriet juni 2008). Og der er ikke bare tale om at det er IT-supporten og lignende der flyttes: Det er primært kerneaktiviteter, som flyttes til udlandet, mens udflytningen af hjælpefunktioner sker i mindre omfang (ibid.).

Med andre ord: kapitalisterne er i gang med at smadre industrien i Danmark, til fordel for en økonomi baseret på service og spekulation.

Tidligere brugte de borgerlige (og desværre også en del fra toppen af arbejderbevægelsen) argumentet om at kapitalisterne i deres evige jagt efter profit blev tvunget til at udvikle produktionsmidlerne. Og i Danmark for 50 år siden kunne der være et gran af sandhed i dette. Men i dag ser vi i stigende grad at kapitalisterne investerer i alt andet end de produktive dele af økonomien, som ‘service’ eller rendyrket spekulation. De smadrer endda hvad der allerede er blevet opbygget som eksemplerne fra lukning af produktion hos Lindø, MAN Diesel Frederikshavn og Vestas bevidner.

Der kan ikke herske tvivl om at dansk økonomi har brug for et kraftigt spark bagi. Vi er i den alvorligste krise siden 30’erne. Men det må være et spark i form af en udbyggelse af produktionsapparatet, ikke skattelettelser, støtte osv. til kapitalisterne, der er i gang med af afmontere industrien.

Kapitalisterne har vist dels hvad de kan præstere, men også hvad der er deres mål med økonomien. De vil tjene penge på penge. De vil forsøge at slippe for den besværlige produktion og i stedet leve af at spekulere. Samfundets bedste rager dem ikke en høstblomst. Så kan arbejderklassen i stedet blive ansat som frisører, rengøringsfolk og sikkerhedsvagter, der kan tage sig af kapitalisternes velbefindende.

Socialistisk plan nødvendig
Danmark har (så længe det varer) et nogenlunde moderne produktionsapparat og dygtige arbejdere der kan betjene det. Men der er behov for en plan for udvikling af industrien, i modsætning til kapitalisternes afvikling. Det kræver massive investeringer og uddannelse. Det kræver en national plan. Kapitalisterne og deres politiske repræsentanter i den borgerlige regering og de borgerlige partier hverken kan eller vil lave en sådanne plan. Derfor er det en opgave for en fremtidig arbejderregering.

S og SF lover at de vil udbygge velfærden når de vinder regeringsmagten. Vi støtter dem 100 procent i dette. Men vi må også gøre klart, at ordentlig velfærd, gode og gratis uddannelser og udryddelse af arbejdsløshed ikke kan gennemføres på kapitalistisk basis.

Kapitalismen er i krise. Den kræver det modsatte af S og SF’s programmer. Den kræver kontra-reformer – lønnedgang, nedskæringer og angreb på arbejderklassen. Med andre ord, et borgerlig program. Et program som en ny S-SF regering vil blive nødt til at gennemføre, med mindre ledelserne af de to arbejderpartier gør sig klar til at bryde med kapitalismens rammer og udfordre kapitalistklassen.

Mulighederne er der
Krisen er et mareridt for arbejderklassen. Og det på et punkt i historien hvor vi har alle muligheder for at skabe et rigt samfund, med arbejde og velfærd til alle, ikke bare i Danmark, men internationalt, men kun hvis arbejderklassen overtager samfundets ressourcer.

Nationalisering af bankerne og forsikringsselskaberne sammen med de 200 største virksomheder er et fuldstændigt uundværligt skridt for at befri produktivkræfterne fra deres lænker.

Kun 72 procent af kapaciteten i industrien udnyttes i dag og pilen peger kraftigt nedad (Danmarks Stastistik), på grund af begrænsningerne i markedet. Det vil sige, at der snildt kunne skabes 25 procent flere værdier ved at gennemføre en socialistisk planlægning af produktionen, allerede inden man investerer i udvikling af produktionsmidlerne. Derudover vil en socialistisk planlagt økonomi muliggøre arbejderkontrol med staten og industrien. Det vil give et enormt skub til arbejderklassens opfindsomhed. Enhver forstandig arbejder ved i dag, at under kapitalisme vil ethvert forslag til effektivisering af produktionen ramme arbejderne som en boomerang, i form af fyringer og øget arbejdspres. Ved en socialistisk planlagt produktion vil enhver produktivitetsstigning komme arbejderne og hele samfundet til gode.

Ved at reinvestere en stor del af overskuddet fra industrien, fratrukket hvad der skal gå til udbygning af velfærden, vil årlige vækstrater på 10-20 procent være fuldt ud mulige.

Det vil danne grundlaget for en sænkning af arbejdsugen til 35 timer og inden for en overskuelig fremtid 4-5timers arbejdsdag og en firedages arbejdsuge. Ved hjælp af disse tiltag kan hele befolkningen inddrages i politik og give arbejderklassen den nødvendige tid til at styre stat og industri.

Alt dette er ikke en fjern fremtid. Et sådan potentiale ligger implicit i den moderne teknologi om det så er IT-, nano- eller robot-teknologi.

Ressourcerne må udnyttes konstruktivt
Men i dag, under kapitalismen, betyder indførsel af morderne teknologi og effektiviseringer, kun fyringer og øget arbejdspres for arbejderklassen. Under en socialistisk planlagt økonomi vil enhver produktivitetsforbedring betyde mere fritid og større overflod.

To billioner dollars har den amerikanske regering brugt på at redde finanskapitalisterne. Et tal der frygtes at kunne løbe op i 23,4 billioner (borsen.dk 27/7 2009). Den danske regering har stillet 100mia kroner til rådighed plus garantier for indskud og prisen for historisk lav rente fra nationalbanken. Ca. 19,4mia blev der brugt i 2008 bare på dagpenge og kontantydelser. I 2010 forventes dette beløb at stige til 40,8mia (Danmarks Statistik). Blev disse ressourcer brugt konstruktivt gennem en socialistisk planlægning af økonomien, vil alle kunne sættes i arbejde og produktionsapparatet udbygges. Sygdom, fattigdom og nød vil kunne afskaffes og menneskeheden udnytte det enorme potentiale, som den gemmer, og som nu forkrøbles under kapitalismens lænker.