Denne tale blev holdt til en demonstration fredag 26. juni foran Irans ambassade i København. Det talte ord gælder.
Regimet slår fra sig som et dyr, der er trængt op i en krog.
I årevis har almindelige iranere dukket hovedet, set ned i jorden og frygtet regimet. Men massebevægelsen i Iran viser et folk, der har mistet frygten. Vi ser et glimt af den magt, der ligger hos masserne.
Der er intet styre i verden, der kan overleve, når først almindelige mennesker på den måde siger stop. Vi så også det tilsyneladende almægtige regime under Shahen – med alle dets modbydelige undertrykkelsesmekanismer som Savak – falde sammen som et korthus på grund af en massebevægelse.
Regimet har sagt, at masseprotesten er styret af USA og andre amgte. Men det er en klassisk løgn, som overklassen altid bruger. I Israel siger de, at palæstinensernes modstand er styret af Iran og Syrien. Omkring den russiske revolution sagde saren, at de russiske socialister var tyske agenter. Da lærlingebevægelsen startede i Danmark, anså politiet det for en kommunistisk sammensværgelse, der var styret fra Sovjetunionen.
Hvordan kan man sige, at millioner af arbejdere og unge er udenlandske agenter? Det er absurd.
Det er klart, at USA og England ingen ret har til at blande sig i Iran. De stod bag kuppet mod Mossadegh i 1953. De har stået bag diverse kup i Latinamerika og andre steder. Bare tænk på Chile, Nicaragua og Venezuela. Der er mange eksempler.
Faktisk er USA’s ledere skræmte over massebevægelsen i Iran. De er bange for, at arbejderne og de fattige i andre tyranniske regimer – Egypten, Jordan og Saudi Arabien – skal tage ved lære af deres iranske brødre og søstre.
Obamas regering tilnærmer sig regimet. De har brug for at slå en handel af for at trække sig ud af Irak.
For USA og andre stormagter er det ikke et spørgsmål om menneskerettigheder, men et spørgsmål om profit og interesseområder.
Samtidig med, at vi går imod, at imperialisterne blander sig i Iran, så er det klart, at det islamiske regime er arbejdernes værste fjende. Regimet blev konsolideret ved at knuse den arbejderrevolution, der havde styrtet Shahen
Lad os se på, hvad de danske borgerlige siger. Den konservative udenrigsminister Per Stig Møller har erklæret, at valget i Iran var retfærdigt, og at Ahmadinejads sejr var legitim. Dansk Folkeparti lever af at splitte arbejderklassen langs nationale linjer, og de er tavse som graven, fordi massebevægelsen i Iran viser, at lige præcis den befolkningsgruppe, de lever af at dæmonisere, kæmper for arbejdernes rettigheder og for frihed.
Lige nu er der noget der tyder på, at regimet har været i stand til at smadre en del af protesterne. Det er sket med rå magt. Med brutalitet. Der er et ukendt antal døde. De er blevet martyrer. Der er endnu flere i fangehuller og torturkamre.
Men det er ikke afslutningen! Overhovedet ikke! Der er ingen grund til pessimisme! Det er kun begyndelsen på store, revolutionære begivenheder. Almindelige mennesker har sat sig i bevægelse for at ændre deres skæbne.
De såkaldte ledere af bevægelsen har haft en linje, hvor de har opfordret folk til at være tilbageholdende, blive hjemme og lade være med at protestere. De siger, at det var for at undgå vold og blodsudgydelser. Men det har været en katastrofe. Protesterne er blevet splittede og svækkede. Demonstranterne er blevet overladt til Basij-militsens nåde, og det ved vi godt, hvad betyder.
Jeg vil citere New York Times fra i dag: ”Der er stadig udbredt vrede og afsky over for Irans ledere, men der er ingen organisation til at kanalisere det igennem.” Det er lige præcis derfor, det er så vigtigt med solidaritet med de fagligt aktive arbejdere i Iran.
Arbejderklassen har en magt, der kan lamme samfundet og staten. Uden arbejderne er der ingen busser, der kører. Ingen telefoner ringer. Ikke ét hjul i samfundet drejer rundt.
Så snart, arbejderklassen i Iran træder organiseret ind og lammer landet, er regimets dage talte. Det er arbejderne, der kan vælte regimet og sikre, at der kommer en grundlovsgivende forsamling, der kan være begyndelsen på et nyt Iran. Et Iran, hvor det ikke er mullaherne, der styrer. Et Iran, hvor arbejderne styrer landet demokratisk.
Herfra i dag siger vi:
- Fuld støtte til vores brødre og søstre i Iran.
- For ytringsfrihed og organisationsfrihed.
- For ret til strejke.
- For frihed til de politiske fanger.
- For en lønstigning, der kan omgøre den udhuling af levestandarden, der er sket i den sidste periode.
- Ned med diktaturet.
Jeg er ikke så god til farsi, men jeg tror, jeg har lært lidt alligevel:
Marg bar diktator – marg bar jomhuriye eslami!
Fremtiden tilhører os!
