Verdensøkonomien: vild panik


Frederik Ohsten



10 minutter

Hoforganet for dansk kapitalisme, dagbladet Børsen, har indført en ny sektion i avisen. Ud over ”Virksomheder”, ”politik og økonomi”, ”børsbarometer” og andre faste indslag, finder man nu mange sider under kategorien ”Finanskrise”. Det er blot et enkelt eksempel på krisens følger.

Det er ikke længe siden, at økonomerne var de rene jubeloptimister. De talte om en ny slags kapitalisme uden kriser, hvor finansfyrsternes angivelige genialiteter ville forhindre en alvorlig nedtur. Så sent som 25. oktober sidste år skrev Berlingske Business, at der var ”ubestrideligt” at ”dansk økonomi er i god form”. Den 17. september kunne Børsen hamre en pæl igennem optimismen med store typer på forsiden: ”Dansk økonomi i frit fald”. Inde i avisen lød overskriften kort og godt: ”Dansk økonomi i krise”.

Choktilstand i finansverdenen
Men nok om den borgerlige økonomiske presse i Danmark. Lad os lave et kort oprids af de seneste begivenheder i verdensøkonomien og på de internationale finansmarkeder. Det er tydeligt, at vi har bevæget os ind i en ganske alvorlig krise. På ti dage så vi, at de store kapitalistiske lande greb ind for at redde finansbaronerne med tusindvis af milliarder. Vi har set nationaliseringer, redningsaktioner eller konkurser i følgende: Verdens største forsikringsselskab med aktiver for 1000 milliarder dollars, to af verdens største investeringsbanker med samlede aktiver for 1.500 milliarder dollars samt to kæmper på det amerikanske lånemarked med aktiver for 1.800 milliarder dollars.

De såkaldte nationaliseringer har intet til fælles med den ekspropriation af bankerne, som marxisterne kæmper for. Tværtimod er det en redningsplanke med det formål at redde finanskapitalisterne med næsten fuldstændige kompensationer, så de i fremtiden kan genvinde deres profitabilitet. Regningen går til skatteyderne – det vil sige arbejderklassen.

Af de ”fem store” investeringsbanker, der har domineret de sidste 20 år på Wall Street er der nu kun to tilbage efter Lehman Brothers og Bear Sterns er kollapset, og Merrill Lynch er blevet købt af Bank of America. Finansmarkedet er blevet rystet fra top til bund og er i en tilstand af chok.

The Economist kommenterede 18. september: ”Regeringen i verdens førende kapitalistiske nation er blevet suget ind i malstrømmen af sin mest kapitalistiske industri. Og den ser overvældet ud.” Harry Reid, lederen af flertallet i det amerikanske Senat, sagde at ”ingen ved hvad man skal gøre”. Det udtrykte meget godt den panik, der er hos den herskende klasse. Alligevel var de nødt til at lave en redningsplan.

Den store plan
Den amerikanske regering svarede på krisen med en redningsplan, der indebar at give finansministeren carte blanche til at opkøbe aktiver for 700 milliarder dollars – et svimlende beløb. Pengene skal gå til at samle alle de store bankers dårlige lån i en offentlig institution. Det vil betyde, at størstedelen af de amerikanske boliglån overtages af regeringen, fordi bankerne ikke kan inddrive pengene fra de lån, de har lokket folk til at tage med gyldne løfter. Vi er vidne til den største nationalisering i verdenshistorien, som svarer til 45 procent af USA’s årlige produktion. De borgerlige er imod nationaliseringer, når det går imod deres interesser – men når det er for at redde finanskapitalisterne er de endog meget ivrige tilhængere.

Planen indebærer, at finansministeren kan købe de aktiver, han vil, så længe de et bundet til krisen. Han må desuden købe aktiverne til en hvilken som helst pris. Han må hyre sine venner og bekendte til at indgå disse handler. Han skal først aflægge rapport om tre måneder. Og sidst, men ikke mindst, siger planen, at han aldrig kan blive retsforfulgt. Den sidste del af planen mere end antyder, at den vil indebære handlinger, som i virkeligheden er ulovlige. Men de amerikanske finanskapitalister skal reddes fra fallit, og så må lov og ret pænt træde til side.

De samme politikere, der til daglig har travlt med at tale om ”ansvarlighed” og nødvendigheden af nedskæringer på skoler, understøttelse, hospitaler og velfærd, har absolut ingen skrupler over at stjæle 700 milliarder dollars fra de amerikanske skatteydere og sende pengene til bankerne, spekulanterne og forsikringsselskaberne – samfundets absolutte top. Disse politikere, der også har travlt med at tale om ”lov og orden” når det drejer sig om fattige småkriminelle, tøver heller ikke med at sætte loven ud af kraft, når finansfyrsternes redningsplan skal sættes i værk.

Ingen løsning
Men vil planen virke? Det er langt fra sikkert. Tværtimod kan den være med til at skabe endnu større problemer. Planen, der blev fremsat fredag den 19. september, fik omgående bankernes aktiekurser til at ryge i vejret efter en hård nedtur. Det britiske aktieindeks FTSE steg med 8,8 procent, det amerikanske S&P 500 steg med fire procent, og det danske C20 steg med 6,8 procent. Nordea, Danske Bank og Jyske bank steg alle med mere end otte procent. Men, ak, glæden var kort. Om morgenen den 23. september kunne Al Jazeera rapportere om, at det generelle fald på aktiemarkederne igen var fortsat. Næsten hele fremgangen på det amerikanske Dow Jones aktieindeks fra fredag, røg på gulvet om mandagen. Den såkaldte ”redningsplan” har altså intet løst.

Men vil planen ikke gavne de amerikanske boligejere? Overhovedet ikke. Planen skal alene sikre, at bankernes tab på hasarderede lån bliver minimeret. Boligejerne, der er blevet lokket til at sætte sig i bundløs gæld, vil ikke blive hjulpet. Millioner af amerikanere vil miste deres hjem og også deres arbejdspladser. Den verdensomspændende krise i kapitalismen er overhovedet ikke afblæst – tværtimod.

Inflation
Redningsplanen strider imod al logik i borgerlig økonomi. Hvor kommer de 700 milliarder fra? Det er penge, som der ikke er dækning for i den virkelige økonomi. Det vil uundgåeligt sænke pengenes værdi og skabe øget inflation. Kort tid efter, at redningsplanen blev offentliggjort, røg råvarepriserne i vejret. Olieprisen, der ellers var på vej ned på grund af faldende efterspørgsel, steg 25 dollars på en enkelt dag – den største stigning nogensinde. Guldprisen steg med over 44 dollars til 909 dollars pr. unse.

Den amerikanske stat bliver nødt til at sætte sig i yderligere gæld for at kunne betale de enorme udgifter. Det vil yderligere devaluere den i forvejen svage dollar, og det vil føre til en fornyet stigning i varepriserne. Planen vil drive den amerikanske gæld op på over 70 procent af landets BNP. Underskuddet på de offentlige finanser vil formentlig passere 1000 milliarder dollars næste år. Det er det højeste gældsniveau siden 1954, hvor USA betalte af på de kæmpemæssige udgifter fra Anden Verdenskrig. ”Det er et alarmerende højt gældniveau i betragtning af, at vi ikke er oppe mod noget i stil med det, der gjorde sig gældende under Anden Verdenskrig,” lyder konklusionen fra Robert Bixby, der er medlem af en uafhængig kontrolgruppe, som holder øje med gældens udvikling, ifølge Børsen.

Valutasystemet truet
De borgerlige økonomer har travlt med at forklare, at denne krise formentlig ikke vil blive lige så slem som den store depression i 1930’erne. De siger, at ”vi har lært af 1930’erne”. Hvad de har lært, holder de meget belejligt for sig selv. Det er muligt, at krisen ikke får samme omfang. Men det er langtfra sikkert. Tværtimod er der en række risikomomenter nu, som ikke eksisterede i 1930’erne. For eksempel er pengenes værdi ikke længere bundet direkte til en virkelig værdi. I 1930’erne var valutaerne bundet til guld. Enhver kunne – i princippet – gå ned i Nationalbanken eller den amerikanske centralbank og få sine penges værdi udleveret i guld. Men siden 1970’erne har dollaren været den valuta, som andre følger. Dollaren er blevet løsrevet fra et direkte materielt grundlag.

Kapitalisterne – og især de amerikanske kapitalister – opfører sig fuldstændig uforsvarligt ud fra et borgerligt økonomisk standpunkt. Det naturlige ville – ud fra deres synspunkt – være at lade de fallerede banker kollapse og tage krisen for fuld styrke nu for at få ryddet ud i systemet. Det ville betyde massive afskrivninger, konkurser, massearbejdsløshed og økonomisk nedtur. Men i stedet forsøger de at holde sig oven vande ved at pumpe penge ud i systemet, som der ikke er dækning for i form af virkelige varer. Hvis denne proces får lov at køre, kan den føre til et kollaps i dollaren og et egentligt sammenbrud i det monetære system på verdensplan. Det vil uden tvivl vise, præcis hvor meget kapitalisterne ”har lært” af 1930’erne.

Global effekt
Den amerikanske hjælpeplan til finansfyrsterne vil tilgodese de finansielle institutioner, der hører hjemme i USA, men alle andre må klare sig selv. Det vil uden tvivl udløse krav fra kapitalister verden over om lignende foranstaltninger for at undgå ”skæv konkurrence” på markedet. Over hele verden vil samfundets top kræve, at skatteyderne – som for størsteparten udgøres af arbejderklassen – skal dække deres tab. Det er omvendt Robin Hood i historisk uset målestok.

Det fundamentale problem er, at kapitalisterne holder igen med investeringerne. Hvorfor gør de det? Af en meget enkel grund: fordi de ikke tjener tilstrækkeligt med profit, hvis de investerer nu. Profitraten er for lav. Varelagrene er fyldt op, fordi arbejderne ikke har råd til at købe de varer, de selv har produceret. Ifølge en undersøgelse i Børsen 17. september er kapitalisternes forventninger til afsætningen i Danmark den laveste i 17 år. Ordreindgangene er på sit laveste niveau siden andet kvartal 2003, og overskuddene er på sit laveste siden 3. kvartal 1999.

Hvad vil alt dette betyde for almindelige mennesker? Ifølge Børsen planlægger 30 procent af landets virksomheder at reducere antallet af ansatte i de kommende måneder, mens 23 procent af virksomhederne fortsat vil ansætte folk. TDC har allerede bebudet fyring af 400 ansatte. Saxo Bank vil fyre omkring 340 ansatte. I midten af august meddelte SAS, at de vil fyre 2500 arbejdere i hele Skandinavien. Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen siger til Børsen 23. september: ”…den styrke, vi har set på arbejdsmarkedet, den skal man ikke blindt tro på fortsætter.” Og videre: ”Jeg frygter, at vi kan få et chok på ledigheden, dvs. at vi på relativ kort sigt kan opleve, at der kommer markant flere ledige i Danmark.” Efter et opsving med opskruet arbejdstempo, øget gæld, stagnerende realløn og nedskæringer på velfærden, står den nu på gensyn med arbejdsløshed og yderligere angreb. Det er ikke en tilfældighed, men en logisk følge af det kapitalistiske system.

Slut med kapitalismen?
Men vil det kapitalistiske system bryde fuldstændig sammen som et korthus? Al Jazeera bragte 19. september en interessant artikel, hvor de stillede en række borgerlige økonomer spørgsmålet om, hvorvidt den nuværende krise varsler afslutningen på kapitalismen i USA. De siger så godt som alle sammen, at systemet lige nu er noget forfærdeligt roderi, og at det er nødvendigt med statslig indblanding for at redde samfundets top gennem krisen. Men professor Gerald Friedman fra University of Massachusetts kommer med et svar, der næsten er marxistisk, selv om han repræsenterer kapitalisterne:

”Det er en meget alvorlig finanskrise, og hvis den ikke bliver håndteret korrekt kan den blive en alvorlig recession og endda en depression, men det er usandsynligt, at den bliver så alvorlig som den store depression fra 1929-40 i og med, at myndighederne har lært at samarbejde i kriser. Mere vigtigt er det, at et kapitalistisk system – eller ethvert socialt system – kun kan blive omstyrtet af et modsat system, støttet af en opstigende økonomisk klasse.” (Vores fremhævning.)

Professor Friedman leverer her en klar formulering af den eneste metode til at undgå, at almindelige mennesker skal gå fra hus og hjem, at vi skal vende tilbage til massearbejdsløshed, at maskiner skal ligge stille mens arbejdere går ledige, at spekulanter belønnes med milliarder i bistand fra staten, som de har røvet fra arbejderklassen. Metoden er, at en klasse i modsætning til kapitalisterne tager magten og opretter et nyt system – et socialistisk system med demokratisk planlægning fra arbejderklassens side. Her er vi helt enige med professoren, selv om han ikke drager den logiske konsekvens af sit udsagn.