De
danske kapitalisters hoforgan, dagbladet Børsen, skrev den 8. september, at den
økonomiske krise, der nu er begyndt i USA, er den værste siden 1930’erne.
Avisen citerede endvidere Sydbanks cheføkonom Jacob Graven for, at ”det er en
af globaliseringens bagsider”, at det økonomiske morads spreder sig over hele
kloden.
Da
der var opsving fik vi at vide, at den kapitalistiske globalisering ville
bringe lykke og fremgang til alle. Den bedste af alle verdener under
markedsøkonomiens hellige banner! Nu, hvor nedturen er begyndt, fortæller den
borgerlige regering os, at den danske økonomi ikke vil blive påvirket af den
globale nedtur. Som om Danmark stod uden for verdensøkonomien. De seriøse
borgerlige økonomer siger åbent, at regeringen vrøvler, og at krisen i Danmark
bliver hård og langvarig.
En ”korrektion”
Jürgen
Stark, der er cheføkonom i den Europæiske Centralbank (ECB), sagde i et
interview med dagbladet Børsen 9. september, at ”korrektionen kan komme til at
vare længere end i tidligere historiske tilfælde.”
De
borgerlige økonomer har deres eget sprog. Med ”korrektion” menes der
massefyringer og dramatiske nedskæringer på de offentlige budgetter. En geolog
kan også tale om en ”korrektion” i jordens skorpe, når han taler om et
jordskælv men for almindelige mennesker kan sådan en ”korrektion” medføre tab
af tusindvis af menneskeliv og ødelæggelse af millioner af boliger. Noget
ligende er tilfældet med den ”korrektion” af markedet, som Hr. Stark fra ECB taler
om.
Forleden
blev de to amerikanske kredit-giganter Fannie Mae og Freddie Mac overtaget af
den amerikanske nationalbank. I virkeligheden er der tale om en nationalisering
for at redde kapitalisterne og det finansielle system i USA. De to giganter sidder
tilsammen på omkring 50 procent af de 12.000 milliarder dollars boliggæld på
det amerikanske kredit-marked. Regningen for overtagelsen bliver sendt videre
til de amerikanske arbejdere. Ingen ved endnu, hvor stor en regning, de
amerikanske skatteydere får for finanskapitalisternes profit-orgie.
Geniale spekulanter?
Det
er ikke mange år siden, at spekulanter og finansfolk blev fremhævet som særlige
genier. De var en slags supermennesker, der forstod markedets særlige logik, og
derfor havde de fortjent et liv i overdådig luksus. I dag står de afsløret som
korrupte svindlere, der har overladt regningen for deres spekulative eventyr
til os andre. Hvilken ”risiko” er det lige præcis, disse herrer og damer har
løbet? Risikoen for at staten dækker deres tab med arbejdernes penge!
Ny økonomi? Ikke i denne omgang!
Da
herværende avis i 2005 i vores program for forsvar for velfærden og diverse
artikler (se for eksempel Dansk økonomi og boligboblen fra 2005 eller Dansk økonomi:falsk optimisme fra 2004) forklarede, at opsvinget i Danmark ville blive afsluttet med et brag
på grund af de ophobede modsætninger, samt at boligprisernes himmelflugt var en
spekulativ boble, fik vi at vide, at vi var gammeldags, dogmatiske og ikke
forstod den nye økonomi. Vores kritikere havde travlt med at forklare os, at vi
var i en ny kapitalisme. En kapitalisme uden kriser, uden modsætninger, uden
tvangsauktioner, uden elendighed og uden fare for en tilbagevenden til
tidligere tiders massearbejdsløshed. Nu herskede den ny kapitalisme,
videnssamfundet, samdrægtigheden og moderniteten (måske endda
post-moderniteten!), hvor alt var godt, og kun kunne blive bedre. Disse
kritikere må have fået sig et chok eller to i løbet af det sidste års tid. De
vil få endnu flere i fremtiden.
Laf
os tage nogle af de seneste nyheder om økonomien:
- Tal
fra Realkreditrådet viser, at der er 20
pct. flere boliger til salg på internettet i forhold til samme tid sidste år. - EU-kommissionen
har sænket BNP-prognosen for euroområdet i år til en vækst på 1,3 pct. fra
tidligere estimeret 1,7 pct. - Priserne
på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer fortsætter opad. Fødevarepriserne
er i alt steget med 10,4 pct. i år, og det er den højeste årlige prisstigning
på fødevarer siden 1984. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. - I
august faldt antallet af tvangsauktioner med 5 pct. over måneden, renset for
sæsonudsving. Sammenligner man med august sidste år, er antallet af
tvangsauktioner dog fortsat steget kraftigt med 136 pct. Cheføkonom i
Handelsbanken Jes Asmussen kalder det ”alarmerende”.
Fødevarepriserne fortsætter deres himmelflugt.
Samtidig
med, at den borgerlige regering har udskrevet en blankocheck til Roskilde Bank
for at redde de store danske bankers stilling på de internationale
kreditmarkeder, forbereder de angreb på dagpengene. Der er en eneste grund til
angreb på dagpengene: de borgerlige ved, at næste periode vil byde på en
stigning i arbejdsløsheden, og de ønsker at lægge byrden for kapitalisternes
krise over på arbejdernes skuldre. Den samme borgerlige regering, der er åh-så
”ansvarlig” og sparsommelig når det kommer til arbejderklassens tilkæmpede
velfærdsrettigheder, udskriver rask væk en blankochek, når finanskapitalisterne
er i problemer. Det er borgerlig klassepolitik.
Den
næste periode med økonomisk nedtur kommer til at knuse de gamle ideer om, at
man kan tage overarbejde for at betale lånet eller få en ekstra ferie. Den
danske arbejderklasse har i den sidste periode modvilligt accepteret at arbejde
hurtigere og i længere tid, samtidig med at den offentlige sektor er blevet
udsultet. Ifølge beskæftigelsesministeriet er den gennemsnitlige arbejdstid pr.
arbejder steget med 29 timer årligt mellem 2005 og 2007. Det er i realiteten
afskaffelse af en hel ferieuge! Det er værst i industrien og byggeriet, hvor
den årlige arbejdstid er steget med henholdsvis 52 og 56 timer.
EU
har nu sagt, at arbejdsugen i EU-landene kan være på hele 60 timer i stedet for
de 48, som er maksimum nu. Overklassen lægger op til, at vi skal arbejde
hurtigere, i længere tid, og at vi ikke skal regne med ”luksusgoder” som
pension og efterløn. Det er den ”harmoniske” kapitalisme med ”et menneskeligt”
ansigt i Danmark anno 2008. Eksplosioner mellem klasserne er indbygget i selve
situationens logik.