De strejkendes situation spidser til. Regeringen forsøger at udsulte fagforeningerne. De borgerlige er endnu ikke blevet presset til at åbne for pengeposen. De seneste forhandlinger mellem regionerne og Sundhedskartellet er atter en gang endt i sammenbrud. Årsagen er klar: den borgerlige regering har bundet regionerne på hænder og fødder gennem strenge økonomiske diktater. Regionerne er magtesløse, fordi de ikke har flere penge. Pengene må altså komme fra finansministeriet, og regeringen må presses til at afsætte de nødvendige midler, så konflikten kan afsluttes.
Fare for privatisering
De borgerlige er kyniske og ligeglade med situationen i sundhedssektoren. I årevis har de udsultet sygehusene. For dem handler konflikten om at smadre fagforeningerne for de ansatte i sundhedssektoren, så de ikke kan blokere for de borgerliges planer om yderligere privatisering af sundhedssektoren.
Privatiseringen foregår ved at de udsulter regionernes budgetter og til gengæld lader store pengestrømme gå til de private sygehuse. De private sygehuse får en krone af regeringen, for hver gang de udfører en operation til 75 øre. Hvis denne udvikling fortsætter, vil det offentlige sundhedsvæsen blive yderligere nedbrudt, og vi vil få tilstande som kendes fra USA, hvor de, der har råd, kan forsikre sig og betale for behandling, mens alle andre må nøjes med et nedslidt og udpint offentligt sundhedsvæsen, der kun kan klare de allermest nødtørftige opgaver. For at de borgerlige kan komme igennem med disse planer, er det nødvendigt for dem at tildele Sundhedskartellet et stort nederlag i den aktuelle konflikt. Det må ikke ske!
Hvordan kan konflikten vindes?
De borgerlige har indtil nu kørt en udmattelseskrig imod de strejkende i Sundhedskartellet. De har ladet strejken blive ved at køre i ugevis, så strejkekasserne nu er godt slunkne. Information skrev 3. juni om sygeplejerskernes strejkekasse:
”Da konflikten startede den 16. april, var der 700 mio. kroner i kassen. Konflikten koster omkring 14 millioner kroner om dagen i lønkompensation til sygeplejerskerne. Indtil nu har de strejket i 49 dage. Så sygeplejerskerne har altså brugt omkring 686 millioner kroner under strejken.”
Ifølge sygeplejerskernes fagblad Sygeplejersken har Dansk Sygeplejeråd (DSR) brugt 756 mio. på konflikten indtil 9. juni. Det er nu nødvendigt for DSR at tage lån i forbundets bygninger.
De borgerlige forsøger gennem en lang og udmattende konflikt at ruinere DSR og de andre forbund, som er i strejke. Dermed håber de på at tildele fagforeningerne et afgørende nederlag, der vil lamme dem i mange år fremover. Det er en farlig situation, som ikke kan vare ved. Derfor er det nødvendigt med hurtig handling fra arbejderbevægelsens side for at de borgerlige ikke skal få held med deres planer.
De offentligt ansatte har ikke reelle pressionsmidler når de strejker. De rammer umiddelbart driften på for eksempel sygehuse og i børnehaver, men det er ikke noget, der i sig selv er tilstrækkeligt til at presse den borgerlige regering til at åbne for pengeposen. Hvis den borgerlige regering skal presses, må dens bagland i industrien presses gennem sympatikonflikt.
Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og de Radikale modtager alle store summer fra de danske arbejdsgivere. A.P. Møller, Dansk Arbejdsgiverforening, Danmarks Rederiforening, Skandinavisk Tobakskompagni og bankernes organisation Finansrådet er blandt de fremmeste bidragsydere til disse partier.
Hvis LO beslutter sig for en sympatiaktion med arbejdsnedlæggelser i industrien, vil den borgerlige regering få stillet stolen for døren, og strejkerne kan vindes. Uden at inddrage de private er der en reel fare for, at de strejkende – trods kæmpe kampvilje, opofrelse og folkelig opbakning – kan lide nederlag. Ansvaret for et sådant nederlag vil hvile tungt på skuldrene af arbejderbevægelsens ledere. Men et nederlag er overhovedet ikke nødvendigt – tværtimod. Den borgerlige regering står svagt. Nu må arbejderbevægelsen tage de nødvendige skridt til at presse regeringen og dens bagland.
Arbejderpartierne må bryde med de borgerliges diktater
Når de danske regioner ikke har nogen selvstændig økonomi, men suverænt er underlagt regeringens diktater, så er de reelt ikke arbejdsgiver, andet end på papiret. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), har bedt regeringen om at gribe ind og stoppe konflikten. Men i stedet for at stille sig på den borgerlige regerings side, bør Bent Hansen nægte at administrere den borgerlige regerings nedskæringspolitik. Det giver ingen mening, at arbejderbevægelsens repræsentanter skal udføre den borgerlige regerings diktater om nedskæringer i regioner og kommuner.
Arbejderpartiernes repræsentanter i regioner og kommuner bør gøre det klart over for de borgerlige: hvis I vil skære ned og udsulte den offentlige sektor, så må I gøre det selv! Arbejdernes repræsentanter skal ikke medvirke til at udføre den borgerlige politik. Den borgerlige regering vil blive dødeligt svækket, hvis repræsentanterne for arbejderpartierne – og især Socialdemokratiet som det største parti – klart nægter at udføre de borgerliges diktater. Det vil sætte den borgerlige regerings fortsatte eksistens på dagsordenen, og en ny regering med arbejderpartierne vil uden tvivl få flertal i sådan en situation. Det er det, der skal til.
