Så blev det sidste skoledag i den Røde Skole og det er
blevet tid til at evaluere resultaterne. Ser man på den udvidede
initiativgruppes samlede konklusioner, samlet i såkaldte stile (se her), er der ingen tvivl om, at det er gode,
socialistiske krav, der kan hjælpe Socialdemokratiet til at genvinde sin
tidligere styrke. Og uden et stærkt socialdemokrati, er der intet perspektiv om
at vælte de borgerlige af pinden.
På vigtige spørgsmål som sundhed, trafik og boliger bliver der fremsat
afgørende forbedringsforslag:
- 25 mia. kr. mere til sundhed
- Ingen offentlig støtte til private hospitaler
- Lavere moms på frugt og grønt
- Udbygning af infrastrukturen og den offentlige transport
- Flere og billigere boliger
Og også på den ideologiske linje bliver der draget vigtige konklusioner:
”Først og fremmest er det en håbløs forestilling at
tro, at der findes en politisk vej hinsides højre og venstre. Politik er en
konflikt mellem interesser, og postulatet om, at det kan være anderledes, er et
bedrag. Men det er et bedrag, der har bidt sig fast i de sidste tyve år. Og en
krise, som også er en åndelig krise, der plager de europæiske Socialdemokrater
skyldes måske mere end noget andet det tab af selvforståelse og mål, der
skyldes Den Tredje Vejs forestilling om ikke-ideologisk politik. Ikke
ideologisk politik er ikke politik, det er administration.”
Det er fuldstændig korrekt. Har
arbejderbevægelsen ikke en klar ideologisk linje, kommer den automatisk til at
lægge under de borgerliges. Så bliver det deres paroler om, at den eneste vej
frem er nedskæringer på velfærden og bittesmå lønstigninger, som
Socialdemokratiet bliver nødt til at følge. Det var præcis det vi så i
1990’erne, hvor Nyrup gennem privatiseringer, indførsel af tvangsaktivering,
kortere dagpengeperiode og forringelse af efterlønnen uheldigvis stod i spidsen
for masser af angreb på den danske arbejderklasse.
Konklusionerne af dette afgørende krav om ideologisk skelnen må drages videre.
Vi taler her ikke bare om en modsætning mellem højre og venstre, men om en
modsætning mellem socialister og borgerlige; mellem arbejdere og kapitalister.
Det handler om klassekamp
Højrefløjens krav om nedskæringer, privatiseringer og forringelser kommer ikke
ud af den blå luft. De kommer, fordi det er i kapitalisternes interesse. Det er
i de store virksomhedsejeres interesser, at der sparres på velfærden, så de kan
betale endnu mindre i skat end de gør i forvejen.
Derimod er det i alle arbejderes interesse, at velfærden forbedres, fordi det
lige præcis forbedrer deres levevilkår. Det er i virkeligheden det,
klassekampen drejer om; hvor stor en del af den samlede kage skal arbejderne
have til velfærd og lønninger?
Dette spørgsmål besvares desværre ikke i stilene fra den Røde Skole. Faktisk er
spørgsmålet om finansiering stadig meget løst behandlet, og der er brug for at
diskutere spørgsmålet yderligere. Et sted tales der direkte om generelt højere
skatter, mens der et andet sted tales om en beskatning af gevinster ved
boligsalg. En sådan konkret forslag kan der diskuteres meget for og imod, men
faktum er, at det udover intern omfordeling i arbejderklassen betyder meget
lidt. En beskatning af gevinster ved boligsalg må være proportional, så
almindelige mennesker med ejerbolig slipper, og det er de store spekulanter og
bolighajerne, der rammes.
I alt blev der i 2006 opdrevet 808 mia. kr. i skat. De fordelte sig sådan her:
Personskatter: 382,9 mia. kr. (47,4 %)
Selskabsskat: 70,6 mia. kr. (8,7 %)
Skat af ejendom, formue og pension: 55,3 mia. kr. (6,8 %)
Afgifter: 270,9 mia. kr. (33,5 %)
Anden skat: 28,8 mia. kr. (3,6 %)
Langt de fleste skatter (personskatter og afgifter) betales altså af
arbejderklassen selv. Virksomhederne står for sølle 8,7 procent af betalingen.
Det må uden tvivl være et krav, at denne andel øges. Efter betaling af
lønninger til direktører, bestyrelsesmedlemmer osv. samt afskrivninger og
fradrag havde de danske virksomheder (eksklusiv post, telekommunikation og
lufttransport) et skattepligtigt overskud på 224,6 mia. kr. (Statikbanken.dk,
SELSK3). De kunne virkelig blive brugt til bedre velfærd.
Profitten vokser på bekostning af lønnen
Der findes ingen statistikker for, hvor meget direktørerne modtager i løn. Men
der er ca. 250.000 som har en indkomst på over 500.000 kr. før skat. Samlet set
har disse personer en indkomst på 249 mia. kr., hvilket svarer til ca. 22
procent af de samlede indkomster (Statistikbanken.dk, INDKP2). Hvorfor skal
disse personer, som typisk får deres indkomst som en del af det overskud vi
alle sammen producerer, ikke betale betydeligt mere i skat?
Siden 1999 er lønnen pr. ansat således vokset med 3,1 procent årligt, mens at
omsætningen er vokset med 4,55 procent årligt (Statikbanken.dk, SELSK3). Altså
et tydeligt signal om en vækst i profitten.
Kravet må være klart. Skatten på rigtigt arbejde må sænkes, mens at direktører,
topledere og andre snyltere på vores andres produktion må beskattes hårdere.
Dette kan ske både gennem indkomstbeskatning, men også gennem beskatning af
boliger over en vis værdi (så skatterne ikke rammer arbejdere, der i forvejen
sidder hårdt i det med boligen) og gevinster heraf ved salg samt formue- og
kapitalbeskatning.
Pengene må tages fra overklassen
Ingen af disse værdier, som de rigeste i samfundet sidder og bestemmer over,
har de selv skabt. De borgerlige hylder op om, at uligheden ikke må sænkes,
fordi det svækker ”den enkeltes incitament” til at yde en stor indsats. Men
systemet i dag er jo lige præcis sådan, at dem der yder en stor indsats på
gulvet intet får, mens dem der bare har sit navn stående som ejeren af en
virksomhed tjener styrtende. I stedet er der brug for at kræve, at “alle
yder efter evne og nyder efter behov” – Karl Marx’ definition på
socialisme.
Kravene fra Den Røde Skole om bedre velfærd er gode skridt. Det, der nu må
gøres klart er, at det er bankerne og kapitalisterne, og ikke arbejderne, der
skal betale. Uden et klart klasseperspektiv vil det blive svært at trænge
igennem med de gode krav om bedre velfærd – uanset hvor konkrete og gode
kravene er. I stile fra den Røde Skole diskuteres også baggrunden for det store
valgnederlag sidste år. Det er uden tvivl en nødvendig diskussion, som må
fortsættes. Vi har gang på gang set, at så snart Socialdemokratiet er gået frem
med klare krav er de vokset i meningsmålinger. Men væksten har kun været
midlertidig.
En del af årsagen har uden tvivl været, at de borgerlige har svaret: ”men
hvordan vil I finansiere det, vil I bare hæve skatterne?” Hvis ikke
Socialdemokratiet kan give et klart svar på dette spørgsmål, frygter mange
arbejdere selvfølgelig at købe katten i sækken og ender ud med at have svært
ved at se forskel på højre og venstre i praksis. Det er vigtigt, at
Socialdemokratiet klart præsenterer et alternativ, der peger i retning af et
solidarisk velfærdssamfund, hvor det er arbejderklassen, der demokratisk
bestemmer, hvad samfundets rigdomme skal bruges til.
Den Røde Skoles forbedringsforslag må støttes af alle aktive i
arbejderbevægelsen og lignende krav må opstilles for områder som uddannelse,
arbejds- og lønforhold, kultur og fritidstilbud, sociale ordninger osv.
Samtidig må det pointeres at egentlige forbedringer for arbejderklassen kun er
mulige gennem indhug i virksomhedsejernes profitter
