Forliget, som FOA’s hovedbestyrelse har indgået med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL) lever ikke op til de krav, man gik ind i konflikten med. Tidligere var kravene over 6.000 ekstra om måneden. Så blev de udvandet til 15 procents ramme (som omfatter pension og diverse tillægsordninger), og nu ligger der et forlig, som er meget tæt på de oprindelige 12,8 procent, som den borgerlige regering dikterede. Mange fagligt aktive i FOA ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at få kravene igennem til trods for den enorme indsats, som er blevet gjort over hele landet under strejken.
Isoleret strejke = magert resultat
Blandt FOA-medlemmer i hele landet findes der en følelse af, at man har kæmpet hårdt for at få kravene igennem, og en vis skuffelse over, at man ikke kunne få hevet de 15 procent hjem. Men mange har også svært ved at se, hvordan man skulle have opnået mere. Mange vil stemme ja til forliget – ikke fordi de synes at forliget er godt, men fordi de ikke tror, at man kan opnå et bedre resultat i denne omgang. Det er til dels rigtigt, hvis forudsætningen stadig er en isoleret strejke, der kun omfatter medlemmer hos FOA og Sundhedskartellet (som nu står helt alene tilbage i en konflikt, som er endnu mere op ad bakke).
Splittelse svækker bevægelsen
Opbakningen til de strejkende har hele tiden været høj. Meningsmålinger har vist 80 procents tilslutning, hvilket svarer til hele den danske arbejderklasse. Det er et historisk højt tal, og et udgangspunkt, der dårligt kunne være bedre. Når kravene ikke er kommet igennem for FOA’s medlemmer skyldes det altså hverken at de har været inaktive (hvilket bestemt ikke har været tilfældet – tværtimod) eller manglende folkelig opbakning. Det skyldes, at der har været splittelse i arbejderbevægelsen. FOA og Sundhedskartellet gik alene i strejke. Selv om FOA har haft omkring 34.000 medlemmer i strejke, har det ikke været tilstrækkeligt til at presse den borgerlige regering til at åbne for kassen for alvor og indfri kravet om ligeløn.
Usolidariske ledere bærer ansvaret
Ansvaret for, at kravene ikke er blevet opfyldt, hviler tungt på lederne af de fagforbund, som bevidst har lurepasset og ladet FOA og Sundhedskartellet kæmpe alene. Arbejderbevægelsen er grundlagt på solidaritet og enhed i handling – ikke af sentimentale eller romantiske årsager, men af praktiske årsager. Alle arbejdere ved, at man intet opnår alene. For at presse arbejdsgiverne er det nødvendigt med sammenhold og fælles front. Ved at stå uden for konflikten har lederne af de andre offentlige forbund undergravet de strejkendes position over for arbejdsgiverne. Det er i sidste ende denne splittelse, der har gjort det muligt for KL at få FOA’s forhandlere til at acceptere et forlig, der ikke lever op til arbejdspladsernes krav. Arbejdsgiverne har i denne sag handlet 1000 gange mere klassebevidst end fagforbundenes ledere.
Arbejdsgiverne kunne have været presset i bund
Arbejdsgiverne i KL, og bag dem Finansminister Lars Løkke Rasmussen, har været i stand til at holde på pengene, fordi de stod over for en strejke, der i kommunerne var isoleret til FOA-medlemmer. Der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne havde været langt mere presset, hvis lederne fra forbund som HK, 3F, BUPL, SL og Danmarks Lærerforening havde udvist solidaritet og taget en fælles konfrontation sammen med FOA. Desuden var arbejdsgiverne blevet presset i bund, hvis strejken var blevet spredt til det private område. Der har været mange verbale støtteerklæringer til de strejkende fra de privatansatte fagforbunds ledere, men desværre er ordene ikke blevet omsat til megen handling, ud over en vis økonomisk støtte via LO-fællesskabet. Hvis LO havde indkaldt til en landsdækkende aktionsdag til støtte for de strejkendes krav, ville forhandlerne fra FOA have stået i en enormt styrket position over for KL.
Tilbage til enheden
Læren af strejken blandt FOA’erne er klar: enhed giver styrke, splittelse gavner kun arbejdsgiverne. Der er brug for at vende tilbage til en solidarisk linje med fælles handling i fagbevægelsen, så arbejdsgiverne ved, at de ikke kun står over for en enkelt fagforening eller et enkelt forbund, men over for en samlet fagbevægelse. Hvis fagbevægelsen mobiliserer sine styrker samlet, er der ingen arbejdsgivere, der kan står imod. De fleste forbundsledere har vist, at de ikke vil benytte sig af vores stærkeste våben – enheden. Derfor er der brug for at kæmpe for en ny linje i spidsen af dansk fagbevægelse – en kamplinje med enhed i handling over for arbejdsgiverne. Der er behov for en stærk, marxistisk tendens i arbejderbevægelsen.
