Zimbabwe er plaget af en hidtil uset økonomisk, social og politisk krise, der truer med at skubbe landet ud i borgerkrig. Mugabe nægter at anerkende valgresultatet fra den 29. Marts, som han klart tabte. Det er et tegn på, at han er desperat for at fastholde magten.
De fleste regeringer i det sydlige Afrika er bekymrede for, at situationen kan løbe ud af kontrol. De har opfordret Mugabe til at anerkende valgresultatet. De store vestlige imperialistiske magter har også presset på og opfordrer Mugabe til at anerkende, at oppositionspartiet MDC har vundet valget.
De sydafrikanske arbejdere er klar over, hvad der foregår I deres naboland. Havnearbejderne i Durban har nægtet at lade det kinesiske skib An Yue Jiang losse sin last på 77 tons våben til Mugabes regime. Denne solidaritet er i tråd med de bedste traditioner hos den sydafrikanske arbejderklasse. De går imod ANC-regeringen, der har tilladt våbentransporten.
Hvordan er Zimbabwe havnet i denne situation? De imperialister, der i dag fordømmer Mugabe havde ingen problemer med ham, da han gennemførte deres økonomiske politik efter han kom til magten i 1979. Den nuværende krise er i virkeligheden et direkte resultat af den politik, som imperialisterne har dikteret i Zimbabwe.
Vi genudgiver her Jordi Martorells artikel fra 2002, der giver et godt indblik i baggrunden for den krise, Zimbabwe er havnet i.
April 2008.
Onsdag den trettende marts 2002 blev valgresultatet i Zimbabwe endelig offentliggjort. Omkring 3,1 million ud af landets 5,6 millioner registrerede vælgere havde stemt, og Mugabe vandt med mere end 1,6 millioner stemmer over for oppositionsmanden Tsvangirai, der fik 1,2 millioner.
Vestlige regeringer var hurtige til erklære valget for udemokratisk. I Washington sagde Bush, at USA “ikke anerkender resultatet af valget, fordi vi mener, at der var store mangler ved det”. Han tilføjede: “Vi forhandler nu med vores venner om, hvad vi skal gøre ved dette mangelfulde valg”. Den engelske regering fulgte som sædvanligt hurtigt efter den linje, der blev udstukket på den anden side af Atlanten. Den engelske udenrigsminister Jack Straw sagde: “I månedsvis har regeringen i Zimbabwe gennemført en systematisk kampagne med vold og trusler, med det formål at bevare magten for enhver pris”.
Men man må tage denne “moralske forargelse” over regeringens anti-demokratiske metoder med et gran salt. Når det kommer til stykket, hvad er det så, der giver George W. Bush ret til at tale om “mangelfulde valg”, når han selv blev valgt under noget, der vel næppe kan kaldes en “fri og klar” proces? De vestlige demokratier har en lang tradition for at forsvare diktatorer over hele verden, og det afrikanske kontinent er ingen undtagelse. Under det nuværende korstog mod “terror” er Vestens allierede blandt andet militærdiktaturet under Musharraf i Pakistan og det halvfeudale diktatur i sheikernes Saudi-Arabien og i den Persiske Golf. I virkeligheden er de vestlige magter ikke interesserede i demokrati. Deres holdning til et givent regime afgøres udelukkende af, om dette regime accepterer imperialismens diktater og sikrer, at multinationale firmaer kan udnytte landets naturlige og menneskelige ressourcer. På denne måde blev det irakiske regime støttet, da det kæmpede mod Iran, men blev til verdens førende “slyngelstat”, da det gik uden for det manuskript, som Washington havde skrevet til det.
Der er ingen mangel på udemokratiske og fuskede valg i Afrika, senest har vi set den slags praktiseret i Zambia og på Madagaskar. Har vi hørt om dem i de vestlige medier? Er der kommet nogen flotte udtalelser fra Bush eller Blair? Slet ikke. Er disse regeringer blevet truet med økonomiske og andre sanktioner? Nej.
Med Mugabe er det den samme historie. Så længe han førte strukturtilpasningsplanerne fra IMF og Verdensbanken ud i livet, var han ok. Men så snart han begyndte at true de få hvide farmere, der dominerer landets rige landbrugssektor, og når han nægter at gennemføre IMFs planer, så bliver han til en farlig fjende.
Grundlaget for jordproblemet
Mugabe kom til magten i 1980 efter en langstrakt befrielseskamp. Men det skete ikke ved en revolutionær magtovertagelse, men snarere som en forhandlingsløsning mellem guerillaen og den hvide elite, som havde regeret landet. Lancaster House-aftalerne efterlod den zimbabweanske revolutionære kamps hovedspørgsmål, jordspørgsmålet, uløst.
Så 70 procent af landbrugsjorden forblev i hænderne på omkring 4.000 store kapitalistiske farme, hvoraf de fleste ejes af hvide farmere, mens millioner af fattige bønder knap nok kan overleve på den resterende jord, som for det meste ligger i tørre og uproduktive områder.
Lancaster House-aftalerne overvejede kun omfordeling af jorden på grundlag af “villig køber – villig sælger”, og det var meningen, at England skulle sørge for pengene til at dette kunne ske. Den metode kom aldrig til at virke, og de få jordstykker, der blev omfordelt, endte i hænderne på lederne af Zanu-PF (Mugabes parti).
På trods af at guerillaerne kom til magten, blev økonomiens fundamentale strukturer ved med at være de samme, og ledelsen af befrielsesbevægelsen blev simpelthen en del af statsapparatet. Efter at de indførte nogle vigtige reformer i de første par år, især inden for uddannelse og sundhed, begyndte kapitalismens realiteter at trænge sig på.
Faldende varepriser internationalt havde en negativ virkning på Zimbabwes økonomi. Allerede i 1985 lagde IMF pres på regeringen for at gennemføre et spareprogram, der inkluderede massive nedskæringer på uddannelser og et stop for fødevarestøtte. Mugabe gik med på alle IMF’s planer, og eftersom han på trods af den “socialistiske” retorik i de første par år fuldt ud støttede kapitalismen, så kunne han ikke gøre andet.
“Strukturtilpasning”
I 1991 indførte Mugabes regering en økonomisk strukturtilpasningsplan, som var ligesom de andre planer, IMF pålagde lande over hele verden i 80’erne og 90’erne. Den “liberaliserede” landets økonomi, skar ned på de sociale udgifter, privatiserede statsejede firmaer og frem for alt åbnede den økonomien op for udenlandsk kapital. Resultatet var katastrofalt. De nedsatte toldbarrierer havde en ødelæggende virkning på landets økonomi, og dusinvis af fabrikker måtte lukke, hvilket førte til tab af mere end 50.000 jobs. Industriproduktionen faldt fra 32% af BNP i 1992 til blot 14,5%. Reallønnen faldt, inflationen steg, og den økonomiske vækst stagnerede.
Arbejderne i byerne var allerede ved at blive skubbet mere og mere væk fra Zanu-PF-regeringen, og i 1990 nægtede ledelsen af Zimbabwes fagforeningssammenslutning at støtte Zanu-PF i valget. Strukturtilpasningsplanen gjorde utilfredsheden endnu dybere, og i 1996 eksploderede den i en meget militant to uger lang strejke blandt statsansatte, der endte med at vinde vigtige indrømmelser fra regeringen.
Denne strejke åbnede døren for en massiv bevægelse i alle dele af samfundet imod den økonomiske politik, som regeringen førte efter IMF’s “råd”. I 1997 var der rekordmange strejker , der involverede mere end 1 million arbejdere. Herunder var der generalstrejker i februar og december. De faglige ledere, deriblandt Morgan Tsvangirai, der nu er kandidat for oppositionen i MDC (Movement for Democratic Change), var bange for det omfang, som bevægelsen var ved at få, og de afblæste aktionen i december. I starten af 1998 var der igen en række strejker og fødevareoptøjer.
Utilfredsheden med Zanu-PF-regeringen var ikke begrænset til arbejderne i byområderne, men spredte sig også til bønderne, som stadig ventede ivrigt på omfordeling af jorden mere end 15 år efter befrielseskrigen. Jordløse bønder (mange af dem veteraner fra krigen) begyndte at demonstrere og besætte nogle farme. Denne bevægelse førte endda til dannelsen af en oppositionel, venstredrejet organisation af krigsveteraner med navnet Platform for Zimbabwes Befriere.
Landets økonomi gik i frit fald, og den zimbabweanske dollar blev devalueret med mere end 80 procent. IMF og Verdensbanken var ikke tilfredse med strukturtilpasningsplanens “succes” med at ødelægge landets økonomi, så de krævede flere nedskæringer, mere privatisering og et stop for fødevarestøtte (deres sædvanlige opskrift, som allerede har ført til “IMF-oprør” over hele verden).
Dette blev for meget for Mugabe. Selv fra et kapitalistisk synspunkt kunne han ikke længere følge IMFs “råd” af frygt for at miste sin stilling. Regeringen nægtede i stadig større grad at gennemføre IMFs planer, og i slutningen af 1999 suspenderede både IMF og Verdensbanken deres lån. Mugabe begyndte for at redde sit eget skind at bruge jordspørgsmålet demagogisk for at vinde opbakning og stoppe krigsveteranernes bevægelse, på trods af at han i næsten 20 år ikke havde gjort noget som helst for at løse jordfordelingsproblemet.
Pres nedefra tvang lederne af fagforeningssammenslutningen, deriblandt Tsvangirai, til at indkalde til en national arbejderkongres i 1999 og starte et parti baseret på fagforeningerne, Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC – Movement for Democratic Change) i september 1999. Men fra begyndelsen af var der modstridende kræfter på spil inde i MDC. Arbejderne ønskede en uafhængig politisk stemme, så de kunne kæmpe mod den nyliberale politik. Men andre kræfter var også med i dannelsen af MDC, middelklasseorganisationer, kirken, NGO’er og så videre, og de ville kun kæmpe for “demokrati” på en abstrakt måde. De faglige ledere var allerede før gået på kompromis med strukturtilpasningen, og de kom ikke med et klart alternativ til Mugabe-regeringens kapitalistiske politik.
Forbilledet for disse elementer, der blev til ledelsen for MDC, var Bevægelsen for et Flerpartisdemokrati i Zambia (MMD – Movement for Multiparty Democracy). MMD opstod også af fagforeningerne og havde den tidligere fagforeningsleder Chiluba som leder. Men så snart MMD kom til magten, begyndte de at føre præcis den samme pro-kapitalistiske politik, som den besejrede Kaunda-regering havde ført.
De hvide farmere så deres interesser blive truet af de mere og mere radikale taler, som regeringen kom med omkring jordspørgsmålet, og de så MDC som det eneste politiske redskab, de kunne bruge til at besejre Mugabe. De begyndte snart at finansiere og støtte MDC, og de spillede en afgørende rolle i bestemmelsen af MDC’s økonomiske politik.
Eddie Cross, ledende medlem af Zimbabwes arbejdsgiverforening, blev MDC’s økonomisk rådgiver. Hans klart udtalte politik går ud på at øge hastigheden for privatiseringer og følge alle IMF’s forslag loyalt. Han har erklæret, at hvis MDC får magten, vil mange foretagender blive privatiseret inden for 2 år, og også meget af skolesystemet, og desuden vil de få antallet af statsansatte ned fra omkring 300.000 til omkring 75.000 på 5 år (citeret i P. Bond, “Radical Rhetoric and the Working Class during Zimbabwean Nationalism’s Dying Days”, JWSR).
Op til valget i juni 2000 voksede bevægelsen med jordbesættelser, fremmet af regeringen, og mere end 1.000 af landets 4.500 kapitalistiske farme blev besat af en blanding af jordløse bønder, krigsveteraner og fattige fra byerne. Det var på det tidspunkt, at Mugabe blev en international pariah i de imperialistiske landes øjne, især Englands. De brokkede sig over vold mod hvide farmere (mens de havde tiet stille, da arbejdernes strejkebevægelse i 1997-98 blev undertrykt), og de modsatte sig det, de kaldte forhastede jordreformer. De glemte belejligt, at oprindelsen til problemet netop var det “forhastede” tyveri af jord, som de hvide kolonister gennemførte i 1890’erne, da de tog jorden fra folket og skånselsløst slog al modstand ned.
Eftersom MDC var domineret af kapitalistiske elementer, inklusiv de kommercielle farmere, der er landets største arbejdsgivere, afskar det organisationen totalt fra de jordløse bønders bevægelse. MDCs program på jordspørgsmålet er dybest set de store kommercielle farmeres program, det kræver blot, at der nedsættes “en kommission til at studere spørgsmålet om ejerskab af jorden”!
Det eneste socialistiske medlem af parlamentet, som blev valgt på MDC’s liste, Munyaradzi Gwisai, forsøgte at fremføre et radikalt program for jordreformer, men han blev mødt med voldsom opposition og trussel om eksklusion af MDC’s ledelse.
Præsidentvalget
Det er på denne baggrund, at præsidentvalget i marts 2002 fandt sted. På den ene side er det klart, at brede lag af arbejderne og masserne i de bymæssige områder er imod Mugabe, fordi de er imod den kapitalistiske politik, han har ført i 20 år. Men samtidig støtter de mest MDC, et parti, der er domineret af kapitalister (på trods af at det har en fagforeningsmand som leder), og som vil føre samme politik med fornyet iver, hvis det kommer til magten. Faktisk har MDC-ledernes vedholdende afvisning af at mobilisere arbejderne allerede ført til, at de nu har mindre opbakning i arbejderklasseområder, og dette må også tages i betragtning, når man skal forstå valget.
På den anden side har Mugabe ført sin valgkampagne på jordspørgsmålet, den nationale suverænitet og anti-imperialisme. På det grundlag har han kunnet mobilisere opbakning, især på landet og i de ældre generationer, som deltog i befrielseskampen. Han opfordrede til en “tredje chimurenga” (befrielseskamp) – den første var modstanden mod koloniseringen i 1890’erne, den anden var guerrilla-kampen i 1970’erne – og det var et af hans kampagnes centrale elementer.
Denne anti-imperialistiske og anti-kolonialistiske retorik fra Mugabes side blev kombineret med en udbredt trussels-, volds- og svindelkampagne, der gik ud på at sørge for, at han vandt valget. En vigtig ting var, at antallet af stemmesteder i byområderne (hvor MDC har størst opbakning) blev reduceret kraftigt, mens det blev forøget ude på landet (hvor der er mest støtte til Zanu-PF). I de største byer måtte folk stå i kø i timevis for at få lov at stemme, og mange blev afvist, selv efter at valghandlingen blev udvidet til en tredje dag, uden at de havde fået mulighed for at stemme.
Mange føler meget berettiget, at Mugabe stjal sejren. Der var stor vrede i Harare og Bulawayo, de to største byer og MDCs højborge. Men MDC-“lederne” viste ingen vej frem. Gugu Moyo, der er koordinator for den sydlige region i MDC, sagde, at “ledelsen har svigtet alting. De venter på resultatet. Det virker lidt naivt på mig\”. En MDC-vælger i Harare sagde: “Tsvangirai må sige til Mugabe, at han ikke kan svindle sådan. Soldaterne har pistoler, så vi kan ikke slås mod ham, men vi kan sørge for, at han ikke kan regere os. Vi må strejke, demonstrere, vi må vise, at vi ikke bare er geder”.
Men i stedet for at udvise lederskab, sagde Tsvangirai, da det officielle resultat allerede var blevet offentliggjort, at det var “folkets” opgave at føre an! “Vi søger ingen konfrontation med staten, for det er det, de gerne vil have. Men folket må selv beslutte, hvad der skal gøres”, sagde han.
Det afgørende er, at den kapitalistiske ledelse af MDC er alt for bange til at mobilisere arbejderklassens styrke reelt. Der er allerede blevet hørt kraftig kritik af MDC-ledelsen på flere arbejdermøder for nyligt. Hvis de kommer til magten på grundlag af en massebevægelse i arbejderklassen, vil deres politik lynhurtigt føre dem til sammenstød med arbejderne. Og deres kapitalistiske, storfarmer-venlige program kan ikke andet end at støde de mange fattige på landet væk, som uundgåeligt vil støtte op om løfter om jord.
Vejen fremad
Imperialismen vil nu prøve at gennemtvinge sin dominans igen. USA og England støtter tilsyneladende en hård linje med sanktioner og direkte pres. Den sydafrikanske regering prøver at forhandle med Mugabe for at få ham til at danne en eller anden slags national enhedsregering.
Men den vigtigste faktor i den fremtidige udvikling i Zimbabwe vil være den økonomiske krise. Inflationen er nu på 112%, 60-70% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, 25% af befolkningen er HIV-positive, den gennemsnitlige levealder er faldet til 37 år, renten på lån er på 70%, og millioner af mennesker risikere sult af mangel på selv de mest basale fødevarer.
Under disse forhold vil det ikke være overraskende, at Mugabe – hvis han kan holde sig ved magten – måske vil bevæge sig i retning af yderligere sammenstød med imperialismen. Han har allerede talt ikke bare om jordreformer, men også om priskontrol og nationalisering af private firmaer, der “saboterer økonomien”. Før i tiden har han brugt radikal retorik til at fastholde sin støtte og er så derefter gået ind på aftaler med IMF. Men i den nuværende økonomiske situation er det svært at se, hvordan han kan nå til enighed med imperialismen igen. Nye indrømmelser til Vesten ville helt sikkert føre til hans fald.
Andre afrikanske lande står allerede i det samme dilemma. Deres kapitalistiske regeringer frygter, at hvis de fortsætter med at følge den internationale kapitals politik, så vil de fremprovokere en revolution. For nylig sendte den højreorienterede regering i Nigeria et IMF-hold tilbage til Washington og nægtede at underskrive en aftale med dem.
Det er indlysende for socialister, at statsindgriben i økonomien på kapitalistisk grundlag ikke kan løse problemerne. Verdensmarkedets dominerende rolle (hvor Zimbabwe sælger det meste af sine landbrugsprodukter) er nu endnu større end på noget tidspunkt i de sidste 20 år. Ethvert forsøg på at udvikle en nationalt baseret form for kapitalisme ville blive knust af imperialismen med økonomiske eller endda militære midler.
Vejen fremad for arbejderklassen og de fattige bønder i Zimbabwe er et klart anti-kapitalistisk, anti-imperialistisk program, som kan tage fat på de presserende problemer, som arbejderne i byerne og de fattige på landet har. Sådan et program ville kræve annullering af udlandsgælden, ekspropriation af bankerne og de store firmaer, gen-nationalisering af privatiserede foretagender og konfiskering uden erstatning af de meget profitable kommercielle farme, som må drives på kollektivt grundlag af bønderne og landarbejderne med økonomisk opbakning fra staten.
Kun hvis arbejderne og bønderne overtager landets ressourcer – både industrien og landbruget – kan de begynde at opfylde deres mest presserende behov. Dette ville fuldende den opgave, som den anden chimurenga (befrielseskamp) i 70’erne ikke fik løst, og det ville blive begyndelsen på ægte befrielse. Før tog befrielsesbevægelsen bare den politiske magt, men der er brug for en revolution, der også tager den økonomiske magt. En sejrende arbejder- og bonderevolution i Zimbabwe ville aldrig lykkes, hvis den forblev isoleret i dette land. Zimbabwes økonomi er meget integreret med den mægtige nabo, Sydafrika. Men et brud med kapitalismen i Zimbabwe ville være en kæmpe inspiration for arbejdere og bønder i resten af det sydlige Afrika, som står over for lignende problemer med manglende jordreformer, imperialistisk undertrykkelse og kapitalistisk økonomisk krise.
Den vigtigste lære at drage af de sidste 20 års historie i Zimbabwe er præcis, at ægte national befrielse ikke kan opnås ved bare at få uafhængighed og demokratiske rettigheder – det må følges op af omstyrtelsen af det kapitalistiske system, som den imperialistiske dominans bygger på. Dette gælder ikke bare for Zimbabwe, men for hele Afrika og andre tidligere koloniale lande i verden.
Kapitalismen har tydeligt bevist, at den ikke er i stand til at løse nogen af de problemer, som masserne i Afrika står overfor. Det er på tide med et socialistisk alternativ, baseret på arbejdernes og bøndernes egen demokratiske planlægning af kontinentets enorme ressourcer.
