Kampagnen for at vælge USA’s næste præsident er i fuld sving. De demokratiske og republikanske primærvalg og partimøder er begyndt, fulgt af medievanviddet, som skal få det til at se ud som om at der er betydelige forskelle mellem kandidaterne, og for at aflede arbejdende folks opmærksomhed fra de presserende problemer vi står over for. I skrivende stund, er afgørelse på hvem storkapitalens nominerede præsidentkandidater bliver, langt fra afgjort. Men det egentlige spørgsmål er, hvem der vil repræsentere arbejderklassens flertal i det amerikanske samfund?
Eftersom de fleste amerikanere har fået nok af Bush’s ekstreme antiarbejderpolitik, de endeløse krige og en økonomisk ustabilitet på kanten af lavkonjunktur, ville det logiske være at uanset hvem der bliver den demokratiske kandidat, ville vedkommende have den bedste chance for at vinde præsidentvalget til november. Men for millioner af mennesker er dette ikke så meget fordi de egentligt ser Demokraterne tilbyde noget fundamentalt anderledes, men simpelthen fordi de ikke har noget alternativ. I et politisk system domineret at samarbejdende partier, er den, der begunstiges af utilfredshed med det regerende parti ofte ”det andet parti.”
Barack Obama vandt en overraskende jordskredssejr ved Iowa partimødet, og vandt over Hillary Clinton, som ifølge alle meningsmålinger var favorit. Exit polls viste at statens vælgere så ham som en relativ ”outsider” til Washington og som en ”forandringens kandidat,” mens Clinton blev opfattet som værende en del af status quo. I New Hampshire, på den anden hånd, vandt Clinton, med Obama lige i hælene på andenpladsen. I begge stater kom John Edwards in på tredjepladsen, men som primærvalgene bevæger sig mod syd, vil han sandsynligvis kunne vinde nogen fremgang, med hans populistiske og ”arbejdervenlige” retorik.
For de, som havde inderlige illusioner om at en som foreslog milde reformer, som Dennis Kucinich kunne have indflydelse i det Demokratiske Partis apparat, burde hans nul procent i Iowa give stof til eftertanke. Og som et symptom på den voksende polarisering i samfundet og utilfredshed i middelklassen, har republikaneren Ron Paul, hvis liberale brand med populisme, protektionisme og antikrigsretorik, vundet en vis støttende base, og modtog 10 procent af de republikanske stemmer i Iowa.
Om vælgere ser til republikanerne eller demokraterne, i håb om at finde en løsning på deres problemer, er mange af deres grundlæggende bekymringer de samme. Exit polls som blevet taget under valget ved primærvalgene i New Hampshire, viser at 79 procent af de republikanske og 98 procent af de demokratiske vælgere mente at økonomi var det vigtigste emne i valgkampen. Irakkrigen kom ind på en andenplads for begge partier og for demokraterne kom sygesikring lige efter.
Men hvad repræsenterer disse kandidater egentligt? Andet end nogle få fornuftige bidder som dygtigt er beregnet til at vinde stemmer på valgdagen, kan de reelt tage hånd om de problemer der virkeligt bekymrer os? Hvis demokraternes ageren, siden de i 2006 vandt midtvejsvalget på en bølge af antikrigsfølelser, er en indikation, ser det bestemt ikke sådan ud.
Blandt republikanere i New Hampshire, var immigration vælgernes tredje vigtigste bekymring. Republikanerne har endnu en gang genoplivet spøgelset ”illegal immigration” i denne valgrunde. På den måde fjerner de opmærksomheden fra de egentlige problemer med voksende arbejdsløshed og faldende livskvalitet, ved at bruge immigrantarbejdere og deres familier som syndebuk. Det er den klassiske ”opsplit og besejr”-strategi, som energisk må bekæmpes af arbejderbevægelsen. Men hvor står demokraterne på dette spørgsmål? Forkaster de konsekvent disse angreb på vores arbejdskammerater og kræver lige rettigheder for lige arbejde, for øjeblikkelig og betingelsesløs legalisering af alle? På ingen måde.
Og på spørgsmålet om krig, tager demokraterne da flertallet af den amerikanske befolknings krav op, om øjeblikkelig tilbagetrækning af alle tropper, rådgivere og regeringsansatte i Irak? For at stoppe med at give Bush milliarder af dollars, som i stedet kunne gå til at skabe arbejdspladser og give ordentlig sygebehandling, uddannelse, beboelse og genopbygning af vores forfaldne infrastruktur? Og i forhold til sygesikringskrisen som millioner at uforsikrede og selv forsikrede amerikanere står overfor, foreslår demokraterne så noget, som kan bryde HMO og medicinindustriens dødsgreb om vores sundhed?
Sagens kerne er, at længe før partimøderne og primærvalgene lader befolkningen ”vælge” kandidaterne, har de allerede solgt dem selv til den højest bydende, ved at bevise at de vil forsvare selskabs-Amerika. Hillary Clinton som en gang blev portrætteret, som sygesikringens forkæmper (selv om virkeligheden var en anden), er nu den største modtager af kampagnedonationer fra medicinindustrien. Og som Obamas stjerne viser sig tydeligere på himlen i Washington, følger lobbyisternes penge hurtigt efter.
På trods af deres dystre fortid, vil demokraterne, på grund af mangel på alternativ, højst sandsynligt stryge ind på præsidentembedet næste efterår, selv om intet er sikkert på grund af deres rolle i 2000 og 2004. Men de vil arve et økonomisk mareridt af gæld, en faldene dollar, voksende arbejdsløshed, en gabende betalingsbalance og sandsynligvis endnu en direkte recession.
Institute for Supply Managements industriindex faldt til 47,7 i december, det laveste siden april 2003 (tal under 50 indikerer dementi). Olie slog for nylig rekord med 100 dollars pr tønde, hvilket i sidste ende medfører endnu højere priser ved benzintanken, og presser millioner af arbejderes allerede stramme budget.
Aktiemarkedet bliver mere og mere nervøst, efter at NASDAQ indexet for nyligt faldt med det største beløb siden oktober 2001. Og Labor Department rapporterede at kun 18.000 nye jobs blev tilført i december, det laveste tal siden august 2003. Samtidig er antallet af arbejdsløse steget med 5 procent, fra 4,7 procent i november – den højeste månedlige stigning siden lige efter 11. september 2001.
Virksomhedernes indtjening er ligeledes sat til at falde dramatisk, som krisen i byggeri- og låneindustrien fortsat spreder sig og påvirker alle, lige fra små kontraktansatte håndværkere til de største banker i landet. Mange økonomer advarer om risikoen for stagflation: inflation konbineret med en stagnerende eller skrumpende vækst, med et spring i arbejdsløshedsraten og langsom økonomisk udvidelse, forudset til det sidste kvartal af 2007.
Dette er billedet som den næste præsident af USA står overfor. Under disse omstændigheder, kan vi være sikre på at han eller hun først og fremmest vil tilse virksomhedsinteresserne, som gjorde dem til præsident i første omgang. Så lige gyldigt hvilken stor partikandidat der ”vinder” næste efterår, kan vi med sikkerhed forudse én ting: arbejderbefolkningen vil blive den tabende part. Amerikanske arbejder vil være nødt til at gå gennem demokraternes ”skole”, og lære gennem bitter og smertelig erfaring at dette virksomhedsantræk på ingen måde repræsenterer vores interesser. Men før, snarere end senere, er vi sikre på at flertallet vil være enigt om at vi er nødt til at bryde med storkapitalens partier og bygge vores eget – et massearbejderparti!
