Mere til de rige, og lad fanden tage de sidste. Sådan ser det ud til, at Fogh og hans bagmænd i industrien havde tænkt, da de lavede skattereform. Regeringen så ud til at være uenige med Dansk Folkeparti om spørgsmålet om en topskat, men fandt i sidste ende et kompromis i form af en skattereform, som betyder at de allerrigeste i samfundet får en skattelettelse på 5.000 kroner, imens pensionisten må lade sig nøje med sølle 800 kroner.
Meningsmålingerne svinger, men tendensen har i efteråret været, at regeringspartiet Venstre står til en stor tilbagegang. Socialdemokraterne står til gengæld til en smule fremgang i de fleste undersøgelser. De er kommet frem med en række udspil, blandt andet de såkaldte ”velfærdsrettigheder”, som giver en række garantier for standarderne i velfærdssystemet overalt i landet, blandt andet et loft på antallet af børn per pædagog i daginstitutioner, et maksimum på klassekvotienter i gymnasierne, og så videre. Disse krav bør absolut støttes op, og hvis de gennemføres, vil det være et stort fremskridt i kampen for at forsvare og forbedre velfærdssamfundet.
Brug for arbejderpolitik
Problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre med velfærdsrettigheder, hvis Socialdemokraterne ikke tør hente de fornødne penge fra toppen af dansk erhvervsliv, som har tjent godt på det nuværende opsving i økonomien. Mange arbejdere husker 90’ernes Nyrup-regering, som faktisk satte gang i mange udliciteringer, skar i dagpengene og efterlønnen, osv. Uden en socialistisk politik, som udfordrer kapitalisterne og gavner arbejderne, vil Socialdemokraterne ikke kunne udgøre et virkeligt alternativ til Fogh.
Tilbage til Fogh. At der er en udbredt mistillid til Venstre skal først og fremmest forstås, som et resultat af utallige nedskæringer på velfærden og deres arrogante stilling overfor de offentligt ansatte. Da finansminister Thor Petersen i august udtalte, at de offentligt ansatte tjente godt, var det tydeligt, at det var en hån imod de tusinder af SOSU-arbejdere, som i forsommeren gik på gaden for at vise, at de har fået nok.
Uro i det offentlige
I årtier har arbejderne i den offentlige sektor oplevet besparelse på besparelse. Det har betydet at deres arbejdsforhold er blevet forringet år for år, men deres lønninger har ikke fulgt med udviklingen og følger knapt nok inflationen. Da ældreplejere fra Holstebro i forsommeren gik i aktion, vandt deres krav om en anstændig løn genklang hos titusinder af andre arbejdere i den offentlige sektor. Pædagoger, sygehjælpere og buschauffører har alle været ude i mange mindre strejkekampe den sidste tid. Fra flere SOSU-arbejdere, har kravet om 5.000 kroner mere i løn om måneden blevet fremført. Et krav som er yderst rimeligt og som arbejderbevægelsen burde sætte alle sine kræfter ind på at få gennemtrumfet.
Men arbejderbevægelsen er desværre i en sørgelig forfatning. Her ligger nøglen til at forstå det afgørende problem i den nuværende situation. Ikke fordi medlemmerne mangler kampvilje, men fordi lederne gang på gang har valgt forhandling med regeringen frem for kamp. Igen og igen har vi set hvordan grupper af strejkende arbejdere – hvad enten det var pædagoger, SOSU-arbejdere, postbude eller andre – er blevet svigtet af de faglige ledere, som har været mere opsatte på forhandlinger og kompromisser. Dette så senest i fagtoppens skandaløse medvirken i regeringens kvalitetsreform.
Fløjkamp i arbejderbevægelsen
I dansk fagbevægelse står man foran et kampvalg til formandsposten i LO. Højrefløjens kandidat Tine Aurvig-Huggenberger (der har været næstformand i LO siden 1996 og fulgt en højrepolitik), har opbakning fra 10 ud af 17 forbundsformænd. Hun har blandt andet talt positivt om udliciteringer på det offentlige område. Til gengæld har modkandidaten Harald Børsting (nuværende LO-sekretær), som selvom han er meget moderat, trods alt meldt ud imod de værste udliciteringer og forringelser. Han nyder opbakning fra tre forbund, nemlig 3F, FOA og NNF.
Kampvalget til formandsposten, som skal afgøres af 800 delegerede ved LO’s kongres til oktober, afspejler en begyndende kamp imellem forskellige fløje og tendenser inden for fagbevægelsen. Fremtiden vil uden tvivl byde på mere af den slags, i takt med at flere og flere arbejdere ser behovet for at generobre fagforeningerne som ægte kamporganisationer der tjener arbejderklassens interesser.
Kapitalismens fremtidsperspektiver: krise og nedgang
Også på andre fronter er der sket ting og sager. I finansverdenen oplevede man et par yderst urolige dage, hvor aktiekurserne faldt voldsomt. den 16. august faldt de danske aktier med 4,3 pct. eller hvad der svarer til ca. 70 mia. kr. Til sammenligning var faldet efter 11. september 2001 kun på 2,3 pct. Det samme så vi over alt i Europa, hvor samtlige 18 markeder var i minus. Dette kan meget vel være forspillet til en omfattende konjunturkrise i den internationale – og danske – økonomi. Selv de fleste borgerlige ”eksperter” taler om at opsvinget nu har nået et punkt, hvor det er ved at blive ”overophedet” – der er simpelthen overproduktion og uafsættelige produkter, hvilket betyder, at kapitalismen er på vej ind i en krise. Dette kan blive endnu en faktor som er med til at radikalisere bredere lag af arbejderklassen og ungdommen.
Alt i alt må man sige at vi går en spændende tid i møde. Situationen i Danmark er langt fra så stabil, som den kan se ud på overfladen. Regeringen står langt svagere nu, end i dens første par år ved magten. Økonomien ser ud til at være ”overophedet” og spørgsmålet er ikke om der kommer en nedtur, men snarere hvornår den indtræffer. I den kontekst kan velfærdsprotesterne 2. oktober, som har de største fagforbunds opbakning, godt gå hen og blive store og kan blive en vigtig trussel imod regeringen. Der er brug for, at arbejderne bliver aktive i deres fagforeninger og arbejderpartier og derinde kæmper for, at arbejderbevægelsen får en ledelse, som vil føre arbejderpolitik. Der er med andre ord brug for en stærk marxistisk tendens i arbejderbevægelsen.
Mere til de rige, og lad fanden tage de sidste. Sådan ser det ud til, at Fogh og hans bagmænd i industrien havde tænkt, da de lavede skattereform. Regeringen så ud til at være uenige med Dansk Folkeparti om spørgsmålet om en topskat, men fandt i sidste ende et kompromis i form af en skattereform, som betyder at de allerrigeste i samfundet får en skattelettelse på 5.000 kroner, imens pensionisten må lade sig nøje med sølle 800 kroner.
Meningsmålingerne svinger, men tendensen har i efteråret været, at regeringspartiet Venstre står til en stor tilbagegang. Socialdemokraterne står til gengæld til en smule fremgang i de fleste undersøgelser. De er kommet frem med en række udspil, blandt andet de såkaldte ”velfærdsrettigheder”, som giver en række garantier for standarderne i velfærdssystemet overalt i landet, blandt andet et loft på antallet af børn per pædagog i daginstitutioner, et maksimum på klassekvotienter i gymnasierne, og så videre. Disse krav bør absolut støttes op, og hvis de gennemføres, vil det være et stort fremskridt i kampen for at forsvare og forbedre velfærdssamfundet.
Brug for arbejderpolitik
Problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre med velfærdsrettigheder, hvis Socialdemokraterne ikke tør hente de fornødne penge fra toppen af dansk erhvervsliv, som har tjent godt på det nuværende opsving i økonomien. Mange arbejdere husker 90’ernes Nyrup-regering, som faktisk satte gang i mange udliciteringer, skar i dagpengene og efterlønnen, osv. Uden en socialistisk politik, som udfordrer kapitalisterne og gavner arbejderne, vil Socialdemokraterne ikke kunne udgøre et virkeligt alternativ til Fogh.
Tilbage til Fogh. At der er en udbredt mistillid til Venstre skal først og fremmest forstås, som et resultat af utallige nedskæringer på velfærden og deres arrogante stilling overfor de offentligt ansatte. Da finansminister Thor Petersen i august udtalte, at de offentligt ansatte tjente godt, var det tydeligt, at det var en hån imod de tusinder af SOSU-arbejdere, som i forsommeren gik på gaden for at vise, at de har fået nok.
Uro i det offentlige
I årtier har arbejderne i den offentlige sektor oplevet besparelse på besparelse. Det har betydet at deres arbejdsforhold er blevet forringet år for år, men deres lønninger har ikke fulgt med udviklingen og følger knapt nok inflationen. Da ældreplejere fra Holstebro i forsommeren gik i aktion, vandt deres krav om en anstændig løn genklang hos titusinder af andre arbejdere i den offentlige sektor. Pædagoger, sygehjælpere og buschauffører har alle været ude i mange mindre strejkekampe den sidste tid. Fra flere SOSU-arbejdere, har kravet om 5.000 kroner mere i løn om måneden blevet fremført. Et krav som er yderst rimeligt og som arbejderbevægelsen burde sætte alle sine kræfter ind på at få gennemtrumfet.
Men arbejderbevægelsen er desværre i en sørgelig forfatning. Her ligger nøglen til at forstå det afgørende problem i den nuværende situation. Ikke fordi medlemmerne mangler kampvilje, men fordi lederne gang på gang har valgt forhandling med regeringen frem for kamp. Igen og igen har vi set hvordan grupper af strejkende arbejdere – hvad enten det var pædagoger, SOSU-arbejdere, postbude eller andre – er blevet svigtet af de faglige ledere, som har været mere opsatte på forhandlinger og kompromisser. Dette så senest i fagtoppens skandaløse medvirken i regeringens kvalitetsreform.
Fløjkamp i arbejderbevægelsen
I dansk fagbevægelse står man foran et kampvalg til formandsposten i LO. Højrefløjens kandidat Tine Aurvig-Huggenberger (der har været næstformand i LO siden 1996 og fulgt en højrepolitik), har opbakning fra 10 ud af 17 forbundsformænd. Hun har blandt andet talt positivt om udliciteringer på det offentlige område. Til gengæld har modkandidaten Harald Børsting (nuværende LO-sekretær), som selvom han er meget moderat, trods alt meldt ud imod de værste udliciteringer og forringelser. Han nyder opbakning fra tre forbund, nemlig 3F, FOA og NNF.
Kampvalget til formandsposten, som skal afgøres af 800 delegerede ved LO’s kongres til oktober, afspejler en begyndende kamp imellem forskellige fløje og tendenser inden for fagbevægelsen. Fremtiden vil uden tvivl byde på mere af den slags, i takt med at flere og flere arbejdere ser behovet for at generobre fagforeningerne som ægte kamporganisationer der tjener arbejderklassens interesser.
Kapitalismens fremtidsperspektiver: krise og nedgang
Også på andre fronter er der sket ting og sager. I finansverdenen oplevede man et par yderst urolige dage, hvor aktiekurserne faldt voldsomt. den 16. august faldt de danske aktier med 4,3 pct. eller hvad der svarer til ca. 70 mia. kr. Til sammenligning var faldet efter 11. september 2001 kun på 2,3 pct. Det samme så vi over alt i Europa, hvor samtlige 18 markeder var i minus. Dette kan meget vel være forspillet til en omfattende konjunturkrise i den internationale – og danske – økonomi. Selv de fleste borgerlige ”eksperter” taler om at opsvinget nu har nået et punkt, hvor det er ved at blive ”overophedet” – der er simpelthen overproduktion og uafsættelige produkter, hvilket betyder, at kapitalismen er på vej ind i en krise. Dette kan blive endnu en faktor som er med til at radikalisere bredere lag af arbejderklassen og ungdommen.
Alt i alt må man sige at vi går en spændende tid i møde. Situationen i Danmark er langt fra så stabil, som den kan se ud på overfladen. Regeringen står langt svagere nu, end i dens første par år ved magten. Økonomien ser ud til at være ”overophedet” og spørgsmålet er ikke om der kommer en nedtur, men snarere hvornår den indtræffer. I den kontekst kan velfærdsprotesterne 2. oktober, som har de største fagforbunds opbakning, godt gå hen og blive store og kan blive en vigtig trussel imod regeringen. Der er brug for, at arbejderne bliver aktive i deres fagforeninger og arbejderpartier og derinde kæmper for, at arbejderbevægelsen får en ledelse, som vil føre arbejderpolitik. Der er med andre ord brug for en stærk marxistisk tendens i arbejderbevægelsen.
