Danmark er en lille fredelig andedam. Her trives alle borgere og enes om i fællesskab at få samfundet til at køre rundt. Det ved vi alle fra barnsben, hvor Danmark præsenteres som et idyllisk samfund skåret ud af H.C. Andersens eventyr. Som med så meget andet er virkeligheden noget anderledes. Umiddelbart skulle man tro, at den ”danske model” på arbejdsmarkedet sikrer, at samfundet også kører sådan, uden gnidninger imellem arbejdsgivere og arbejdere. Men virkeligheden er langt fra sådan.
Faktisk udgav bladet The Economist en undersøgelse den 3. marts i år, som viste at Danmark imellem 1996-2005, ligger nummer 4 på listen over OECD-lande med størst antal tabte arbejdsdage pr. 1000 indbyggere. Faktisk nåede det årlige gennemsnit i perioden op på hele 165 dage pr. 1000 indbyggere. Dette blev kun overgået af Island, Canada og Spanien. Og Danmarks tal ligger langt over OECD-gennemsnittet, der var på 42 tabte arbejdsdage.
Også i 2007 har vi set et væld af strejker i så godt som alle samfundets sektorer; Falck-redderne er i skrivende stund forsat ude i en lang strejke, SAS-personale har været i strejke, medarbejdere på DR ligeså, postarbejderne, arbejderne på Cheminova, skraldemænd og stilladsarbejdere i Århus…og listen kunne blive ved og ved. I forsommeren er social- og sundhedshjælpere fra Holstebro også begyndt at strejke og demonstrere, og protesterne har spredt sig til deres kollegaer i resten af landet. De kræver en ordentlig løn og respekt for deres arbejde.
Alt dette bekræfter, hvad marxisterne har sagt hele tiden; Langt fra en periode med fredelig sameksistens, er vi på vej ind i en periode med uroligheder på arbejdsmarkedet og hårdere og hårdere kampe imellem klasserne. Dette blev også indikeret i afstemningerne til overenskomsten, hvor hele 62 pct. i det største forbund, 3F, stemte nej. Alligevel gik overenskomsten igennem med et spinkelt ja. Dette var resultatet af fagtoppens skandaløse accept af et forlig, som giver så godt som intet til arbejderne.
Det store problem er, at ledelsen af fagbevægelsen ikke har nogen føling med, hvad der rør sig på gulvet. Alt imens at arbejdspresset øges, ikke kun i det private, men også i den offentlige sektor, skovler arbejdsgiverne enorme profitter ind. Det er ikke kampvilje, der mangler. Som statistikken viser, er der utrolig mange små, lokale strejker i hele landet. Desværre ender størstedelen i nederlag til arbejderne, netop fordi de ikke bliver samlet og ikke har en ledelse, der kan koordinere og intensivere presset på arbejdsgiverne. Dette viser endnu engang behovet for en ægte venstreopposition i dansk fagbevægelse, der kan give denne vrede et organiseret udtryk og føre an i kampen for at forandre fagforeningerne til kamporganisationer.
Efteråret 2007 kan meget vel gå hen og blive en hed fornøjelse for Fogh-regeringen; Allerede nu ulmer utilfredsheden i regioner og kommuner og den nye kommuneaftale vil uden tvivl rumme nye besparelser, som kun kan udmønte sig i forringelser på folkeskoler, ældrepleje og andre velfærdsydelser. Dertil kommer, at forhandlingerne om overenskomsten i den offentlige sektor, som skal ligge færdig den 1. marts 2008, begynder. Ifølge en undersøgelse i Nyhedsavisen stod de offentligt ansatte for 62.400 af 85.500 strejkedage i 2006, og på det seneste er der flere og flere grupper indenfor det offentlige, som er begyndt at kræve mere i løn. Så på den kant er der ordentligt lagt i kakkelovnen til nye protester og øget klassekamp.
Et land, som igen og igen kommer i mediernes søgelys er Venezuela. Marxisterne, som udgiver nærværende avis, var blandt de første, der sagde, at noget var i gærde i Venezuela. Vi forklarede, at USA’s had til den folkevalgte præsident Chávez, i virkeligheden bundede i et had til den revolutionære bevægelse og de masser, som står bag ham. USA og de borgerlige medier i hele verden har på det seneste optrappet deres angreb på Venezuela, de hævder at der ikke er ytringsfrihed i landet, fordi en TV-kanal der opfordrede til kup imod Chávez, RCTV, ikke har fået fornyet sin licens. Dette er endnu et led i deres kamp imod revolutionen i Venezuela, som de afskyer og for alt i verden vil ødelægge. Alt det kan du læse mere om inde i bladet.
Ved Gaza-breden i Palæstina ser vi imperialisternes hensigter udmøntet til praksis. De har iværksat et regulært statskup for at smide den demokratisk valgte Hamas-regering. Dette sker mindre end et år efter Israels brutal krig imod Libannon, som dræbte tusinder og drev hundredetusinder på flugt. Så samtidig med at Bush græder krokodille-tårer over den påståede mangel på demokrati i Venezuela, tyer han ingen midler i Mellemøsten, hvor det nu ikke kun er Irak og Afghanistan der står for skud, men nu også Gaza.
En verden med krig, kaos og elendighed for det store flertal, er altså ikke skrækscenarier, men virkeligheden anno 2007. Så meget desto mere grund er der, til at bygge en stærk marxistisk tendens, der kan forandre verden.
