Mandag døde en dansk soldat i Irak, da en vejsidebombe detonerede og hans enhed efterfølgende blev angrebet af modstandsfolk i byen Al Hartha i Irak. Desuden blev fem soldater kvæstet. Dette er naturligvis en tragedie for soldaten selv, hans familie og venner. Det burde aldrig være sket.

Men desværre er det den slags der sker, når den borgerlige regering har valgt at sende danske soldater af sted på krigseventyr for at besætte fremmede lande. I krig dør folk. Det er faktisk en del af det, som krig går ud på. De borgerlige politikere vil uden tvivl udtrykke deres kondolence over for familien til den dræbte soldat, græde krokodilletårer og forsikre om deres dybfølte sympati. Men det er disse politikere, der er ansvarlige for det tragiske dødsfald.

Dette dødsfald kommer kort efter, at en anden dansk soldat døde i Afghanistan. 3. maj døde premierløjtnant Steen Rønn Sørensen fra Holstebro. Han blev dræbt i kamp mod afghanske modstandsgrupper. Også hans dødsfald er en tragedie og burde aldrig være sket. Den eneste grund til at dette tab af menneskeliv har fundet sted er, at Danmark er en del af en besættelsesmagt i Afghanistan og Irak.

De danske soldater i Irak deltager som en del af en besættelsesmagt i et udpint, udbombet og plyndret land. De deltager som kanonføde for oliebaronerne, der vil plyndre Irak. De danske soldater har været med til at slå irakere ihjel. At irakerne gør væbnet modstand er fuldt berettiget og legitimt. Det er den borgerlige regering, der står med det fulde ansvar for det seneste dødsfald.

Den irakiske befolkning nærer et dybfølt had til besættelsesmagten. De amerikanske bomber og invasionen i 2003 har ikke bragt almindelige irakere nærmere demokrati, brød, elektricitet eller menneskerettigheder. For almindelige irakere er situationen ikke bedre nu end under Saddam Hussein. Hvis nogle af soldaterne i Irak har troet Fogh, når han som en papegøje efter Bush har fortalt fantasihistorier om, hvordan at danskerne ville blive budt velkomne som befriere i Irak, så er de nok kommet på andre tanker efter at have set, hvordan virkeligheden ser ud.

Både i Irak og Afghanistan er besættelsestropperne forhadte. Der vil aldrig opstå retfærdighed i disse lande på grundlag af udenlandske bajonetter og bomber. Det er kun, hvis arbejderklassen og bønderne i disse lande tager sagen i egen hånd og opbygger et demokratisk socialistisk samfund til gavn for den brede befolkning, at dette kan lykkes.

De danske soldater, der falder i Irak og Afghanistan, falder som kanonføde for den danske overklasses \”gode forhold\” til USA. Den irakiske modstandsbevægelse har i realiteten fået hamret alle illusioner ud af de danske kapitalister. De troede, at de bare kunne spankulere ned til Mesopotamien og plyndre landet for olie uden at der var nogle, der ville gøre noget ved det. Men imperialisternes ydmygende nederlag i Irak har tvunget dem på tilbagetog, og den planlagte danske tilbagetrækning fra Irak er ikke ét sekund for tidligt – tværtimod er det over fire år for sent!

Nu skal de danske soldater i stedet opruste indsatsen i Afghanistan. Også dette er dømt til fiasko. Der vil uden tvivl komme flere ofre så længe Danmark fungerer som besættelsesmagt. Arbejderbevægelsen må sætte en stopper for dette vanvid og kræve, at samtlige danske soldater på udenlandsk jord trækkes hjem øjeblikkeligt.