Dette er et uddrag af den tale, som Rosa Luxemburg holdt 30. december på Tysklands Kommunistiske Partis stiftende kongres i Berlin. Oversat fra engelsk af Frederik Ohsten. Den er også bragt i en ny pjece, om den tyske revolution 1918-23. Køb den i vores butik.
Kammerater; vores opgave i dag er at diskutere og vedtage et program. Når vi tager denne opgave på os, gør vi det ikke kun, fordi vi er tilskyndet af, at vi i går stiftede et nyt parti, og at et nyt parti må formulere et program. Store historiske bevægelser har været de afgørende sager i dagens drøftelser. Den tid er kommet, hvor hele proletariatets socialistiske program må sættes på et nyt fundament. Vi står i en position, der ligner den, Marx og Engels stod i, da de skrev det Kommunistiske Manifest for 70 år siden. Som I alle ved, beskæftigede det Kommunistiske Manifest sig med socialisme, med virkeliggørelsen af socialismens mål som den proletariske revolutions umiddelbare opgave. Lige som alle de ledende tænkere i arbejderbevægelsen, mente både Marx og Engels, at socialismens umiddelbare indførelse lå for døren. Alt, der behøvedes, var at lave en politisk revolution, at erobre den politiske statsmagt, og socialismen ville da omgående gå fra tanken til at blive kød og blod. Senere, som I er klar over, foretog Marx og Engels en gennemgående revision af dette udsyn. I deres fælles forord til det kommunistiske manifest i 1872, finder vi følgende passage:
Selv om forholdene i de sidste fem og tyve år i høj grad har forandret sig, er de almindelige grundsætninger, der udvikles i dette manifest, i det store og hele fuldstændig rigtige den dag i dag. Hist og her er der enkeltheder, der kunne forbedres. Den praktiske anvendelse af disse grundsætninger vil overalt og til enhver tid – det forklarer manifestet selv – være afhængig af de omstændigheder, der historisk foreligger, og derfor lægger vi absolut ingen særlig vægt på de revolutionære forholdsregler, der er foreslået i slutningen af afsnit II. I dag ville dette sted i mange retninger lyde anderledes. Programmet er i dag flere steder forældet på baggrund af storindustriens enorme udvikling i de sidste fem og tyve år og den fremadskridende partiorganisation af arbejderklassen, der hænger sammen dermed, endvidere på baggrund af de praktiske erfaringer, først fra Februarrevolutionen og i endnu højere grad fra Pariserkommunen, hvor proletariatet for første gang to måneder igennem havde den politiske magt.
Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at “arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål”
Hvad er den faktiske tekst i den passage, der bliver erklæret forældet? Den lyder således:
Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt. Dette kan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despotiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produktionsforhold, altså ved foranstaltninger, der vil forekomme økonomisk utilstrækkeligt og uholdbare, men som under bevægelsens forløb vil vokse ud over sig selv og er uundgåelige som middel til at revolutionere hele produktionsmåden. Disse foranstaltninger vil naturligvis være forskellige i de forskellige lande. Men for de mest udviklede lande vil følgende foranstaltninger sikkert i almindelighed kunne anvendes:
1. Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.
2. Skat efter stærkt stigende skala.
3. Afskaffelse af arveretten.
4. Konfiskering af al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.
5. Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.
6. Centralisering af transportvæsenet i statens hænder.
7. Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.
8. Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget.
9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af modsætningen mellem land og by tilstræbes.
10. Offentlig og gratis opdragelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.
Med nogle få ubetydelige forskelle er disse, som I ved, de opgaver, vi står over for i dag. Det er ved sådanne metoder, vi skal virkeliggøre socialismen. Mellem den dag, det ovenstående program blev formuleret, og nu, har der været 70 års kapitalistisk udvikling, og den historiske udviklingsproces har bragt os tilbage til det standpunkt, som Marx og Engels i 1872 havde forladt som forfejlet. Dengang var der gode grunde til at tro, at deres tidligere synspunkter var forkerte. Den videre udvikling af kapitalen har, imidlertid, resulteret i, at det, der var falsk i 1872 er blevet sandt i dag, så det er vores umiddelbare opgave at opfylde de,
Marx og Engels troede, de skulle gennemføre i 1848. Da Marx og Engels, efter desillusionerne i 1848, havde opgivet ideen om, at proletariatet umiddelbart kunne virkeliggøre socialismen, opstod der i alle lande socialistiske partier med meget forskellige mål. Det umiddelbare mål for disse partier blev erklæret at være detaljearbejde, den daglige kamp på de politiske og faglige områder. Således ville de proletariske hære gradvist blive dannet, og disse hære ville være klar til at virkeliggøre socialismen, når den kapitalistiske udvikling var modnet. Det socialistiske program blev dermed dannet på et helt andet grundlag, og i Tyskland antog ændringen en særlig typisk form.
Helt frem til sammenbruddet den 4. august 1914, stod det tyske socialdemokrati på grundlag af Erfurt-programmet, og i dette program blev de såkaldte umiddelbare minimumskrav sat i forgrunden, mens socialismen ikke var mere end en fjern ledestjerne. Endnu vigtigere end hvad der er skrevet i et program, er imidlertid, hvordan dette program bliver omsat i handling. Fra dette synspunkt må der tillægges stor betydning til et af arbejderbevægelsens historiske dokumenter: Engels’ forord til 1895-genudgivelsen af Marx’ Klassekampene i Frankrig. Sagen er meget aktuel. Det er blevet vores hastige pligt i dag at lægge vores program på det grundlag, som Marx og Engels lagde i 1848.
Hvordan anså Engels spørgsmålet i det hyldede forord til Klassekampene i Frankrig, som blev forfattet af ham, tolv år efter Marx’ død? For det første kigger han tilbage på 1848 og viser, at tanken om at den socialistiske revolution stod for døren var forældet. Han fortsatte som følger:
”Historien har givet os, og alle andre, der tænkte på lignende måde, uret. Den har gjort det klart, at den økonomiske udviklings niveau på kontinentet dengang langtfra var modent til afskaffelsen af den kapitalistiske produktion; den har bevist dette gennem den økonomiske revolution, som siden 1848 har bredt sig over hele kontinentet og først for alvor har skaffet storindustrien indpas i Frankrig, Østrig, Ungarn, Polen og for nylig Rusland, og som ligefrem har gjort Tyskland til et industriland af første rang – alt sammen på det kapitalistiske grundlag, der altså i 1848 endnu havde meget store udvidelsesmuligheder.”
Efter at have opsummeret ændringerne i den mellemliggende periode, beskæftigede Engels sig med det tyske socialdemokratiske partis umiddelbare mål.
”Krigen 1870/71 og kommunens nederlag havde, som Marx havde forudsagt, midlertidig forskudt den europæiske arbejderbevægelses tyngdepunkt fra Frankrig til Tyskland. I Frankrig måtte der selvfølgelig gå år, før man var kommet sig efter åreladningen i maj 1871. I Tyskland derimod, hvor industrien udviklede sig hurtigere og hurtigere og tilmed blev fremmet næsten drivhusagtigt af de franske milliardvelsignelser , voksede socialdemokratiet endnu hurtigere og mere vedholdende. Takket være den forståelse, hvormed de tyske arbejdere benyttede den almindelige valgret, som indførtes i 1866, ligger partiets forbavsende vækst klart for alverden i ubestridelige tal.”
Derefter fulgte de berømte tal, der viste partiets vækst i stemmer i valg efter valg, indtil tallene steg til millioner. Ud fra denne fremgang drog Engels følgende konklusion:
”Med denne heldige benyttelse af den almindelige stemmeret var imidlertid en helt ny kampmåde for proletariatet trådt i virksomhed, og denne udviklede sig hurtigt videre. Man fandt ud af, at de statsinstitutioner, i hvilke bourgeoisiets herredømme er organiseret, frembyder endnu flere holdepunkter, ud fra hvilke arbejderklassen kan be¬kæmpe disse samme statsinstitutioner. Man deltog i valgene til enkelt-landdage, kommuneråd, erhvervsdomstole, man gjorde bourgeoisiet enhver stilling stridig, hvor en tilstrækkelig stor del af proletariatet havde et ord at sige ved besættelsen. Og således gik det til, at bour¬geoisi og regering begyndte at frygte arbejderpartiets lovlige aktioner langt mere end dets ulovlige, valgresultaterne mere end oprøret.”
Engels tilføjer en detaljeret kritik af den illusion, at proletariatet under moderne kapitalistiske forhold kan forvente at opnå noget som helst for revolutionen ved gadekamp. Det ser imidlertid ud for mig som om, at vi i dag er midt i en revolution, en revolution kendetegnet ved gadekamp og alt, det medfører, at det er på tide at frigøre os fra de synspunkter, der har anført den officielle politik for det tyske socialdemokrati op til vore dage, fra de synspunkter, der deler ansvar for det, der skete den 4. august 1914. (Hørt! Hørt!)
Jeg prøver ikke at antyde, at Engels på denne baggrund må bære personligt ansvar for hele den socialistiske udvikling i Tyskland. Jeg henleder blot jeres opmærksomhed på et af de klassiske beviser for de holdninger, der anførte det tyske socialdemokratis standpunkter, og som viste sig at være fatal for bevægelsen. Til vore to store læremestres ære, og særligt til Engels’ ære, som døde tolv år senere end Marx, og altid var trofast over for sin store samarbejdspartners teori og omdømme, må jeg minde jer om den kendsgerning, at det omtalte forord blev skrevet af Engels under stort pres fra den parlamentariske gruppe. På det tidspunkt i Tyskland, i de tidlige 1890’ere efter anti-socialistloven var blevet afskaffet, var der en stor bevægelse til venstre, en bevægelse der ønskede at redde partiet fra at blive helt opløst i den parlamentariske kamp. Bebel og hans fæller ønskede overbevisende argumenter, støttet af Engels’ store autoritet; de ønskede en udtalelse, der kunne hjælpe dem med at holde et fast greb om de revolutionære elementer.
Det var karakteristisk for forholdene i partiet dengang, at de socialistiske parlamentarikere skulle have det sidste ord i teori og praksis. De forsikrede Engels, som boede i udlandet og naturligvis godtog denne forsikring, at det var absolut nødvendigt at sikre den tyske arbejderbevægelse fra at henfalde til anarkisme, og på denne måde holdt de ham til at skrive i den tone, de ønskede. Forordet var den formelle erklæring af ”intet udover parlamentet” taktikken.
Engels døde samme år, og havde derfor ikke mulighed for at studere de praktiske konsekvenser af sin teori. De som kender Marx og Engels’ værker, de som er bekendt med den ægte revolutionære ånd, der inspirerede alle deres foredrag og deres skrifter, vil være ganske sikre på, at Engels ville være en af de første til at protestere imod parlamentarismens udsvævelse, og imod at kaste arbejderbevægelsens revolutionære energi, som var karakteristisk for Tyskland i årtier før krigen, bort. Den 4. august kom ikke som et lyn fra en klar himmel; det der skete den 4. august var ikke et tilfældigt skifte, men var det logiske resultat af alt, hvad de tyske socialister havde gjort dag efter dag i mange år. (Hørt! Hørt!)
Hvis det havde været muligt for Engels og Marx at leve videre til i dag, er jeg sikker på, at de ville have protesteret for fuld kraft, og havde brugt alle styrker, de rådede over, til at forhindre, at partiet kastede sig selv i afgrunden. Men efter Engels’ død i 189 gik den teoretiske ledelse for partiet over til Kautsky. Resultatet af denne ændring blev, at ved hver årlig kongres blev venstrefløjens energiske protester imod en rent parlamentarisk politik, dens advarsler imod sådan en politiks sterilitet og dens farer, stigmatiseret som anarkisme, anarkistisk socialisme, eller i det mindste antimarxisme.
Det, der officielt gik under navnet marxisme, blev en afløbsrende for alle mulige slags opportunisme, for vedholdende skulkeri fra den revolutionære klassekamp, for hver tænkelig halve løsning. På denne måde blev det tyske socialdemokrati dømt til at sygne hen indenfor rammerne af det kapitalistiske samfund. De tyske socialister og fagforeningsfolk gjorde ikke længere seriøse forsøg på at omstyrte de kapitalistiske institutioner eller sætte den kapitalistiske maskine ud af gear.
Men vi har nået et punkt, kammerater, hvor vi er i stand til at sige, at vi er genforenet med Marx, at vi endnu en gang går fremad under hans flag. Hvis vi i dag erklærer, at de umiddelbare mål for proletariatet er at gøre socialisme til en levende virkelighed og at smadre kapitalismen fra top til bund, så tager vi vort standpunkt på det grundlag, som
Marx og Engels lagde i 1848; vi antager et standpunkt, som de aldrig principielt flyttede sig fra. Den kapitalistiske storindustris udvikling gennem 70 år har bragt os så langt i dag, at vi for alvor kan tale om at smadre kapitalismen én gang for alle. Nej, endnu mere; ikke blot er vi i dag i stand til at udføre denne opgave, ikke blot er denne opgave en pligt overfor proletariatet, men vores løsning tilbyder de eneste midler til at redde det menneskelige samfund fra undergang. (Højt bifald).
Situationen har nået et sådant punkt, at menneskeheden i dag står over for to alternativer; den kan gå til grunde i kaos, eller den kan finde frelse i socialismen. Vi indser nu den absolutte sandhed i den erklæring, som Marx og Engels for første gang formulerede i det Kommunistiske Manifest. Socialismen vil blive en historisk nødvendighed.
Socialismen er uundgåelig, ikke blot fordi proletarerne ikke længere er villige til at leve under de forhold, som kapitalistklassen påtvinger dem, men, videre endnu, fordi hvis proletariatet ikke opfylder sine pligter som klasse, hvis det ikke lykkes at virkeliggøre socialismen, vil vi alle falde sammen i fælles undergang. (Langvarigt bifald.)
Vores program er direkte i modsætning til Erfurtprogrammet; det er direkte i modsætning til adskillelsen af de umiddelbare såkaldte minimumskrav formuleret til den politiske og økonomiske kamp fra det socialistiske mål. I denne bevidste opposition (til Erfurt-programmet) likviderer vi resultaterne af 70 års evolution og, frem for alt, de umiddelbare resultater af verdenskrigen, mens vi siger: For os er der intet minimums og maksimumsprogram; socialisme er en og samme ting: det er det minimum, vi skal virkeliggøre i dag.
Vores kongres, kongressen for det, jeg med stolthed kan kalde det tyske proletariats eneste revolutionære socialistiske parti, falder tidsmæssigt sammen med krisen i den tyske revolutions udvikling. ”Falder sammen med,” siger jeg; men i virkeligheden er sammenfaldet ikke en tilfældighed. Vi kan antage, at efter begivenhederne de seneste dage, er tæppet gået ned for den tyske revolutions første akt. Vi er nu i anden akts begyndelse, og det er vores fælles pligt at foretage evaluering og selvkritik. Vi vil vælge klogere i fremtiden, og vil vinde yderligere rygstød til videre fremgang, hvis vi studerer alt, vi har gjort og ikke har gjort.
Bevægelsen begyndte 9. november. Revolutionen 9. november var kendetegnet ved utilstrækkelighed og svaghed. Dette bør ikke overraske os. Revolutionen fulgte efter fire års krig, i hvilke det tyske proletariat, skolet af socialdemokratiet og fagforeningerne, har optrådt skændigt og har svigtet sine socialistiske pligter i en udstrækning, uset i ethvert andet land. Vi marxister, hvis ledende princip er anerkendelse af den historiske udvikling, kunne næppe forvente, at i det Tyskland, som har set den forfærdelige 4. august, og som gennem mere end fire år har høstet, hvad der blev sået den dag, pludselig den 9. november 1918 skulle forekomme en glorværdig revolution inspireret af fast klassebevidsthed og rettet mod et klart formuleret mål. Det, der skete 9. november, var i meget lille grad sejren til et nyt princip; det var ikke ret meget mere end et kollaps i det eksisterende imperialistiske system. (Hørt! Hørt!)
Øjeblikket var kommet for imperialismens kollaps, en kolos på lerfødder, der faldt sammen indefra. Efterfølgeren til dette kollaps var en mere eller mindre kaotisk bevægelse, praktisk talt uden rationel plan. Den eneste kilde til enhed, det eneste faste princip, var slagordet ”Opret Arbejder- og Soldaterråd.” Således var revolutionens parole, hvormed den på trods af de indledende fasers utilstrækkelighed og svagheder, omgående gjorde krav på at blive talt blandt proletariske socialistiske revolutioner. Til de, der deltog i revolutionen 9. november, og som ikke desto mindre spreder bagvaskelse om de russiske bolsjevikker, bør vi aldrig ophøre med at svare med dette spørgsmål: ”Hvorfra lærte I jeres revolutions alfabet? Var det ikke fra russerne, I lærte at spørge efter arbejder- og soldaterråd?” (Bifald.)
Disse pygmæer, som i dag, som ledere af det, de fejlagtigt betegner som en socialistisk regering, ser det som deres vigtigste opgave at gå sammen med de britiske imperialister
i et morderisk angreb på bolsjevikkerne, tog da pladser som deputerede i arbejder- og soldaterrådene, og indrømmede dermed formelt, at den russiske revolution skabte de
første kampråb for verdensrevolutionen. Et studie af den nuværende situation gør os i stand til at forudsige, at i hvilket som helst land efter Tyskland, den proletariske revolution bryder ud i, vil det første skridt blive oprettelsen af arbejder og soldaterråd. (Bifaldende mumlen.)
Heri findes det bånd, der forbinder vores bevægelse internationalt. Dette er det motto, der grundlæggende adskiller vores revolution fra alle tidligere revolutioner, borgerlige revolutioner. Den 9. november var revolutionens første skrig, så instinktivt som et nyfødt barns første skrig, et kald efter arbejder og soldaterråd. Dette var vores fælles kampråb, og det er alene gennem disse råd, vi kan opnå socialisme.
Ugerne, der er gået siden 9. november og i dag, har været fyldt med forskellige illusioner. Den vigtigste illusion hos arbejderne og soldaterne, der lavede revolutionen, var deres tro på muligheden af enhed under det, der går under navnet socialisme. Hvad kunne være mere kendetegnende for de interne svagheder i revolutionen den 9. november, end den kendsgerning, at ledelsen lige fra starten i ikke ringe grad overgik til de personer, som få timer før revolutionen brød ud, havde anset det for deres vigtigste opgave at udsende advarsler imod revolutionen (Hørt! Hørt!) – for at gøre revolutionen umulig – til personer som Ebert, Scheidemann og Haase.
En af de førende ideer i revolutionen 9. november var at forene de forskellige socialistiske strømninger. Enheden blev bifaldet. Dette var en illusion, som blev blodigt hævnet, og begivenhederne i de sidste få dage har bragt en brat slutning til vores drømme; men selvbedraget var alment, og det påvirkede ikke Ebert og Scheidemann grupperne og borgerskabet i mindre grad end os selv. En anden illusion påvirkede borgerskabet i revolutionens første akt. De troede, at de ved hjælp af Ebert-Haase kombinationen, ved hjælp af den såkaldte socialistiske regering, ville være i stand til at tøjle de proletariske masser og at kvæle den socialistiske revolution. Endnu en illusion var den, som medlemmerne af Ebert-Scheidemann regeringen led af, da de troede, at de med hjælp fra soldaterne, der vendte hjem fra fronten, ville være i stand til at holde arbejderne nede og forhindre den socialistiske klassekamp. Således var de illusioner, som forklarer de nyeste begivenheder. Alle som en er de nu forduftet.
Det er blevet grundigt bevist, at enheden mellem Haase og Ebert-Scheidemann under ”socialismens” banner blot tjener som et figenblad til at dække en kontrarevolutionær politik. Det blev forventet af Ebert og Scheidemann, at de ville vise sig at være stærke mænd, dygtige løvetæmmere. Men hvad har de opnået? De har undertrykt et par ubetydelige forstyrrelser, og efterfølgende har revolutionens hydra rejst sit hoved højere, mere resolut end nogensinde. Arbejderne har komplet mistet den illusion, der førte dem til at tro, at enhed mellem Haase og Ebert-Scheidemann ville være en socialistisk regering. Ebert og Scheidemann har mistet alle illusioner til, at de ved hjælp af proletarer i uniform permanent kan holde de civilklædte proletarer nede. Alle disse ting har blot en negativ kraft, og fra dem er der intet tilbage end laserne og pjalterne fra ødelagte illusioner. Men det er i sandhed en stor fordel for proletariatet, at intet ud over disse laser og pjalter er tilbage fra revolutionens første fase, for der er intet så ødelæggende som illusion, mens intet kan være af større nytte for revolutionen end den nøgne sandhed.
Hvad er den nye regerings program? Den foreslår valget af en præsident, som skal have en position, der svarer til en mellemting mellem Englands konge og USA’s præsident. (Hørt! Hørt!) Han skal være, som det var, Kong Ebert. I anden omgang foreslår de at genetablere der føderale råd. I dag kan I læse de uafhængigt formulerede krav fra delstatsregeringerne i Sydtyskland, krav, der understreger Tysklands føderale struktur. Genetableringen af det gode gamle føderale råd, naturligvis sammen med dets
vedhæng, rigsdagen, er nu kun et spørgsmål om uger. Ebert og Scheidemann bevæger sig på denne måde i retning af genetablering af de forhold, der herskede før 9. november. For at sikre støtte fra den eneste klasse, hvis klasseinteresser regeringen virkelig repræsenterer, for at sikre støtte fra borgerskabet – en støtte der faktisk er blevet trukket tilbage på grund af de nyeste begivenheder – vil Ebert og Scheidemann blive tvunget til at føre en i stigende grad kontrarevolutionær politik. Kravene fra de sydtyske delstater, som er offentliggjort i dag i aviserne i Berlin, giver et åbent udtryk for ønsket om at skabe ”forhøjet sikkerhed” for Tyskland. I almindeligt sprog betyder dette, at de ønsker en erklæring om nødretstilstand imod ”anarkistiske, ulydige og bolsjevikiske” elementer, det vil sige imod socialister.
Ved begivenhedernes pres vil Ebert og Scheidemann blive diktaturets tjenere, med eller uden erklæring af nødretstilstand. På denne måde vil der under revolutionens anden akt, som resultat af den tidligere udvikling, ved begivenhedernes blotte logik og gennem de kræfter, der kontrollerer Ebert og Scheidemann, åbne sig meget mere udtalte modsætninger mellem tendenserne og en meget forstærket klassekamp. (Hørt! Hørt!)
Det er umuligt at gå i detaljer. Men vi er ikke beskæftiget med detaljer, med spørgsmålet om, hvad der præcis vil ske, eller præcis hvornår. Det er tilstrækkeligt at vi kender den kommende udvikling i brede træk. Tilstrækkeligt at vi ved, at efter den første fase i revolutionen, hvor den politiske kamp har været førende, vil der følge en fase, som mest
er kendetegnet ved en intensivering af den økonomiske kamp, og før eller siden vil Ebert og Scheidemanns regering finde sin plads blandt skyggerne.
Det er langt fra let at sige, hvad der vil ske med Nationalforsamlingen under revolutionens anden akt. Hvis Nationalforsamlingen skulle blive en realitet, kan den vise sig at blive en ny skole til at uddanne arbejderklassen. Men det ser lige så sandsynligt ud, at Nationalforsamlingen aldrig vil blive en realitet. Lad mig sige, i parentes bemærket, for at hjælpe jer med at forstå det grundlag, hvorpå vi forsvarede vores position i går, at vores eneste protest er over at begrænse vores taktik til et eneste alternativ. Vi foreslår ikke at basere vores position i forhold til Nationalforsamlingen på, hvad der er en mulighed, men ikke er sikkert. Vi nægter at satse alt på, at Nationalforsamlingen aldrig vil samles. Vi ønsker at være forberedt på alle muligheder, derunder at bruge Nationalforsamlingen til revolutionære formål, hvis forsamlingen skulle blive en realitet.
Hvad enten den samles eller ej er lige meget, for hvad end der sker, er revolutionens succes sikker. Hvilke rester vil da være tilbage af Ebert-Scheidemann regeringen eller enhver anden angiveligt socialdemokratisk regering, der tilfældigvis sidder, når revolutionen finder sted? Jeg har sagt, at flertallet af arbejdere allerede er fremmedgjort fra dem, og at man ikke længere kan regne med, at soldaterne vil være kontrarevolutionært kanonføde.
Hvad vil de stakkels pygmæer være i stand til at gøre? Hvordan kan de håbe at redde situationen? De har stadig en sidste chance. De af jer, der har læst dagens aviser, vil have set, hvor de sidste reserver er, vil have lært hvem der et, den tyske kontrarevolution foreslår at sætte ind imod os, skulle det komme til det værste. I har alle læst, hvordan de tyske tropper i Riga marcherer skulder ved skulder med englænderne imod de russiske bolsjevikker. Kammerater, jeg har dokumenter i min hånd, der kaster et interessant
lys på, hvad der nu foregår i Riga. Det hele kommer fra den Ottende Armés hovedkvarter, der samarbejder med Herr August Winnig, den tyske socialdemokrat og fagforeningsleder. Vi har altid fået at vide, at de uheldige Ebert og Scheidemann er ofre for de allierede; men i flere uger, siden selve revolutionens begyndelse, har det været Vorwärts’ (den socialdemokratiske avis, red.) politik at foreslå, at undertrykkelsen af den russiske revolution er de allieredes ivrige ønske. Vi har her dokumentation, der beviser, hvordan dette blev arrangeret til skade for det russiske proletariat og den tyske revolution.
I et telegram fra 26. december, videregiver oberstløjtnant Burkner, leder af den Ottende Armés generalstab, informationer vedrørende forhandlingerne, der førte til denne aftale ved Riga. Telegrammet lyder således: ”23. december var der en samtale mellem den tyske befuldmægtigede Winnig og den britiske befuldmægtigede Mosanquet, tidligere generalkonsul i Riga. Samtalen fandt sted om bord på HMS Princess Margaret, og den ledende officer for de tyske tropper var inviteret. Jeg blev udpeget til at repræsentere hærens kommando.
Samtalens formål var at hjælpe til at udarbejde betingelserne for våbenhvilen. Samtalen fik følgende forløb:
”Fra den engelske side: De britiske skibe ved Riga vil overvåge opfyldelsen af betingelserne for våbenhvilen. Betingelserne er baseret på følgende krav:
”(1) Tyskerne skal fastholde tilstrækkelige styrker i området til at holde bolsjevikkerne i skak, og forhindre dem i at udvide det areal, de nu besidder…. ”
(3) En erklæring om den nuværende disposition over soldaterne, der kæmper imod bolsjevikkerne, deriblandt både de tyske og lettiske soldater, skal sendes til den britiske stabsofficer, så informationen kan blive tilgængelig for den ledende flådeofficer. Alle fremtidige dispositioner om tropperne, der kæmper imod bolsjevikkerne, må ligeledes kommunikeres gennem den samme officer.”
(4) En tilstrækkelig kampstyrke må være bevæbnet til følgende formål; for at forhinder, de bliver taget af bolsjevikkerne, og for at hindre bolsjevikkerne i at gå over en linje, der forbinder stederne: Walk, Wolmar, Wenden, Friedrichstadt, Pensk, Mitau. ”(5) Jernbanen fra Riga til Libau må bevogtes imod angreb fra bolsjevikkerne, og alle britiske forsyninger og kommunikation, der følger denne linje skal have første prioritet!”
En række yderligere krav følger. Lad os nu se på svaret fra Herr Winnig, den tyske
befuldmægtigede og fagforeningsleder:
”Selv om det er usædvanligt, at et ønske skulle ytres om at tvinge en regering til at besætte en fremmed stat, vil det i dette tilfælde være vores eget ønske at gøre dette, siden spørgsmålet drejer sig om at beskytte tysk blod. (de baltiske baroner!) Desuden anser vi det for en moralsk pligt at hjælpe landet, vi har hjulpet fra dets tidligere uafhængighed. Vore bestræbelser kan imidlertid blive skuffende, i første omgang af troppernes forfatning, for vore soldater i denne region er mest mænd af anseelig alder, og i sammenligning ikke klar til tjeneste og, på grund af våbenhvilen, opsatte på at vende hjem, og i besiddelse af lille kampvilje; i anden omgang, på grund af de baltiske regeringers holdning, af hvilke tyskerne bliver betragtet som undertrykkere. Men vi vil bestræbe os på at tilbyde frivillige tropper bestående af mænd med kampgejst, og dette er delvist allerede blevet gjort.”
Her ser vi kontrarevolutionen i aktion. I har for kort tid siden læst om oprettelsen af Jerndivisionen, der hastigt skulle bekæmpe bolsjevikkerne i de baltiske provinser. Dengang var der nogen tvivl i holdningen hos Ebert-Scheidemann regeringen. I ser nu, at initiativet til dannelsen af sådan en styrke faktisk kom fra regeringen. Det er klart, at alle disse rænkespil, oprettelsen af jerndivisionerne og, frem for alt, den førnævnte aftale med de britiske imperialister, må anses som de sidste reserver, som kan indkaldes for at knuse den tyske socialistiske bevægelse. Desuden er hovedspørgsmålet, spørgsmålet om udsigterne til fred, tæt forbundet med denne affære. Hvad kan sådanne forhandlinger føre til, ud over en ny opblusning af krigen? Mens de spiller komedie i Tyskland, forsøger at få os til at tro, at de arbejder overtid for at arrangere fredsbetingelser og erklærer, at vi spartakister er fredsforstyrrere, hvis gerninger gør de allierede urolige og forsinker fredsslutningen, tænder de selv en ny krig, en krig i øst, som en krig på tysk jord snart vil følge. Endnu en gang står vi over for en situation, som ikke kan undgå at blive en periode med skarpe modsætninger.
Det udvikler sig op til os at forsvare, ikke blot socialisme, ikke blot revolution, men også verdensfredens interesser. Heri finder vi berettigelsen for den taktik, som spartakus-gruppen fast og ved hver lejlighed har fulgt under de fire år med krig. Fred betyder proletariatets verdensomspændende revolution. Kun på en måde kan der etableres fred og fastholdes fred – ved det socialistiske proletariats sejr! (Langvarigt bifald.)
Først og fremmest må vi udvide systemet med arbejderråd i alle retninger. Det vi har overtaget fra 9. november var blot en svag begyndelse, og vi har endda ikke helt overtaget disse. Under revolutionens første fase mistede vi faktisk store styrker, der blev opnået i begyndelsen. I er klar over, at kontrarevolutionen har været indblandet i den systematiske ødelæggelse af systemet med arbejder- og soldaterråd. I Hesse er disse råd blevet endeligt opløst af den kontrarevolutionære regering; andre steder er magten sevet ud af deres hænder. Ikke blot er vi nødt til at udvikle systemet med arbejder- og soldaterråd, men vi er nødt til at overtale landarbejderne og de fattigste bønder til at antage dette system. Vi må tage magten, og problemet med magtovertagelsen ligger heri; hvad, i hele Tyskland , kan arbejder- og soldaterråd opnå? (Bravo!)
Der ligger kilden til magten. Vi må underminere den borgerlige stat – det må vi gøre – ved overalt at sætte en stopper for opsplitningen af de offentlige magter, for opsplitningen mellem lovgivende og udøvende magter. Disse magter må forenes i hænderne på arbejder- og soldaterrådene. Vi må bygge nedenfra og op, indtil arbejder- og soldaterrådene får så meget styrke, at omstyrtelsen af Ebert-Scheidemann eller en lignende regering blot vil være dramaets sidste akt. For os vil erobringen af magten ikke blive udført med ét fremstød.
Det vil være en fremadskridende handling, for vi vil fremadskridende besætte alle den kapitalistiske stats positioner og forsvare enhver position, vi tager, med næb og kløer. Desuden, efter min egen og mine tætteste samarbejdspartnere i partiets mening, vil den økonomiske kamp ligeledes blive udført af arbejder- og soldaterrådene. Myndigheden over de økonomiske områder, og den fortsatte udvidelse af dette myndighedsområde, må være i hænderne på arbejderrådene. Rådene må have al magt i staten. Vi må rette vore aktiviteter i den umiddelbare fremtid imod dette mål, og det er klart, at hvis vi følger denne linje, kan det ikke undgås, at kampen vil intensiveres enormt øjeblikkeligt. For skridt efter skridt, ved fæles kamp i hver provins, i hver by og landsby, i hver kommune, vil al statsmagten stykke efter stykke overgå fra borgerskabet til arbejder- og soldaterrådene. Men før disse skridt kan tages må medlemmerne af vores eget parti, og proletarer generelt, blive skolet og disciplineret. Selv hvor der allerede eksisterer arbejder- og soldaterråd, er disse råd langt fra at forstå deres grundlæggende formål. (Hørt! Hørt!)
Vi må få masserne til at forstå, at arbejder- og soldaterrådene er nødt til at være de centrale træk i statens maskineri, at de må koncentrere al magt i sig selv, og må bruge al magt for ét formål om at frembringe den socialistiske revolution. De arbejdere, der allerede har organiseret sig for at danne arbejder- og soldaterråd er stadig langt fra at have antaget et sådant standpunkt, og kun isolerede proletariske mindretal er endnu klar over de opgaver, der hviler på dem. Men der er ingen grund til at klage over dette, for det er den normale tilstand. Masserne må lære at bruge magten ved at bruge magten. Der er ingen anden vej. Vi er gladelig gået fremad siden de dage, hvor det blev foreslået at ”uddanne” proletariatet socialistisk. Marxister af Kautskys skole lever tilsyneladende stadig i disse forgangne dage. At uddanne de proletariske masser socialistisk betød at give dem foredrag, at sprede løbesedler og pamfletter blandt dem. Men der er ikke ved sådanne midler, proletariatet vil blive skolet. Arbejderne i dag vil lære i handlingens skole. (Hørt! Hørt!)
Vores skrift lyder: I begyndelsen var handlingen. Handling betyder for os, at arbejder- og soldaterrådene må indse deres mission og må lære at blive de eneste offentlige myndigheder i landet. Kun på denne måde kan vi berede grunden effektivt og gøre alt klart til den revolution, der vil krone vort værk. Med fuldt overlæg, og med en klar forståelse af vores ords betydning, sagde nogle af os til jer i går, jeg sagde til jer i går: ”Forestil jer ikke, at I vil få det nemt i fremtiden!” Nogle af kammeraterne har fejlagtigt forestillet sig, at jeg antog, at vi kan boykotte Nationalforsamlingen og så simpelthen lægge armene over kors. Det er umuligt, i løbet af den tid der er tilbage, at diskutere dette spørgsmål til fulde, men lad mig sige, at jeg aldrig har drømt om noget i den retning.
Min holdning var, at historien ikke vil gøre vores revolution let, ligesom de borgerlige revolutioner. I disse revolutioner var det tilstrækkeligt at omstyrte myndighedernes magt i centrum og sætte omkring et dusin personer i stedet. Men vi må arbejde fra neden. Deri viser vores revolutions massekarakter sig, og den omdanner hele samfundets struktur. Det er kendetegnende for den moderne proletariske revolution, at vi må erobre den politiske magt, ikke fra oven, men fra neden.
Den 9. november var et forsøg, et svagt, halvhjertet, halvbevidst og kaotisk forsøg, på at omstyrte den eksisterende offentlige myndighed og sætte en stopper for ejendomsvældet. Hvad der nu er pålagt os, er at vi bevidst må rette alle proletariatets kræfter til et angreb på selve det kapitalistiske samfunds fundament. Der, ved roden, hvor den enkelte arbejdsgiver står over for sine lønslaver; ved roden hvor alle de udøvende organer for ejendomsvældet står over for formålet med denne magt, står over for masserne; der må vi skridt for skridt erobre magten fra herskerne, vi må tage dem i vores egne hænder. Med sådanne metoder kan det se ud som om, at processen vil være mere trættende, end vi havde forestillet os i vores første entusiasme.
Det er godt, mener jeg, at vi bør være fuldstændig klar over alle problemer og komplikationer på revolutionens vej. For jeg håber, for mit eget og jeres vedkommende, at de store opgaver, vi må udfører, ikke vil mindske iveren eller lamme energien. Langt fra, for jo større opgave, des mere fast vil i samle jeres kræfter. Ej heller må vi glemme, at revolutionen er i stand til at arbejde med enorm hast. Jeg vil ikke forsøge at fortælle jer, hvor meget tid, der kræves. Hvem af os bekymrer sig om tiden, så længe vores liv rækker til at frembringe den? Det er tilstrækkeligt for os at vide klart, hvad vi må gøre; og efter bedste evne har jeg bestræbt mig på at optegne, i brede træk, det arbejde, der ligger foran os. (Stormende bifald.)
