Fra 2007 bliver alle gymnasier i Danmark selvejende pga. af den nye strukturreform. Reformen skulle medføre mindre bureaukrati, men det eneste resultat af den har været besparelser, også på gymnasierne. Efter flere ugers blokader og strejker fra både lærere og elever, kulminerede det d. 21. november i en national aktionsdag. Protesterne startede i efteråret, da Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Rektorforeningen opdagede, at der ikke var afsat penge nok til at dække medarbejdere og driftsudgifterne, som følge af strukturreformen. Samtidig bliver det beløb, som gymnasierne får pr. elev sat ned i 2007.
De mange penge
Det er et klart løftebrud fra regeringens side, når de har lovet, at strukturreformen skulle være udgiftsneutral, også på uddannelsesområdet. Der kommer i alt til at mangle 350 mio. kr., cirka 1-2 mio. pr. gymnasium. Undervisningsministeriet har belejligt nok også sat stykprisen ned pr. elev fra 74.000 kr. til 49.000. Det kommer til at koste gymnasierne små 100 mio. Regeringen vil beregne skolernes økonomi ud fra 2005-tal i stedet for 2003-tal, som blev aftalt ved gymnasiereformen, hvilket kommer til at koste 120 mio. Sidst skal der også 75 mio. til endelig at udmønte gymnasiereformen.
Hvis gymnasierne skal have det til at køre rundt, især på det administrative område, er de simpelthen nød til at spare i 2007. I sidste ende kommer det til at gå ud over eleverne. Ifølge GL kan besparelserne resultere i, at der skal sidde 35 elever i hver klasse, mens de fleste klasselokaler kun er beregnet til 24-28 elever.Men det er ikke det eneste. Skolematerialer, renovering eller udbygning af skolerne eller studieture er ting, der højst sandsynligt også bliver sparet væk. Alternativet ville være at slukke for varmen eller strømmen.
Strejker og blokader
D. 7. november indrykkede GL annoncer i flere dagblade, og samme dag begyndte lærere og elever på forskellige gymnasier helt spontant at nedlægge arbejdet og undervisningen.
Det førte til en længere kamp imod nedskæringerne. Regeringen sagde, at pengene ville blive fundet, og det stillede efterhånden GL og rektorerne tilfredse. Bevægelsen kulminerede d. 21. november med demonstrationer landet over i silende regn. Demonstrationerne pressede Bertel Haarder, men ikke hårdt nok – det ser stadig ud til, at næste år byder på nedskæringer. Disse nedskæringer kommer ovenpå en lang række af nedskæringer de sidste mange år, som har skåret uddannelserne helt ind til benet.
Også handelsskoleeleverne gik på gaden med strejker, besættelser o.l. De har ikke traditionelt gået på gaden, hvilket måske forklarer, hvorfor de har dårligere forhold end gymnasieeleverne. Handelsskolerne får lige nu det beløb pr. elev, som Haarder ville reducere beløbet til på gymnasierne, og de har mærket konsekvenserne; enorme klassekvotienter, og ”lærer-fri” timer. Det er klart, at handelsskolerne bør have lige så mange penge som gymnasierne, og at der ikke skal skæres ned, men tværtimod tilføres penge.
Der er brug for en ledelse
Rektorforeningen, GL og DGS var kort inde over kampen, men ingen af dem viste en vej frem. For slet ikke at tale om Handelsskoleelevernes organisation (LH) der i pressen fordømte de kæmpende elever. De sidste mange år har vist, at den eneste vej til at vinde er at kæmpe – forhandlinger fører ingen vegne. Men for at kæmpe er der brug for en ledelse, der kan samle kampene, udvide dem og vise en vej frem. Kampen mod nedskæringer er ikke en kamp, hver gruppe kan føre isoleret. Bl.a. DGS og fagforeningerne viste i foråret og d. 3. oktober, at det er muligt med en alliance mellem ungdommen og arbejderne for bedre velfærd. Men enkelte demonstrationsdage er ikke nok. Kræfterne må samles i en fælles kamp, for at vælte regeringen og stoppe nedskæringsvanviddet.
