(Artikel bragt i november/december nummeret i vores avis

Elevbevægelsen, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Skoleelever, Erhvervsskolernes Elevrådsorganisation osv. er alle organisationer, som er oprettet til at forsvare elevernes rettigheder, kæmpe elevernes kamp for bedre vilkår, kort sagt er de elevernes fagforeninger.

Eleverne har vist enorm kampvilje
Elevernes kampvilje er ikke til at tage fejl af. Fra slutningen af 90’erne og frem har eleverne været på gaden, næsten hver gang regeringen eller kommunerne har haft planlagt nedskæringer. Vi så det med STOP-NU bevægelsen i 2004, vi så det med elevdemonstrationen d. 2. maj 06, vi så det med 17. maj og 3. oktober bevægelsen, hvor folkeskole og gymnasieelever også mødte talrigt op. Nogle skoler gik også så vidt som til at besætte skolerne i 1-2 dage før demonstrationerne. Desværre er det et faktum, at det kun er meget sjældent, at politikerne bare tænker på at tage nedskæringerne af bordet, de lytter simpelthen ikke til eleverne. Men hvad så? Skal vi så bare give op og finde os i politikernes arrogance? Nej!

Vi må først og fremmest se på, hvordan vores samfund er bygget op. Det kan godt være, at vi i Danmark har et velfærdssamfund, men vi kan ikke se bort fra, at det grundlæggende system er kapitalismen. De fleste danskere er ansat og arbejder i dag i virksomheder, hvor de for deres arbejde får en given løn. På den anden side sidder der nogle aktieejere, banker, virksomheds ejere osv., som tjener på de andres arbejde.

Hvis vi ser på eleverne, er de ’ansat’ på deres skoler. Forskellen fra elever til arbejdere er, at eleverne som sådan ikke tilfører nogen direkte værdi til samfundet, i hvert fald ikke her og nu. Så hvis eleverne lige pludselig nægter at modtage undervisning, vil samfundet fungere videre som altid. Men hvis arbejderne, dvs. kassedamen, slagteriarbejderen, buschaufføren, stewardessen osv. nægter at arbejde, kan de reelt set sætte hele samfundet i stå. Det er præcis dette, som er styrken i arbejderklassen, den har en reel magt.

Nedskæringer; et klassespørgsmål
Når nu at politikerne skærer ned på skoleområdet, er det jo på længere sigt ikke kun de nuværende elever, som det er til skade for. Når eleverne ikke lærer så meget i skolerne, får de også problemer efter at have forladt skolen. Det er først og fremmest også i forældrenes interesse, at deres børn får en ordentlig skolegang. Det er også i lærernes interesse, at de kan undervise på bedst mulig måde. Nedskæringer på uddannelserne er, ligesom alle andre nedskæringer, et klassespørgsmål. Flere og flere privatskoler opstår, hvor dem, der har penge, kan betale for at deres børn får en ordentlig uddannelse, mens det offentlige uddannelsessystem, for alle dem der ikke er rige, forringes.
Til sidst og ikke mindst er det sjældent, at nedskæringer kommer alene. Det er generelt noget som rammer bredt på alle sider af velfærden, og har derfor interesse for hele den arbejdende del af befolkningen.

Alliance mellem elever og arbejdere
Men tilbage til eleverne. De seneste år er der sket en positiv udvikling i elevbevægelsen, hvor elevbevægelsen i stigende grad har erkendt behovet for alliance med fagbevægelsen. Det sås bl.a. både til de enorme demonstrationer 17. maj og 3. oktober.

D. 2. september blev der afholdt en konference for bl.a. både elevbevægelse og fagbevægelse. På denne konference nægtede fagbevægelsens ledelse at ville diskutere nogle som helst forslag til konkrete skridt i kampen.

Elevbevægelsen viste initiativ ved at sige at den indkaldte til demonstration på Folketingets åbningsdag. Det er et kæmpe skridt fremad. Men kampene ude i kommunerne viste, at der er forskel på fagbevægelsens medlemmer og deres ledelser. Medlemmerne var i tusindtal i strejke og demonstrationer, og det var primært derfor, at demonstrationerne 3. oktober blev så store. Indtil nu har samarbejdet mellem elevbevægelse og fagbevægelsen primært været et samarbejde mellem ledelserne. Bevægelsen i kommunerne viste, at et sådan samarbejde langt fra er nok. En virkelig alliance må være en alliance på gulvplan. En alliance mellem arbejdere og elever ude i kommuner og amter.

Hvis elevorganisationerne og eleverne ved fremtidig demonstrationer og besættelser kontaktede arbejderbevægelsen, opfordrede de øvrige arbejdere til i solidaritet med eleverne at gå i strejke og deltage til demonstrationerne, så vil man på en hel anden måde kunne presse politikerne til at høre på eleverne. Fordi nu er det ikke bare de ’ligegyldige’ elever, som ikke gider have undervisning, men elever med opbakning fra arbejderklassen der protesterer mod nedskæringerne.

Vil man direkte kunne presse politikerne på pengepungen. I en sådan situation kan de ikke bare se passivt til, men bliver nødt til at tage højde for elevernes krav, da samfundet ellers ikke vil køre rundt.

Men er alt dette ikke en utopi? Hvordan får man det i stand? Gider arbejderne overhovedet interessere sig for eleverne?

Et eksempel fra Spanien 86/87
I Spanien på dette tidspunkt havde elevbevægelsen arrangeret demonstrationer d. 4. december 1986. De mest optimistiske ledere i den spanske elevorganisation håbede på 10.-20.000 demonstranter, mere end 100.000 gik på gaden for at vise deres utilfredshed, og flere arbejdspladser nedlagde arbejdet i solidaritet. Også senere deltog arbejderne i strejker etc. Dette endte med at der til sidst var næsten total opbakning til eleverne i den spanske arbejderbevægelse.

Dette viser, at en opfordring til arbejderne fra elevernes side sagtens kan lade sig gøre, og sagtens kan give resultat. Et andet eksempel fra Danmark er, hvordan protestbevægelserne mod nedskæringerne i kommunerne har givet delvise resultater. Her er det godt nok ikke eleverne, som har opfordret til strejker, men ikke desto mindre har vi set effekterne af arbejderklassens handlinger. Regeringen blev stærkt presset og deres flertal forsvandt i meningsmålingerne. Resultater som vi ikke har set ved tidligere demonstrationer eller aktioner udelukkende bestående af elever.

Ledelsen i elevorganisationerne
Elever og studerende har gang på gang vist at de er parate til at kæmpe for ordentlig velfærd. Og de har gang på gang vist, at de er parate til at gå forrest i kampene, og gennem deres kamp inspireret arbejderne til også at kæmpe.

Næste skridt må være at skabe en alliance mellem elever og arbejdere på gulvplan. Eleverne må kræve at deres organisationer samarbejder med fagbevægelsen, men at de samtidig aldrig ligger sig på maven for ledelserne. Et stort problem 2. september var, at fagbevægelsens ledelser ikke ville tillade, at der blev stillet forslag, og at det dermed blev umuligt at vedtage nogle konkrete skridt i den videre kamp. Kampen for bedre velfærd er langt fra slut. Næste skridt må være en national konference med repræsentanter fra arbejdspladser og skoler landet over.