Sidste år sagde finansminister Thor Pedersen, at den danske økonomi er ”en af de sundeste og mest robuste i Europa”. I år mente han så, at ”vi snart kan købe hele verden”. De sidste strejf lyserødt kommer fra nationalbanken, der stadig holder fast i, at boligmarkedet ikke er på vej ned på trods af store nedslag i prisen og længere salgstid i bl.a. københavnsområdet. Det hele er som på en lyserød sky.

Regeringen må dog være farveblind. For hvis bare det nævnes, at der er brug for flere penge til velfærd, ser den ikke bare rødt, men siger også, at det ser sort ud for den danske økonomi.

Vi må være ansvarlige, siger de. Hvis ikke vi holder igen nu, får vi overophedning. Men hvordan kan man tale om overophedning, når væksten kun lige kryber over de 2 procent, og der er 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som står uden arbejde?

Langt de flest af disse 800.000 både vil og kan yde et bidrag til samfundet. Men i det kapitalistiske samfund fungere det sådan, at nogle få mennesker tjener penge på andres arbejde. Derfor har de interesse i at hæve tempoet og øge presset på deres ansatte. Resultatet af det er, at stress i dag er en folkesygdom, og at mange presses i arbejdsløshed og nådesløshed aktivering.

Regeringens finanslovsforslag
Regeringen har ikke givet sin finanslov et navn denne gang. Det er hverken en ”gavebod til pensionisterne” eller en ”ungdommens finanslov”. Det er vel egentlig meget godt, da det i begge tilfælde, modsat af hvad man ellers skulle tro, førte til ekstra hårde nedskæringer på disse grupper.

Alt i alt er det meget en status quo finanslov. Forstået således, at det er de samme nedskæringer, som der hare været på alle regeringens forrige finanslove, der gentages endnu engang. Indtil nu har det bl.a. betydet at:

– Færre ressourcer til pasning pr. barn. Siden 2003 er den gennemsnitlige udgift pr. barn faldet fra 48.948 kr. til 47.621 kr. i 2006.

– Udgiften til ældre er under ét faldet fra 41.000 kr. i 2002 til 40.800 kr. i 2006.

– At gymnasierne ifølge Rektorforeningen mangler 1 – 1.5 mio. pr. gymnasium hvilket kan fører til klassekvotienter på op mod 35. Da regeringen kom til demonstrerede man for et loft på 28!

Det eneste, regeringen for alvor har slået sig op på, er 20 mia. mere til forskning. For det første har de dog allerede afsat disse penge for lang tid siden, og for det andet skal de gives over de næste mange år, og er derfor som dråber i havet.

Statens overskud
Baggrunden for dette er, at regeringen følger den såkaldte 2010-plan (en plan som Lykketoft på skammeligste vis fandt på), der siger, at det offentlige forbrug kun må vokse med 0,5 procent om året. Det betyder uundgåeligt, at de offentlige ansatte hele tiden skal klare flere og flere opgaver – passe flere og flere børn – for de samme eller færre penge.

Dette er dog ikke en naturlov. Det skyldes udelukkende, at det passer regeringen og dens venner i erhvervslivet udmærket. I stedet for at tage af de 86 milliarder kroner, som allerede ligger i statskassen, vil Fogh og co. hellere betale af på den statsgæld, som staten har til de største danske banker. I stedet for at røre ved de store virksomheders profitter, vil regeringen hellere give skattelettelser til de rige.

Arbejdsløsheden er så lav, at der ikke kan ansættes flere i kommunerne, har Lars Løkke Rasmussen og Thor Pedersen påstået i kor. Men hvorfor der så ifølge Danmarks Statistik kan være 102.000 deltidsansatte, som ønsker at gå fuldtid, men ikke kan, er ret svært at forstå. Endnu mere absurd bliver det, når man finder ud af, at der er i august for eksempel var 4000 ledige pædagoger. Hvilken grund er der til, at de ikke kunne ansættes for både at skabe bedre kvalitet for børnene og mindre stres for pædagogerne?

Virksomhedernes profitter
Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten foreslår alle i større eller mindre grad, at de 86 mia. i statskassen bruges på mere velfærd. Udover nogle spæde krav om højere beskatning af Nordsøolien og Enhedslistens fokus på at de multinationale selskaber skal betale skat, taler ingen om de kæmpe profitter, som erhvervslivet scorer i disse år.

Statens overskud skyldes blandt andet de høje oliepriser. Men netop olieprisernes himmelflugt har udhulet arbejderklassens privatøkonomi. Dette er en skandale. Danmark er en olienation, men alligevel bliver almindelige mennesker fattigere, når olieprisen går op.

Løsningen er ikke at hæve skatten for almindelige arbejdende mennesker, der i forvejen betaler rigeligt af det de tjener. Men så længe vi accepterer det kapitalistiske systems spændetrøje, vil velfærden altid være i fare. Ifølge Børsen havde alene de 200 største virksomheder et overskud efter skat i 2005 på over 130 mia. kr. Disse penge kan bruges til velfærd, men ingen af arbejderpartierne nævner noget om dem.

Arbejderpartier må fremsætte et alternativ
Reformismen og troen på, at man kan sikre og finansiere velfærd ved at ændre lidt på hvordan kapitalismen fungerer, må droppes. En reel udbyggelse af velfærdssamfundet kan i dag kun baseres på kravet om en nationalisering af de 200 største virksomheder. Det er her de værdier, som skal give os god børnepasning, god ældrepleje og gode udannelser, ligger.

Socialdemokratiets klare fokus på velfærd de sidste måneder er klart grunden til deres forbedrede resultater i meningsmålingerne. Men kun at rykke rundt på 10,3 mia. kr., hvilket er mindre end Danske Banks overskud sidste år, er bare ikke ambitiøst nok.

Et Socialdemokrati der går til valg på et konkret program for forbedringer for arbejderklassen og for en genopbygning og udvidelse af velfærdssamfundet, ville uden tvivl kunne klase Fogh og hans fupfinanslove langt væk. Som det blev sagt fra scenen til den store demonstration den 3. oktober: “Det siges, at klassekampen er død, men kampen for god velfærd og et solidarisk samfund stopper aldrig!”