Femten år efter det tidligere Jugoslaviens kollaps og den efterfølgende genindførsel af kapitalismen, ryster Balkan stadig efter dette jordskælv. De imperialistiske magter har nu – efter at have fremprovokeret konflikten i første omgang – valgt at satse på “stabilisering” og at stoppe yderligere opsplitning, men nu står de over for en ukontrollabel proces, der har sin egen logik.
Imperialismen har startet en kædereaktion af lokale brande, efter de har leget med nationalismens ild for at opsplitte den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien, og siden har de forsøgt at slukke brandene fra oven. Fly har fløjet i pendulfart over regionen i årevis og enten leveret bomber eller diplomater – begge med neoliberale ultimatummer. Alt dette virkede som en katalysator, og det var kun et spørgsmål om tid, før det ville nå til Montenegros tætte skove.
Montenegro opstod sidste måned som det nyeste land på Balkan. I en folkeafstemning, som EU overvågede, stemte 230.711 montenigrinere (55,53 procent) for selvstændighed, og 184.954 (44,47 procent) imod. Valgdeltagelsen var på 86,3 procent. Selv om afstemningen foregik uden alvorlige sammenstød, er landet splittet. Om aftenen efter afstemningen var tilhængere fra begge sider på gaden. Situationen var så anspændt, at en “tilfældighed” let kunne have fået alvorlige følger. Blot få timer efter, at afstemningsstederne var lukket, startede Milo Djukanovic’ regering festlighederne med fyrværkeri, og tilhængerne af selvstændighed gik på gaden som følge af de første optællinger. Det eneste, der forhindrede alvorlige sammenstød, var pro-unionsledernes reaktion: de forsøgte at gøre den anden halvdel af landet roligt ved at love dem muligheden for et andet valgresultat om morgenen.
“Ung, smuk og smart”
Både den front, der er for, og den der er imod selvstændighed for Montenegro, har samme rødder. Unionisterne såvel som selvstændighedsblokken blev født i slutningen af 1980’erne som den montenegrinske fløj af den såkaldte anti-bureaukratiske revolution, der rystede Jugoslavien dengang. Den blev anført af den serbiske bureaukrat Slobodan Milosevic, og var i virkeligheden en forklædt kontrarevolution, der knækkede ryggen på den jugoslaviske arbejderbevægelse i firserne. Dette lag af ambitiøse unge politikere, der blev støttet af imperialisterne, præsenterede sig selv som nogle, der kæmpede imod det gamle korrupte titoistiske bureaukrati, og de kanaliserede massernes vrede gennem nationalisme. (læs mere i denne artikel.)
I 1990 var Montenegros “gamle” politikere blevet udrenset, og Montenegro var blevet Milosevic’ allierede med den “Unge, smukke og smarte” trio, bestående af de tidligere kommunistiske ungdomsledere Momir Bulatovic, Svetozar Marovic and Milo Djukanovic, i spidsen. Milo Djukanovic var den yngste, og viste sig at være den mest fremadstormende af de tre. Han fik sin første løn som premierminister i en alder af 29. Sammen med Bulatovic var han en lydig støtte for Milosevic og hans krigspolitik, og han tøvede ikke med at bombardere den kroatiske by Dubrovnik med granater i 1991. I 1996 var Milosevic imidlertid blevet en forhindring for imperialisterne i regionen. Det serbiske regime blev mere og mere isoleret, og en oppositionsbevægelse i Serbien vandt frem. Djukanovic så dette på et tidligt tidspunkt og brugte Milosevic’ faldende indflydelse til sin egen fordel. Han klippede sine bånd til Bulatovic og splittede det største parti, det Montenegrinske Demokratiske Socialistiske Parti, i to dele. Dette er rødderne til de to rivaliserende blokke vi ser i dag i Montenegro.
Kort efter slog Djukanovic den Milosevic-loyale Bulatovic i præsidentvalget, og vejen var banet for at han alene kunne blive leder af Montenegro og knytte tætte bånd til Vesten. Vesten nærede ham som en torn i Milosevic’ side og skabte en James Bond-agtig skurk. Montenegro blev, med sin beliggenhed mellem Albanien, Bosnien og Serbien, og med adgang til havet, et smuglerparadis. De montenegrinske strande var fyldt med italienske gangsteres yachter. Efter at have distanceret landet fra Serbien, gennemførte Djukanovic et privatiseringsprogram, hvilket ødelagde industrien, og cigaretsmugling og turisme blev dette lille lands største indtægtskilder. Djukanovic indførte den tyske Mark som valuta i Montenegro og opsatte toldbarrierer til Serbien. Efter nogen tid begyndte denne politiske kamæleon at støtte kravet om et selvstændigt Montenegro, en ide han tog fra et af de mindre oppositionspartier, og baserede sig på en ny parole om at Montenegro skulle have “suverænitet” fra Beograd.
Absurditeten i Montenegros bevægelse for at blive en såkaldt “suveræn stat” gennem selvstændighed, er klar. Et lille Balkanland med 700.000 indbyggere og en økonomi i ruiner er et let bytte for næsten hvem som helst og har ingen forhandlingskraft. Når vi har sagt det, må vi også anerkende, at den pro-unionistiske fløjs politik ikke er meget bedre. Modstanden mod selvstændighed blev ikke baseret på et rationelt eller progressivt grundlag. For denne fløj af Montenegros fremvoksende borgerskab var hovedargumentet imod opsplitning, at montenegrinerne i virkeligheden er serbere, og derfor skulle blive sammen med Serbien. Med denne nationalistiske tilgang, direkte hentet fra Beograd, begrænsede unionisterne sig til kun at appellere til folk, der opfatter sig som serbere, og frastødte et stort antal vælgere, der ser sig selv som montenegrinere, og mindretal som de muslimske slaver fra Sandzak-regionen, der er sympatisk indstillede over for ideen om at være forenet med Serbien, men i en form, der eksisterede under Tito. På denne måde blev en stemme for union med Serbien ikke set som en stemme for formen i det gamle Jugoslavien, men for nutidig serbisk nationalisme.
Hvor meget længere kan det gå?
Montenegro er nu den sjette og sidste republik, der opstår som en selvstændig stat ud af det gamle Jugoslavien. Betyder det slutningen på atomiseringen af Balkan? Bestemt ikke. På Balkan, hvor tingene snarere er en nuance af grå i stedet for sort eller hvidt, er det meget svært at bestemme de etniske skillelinier. At basere ethvert politisk projekt på en nation er derfor en opskrift på katastrofe. Hele regionen er befolket af folk, der taler det samme sprog og har lignende kulturer, men som historisk har udviklet sig som forskellige nationer – klemt inde mellem forskellige stater og påtvungne grænser.
Montenegro er nu delt i to mellem den nordlige del, hvor en stor del ser sig selv som serbere, og den sydlige del, hvor de opfatter sig som montenegrinere. Læg dertil et betragteligt albansk mindretal i sydøst og Sandzak-regionen i nordøst, der bliver beboet af slaviske muslimer, der nu er splittet mellem Serbien og Montenegro, og resultatet er en arveligt ustabil ny stat.
I et bredere perspektiv vil Kosovo snart følge i Montenegros fodspor og føje endnu en dværg-sattelitstat til regionen. Og dette sætter det makedonske spørgsmål tilbage på dagsordenen. Naboen Bosnien er også splittet i to, og den serbiske del taler åbent om samling med Serbien. Serbien selv lever med serbiske flygtninge fra Kroatien og Kosovo og følelsen af at være en ydmyget potentiel lokal magtfaktor, der er blevet straffet for alt, hvad der er sket på Balkan i løbet af de sidste femten år.
Denne situation er uholdbar i det lange løb. Alt dette er sket i en historisk periode, hvor de imperialistiske magter har haft en slags konsensus om Balkan. Man kan kun forestille sig, hvor farlig situationen kan blive, så snart der sker en intensivering af rivaliseringen mellem imperialisterne, og de talrige marionetstater bliver klarere eksponenter for disse forskellige interesser.
Samtidig i Beograd…
I Beograd blev nyheden om folkeafstemningen ikke modtaget dramatisk, som det var tilfældet med udsplitningen af de tidligere republikker i halvfemserne. Under Djukanovic har Montenegro opført sig som en de facto selvstændig stat i årevis. Folkeafstemningen bekræftede derfor blot, hvad der allerede var virkelighed.
Imidlertid har alt dette haft en negativ indflydelse på serberne og monenegrinernes bevidsthed. Følelsen af håbløshed og magtesløshed over for at stoppe fragmenteringen af landet, der har stået på i mere end et årti, er blevet kronisk og presser folk ind i passivitet.
Flertallet af den serbiske herskende klasse var for en fælles stat og støttede åbent den unionistiske blok i Montenegro. Da afstemningsresultatet nåede Beograd, forsøgte en del af den herskende klasse at rejse en pro-serbisk stemning ved at samle folk om det faktum, at Serbien “endelig” er en selvstændig stat for sig selv. Dette faldt imidlertid for døve øre, da de fleste mennesker i Serbien hellere ville bytte denne “selvstændige” stat for enhver form for union, der blot minder om det gamle Jugoslavien.
Milo Djukanovic’ seneste succes bliver set som et nederlag af flertallet i Serbien, og også af en stor del af befolkningen i Montenegro. For de montenegrinere, der stadig har illusioner om, at en nationalstat vil bringe dem en bedre morgendag, vil en bitter skuffelse følge, ligesom det skete i de fleste Balkannationer, der nu lever i angiveligt “frie og selvstændige” stater, hvor folk føler sig mere lukket inde end nogensinde før.
Krigskammerater
Historien og fakta afslører nemt nationalisterne og deres demagogi på alle sider. I det gamle borgerlige Jugoslavien før Anden Verdenskrig kunne montenegrinerne, ligesom de fleste andre mindre nationaliteter, ikke engang åbent erklære sig selv som montenegrinere. Under Anden Verdenskrig ydede Montenegro et uforholdsmæssigt stort bidrag til partisanbevægelsen. Allerede i 1941 havde denne lille republik med 360.000 indbyggere 22.000 af sine borgere engageret i den væbnede kamp – et bidrag, der var det samme som meget større republikker. Den montenegrinske kulturelle identitet nåede sit højdepunkt efter den jugoslaviske revolution. I den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien erklærede et overvældende flertal af befolkningen i Montenegro sig selv som montenegrinere, men samtidig var der kun latter til overs for ideen om et selvstændigt Montenegro.
I dag, hvor kun 43 procent af befolkningen erklærer sig selv for montenegrinere, er støtten til et selvstændigt Montenegro større end nogensinde. Der er intet modsigende i dette. Det der først og fremmest holdt Titos Jugoslavien samlet, var ikke abstrakt national enhed, men en planlagt økonomi og sociale fremskridt. Økonomien udviklede sig med stor hastighed, og dette var fundamentet, hvorpå jugoslavisk enhed blev fastholdt. Da den bureaukratiske planlægning begyndte at falde sammen, indtrådte der en økonomisk krise, der banede vejen for opsplitning. Uden en føderal republik baseret på statseje og planlægning er det meget svært for montenegrinerne at forblive i union med Serbien, uanset hvor tæt de føler sig kulturelt.
Så langt, så dårligt
En balance mellem de forskellige regioner med forskellig størrelse og økonomisk udvikling kunne kun fastholdes gennem en bevidst økonomisk politik, der var baseret på enighed og ikke på markedets blinde kræfter. I en markedsøkonomi er det ikke svært at se, hvorfor det underudviklede Montenegro må føle sig domineret af den større partner i unionen. Det var derfor ikke svært for en politisk opportunist som Djukanovic at spille på denne stemning og opnå sit mål.
Balkan er under kapitalismen konstant truet med blodig konflikt. Opsplitningen af det tidligere Jugoslavien var et stort slag imod arbejderklassen i alle republikkerne. Arbejderklassen er stadig ikke kommet sig over dette nederlag. Så længe arbejderklassen stadig ikke træder ind på scenen i en velorganiseret form, er der ingen, der er i stand til at stoppe de barbariske tendenser, der truer med at kvæle hele regionen.
De lokale herskende klasser er bundreaktionære og afhængige af en eller anden af de store udenlandske magter. Imperialisterne selv har ingen ide om, hvordan de skal tackle spørgsmålet. De opererer på kort sigt og har ingen langsigtet plan. De er bevidste om det faktum, at Balkan kan blive et stort problem for dem, men de er optaget af andre prioriteringer. De ignorerer enten problemet og lader konflikterne fortsætte på lavt blus, eller de forsøger at løse tingene på en pragmatisk facon med kortsigtede bureaukratiske metoder, der forbereder meget værre eksplosioner i fremtiden.
Det basale dilemma for Balkan, på trods af den rolige overflade, bliver klarere for hver dag, der går: enten socialisme eller barbari.
