Midt om natten til den 28. juni gik israelske kampvogne ind, støttet af kanoner og artilleri. Forinden havde de koncentreret sig på grænsen til Gaza.

Israelske kampfly har bombet tre broer ved de vigtigste veje ind til Gazastriben. Dette er blevet udlagt som et forsøg på at hindre, at den tilfangetagne israelske soldat flyttes rundt. Det er en absurd påstand. En enkelt mand kan nemt blive flyttet uden at blive set. Det er blot en undskyldning for at så rædsel i den palæstinensiske befolkning.

Bombardementerne er den israelske regerings svar på det angreb, som palæstinensere udførte søndag og tilfangetagelsen af en israelsk soldat, der stadig holdes i fangeskab. Palæstinenserne kræver løsladelse af kvinder og børn, der holdes i israelske fængsler. Men de israelske myndigheder har stået fast på, at de ikke vil bøje sig på dette spørgsmål.

Den israelske premierminister Ehud Olmert har allerede fremsat aggressive udtalelser, men har nu tilføjet, at militære operationer i Gaza vil fortsætte “over de kommende dage,” og at Israel “ikke vil tøve med at tage ekstreme skridt” for at befri den unge israelske soldat.

Disse bevægelser fra det israelske militær skaber en ekstremt anspændt situation i stedet for at hjælpe frigivelsen af den israelske soldat. Efter de israelske fly har angrebet, har bevæbnede palæstinensiske militante taget opstilling i Gaza by og andre steder i Gazastriben og gør sig klar til at møde ethvert israelsk militærkøretøj, der måtte krydse grænsen, og de har givet lokalbefolkningen besked på at forlade området.

Det israelske militærs offensiv bliver præsenteret som et skridt mod “terrorister”. Men hvorfor åbnede militærhelikoptere så ild mod det vigtigste kraftværk i Gaza? Kraftværket var alvorlig ramt, og flammer stod op i luften. Store dele af Gazas kystområder blev ramt af, at strømmen blev afbrudt, og det påvirkede 1,4 millioner palæstinensere.

Denne handling alene er en klar indikator på, at formålet med de militære operationer er at terrorisere de palæstinensere, der bor i Gaza. Hvis de bekymrede sig om den kidnappede israelske soldats liv, ville de forhandle. I stedet har de overladt ham til sin skæbne og bombet det palæstinensiske folk.

I denne artikel (engelsk) viser Yossi Schwartz i Israel, at det israelske militær havde modtaget information, før angrebet fandt sted. De gjorde intet for at hindre det. Årsagen til dette har vi allerede forklaret. De havde brug for en undskyldning for at gå ind. De israelske myndigheders kynisme kender ingen grænser. De er klar til at risikere deres egne soldaters liv for at opnå større politiske mål. Og bagefter græder de krokodilletårer over tabet af soldaterne.

Grunden til at de terroriserer lokalbefolkningen er, at palæstinenserne stemte på Hamas. Den israelske regerings plan har været at etablere en marionetregering i de palæstinensiske områder, der kunne kontrollere det palæstinensiske folk for dem. Men det satte det palæstinensiske folk en stopper for ved at vælge Hamas som regering. Efter at det er mislykkedes for Israel at etablere et marionetregime, bruger de nu, bakket op af amerikansk imperialisme, taktikken med at fremprovokere en borgerkrig blandt palæstinenserne. Den klassiske taktik med “del og hersk”.

Ingen bør narres om, hvad den israelske herskende klasses virkelige hensigter er. De har ingen intentioner om at give palæstinenserne ægte selvstyre. De kan højest give dem en position som lydstat, anført af politikere under fast israelsk kontrol. Det er uacceptabelt for det palæstinensiske folk. De vil have virkeligt selvstyre. De har presserende problemer at løse, som for eksempel massefattigdom og arbejdsløshed. Men på basis af kapitalisme kan palæstinenserne ikke håbe på meget mere end de allerede har. Det er grunden til, at de ikke kan opgive deres kamp.

Situationens ironi er, at Olmert, Israels premierminister, blev valgt i marts fordi han lovede at gennemføre en tilbagetrækning fra dele af Vestbredden, ligesom sidste års “tilbagetrækning” fra Gaza. Det indikerede, at flertallet i Israel vil have fred og ønsker at stoppe den konstante konflikt. Men så længe palæstinenserne tvinges til at leve i hvad der svarer til et gigantisk fængsel, vil der aldrig blive fred.

Så længe Israel regeres af den nuværende herskende klasse, kan der ikke blive udsigt til ægte fred. Den israelske herskende klasse er en kapitalistisk klasse med imperialistiske ambitioner. Det er den israelske arbejderklasses pligt at kæmpe mod dens egen herskende klasse. Det første krav fra den internationale arbejderbevægelse og den israelske arbejderklasse må være en omgående tilbagetrækning af tropperne fra Gaza. Og derfra at begynde kampen for at omdanne samfundet og sætte en stopper for de nationale og klassebaserede skel, der er kernen i den nuværende konflikt.