På Spidsen: Privatisering af DSB – YES SIR…


Nikolaj W. Andersen



1 minut

DSB skal privatiseres lyder det fra de høje herrer (og damer) i folketinget, og her På Spidsen kan vi kun nikke genkendende til de grunde, der bliver givet.

Blandt andet siges det, at det er meget vigtigt at privatisere DSB, således at selskabet bliver mere konkurrencedygtigt på udenlandske markeder, og hvad kan dog tænkes at komme det danske folk mere til gode, end at DSB kører togtrafik i andre lande end Danmark? Desuden er det jo almindelig kendt, at private selskaber er langt mere effektive end offentlige selskaber, og derfor vil man kunne forvente bedre service og mindre brugerbetaling ved en privatisering. Hvis man er bekendt med et eneste tidligere tilfælde af privatisering af offentlige jernbaner i andre lande, kan det selvfølgelig godt være at ens forventninger ser lidt anderledes ud.

Men skidt nu med det, regeringen ved vel hvad den laver, og færre afgange, forsinkelser, dyrere billetter og et par ulykker oven i hatten er vel ingen pris at betale. Her på spidsen er vi faktisk af den mening at privatiseringen af DSB kommer alt, alt for sent. Det ville have været meget bedre, hvis DSB havde været privatejet fra starten af. På den måde kunne et eller andet privat firma have betalt de mange milliarder kroner, som de danske jernbaner og toge har kostet, hvorefter regeringen så kunne købe det hele for en slik, når det stod færdigt. Desværre ser det ud til, at det omvendte er tilfældet…