Den nuværende epoke i verdenshistorien er kendetegnet ved en enorm turbulens. Den ene rystelse følger den anden. Voldsomme begivenheder flammer op overalt, og ustabiliteten er udbredt på alle niveauer; socialt, økonomisk, diplomatisk og militært. Ustabiliteten er ikke tilfældig, men skyldes at verdens enorme produktivkræfter bliver blokeret af de snævre bånd, som den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten udgør. Den ballade, der har været efter Jyllands-Posten bragte de famøse Muhammed-tegninger, har blot været den seneste i rækken af voldsomme rystelser.

Repræsentanter for den danske regering var forfærdede, da de så folk i Mellemøsten, Afghanistan og Indonesien brænde dannebrog af og angribe ambassader og konsulater. “Kloge” mænd og kvinder, politikere og universitetsfolk, har snakket om, at der er brug for “dialog”. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har bakket om den borgerlige regering. Villy Søvndal sagde til Radioavisen 11. februar, at “jeg synes ikke, vi skal lave snæver partipolitik i en tid, hvor Danmark er truet.”
Enhedslistens Frank Aaen er på samme linje, og som løsning på krisen foreslog han ifølge Weekendavisen, at der blev afholdt en “forsoningskonference” under ledelse af den sydafrikanske biskop Desmond Tutu.

Problemet for disse folk er, at de ikke tilbyder nogen løsning på de problemer, der har skabt den nuværende situation. Masserne i den arabiske verden ser med foragt og had på imperialismen, på USA, Israel og nu også Danmark. Og hvad er grunden til dette? Det er ikke 12 tegninger, der har udløst denne vrede. En så simpel forklaring er kun tilfredsstillende for de enfoldige. Men dem er der også rigeligt af blandt de kommentatorer, som trives i den borgerlige presse.

Imperialismens forbrydelser
Som ved alt andet er det nødvendigt at se på de underliggende årsager. Masserne i den arabiske verden har ikke glemt, at Israel og dets allierede kristne militser voldtog, plyndrede og massakrerede 17.000 libanesere og palæstinensere under invasionen i 1982. Det står lysende klart for araberne, at USA og dets medløbere står fuldt og helt bag Israels overgreb mod palæstinenserne, bag tortur (“moderat fysisk pres”) og vilkårlige henrettelser. USA stod fast bag Israel, da de sendte bulldozerne ind i de besatte områder på Vestbredden for at rydde palæstinensernes huse og gøre plads til at antallet af jødiske bosættere fra 1990 til 2000 kunne gå fra 76.000 til 383.000. USA har støttet Saddam Hussein mod Iran, Osama bin Laden og Taleban mod Sovjetunionen og Shahens diktatur i Iran mod den vældige iranske arbejderbevægelse. I nogle af tilfældene har lænkehunden bidt sin ejer, men det har blot afsløret, at imperialismen hverken har moralske eller “demokratiske” skrupler over sin adfærd i Mellemøsten – eller nogle som helst andre steder for den sags skyld.

Og så er der Irak. Befolkningen i dette land, det gamle Mesopotamien, civilisationens vugge, har om nogen mærket, hvad “demokrati” betyder, når Bush eller Fogh udtaler dette ord. Da Saddam Hussein overfaldt Iran, blev han aktivt støttet af USA. Donald Rumsfeld besøgte ham under venskabelige forhold i 1983, og USA leverede kamphelikoptere til krigen mod Iran på et tidspunkt, hvor Saddams gasangreb på kurdere og iranere var almindeligt kendt, på et tidspunkt hvor Saddams styrker slagtede sumpfolket i Sydirak ved at sætte strøm til sumpene med enorme generatorer.

Senere gik Saddam Husseins forbrydelser “pludselig” op for imperialisterne, og han blev nu fremstillet som “Mellemøstens Hitler”. De FN-støttede sanktioner i 1990’erne kostede ifølge FN’s egne tal en halv million irakiske børn livet og fik antallet af underernærede børn til at stige med 72 pct.
Da den amerikanske ildvogn rullede ind over Irak i 2003, indvarslede det en æra med død, sygdom og nød for irakerne. Det anslås, at over 100.000 irakere har mistet livet som følge af “koalitionens” bombardementer (blandt andet med klyngebomber og hvid fosfor) og “almindelige” myrderier. Tallet er et konservativt skøn fra europæiske forskere. Amerikanerne selv fører ikke statistik over, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Hele situationen i Mellemøsten er desperat. Masserne søger en vej ud af det mareridt, der udgør den “normale” situation i denne del af verden. At araberne er fjendtligt indstillet over for imperialismen, er intet under. “Stars and Stripes” repræsenterer for mange arabere det samme, som hagekorset gør for de fleste europæere. Problemet er, at den massive utilfredshed er blevet ledt ind i reaktionære kanaler. Grupper som Hamas og det Islamiske Broderskab har været i stand til at profitere på, at folk søger alternativer til den eksisterende orden. Israel støttede tidligere Hamas mod den palæstinensiske venstrefløj, men som det skete i romanen, har Frankensteins monster vendt sig imod sin herre.

Der mangler et alternativ
Det tragiske er, at arbejderbevægelsen står så svagt. Det har gjort, at reaktionære imamer og mullaher har fået en vis magt. Ingen kan være i tvivl om, at disse folk er en flok reaktionære gangstere. De udnytter kynisk den folkelige modstand mod imperialismen til at styrke deres egne magtpositioner. Dette kan kun lade sig gøre, fordi alle imperialismens marionetregimer og politiske allierede har vist sig som en flok korrupte og degenererede røvere og torturbødler. Men det er også afgørende, at arbejderbevægelsen ikke har været i stand til at tage magten og gøre op med de nationale kapitalister og stormagternes jerngreb om regionen. Under alle omstændigheder vil grupper som Hamas ikke være i stand til at løse de nationale og økonomiske problemer, og de vil ikke få det let.

Efter Sovjetunionen og den stalinistiske bloks kollaps var de borgerlige euforiske og talte om evig fremgang, fred og stabilitet. I dag er der intet tilbage af disse illusioner. Kapitalismen har på verdensplan skabt endnu mere uro, forstørret modsætningerne og er gledet ind i en tilstand af social krise. Det er særlig tydeligt i den tredje verden, men også i Vesteuropa banker barbariet på døren. Kapitalismen har i dag ikke råd til de fremskridt, som blev skabt under efterkrigsopsvinget, og velfærden er nu under angreb.

Over hele Europa ser vi, at kapitalismen brutalt går til angreb på arbejdernes leveforhold. Arbejdsugen skal op, lønnen ned og pensionerne skæres ned til det rene ingenting. “Arbejd til du dør” er deres slagord. For at aflede utilfredsheden fra de virkelige problemer, har de borgerlige i årevis forsøgt at sprede racisme blandt middelklassen og de tilbagestående dele af arbejderklassen. Det er ikke kun Dansk Folkeparti, der kommer med uhyrlige påstande. Kulturminister Brian Mikkelsen har blæst til “kulturkamp” mod muslimer og deres “middelalderlige skikke”. Racismen trives glimrende hos nedskæringspolitikerne. Og mens arbejderklassen bliver splittet langs religiøse og nationale skel, godter arbejdsgiverne sig.

Ud over at splitte arbejderklassen i Danmark, tjener racismen også til at retfærdiggøre imperialismen. Borgerlige politikere, og Dansk Folkeparti i særdeleshed, har brugt den diplomatiske krise til at fremstille muslimer som galninge, der genetisk er ude af stand til at opføre sig civiliseret. Deres demagogi er uden sidestykke i de sidste 60 år. Stormagter med koloniale besiddelser har altid forsøgt at fremstille de erobrede folk som “undermennesker”. Romerne havde begrebet “barbarer”, vikingerne berigede os med betegnelsen “skrællinger”, englænderne plejede at tale om “primitive indfødte”, men i dag plejer de høje herrer blot at kalde de besejrede folkeslag for “ekstremister”, “islamister” eller “terrorister”.

“Borgfred” gavner de borgerlige
Hvilket svar har vi fået fra ledelsen af arbejderbevægelsen? Hvordan har arbejderpartierne svaret igen på krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan? Hvordan har de svaret på regeringens racistiske politik? På samme måde, som de har svaret på udflytning af arbejdspladser og nedskæringer i den offentlige sektor. Med hatten i hånden, et par formelle indvendinger og en blåstempling af den borgerlige politik.

Hvis toppen i Socialdemokratiet troede, de kunne vinde på at imitere de borgerlige og hoppe med på DF’s racisme, så har de fået sig noget af en dukkert. Partiets højrepolitik har spillet bolden over til de borgerlige, og for mange mennesker er det svært at få øje på et alternativ til regeringen. Ifølge en meningsmåling i Jyllands-Posten 14. februar står Socialdemokratiet til sølle 21,6 pct. af stemmerne. Til avisen siger Helle Thorning-Schmidt: “Jeg mener ikke, at det kunne have været anderledes. Vi har bakket op om regeringen og kun kritiseret meget moderat i denne sag … Vi har givet vidtrækkende borgfred.”

Venstrefløjen har heller ikke gjort en god figur. SF’s ledelse har kapituleret over for Fogh og erklæret borgfred, fordi “Danmark er truet,” som Villy Søvndal formulerer det. Hidtil har Enhedslisten mest gjort sig bemærket ved at foreslå en “forsoningskonference” under ledelse af biskop Desmond Tutu – som om racisme er opstået ved en “beklagelig misforståelse” og ikke som en bevidst strategi fra kapitalisternes side som alibi for nedskæringer og krigsdeltagelse.

Disse folk skyder fuldstændig ved siden af målet. I en tid, hvor danske tropper deltager i besættelsen af Irak og Afghanistan i imperialismens tjeneste, hvor velfærden er under angreb, hvor det borgerlige Danmark driver racistisk hetz for at splitte arbejderklassen, er det aldeles utilgiveligt at slutte fred med krigsmagerne, nedskæringspolitikerne og racisterne.

Hegel sagde, og Lenin gentog det ofte, at “sandheden er konkret.” Vi må se på denne “borgfred” konkret. Hvem gavner den? Den gavner først og fremmest den borgerlige regering, der nu maner til “ro og orden”. Fogh-regeringen er inde i en enorm krise, nogle taler om den største udenrigspolitiske krise siden anden verdenskrig, men toppen i Socialdemokratiet er kommet ham til undsætning i stedet for at gøre det klart, at hele denne sag, viser, at der er brug for en ny regering. Der er brug for en anden politik – for arbejderpolitik. Der er brug for en regering, der tager udgangspunkt i almindelige menneskers behov og fører politik til gavn for flertallet i stedet for kapitalisterne. Der er brug for en regering, der utvetydigt gør op med racismens gift og som vil fjerne den jordbund, som den skyder op af: arbejdsløshed, stress, boligproblemer, nedskæringer i den offentlige sektor, mangel på praktikpladser og udflytning af arbejdspladser – kort sagt med de følger, som det kapitalistiske systems nedgang har for almindelige mennesker i dette land – uanset etniske og religiøse forhold.

Situationen er urolig. Voldsomme begivenheder udfolder sig. Men som Spinoza sagde, så er opgaven hverken at le eller græde, men at forstå. Det er nødvendigt for alle, der ønsker en bedre verden, at sætte sig ind i, hvorfor verden opfører sig som den gør. Tilsyneladende er verden blevet vanvittig. Men dykker man ned under overfladen ser man, at det eneste vanvittige er et system, der dømmer millioner og atter millioner til et liv i fattigdom, og som forsøger at redde sig ved reaktionær nationalisme og ved at så had mellem folkene.

Turbulensen har nået nye højder. Verden emmer af utilfredshed. Overalt hører vi råb om, at tingenes tilstand ikke er til at bære. Men verdens ledere er ude af stand til at løse problemerne. De vil løbe ind i større problemer i fremtiden. Pendulet svinger hurtigt mellem højre og venstre mens samfundet bliver mere og mere polariseret. Der er brug for, at arbejderbevægelsen tager skeen i den anden hånd og gør en ende på kapitalismens mareridt og erstatter det med et demokratisk socialistisk samfund.