I den seneste tid har der været skrevet og vist meget i danske medier om det kommende valg i USA. Valget ser nu ud til at komme til at stå imellem John Kerry fra Demokraterne og den siddende præsident George W. Bush fra Republikanerne. I danske medier bliver Demokraterne tit fremstillet som ”venstrefløjen”. Dette er dog langt fra sandheden. I forhold til Bush vil enhver politiker næsten virke venstreorienteret. Men dette ændrer ikke på at Demokraternes politik for det meste er den samme som Bushs, de er bare bedre til at få den til at se ”spiselig” ud. På alle vigtige punkter ser det ud til at Kerry vil fortsætte Bush politik, hvis han bliver valgt. Som enhver anden præsidentkandidat (undtaget en masse, der aldrig vil blive valgt) kommer Kerry fra USA’s elite. I hans præsidentkampagne har man imidlertid prøvet at nedtone dette. For eksempel har Kerry forsøgt at sløre sin personlige formue og medlemskab af et hemmeligt selskab for eliten kaldet ”Skull and Bones”, hvor blandt andet Bush er medlem, netop fordi Kerrys folk er klar over, at større og større dele af det amerikanske samfund er træt af en regering, der kun hjælper de rige og giver dårligere forhold til det store flertal. Kerry har som Senator støttet Bush i mangt og meget, han stemte for “anti-terror”-lovgivningen, der har gjort store indhug i de borgerlige frihedsrettigheder, og han stemte for ”Plan Columbia”, der groft sagt går ud på at støtte den yderst højreorienterede regering under dække af at bekæmpe ”terrorister”, derudover har han gjort det klart at de vil holde vågent øje med Venezuela og fortsætte støtten til kontrarevolutionen. Ligesom Bush vil han støtte et nyt kup i Venezuela, hvis det kommer. Krigen i Irak er endnu et punkt hvor Kerry og Bush er enige. Rent faktisk ville Kerry ved roret kunne være endnu bedre for den amerikanske elite, fordi han formentlig vil være mere tilbøjelig til at lægge alt det rod, USA har lavet i Irak, over på FN. Hvis FN overtog byrden i Irak ville USA stadig kunne udnytte landet, samtidig med at de ville slippe for en stor del af byrden ved at holde det besat. Valget står altså imellem to onder.
Dårligere Forhold For Amerikanerne
Imens USA’s elite slås om hvem der skal styre landet, bliver tingene stadigt værre for almindelige arbejdende amerikanere. De seneste tal viser at 9 millioner er arbejdsløse og at 2 millioner af dem ikke har kunnet finde et job i 27 måneder. Samtidig har mange af dem, der rent faktisk har et job, svært ved at få det til at løbe rundt. For eksempel havde 61 procent af de, der søgte om akut fødevarehjælp rent faktisk et job. Hvis man ikke engang kan blive mæt af sin løn så må den nok siges at være for lav. Derudover har mange svært ved at finde boliger, der er til at betale, og dem der endelig er, ligger langt væk og er ofte det rene slum.
Selvom der er meget tale om at det begynder at gå bedre for amerikansk økonomi, er der nogle ting man lige må tage i betragtning. ”Væksten” i økonomien er skabt af at færre folk producerer mere. Det er altså et tydeligt eksempel på man ikke skaber flere jobs men bare tvinger arbejderne til at arbejde hurtigere. Så de bliver ikke skabt flere jobs selvom Bush lovede det. Ifølge det amerikanske tidsskrift National Journal skal der skabes 400.000 jobs hver måned indtil slutningen af 2004 for at nå Bush’s plan! Dette er selvfølgelig umuligt. Fremtiden ser altså kun lys ud for en lille del af USA; de amerikanske kapitalister.
Er der noget alternativ?
Det store problem er at der ikke er noget parti der bygger på den amerikanske arbejderklasse. Der findes selvfølgelig forskellige socialistiske småpartier (blandt andet kommunisterne som støtter Demokraterne) men ingen af dem har kunnet nå arbejderklassen. Det store problem er nemlig at ledelsen i fagbevægelsen støtter Demokraterne, der er et borgerligt parti. I England blev Labour skabt på baggrund af fagforeningerne og det samme vil være muligt i USA hvis lederne bliver pressede til det af medlemmerne. Med et arbejderparti som dette ville det være muligt at komme ud til hele USA. Og dette vil klart være et kæmpe fremskridt. Derudover ville det virke som et samlingspunkt på alt fra fagforeningsaktivister til kommunister. Selvfølgelig vil de ikke kunne skabe varige fremskridt medmindre man bryder med kapitalismen. Men med skabelsen af sådan et parti ville grunden være lagt. Nogle folk mener desværre dette er umuligt. Men hvordan skulle en revolution så nogensinde være mulig? Den amerikanske arbejderklasse har en lang og stolt tradition for militant kamp. Ganske tit sendte cheferne pistolmænd efter fagligt aktive, men de blev ved alligevel. Man skal altså ikke forledes til at tro at den amerikanske arbejderklasse bare per definition er ligeglad. Under overfladen ulmer uroen, og på et tidspunkt vil det give sig udtryk i en eksplosion. Der skal ikke herske tvivl om, at det bliver en hård opgave, men når først den amerikanske arbejderklasse begynder at røre på sig vil tingene ske hurtigt. Og vigtigst af alt vil den være næsten umulig at stoppe!
