Undertiden er verden et besynderligt sted. De borgerlige økonomer taler om opsving og forbrugsfest, og vi har også ladet os fortælle, at ”kurven er knækket”, altså arbejdsløshedskurven. Det var den ikke alligevel, fik vi så at vide efter valget.
Disse budskaber kan vi så fornøje os med, samtidig med, at samfundets top taler om, at vi ikke har råd til velfærden, at lønne må ned og arbejdsugen op. For nylig måtte bagere og konditorer sætte arbejdsdagen op til ni timer ved den nye overenskomst. Arbejdsgiverne havde forinden krævet en lønnedgang på 14 procent, men så galt gik det dog ikke denne gang.
TDC fyrede for nylig 650 ansatte, og truede i den forbindelse med, at halvdelen af virksomhedens ansatte kunne ryge samme vej i løbet af de næste ti år. Omtrent samtidig kunne vi læse i aviserne, at TDC’s overskud efter skat var på to milliarder, hvilket er ny rekord. Danish Crown havde også et rekordoverskud, 1,26 mia., men også her har der været massefyringer.
Disse fakta er en hån mod de arbejdere, der har skabt de enorme profitter. Samfundets top taler ikke om investeringer og mere produktion, men om nedskæringer og udflytning af arbejdspladser. Ikke om mere velfærd, men om mindre social sikkerhed. Ikke om mere uddannelse, men om gammeldags mesterlære.
De danske kapitalister og deres politiske repræsentanter i de borgerlige partier taler kort sagt ikke om fremtiden, men om fortiden.
I Socialdemokratiet skal medlemmerne vælge en ny formand. Problemet er at selvom den linje som Frank Jensen står for er mere venstreorienteret end Helle Thorning Schimdt – og selvom førstnævnte helt klart er at foretrække frem for sidstnævnte, så tilbyder ingen af kandidaterne et ægte alternativ.
Vi har set hvad Frank Jensen kan give – han har siddet med i en regering der banede vejen for at de borgerlige kunne vinde. Selvom han har noget venstreorienteret retorik i sit seneste oplæg, er det klart at han vil administrere den kapitalistiske økonomi og forsøge at få den til at skabe nogle reformer. Når det kommer til stykket er det yderst tvivlsomt om hans politik i praksis vil adskille sig fra den tidligere Nyrup-regering.
Det vil være naivt at tro at fløjkampene vil ophøre efter formandsopgøret. Fløjkampene er udtryk for en dybere politisk krise. Mange menige medlemmer af Socialdemokratiet og DSU vil begynde at tænke over og overveje, hvorfor dette valg blev til et så sviende nederlag som det gjorde. Tusinder af nye medlemmer strømmer til Socialdemokratiet, som lige nu får omkring 100 nye medlemmer om dagen. I denne proces vil mange af dem der har meldt sig ind fordi de vil kæmpe imod de borgerliges nedskæringer komme i opposition til de højreorienterede ledere, som vil føre ”samarbejdspolitik” og indgå kompromisser med regeringen. Dette vil være et godt udgangspunkt for en opposition som kæmper for en ægte socialistisk arbejderpolitik.
Nej til klassesamarbejde – Socialdemokratiet må bryde med de borgerlige!
