“El pasado es indestruible. Tarde o temprano vuelven las cosas y una de las cosas que vuelven es el proyecto de abolir el pasado” – J.L. Borges
(“Fortiden kan ikke ødelægges. Før eller siden vender tingene tilbage og en af de ting der vender tilbage er projektet med at afskaffe fortiden” – J.L. Borges)
År 2005 er 30-året for Francos død. Franco stod igennem mere end 3 årtier i spidsen for et diktatur som med jernhånd undertrykte al opposition i Spanien og myrdede og torturerede tusinder af politiske modstandere. Her 30 år efter, er det værd at tage et kig på perioden omkring diktaturets fald. I den borgerlige historieskrivning som kommer til udtryk i de største dagblade, fjernsyn og i undervisningen i skoler og universiteter, bliver det fremstillet som en enig nation der, anført af kongen Juan Carlos og de forhandlingsvillige ledere af venstrefløjen, gik ind i en “overgangsperiode” henimod et demokratisk samfund. Sandheden er, som med så mange ting, en ganske anden. I virkeligheden blev de demokratiske rettigheder tilkæmpet igennem en lang og sej kamp, hvilket vi vil se nærmere på i denne artikel.
Diktaturets basis
Franco kom til magten efter en blodig borgerkrig, hvor millioner af arbejdere, bønder og fattige organiserede militser og hærtropper for at stoppe fascismens fremmarch. I en anden artikel, har vi behandlet denne periode, som kun endte med et så ydmygende nederlag på grund af lederne af arbejderpartiernes reformistiske politik.
Efter borgerkrigen igangsatte Franco en udrensning af alle politiske modstandere. Socialister, anarkister, POUMister, kommunister og fagforeningsfolk blev fængslet, tortureret og henrettet. Franco-diktaturet startede som et klassisk fascistisk styre, som havde en vis opbakning iblandt store dele af småborgerskabet, de højest-stående bønder og med støtte fra størstedellen af kapitalisterne og godsejerne. Men op igennem 40erne og 50erne viste diktaturet sig helt igennem ude af stand til at løse selv de mindste sociale problemer. Fattigdommen var ekstrem og diktaturets brutalitet afslørede dets sande natur. Dette betød at diktaturets sociale base ændrede sig, i og med at det tabte den støtte som det tidligere havde haft iblandt dele af småborgerskabet, middelklassen og bønderne.
Opsvinget i efterkrigstidens Europa havde også en effekt på Spanien, og især i 60erne udvikledes industrien, samtidig med at turismen bredte sig til Spanien. Dette skabte grunden for at arbejderklassen blev større og stærkere – og at de andre klasser, især bondestanden blev mindre. Henimod slutningen af borgerkrigen i 1939, var 63% af den aktive befolkning bønder – men i 1975 var 70% af den aktive befolkning arbejdere (37% af dem industriarbejdere).
Alt dette betød at Franco-diktaturet ændrede sin karakter fra et fascistisk styre som havde en vis opbakning iblandt dele af befolkningen (småborgerskabet, mfl.), til et bonapartistisk styre som udelukkende opretholdt sig selv igennem et benhårdt militært regime.
Lønningerne blev fastsat ovenfra af staten, arbejdsgiverne og funktionærerne i de af staten oprettede fagforeninger, CNS. Tillidsmænd på arbejdspladser blev udpeget af arbejdsgiverne. Alle andre politiske partier var naturligvis forbudt, ligesom uafhængige fagforeninger. Men dem der drog nytte af diktaturet var det spanske borgerskab. Når ikke der var nogen lovlig arbejderbevægelse, var der ingen forhindring for at maksimere udbytningen af arbejderklassen og dermed profitterne. Opsvinget betød derfor ikke nogen markant forbedring i leveforholdende for flertallet af befolkningen og fra 1974 satte den økonomiske krise ind på verdensplan, hvilket også havde en stor effekt på Spanien. Dette betød at arbejderklassen endnu engang oplevede forringelser i leveforholdene.
Arbejderbevægelsen genopstår
Det tog lang tid for arbejderbevægelsen at genorganisere sig efter nederlaget i borgerkrigen og den efterfølgende repression, som udryddede de bedste aktivister i fagforeningerne og arbejderpartierne. Først henimod slutningen af 40erne blev der organiseret mindre strejker spredt rundt om i landet. Igennem nogle af disse lokale og regionale strejkebevægelser oprettede man på mange arbejdspladser de første Commissiones Obreras (Arbejderkomissioner). Dette var organisationer som illegalt kæmpede for arbejdernes fundamentale økonomiske krav. Igennem 60erne vandt kommunisterne flertal i disse arbejderkomissioner og bandt dem sammen på nationalt plan. Dette var starten på det som den dag i dag hedder Commissiones Obreras (CCOO), som er den ene af de to store fagforeningssammenslutninger i Spanien.
Opigennem tredserne udvikledes denne strejkebølge enormt. Imellem 1964 og 66 var der 171.000 dage der blev tabt pga. Strejker, i 67-69: 345.000, i 70-72:
846.000 og i 73-75: 1.548.000. CCOO var hovedorganisationen der stod bag disse mobiliseringer. En del af grunden til det skal bl.a. findes i det faktum at arbejderkomissionernes ledere lavede entristisk arbejde i de statsoprettede fagforeninger, hvor det i flere tilfælde lykkedes dem at vinde arbejdere til en militant linje. CCOO havde derfor 200.000 medlemmer ved diktatorens død og organiserede de mest militante dele af arbejderklassen i de største virksomheder.
UGT, den socialdemokratiske fagforening, stod ikke ligeså stærkt. Faktisk var den ikke særlig involveret i arbejderkampene under diktaturet. Men UGT og den socialdemokratiske bevægelse har en stærk tradition i det spanske proletariat. I 1930erne var PSOE (Socialdemokratiet) og UGT enorme organisationer med en stor venstrefløj og bred opbakning i arbejderklassen. Dette gjorde at UGT, på trods af dens begrænsede rolle i undergrundsbevægelsen, alligevel havde 150.000 medlemmer ved udgangen af 1977.
Borgerskabets strateger i vildrede
Det spanske borgerskab nød godt af Franco-diktaturet igennem mange år, på samme måde som det danske borgerskab nød godt af samarbejdet med værnemagten under besættelsen. I dag forsøger borgerlige, som f.eks. Anders Fogh, at fremstille tingene som om den borgerlige fløj altid har været en frihedselskende og demokratisk forsamling. Dette er og bliver en lodret løgn. Kapitalistklassen som helhed ser diktatur på samme måde som de ser et redskab. Hvis redskabet kan bruges til deres fordel i en given situation afholder de sig ikke fra at bruge det. Hvis ikke vil de finde et andet redskab – i dette tilfælde borgerligt demokrati.
I starten af 70erne blev det klart for alle at Franco-diktaturet hang på en løs tråd. Strejkebølgen og utilfredsheden nåede enorme dimensioner. I 1972 alene blev hele 10.000 personer retsforfulgt for politisk aktivitet. Samme år blev ledelsen af CCOO fængslet. Dette medførte en enorm protestbevægelse, der inkluderede store strejker. Alle diktaturets repressalier var nyttesløse fordi de var ude af stand til at stoppe arbejderklassens kampe. Større og større dele af borgerskabet var bange for at disse bevægelser skulle komme ude af kontrol. De frygtede at dette ville betyde enden – ikke bare på diktaturet – men på den private ejendomsret til produktionsmidlerne, kernestenen i ethvert kapitalistisk samfund. Derfor begyndte de nu at indse at det gjaldt om at få denne bevægelse underlagt et borgerligt-demokratisk program, så den ikke gik for vidt. Således begyndte flere fremtrædende borgerlige og de andre landes regeringer, som tidligere havde anerkendt Franco-styret, nu at snakke for en “overgang” til demokrati.
Folkefrontstaktikken
Som nævnt var det den kommunistiske bevægelse der stod absolut stærkest. PCE, det spanske kommunistparti, udførte systematisk undergrundsarbejde igennem hele perioden med diktatur. I dets medlemsskare var modige kadrer som under fare for fængsling, torturering og henretning arbejdede mod diktaturet. Mange af disse døde som martyrer for arbejderklassens kampe i de fascistiske fængsler. Men ledelsen af PCE havde – under stalinismens indflydelse – indtaget en reformistisk position, selvom dette ikke altid var tydeligt for de almindelige medlemmer. PCE startede i 1973 den “demokratiske sammenslutning” med andre venstrefløjsgrupper og med liberalister og monarkister.
Dette var en klassisk folkefront – en alliance hvor arbejderbevægelsens organisationer samarbejder med dele af borgerskabet og i praksis underlægger sig et borgerligt program. Folkefrontstaktikken har altid spillet en yderst skadelig rolle. Under den russiske revolution måtte Lenin kæmpe en hård kamp for at få Bolsjevik-partiet til at modsætte sig folkefrontsregeringen – den provisoriske regering. Lenin slog på, at arbejderpartierne måtte bryde med de borgerlige og føre en uafhængig kamp for en socialistisk revolution. Problemet er nemlig at folkefrontstaktikken altid fører til nederlag for arbejderbevægelsen, fordi man sætter den ”demokratiske kamp” forrest og udskyder kampen for socialisme til en fjern og uvis fremtid. Dette var nøjagtig var hvad der skulle ske i Spanien endnu engang.
Fløjkampe i de socialistiske organisationer
De socialistiske – eller socialdemokratiske om man vil – organisationer i Spanien, UGT (fagforening), PSOE (socialdemokrati) og JJSS (ungsocialister) havde som sagt en stor authoritet pga. de mange traditioner og bånd til arbejderklassen. I årene inden og efter Francos død fandt en intens debat sted i den socialistiske bevægelse. Spørgsmålene var fundamentale – hvad var opgaverne i den spanske revolution? Blot at fjerne diktaturet – eller gå videre til den socialistiske revolution?
Paradoksalt nok var PSOE-UGT i årene omkring diktaturets fald mere venstreorienteret end PCE. I 1970 vedtog UGT på sin kongres i august et program som talte for generobring af de demokratiske rettigheder, arbejderkontrol i virksomhederne, fri uddannelse til alle og omdannelse af den spanske stat til en republikansk konfederation af de iberiske nationaliteter. På det økonomiske plan argumenterede programmet for nationalisering af energikilder, den vigtigste industri, bankerne og forsikringsselskaberne. Desuden indeholdt det ekspropiation af de store jordbesiddere og kontrol med udenlandsk kapital. Dette var et klart anti-kapitalistisk program.
Så sent som PSOEs 27. Kongres i december 1976, vedtog man lignende formuleringer, bl.a. talte man om “overtagelse af den økonomiske og politiske magt, socialisering af produktionsmidlerne, distribution og handel af arbejderklassen”.
Men fra 1974 havde den socialistiske (anden) internationale, vedtaget at give støtte til PSOE. Den socialistiske internationale var især domineret af det tyske socialdemokrati, SPD som under Willy Brandt førte en højrereformistisk politik. SPD forsøgte derfor af al magt at præge PSOE i en højreorienteret retning. Dette skete bl.a. ved at man bag kulisserne samlede en klike omkring Felipe Gonzalez som langsomt men sikkert begyndte at trække partiet væk fra revolutionære standpunkter. Omend man i kongresresolutioner til dels beholdt en venstreorienteret tone, begyndte man en mere og mere reformistisk praksis, hvilket man spredte fra PSOE til UGT og til JJSS.
JJSS, ungsocialisterne, afholdt i 1974 deres 6. kongres, i eksil i Lisabon. På dette tidspunkt var hele Portugal præget af den såkaldte nellike-revolution, hvor masserne væltede det hadede diktatur, organiserede råd i alle kvarterer, fabrikker og skoler og afholdt massedemonstrationer. En af dem nåede op på hele en million deltagere – i et land med syv millioner indbyggere! Således var JJSS-kongressen også stærkt påvirket af disse begivenheder. Man vedtog en marxistisk linje der fastslog at man kæmpede for en socialistisk revolution i Spanien – ikke blot en tilbagevenden til borgerligt demokrati. Desuden vedtog man at kæmpe for retten til national selvbestemmelse og for en arbejderregering på et socialistisk program.
Men et flertal i JJSS´ forretningsudvalg vedtog efterfølgende at censurere resolutionerne fra kongressen pga. en påstet “manglende klarhed” og indkalde til en ny diskussion. I diskussionen blev der præsenteret to positioner:
Den ene – det såkaldte “Gora-dokuement” baserede sig på en alliancepolitik. Der blev argumenteret med at styrkeforholdet var ufavorabelt for at arbejderklassen alene kunne tilkæmpe sig demokratiske rettigheder, i og med at borgerskabet havde hele den politiske magt og kontrol med undertrykkelsesapparatet. Fortalerne for “Gora-dokumentet” mente derimod at der fandtes “demokratiske sektorer” af borgerskabet som man kunne samarbejde med i kampen. I bund og grund var dette det samme som PCE (kommunistpartiet) argumenterede for.
Den anden position – som blev motiveret af Luis Osorio (med dæknavnet Rati) – baserede sig på et dokument kaldet “Fra det frankoistiske diktatur til den socialistiske revolution”. Dette dokument forklarede at borgerskabet i Spanien i mange år havde nydt godt af diktaturet, men at store dele af det nu havde indset at det gjaldt om at få arbejderbevægelsen under kontrol for at undgå en socialistisk revolution og derfor forsøgte at fremføre sig som fortalere for demokrati for at dæmme op for radikaliseringen. Derfor forsvarede dokumentet et uafhængigt klassestandpunkt, hvilket skulle anvendes til at erobre demokratiske rettigheder i en proces henimod omdannelsen til et socialistisk samfund. Mht. undertrykkelsesapparatet fremhævede dokumentet, at dette havde været ude af stand til at stoppe massebevægelsen, især siden 1970. Arbejdermobiliseringer og strejkebevægelser var taget til i styrke på trods af repression, tortur og fængsling. Dokumentet fremhævede at masserne i Portugal havde været i stand til at vælte diktaturstyret på trods af statsapparatet og at det spanske borgerskab frygtede en splittelse i hæren. Når først arbejdernes uafhængige kampe blev udviklet på et højere niveau, ville Franco-diktaturet blive fuldstændigt isoleret og blive væltet af masserne som ville erstatte det med et system baseret på ægte arbejdermagt.
Et flertal støttede den førstnævnte position, men var bange for at mindretallet – som var et stort mindretal – skulle vinde større indflydelse i løbet af årene. Mindretallet – de tidligere ledere af JJSS – der nu som før forsvarede et uafhængigt klassestandpunkt organiserede sig i en marxistisk tendens der fra 1976 udgav en avis der hed Nuevo Claridad som kæmpede for at fastholde PSOE, UGT og JJSS på et socialistisk program (I 1989 ændrede avisen navn til El Militante, som den dag i dag er Socialistisk Standpunkts søsterorganisation) . Den højreorienterede ledelse af JJSS ekskluderede mindretallet, hvis ideer de frygtede skulle vinde genklang blandt de menige medlemmer i den socialistiske bevægelse. Lederne brugte alle slags tricks: Anullering af lokale flertalsbeslutninger, lukning af lokalgrupper, eksklusioner af mindretallets støtter, osv. Således blev mere end 100 medlemmer af JJSS ekskluderet i 1977 og lokalafdelinger i Navarra, Sevilla, Cartagena, Alava, Madrid og Malaga blev lukket ned, hvilket i praksis betød at organisationen i 1978 ophørte med at eksistere som en udadvendt aktiv forening. Men på trods af eksklusionerne skulle disse fløjkampe vise sig at fortsætte…
Francos død
Den 20. November 1975 døde Franco. I 1969 havde Franco udnævnt prinsen af
 |
Spanien, Juan Carlos til sin efterfølger. I dag fremstilles det som om Juan Carlos optrådte som ”den store demokrat” der skænkede friheden til det spanske folk. Men i virkeligheden optrådte Juan Carlos ukritisk ved flere mindehøjtideligheder, f.eks. ved årsdagen for det fascistiske kup, den 18. juli 1973 (kuppet fandt sted i 1936). Den 22. November blev Juan Carlos udnævt til konge af de fascistiske retsindstandser. Grunden til at Juan Carlos og en række andre borgerlige begyndte den såkaldte ”overgangs” til demokrati, var at dele af borgerskabet som sagt havde indset at det var nødvendigt at igangsætte en række reformer ovenfra for at undgå en eksplosion nedefra samfundets undertrykte lag. De taklte nu for ”national enhed” for at ”ligge fortiden bag os”. Det var altså ikke et ”demokratisk sindelag” der fik disse mennesker – som i årtier havde deltaget i diktaturstaten – til at tale om demokrati. Det var udelukkende den trussel som arbejderklassens tiltagende styrke udgjorde der fik dem til at gå den vej.
En før-revolutionær situation
Tiden efter Francos død blev efterfulgt af en enorm strejkebølge. I dagene 11.-16. December var der landsdækkende demonstrationer for løsladelse af alle politiske fanger. I begyndelsen af december gik 25.000 metalarbejdere i strejke i Madrid og i Asturien blev minerne lukket af arbejdsnedlæggelser. I de første måneder af 1976 var så godt som alle dele af arbejderklassen i kamp. Madrid blev paralyseret af arbejdermobiliseringer i januar måned. Metroarbejderne gik i strejke. Postarbejderne og telefon-service-arbejderne gik med. Dernæst fulgte jernbane- og togarbejderne, taxi-chauførerne, textilarbejderne og hundredevis af virksomheder i industribæltet rundt om Madrid. Flere af de vigtigste virksomheder i landet, såsom Ensidesa, Hunosa, Standard Electrica, Motor Iberica, etc. gik i månedlange strejker. Alene i Januar måned tabte man 21 millioner timers arbejde på grund af strejker!
Der hvor kampen nåede et absolut højdepunkt var i provinsen Álava, i Baskerlandet. Baskerlandet havde siden 60erne oplevet en opblomstring i Industri, hvilket gjorde at arbejderklassen voksede enormt i denne region. Samtidig var arbejderne koncentrerede i bydele og lejlighedskomplekser under kummerlige forhold. Op gennem slutingen af 60’erne og starten af 70’erne havde de illegale fagforeninger og socialistiske og kommunistiske organisationer uført systematisk undergrundsarbejde og bl.a. ledt en vigtig strejke i en af Vitorias (hovedstaden i regionen Alava) største industrivirksomheder, Michelin i 1972. Denne strejke som opnæede stor støtte og solidarietet fra alle andre dele af arbejderklassen, gav en forsmag på hvad der skulle ske i 1976.
I slutningen af 1975 havde arbejderne på en række af de største industrivirksomheder i Vitoria organiseret asambleas (forsamlinger/stormøder), hvor tusinder af arbejdere mødtes, diskuterede og besluttede et sæt krav, hvilket blandt andet indeholdt: lige løn for alle uanset køn, race, og lignende, løn ved sygdom eller arbejdsskader, pension ved 60 år, nedsættelse af arbejdsdagen, m.m. På disse forsamlinger valgte man også en ledelse, med retten til at denne kunne trækkes tilbage hvis de ikke fulgte den politik man havde vedtaget.
Den 10. Januar startede man så strejken på flere af de største virksomheder. Lidt efter lidt fulgte flere og flere trop. Hele Vitoria var lammet af strejken. Flere af repræsentanterne for strejkebevægelsen blev arresteret af myndighederne i februar. Dette fik situationen til at eksplodere. Man nægtede at forhandle om genoptagelse af arbejdet, før de fængslede blev løsladt, hvilket blev efterkommet.
Hver dag afholdtes forsamlinger i hver fabrik hvor man diskuterede kampen. Man lancerede også et blad som blev delte ud til lokalbefolkningen for at informere om kampens fremgang. For at undgå, at strejken blev isoleret, afholdt man forsamlinger i arbejderkvarterer, på skoler, universiteter, osv. hvor man formede støttekomiteer. Alle disse initiativer viste arbejderklassens kreative potentiale og dets potentiale til at organisere samfundet.
Her kan vi nemlig reelt set tale om en situation hvor forsamlingerne af valgte fabriksrepræsentanter – hvilket i virkeligheden er det samme som sovjetter – udgjorde en arbejdermagt som udfordrede den herskende klasses magtmonopol. Med andre ord eksisterede en situation med dobbeltmagt. Under enhver situation med dobbelmagt ser man hvordan arbejderrådene starter som organer til at diskutere og fastlægge kampens gang, men udvikler sig til organer hvor man diskuterer hvordan man skal styre samfundet: Hvordan skal transporten styres så man kan komme rundt selv om der er strejke? Hvordan skal varedistributionen fungere, så arbejderne kan få mad selv om der er strejke? Disse spørgsmål, og mange flere, viser at arbejderrådene under dobbeltmagtsituationer udvikler sig til ægte magtorganer som stiller spørgsmålet: Hvem styrer samfundet?
En sådan situation var naturligvis uacceptabel for kapitalisterne og den borgerlige stat. De blev nød til at sætte en stopper for denne kamp som var en inspiration for arbejdere i hele Spanien.
Den 3. marts blev en dag der gik over i historien. Denne dag indkaldte man til den tredje generalstrejke, og man indkaldte til en forsamling i kirken San Francisco. 5000 mennesker mødte op, men politiet afspærrede vejen ind til kirken – og også ud. Nogle af dem der var inde i kirken forsøgte at komme ud. Politiet begyndte at affyre skud mod menneskemængden. 5 arbejdere blev dræbt og op mod 100 blev såret. Arbejdernes vrede over denne massakre fik udtryk i barrikader som røg op over hele byen, intil politiet trak sig tilbage.
Begravelsen af de fem endte i en massedemonstration med over 100.000 deltagere (Vitorias befolkningstal ligger på 200.000!). Få dage efter massakren endte strejken, da næsten alle kravene blev vundet. Den 8. marts gik 500.000 arbejdere i Baskerlandet i strejke i sympati med ofrene for den 3. marts.
Denne kamp blev et eksempel for hele den spanske arbejderklasse. Millioner af arbejdere begyndte at organisere sig i arbejderpartierne og fagforeningerne, som først blev legaliseret i 1977 . Dette var en før-revolutionær situation hvor flertallet af arbejdere gik i kamp for en fundamental ændring af samfundet. Den herskende klasse var splittet imellem dem der ville beholde diktaturet og dem der indså at det var nødvendigt med demokrati for at få ro i landet. Middelklassen og småborgerskabet så med mere og mere respekt på arbejdernes kampe. Det store flertal af arbejderne ønskede et stop for repressionen, fængslingerne, arbejdsgivernes magtmisbrug, de faldne levestandarder, osv. De ønskede et samfund bygget på lighed, frihed og og et værdigt levegrundlag. Men de manglede et klart program og en klar vision om hvordan man kunne opnå dette. Til dette manglede der den subjektive faktor, dvs. et parti med forankring i arbejderklassen som kunne lede den socialistiske revolution. Men de ledelsen af de to store partier som havde tilstrækkelig forankring, tillid og authoritet i arbejderklassen, PCE og PSOE, førte en reformistisk samarbejdspolitik. Igennem flere år havde de i praksis forladt marxismen, de havde ikke tillid til revolutionen eller tiltro til massernes revolutionære kapacitet til at omdanne samfundet. I stedet for at lede kampen for den socialistiske omdannelse af samfundet, valgte lederne af disse partier i stedet at føre hemmelige forhandlinger med regeringen, bag om ryggen på deres egne medlemmer. Denne mangel på en ægte marxistisk ledelse viste sig at være fatal.
Et andet problem var at man under denne før-revolutionære situation også så fremkomsten af store sekter med maoistiske eller stalinistiske traditioner. I de fleste lande i dag er sådanne sekters indflydelse minimal, og deres medlemstal ligger som regel på et lavt lavt niveau. Men under denne eksplosive situation som Spanien oplevede i 1976-77 søgte mange arbejdere efter revolutionært klingende ideer. Mange af de mest avancerede arbejdere og intellektuelle gik med i disse sekter som talte mange tusinde medlemmer. Dette spillede en yderst skadelig rolle, eftersom det trak de mest avancerede arbejdere væk fra masseorganisationerne (PSOE og PCE) og ud i udkanten af arbejderbevægelsen. For hver arbejder der gik med i disse sekter, var der nemlig 50 eller 100 arbejdere der gik med i PCE og PSOE. Denne situation – hvor mange af de mest revolutionære arbejdere gik ud af masseorganisationerne – hjalp i virkeligheden bare til at de reformistiske ledere havde lettere ved at vinde de interne kampe i de store masseorganisationer og derved afspore revolutionen.
Denne før-revolutionære situation varede ved igennem hele 1976, hvor man imellem dette år og 1978 tabte hele 13,2 millioner arbejdsdage pga. strejker, og hele 5,7 millioner arbejdere – 60% af alle lønmodtagere i Spanien – var involverede i strejkerne. 1.maj, arbejdernes internationale kampdag, blev alle demonstrationer forbudt. Alligevel trojdsede folk forbuddet og i samtlige storbyer og provinsbyer afholdtes der manifestationer hvor tusinder og atter tusinder af arbejdere blev anholdt. Strejkerne fortsatte uafbrudt og påvirkede stort set alle sektorer af samfundet. Det nationale spørgsmål var også anledning til store kampe. Den 11. september fandt en demonstration med 1 million deltagere sted i Barcelona for retten til national selvbestemmelse. I Baskerlandet afholdtes to generalstrejker i september. Også i efteråret dræbte politiet demonstranter, denne gang i Hondarriba, Madrid og Tenerife. Sidstnævte by blev ramt af en generalstrejke. I Baskerlandet gik arbejderne i strejke endnu engang imod repressionen. Alene i Vizcaya og Guipuzcoa strejkede mere end 250.000. Den 12. November indkaltes til generalstrejke i hele landet. På trods af dårlig forberedelse af strejken, som fandt sted på en fredag, gik mere end 2 millioner arbejdere i strejke.
Det der er forskellen imellem en før-revolutionær og en klar revolutionær situation er at i sidsnævnte situation tager arbejderklassen skridtet videre og stiller arbejdermagt skarpt op over for den herskende klasses magt. Hvis dobbelmagts-situationen som eksisterede i Vitoria var blevet spredt ud til alle afkroge af landet, i strejkekomiteer bundet sammen på nationalt plan, havde dette udgjort et alternativ som kunne have udfordret selve grundlaget for det kapitalistiske system. Der var absolut muligheder for dette, men i den givne situation var der brug for at de store fagforeninger tog initiativ til at sprede arbejderrådene – og at man lokalt organiserede råd, bl.a. for de områder der allerede var i strejke, og dermed spredte dobbeltmagten ud over hele landet, hvilket ville have givet en ny impuls til situationen og gjort den endnu mere favorabel for en socialistisk revolution. Dette var absolut muligt, men det kravede at masseorganisationerne havde vist vejen frem.
Det første parlamentsvalg
Ved året 1976s udgang kunne Juan Carlos-styret fejre sit første år ved magten, med mere end 30 arbejdere og unge myrdet af statsmagten og med flere hundreder sårede og tusinder fængslet. Dette viser meget godt hvor ”demokratisk” Juan Carlos´ sindelag var. Kun langsomt begyndte man at reformere det politiske system. Først i foråret 1977 legaliserede man arbejdernes organisationer: PSOE og PCE, UGT og CCOO. Den 15. juni 1977 afholdtes de første parlamentsvalg i Spanien siden 1936. Disse valg blev afholdt under yderst ufavorable forhold for arbejderbevægelsen: Mere end en million indvandrer-arbejdere blev nægtet stemmeret. Det samme blev unge imellem 18 og 21 år, som udgjorde mere end to millioner mennesker (stemmealderen var på 21). Begge grupper stemte traditionelt overvældende venstreorienteret. På den måde blev omkring 3,5 millioner udelukket fra stemmeboksene. Ydermere var valgsystemet skruet sammen på en måde som favoriserede landområderne på bekostning af byerne, som havde en langt større arbejderklasse-sammensætning af befolkningen: Industriprovinserne som havde 40% af befolkningen, fik knap nok 30% af repræsentanterne i parlamentet, imens landområderne, med cirka 5% af befolkningen, fik 13% af repræsentanterne i parlamentet.
Under disse forhold kunne centrum-regeringen omkring UCD-partiet vinde valget og forme en ny regering i samarbejde med andre borgerlige midterpartier. Dette skete fordi lederne af arbejderpartiernje, PSOE og PCE, ikke viste en klar vej frem. Dele af middelklassen, og også enkelte dele af arbejderklassen, kunne ikke se en klar forskel imellem de to fleoje. PCE og PSOE-lederne havde ikke ført strejkebevægelsen fremad – i stedet for at opfordre arbejderne til at stole kun på deres egen styrke, havde de givet illusioner til et klassesamarbejde. I den situation valgte en del af befolkningen det som de så som en ”lettere vej til demokrati og velstand”.
Men i de industrielle centre, med flertal af arbejdere, vandt PSOE klare sejre: I Sevilla og Valencia med 36 og 28% af stemmerne (i begge tilfælde 5% mere end UCD) og i Madrid vandt arbejderpartierne tilsammen mere end dobbelt så mange stemmer som UCD.
UCD vandt 34,7% af stemmerne, AP (fascisterne) 8,2%, PSOE 30%, PSP (et andet socialistparti) 4,5% og PCE 9,2%. På den måde havde venstrefløjen faktisk tilsammen flere stemmer end UCD og AP (men pga. mandatfordellingen havde sidstnævte flere mandater) – og havde immigranternes og de unge arbejderes stemmer talt med, kan der ikke herske nogen tvivl om at arbejderpartierne havde støtte fra et klart flertal. Med en klasselinje ville mange af de tvivlende elementer være blevet vundet over, og arbejderpartierne havde haft det overvældende flertal af befolkningen på sin side.
Diskussioner i PSOE – marxisme eller ej
I arbejderbevægelsen fortsatte de interne debatter. I midten af 1977 underskrev fagforeningslederne på skamfuld vis, den såkaldte ”Mancloa-pagt”, en social pagt, som betød at lønningerne kun måtte stige med en vis procent. Fagforeningslederne argumenterede med at man nu ”måtte holde sammen i denne svære situation” og udvise ”national enhed” på vejen mod demokrati. Med andre ord gentog de den herskende klasses paroler.
Dette blev anledning til nye interne kampe i PSOE. I 1977 havde den højreorienterede ledelse organiseret en heksejagt imod medlemmer i partiet, og
som vi har set især i JJSS, som forsvarede et socialistisk program og gik imod samarbejde med borgerskabet. I 1979 kulminerede dette i en åben kamp i partiet, efter at dets leder Felipe Gonzalez åbent havde erklæret at han mente at udtrykket et ”marxistisk parti” skulle fjernes fra parti-vedtægterne. I slutningen af maj 1979 afholdte PSOEs 27. kongres, hvor mere end 1000 delegerede mødte op. 61% af de delegerede stemte for at fastholde karakteristikken af partiet som et marxistisk parti. Men da dette skete annoncerede Felipe Gonzalez at han ikke ville stille op igen til parti-ledelsen. Under pres bukkede den venstre-reformistiske fløj under og erklærede at der måte indkaldes en ekstraordinær kongres. Op til denne kongres ændrede ledelsen vedtægterne, så det ikke længere var de lokale parti-afdelinger der kunne vælge delegerede, men kun de regionale og amtslige sektioner. I en resolution lavede man så et kompromis, der betød at definitionen ”marxistisk” forsvandt. Dette var endnu et led, som gjorde at bureaukratiet i partiet fik endnu mere magt, i takt med at flere og flere af de almindelige medlemmer gik ud af aktiv politik, i skuffelse og fortvivlelse over ledernes forræderi.
De sidste arbejderkampe
1979 blev året hvor de sidste store arbejderkampe fandt sted i denne periode. Ved tillidsmandsvalgene året forinden havde UGT og CCOO vundet hele 70%, hvilket viste at de små gule fagforeninger ikke havde nogen som helst opbakning blandt arbejderne. Disse to fagforeningssammenslutninger organiserede på dette tidspunkt 50% af arbejderklassen, et historisk højdepunkt for faglig organmisering i Spanien.
I September 1979 introducerede UCD regeringen en ny arbejdslovgivning, som på mange måder var et skridt tilbage, selv i forhold til mange af de rettigheder man havde tilkæmpet sig under Franko-styret.
Dette blev mødt med overvældende modstand fra arbejdernes side. I Madrid demonstrerede mere end 400.000 den 14. oktober, indkaldt af CCOO. I Granada, Baskerlandet og Asturien var der generalstrejker. Men lederne af arbejderbevægelsen afslog at føre kampen videre, med den undskyldning at ”man ikke ville skabe instabilitet og medvirke til at vælte regeringen”.
Frustrationen over den nye regerings politik viste sig også iblandt de studerende, som gik på gaden i enorme protester imod regeringens reaktionære uddannelsesreformer. Den 5., 6. og 7. December var der massedemonstrationer af elever og studerende i hele landet. Men staten satte repressionsapparattet igang og undertrykte studenterprotesterne med voldelige angreb fra politiet. Den 13. December naæde kampen et højdepunkt, med en demonstration i Madrid med mere end 100.000 elever. Samme eftermiddag havde CCOO indkaldt til en demonstration imod den nye arbejdslov. Mere end 300.000 arbejdere deltog i denne manifestation, og tusinder af studerende gik med i solidaritet. Men endnu engang angreb politiet demonstrationen og dræbte to unge, og sårede adskillige andre. Dette udløste nye studenterprotester, som fortsatte i januar og februar.
Men dette var de sidste kræfter som massebevægelsen besad. Efter 3 år med konstante og uafbrudte mobiliseringer, hvor arbejderne gang på havde vist deres vilje til at ændre samfundet fundamentalt, begyndte bevægelsen at do ud. Langsomt men sikkert begyndte de mest avancerede, bevidste og miltante lag af arbejderklassen at blive desillusionerede og frustrerede. Følelsen af nederlag, af at være blevet forrådt af sine egne ledere, begyndte at sætte ind. ”Hvorfor involvere sig? Det nytter alligevel ikke, de fører alle dem samme politik”, denne følelse begyndte at blive udbredt. Med andre ord var chanchen blevet forspildt, hvilket førte til flere år med drastiske fald i massernes politiske aktivitet, en periode fra 1979-1982 med semi-reaktion på alle niveauer i samfundet.
Konklusioner
Franco-diktaturets fald var ikke resultatet af kongens eller embedsmændendes ”gode vilje”. Rosa Luxemburg, den tyske revolutionære leder som endte sine dage som martyr for arbejderklassen, sagde engang at ”de revolutionære er de bedste reformister”. Som med alle andre vigtige reformer, var erobringen af de demokratiske rettigheder i Spanien, resultatet af en revolutionær kamp for at ændre samfundet. En kamp hvor arbejderklassens heroiske vilje til at kæmpe indtil det sidste begyndte at true selve grundlaget for det kapitalistiske samfund. Under sådanne omstændigheder blev borgerskabet tvunget til at afgive de demokratiske rettigheder, hvilket absolut var en sejr for den spanske arbejderklasse.
Men problemet var at regimet kun ændrede sig på overfladen. Der blev f.eks. aldrig ført en officiel undersøgelse og en retssag imod de ansvarlige for massakren den 3. marts i Vitoria, på trods af at der er blevet bevist at politiets handlinger blev udført under ordre fra højere instanser. Det er meget sigende, at Manuel Fraga som dengang var indenrigsminister (og dermed en af de hovedansvarlige), den dag idag sidder som PP-borgmester for Galicien (en af de største regioner i Spanien). På samme måde er en række af de nuværende ledere i staten og især i PP (Partido Popular, det borgerlige parti), enten tidligere fremtrædende ledere i det frankoistiske statsapparat eller disses familiemedlemmer. Mange år efter den såkaldte ”overgang” til demokrati officielt blev fuldført i 1982, så man også hvordan staten satte hård politi-repression ind imod demonstrationer og protester.
Vigtigst af alt er det dog at understrege at perioden lige omkring diktaturets fald var fyldt med enorme forventninger hos almindelige arbejdende mennesker, som ikke blot håbede på at vinde demokratiske rettigheder, men ligeså meget på en grundlæggende ændring i samfundets struktur: En værdig levestandard, en kortere arbejdsuge, et løft i reallønnen, opbygning af ordentlige og betalelige boliger, osv. Men ingen af disse fundamentale sociale problemer blev løst. Dette skyldes det simple faktum at selvom man på overfladen ændrede systemet, fastholdt man den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed det kapitalistiske system, med dets uligheder, kriser, krige og alt hvad dertil følger.
Der var absolut mulighed for at gennemføre en socialistisk samfundsomvæltning, alle de basale forudsætninger var til stede. Masserne var klar til at gå hele vejen. Det eneste der manglede var en marxistisk ledelse, der kunne give et klart alternativ og vise vejen frem. Mangelen på en sådan blev det der fik sat en stopper for bevægelsen.
Men marxisterne idag ser ikke tilbage på sådanne begivenheder med nostalgi i øjnene. Diskussioner af historiske begivenheder må nødvendigvis bruges til at lære af erfaringerne og drage de nødvendige konklusioner, som så kan bruges til at ruste os til de kommende kampe.
Perioden omkring Franco-diktaturets fald viser først og fremmest to ting:
Den herskende klasse vil under en revolutionær eller før-revolutionær situation forsøge at bruge alle tricks for at stoppe bevægelsen. Vigtigst af disse er det klassiske redskab – nemlig klassesamarbejde med lederne af arbejderbevægelsen (i dette tilfælde i form af folkefronten), for at ligge en dæmper på bevægelsen og for at køre den af sporet. Dette fører os hen til den anden erfaring:
Når først arbejderne begynder at blive aktivt i massivt omfang, vil det først og fremmest ske igennem deres traditionelle masseorganisationer (i dette tilfælde i PSOE og PCE og i fagforeningerne). En enorm influks af radikaliserede arbejdere og unge vil under en revolutionær eller før-revolutionær situation vil foregå i et forsøg på at ændre samfundet igennem disse organisationer. Hvis der i disse organisationer ikke er en stærk marxistisk tendens tilstede vil det lige netop hjælpe højrefløjen med at få kørt masseorganisationerne ind på en klassesamarbejdslinje, hvilket kan vise sig at være fatalt, hvilket eksemplet med overgangsperioden i Spanien tydeligt viser.
Den vigtigste opgave idag er derfor opbyggelsen af en marxistisk tendens med en stærk forankring i masseorganisationerne, som på sigt kan blive den afgørende faktor, næste gang muligheden byder sig for at masserne vælter kapitalismen og opbygger et demokratisk socialistisk samfund.
