[ADVARSEL: Artiklen afslører i store træk filmens plot]

Per Fly’s seneste film, ”drabet”, som afslutter hans samfunds-triologi, rejser en række dybe moralske spørgsmål om brugen af vold og løgn i kampen for et bedre samfund. Dette er uden tvivl filmens stærkeste side. Paradoksalt nok er manglen på svar på disse spørgsmål dog også dens svageste side. Udtryksmæssigt har Fly uden tvivl begået et mesterværk. Hans billed-beherskelse er suveræn, historiefortællingen er stram og ubønhørlig og skuespillet er mageløst. Dette kan der ikke herske tvivl om. Filmens indhold og historie besidder dog overhovedet ikke den samme genialitet og komme ikke engang op på siden af ”Bænken” og ”Arven”.

En historie om middelklassen
Filmens hovedperson er den 52-årige tidligere venstrefløjsaktivist og nuværende gymnasielærer Carsten. Carsten tilhører den bedrestillede del af arbejderklassen (hvad Fly kalder ”middelklassen”) og lever på alle måder et ordentligt borgerligt liv. Carsten føler dog en tomhed i sit liv, hvilket bl.a. illustreres ved hans forhold til de kedelige ugentlig parmiddage og hans fremmedhed overfor fjernsynets transmittering af Irak-krigen. ”Vi ender med bare at sidde og læse reklameaviser” som han siger, da han skal forklare hans kone at deres ægteskab er gået i stå.

Den egentlige baggrund for denne tomhed behandles dog slet ikke. Den konstateres bare, men sættes ikke i relation til samfundsforhold. Denne mangel på forklaring gør at Fly senere i filmen får svært ved at præsentere alternativer for Carsten, når meningsløsheden bliver ham for meget. Carstens fremmedgjorthed over for sig selv, er dog alligevel et interessant udgangspunkt.

Mordet
Det eneste der reelt holder Carsten i live er hans hemmelige forhold til hans tidligere elev, den unge Pil. Pil er stærkt politisk engageret og kræver handling her og nu. “Mange handler ikke – inklusive dig. Et passivt samfund gør mig bange,” siger hun. Denne provokerende udtalelse, der rusker op i en generation der ville så meget, men reelt gjorde så lidt, eksemplificerer også at det ikke er lykkes Fly at lave en film om ”middelklassen”. ”drabet” handler nemlig om en hel bestemt del heraf: 68’er generationen.

Så pludselig sker det. Pil er sammen med to andre aktivister med i en hærværksaktion mod våbenfabrikanten BOVAS. Under deres flugt i en varevogn stoppes de af en politimand, som de kører ned og dræber. Det understreges i filmen er handlingen var fuldt overlagt. Varevognen holder lang tid stille inden politimanden påkøres og Pil, der kørte bilen, siger senere, ”Jeg ønskede ham død”. I virkeligheden skulle filmen altså måske have heddet ”mordet”, da det er hvad det er. Præcis som i Blekingegade-bandesagen nægter alle tre sig skyldige og ingen dømmes for drabet.

Kan Pil’s handling retfærdiggøres?
Dette spørgsmål stiller Fly klart og tydeligt. Hovedpersonen Carsten forklarer i tv at man skal se det hele i en større sammenhæng. I sammenhæng med krigen i Irak, udnyttelsen af den fattige verden osv. osv. Dette provokerende svar tør Fly dog ikke at holde fast i.

Filmen udvikler sig efter Pil’s frikendelse fra at være en samfundsdebatterende film, mere og mere til en film om Carstens personlige eksistentielle krise. Carsten, der flytter sammen med Pil, prøver konstant at beskytte hende mod skyldefølelsen og prøver at få hende til at fortrænge hendes handlinger. Fly’s pointe er dog at et sådan mord ikke kan fortrænges og den myrdede politibetjentsmorder kone dukker, som eksempel på dette, op igen og igen. Det lykkes dog for Pil selv at fortrænge skylden, hvilket bl.a. ses i hendes fortsatte venskab med en af de sammensvorne. Hvordan dette lader sig gøre forklarer Fly underligt nok ikke. Carsten derimod der begynder at tage skylden på sig får det sværere og sværere og da den myrdedes kone begår selvmord bryder han nærmest sammen og ender til sidst med at fortælle politiet og konens forældre at det var Pil der kørte bilen. Øjensynligt gør han dette for at hjælpe Pil!

Filmen slutter med at man ser Carsten paraglide ind ude fra over en kyst og lande og vandre ensomt gennem landskabet. Denne metaforiske scene har flere gange, med modsat fortegn, optrådt i filmen, som tegn på at Carsten kaster sig ud i noget. På et enkelt tidspunkt styrter han sågar ned i havet fordi der går ild i skærmen.

Hvor Per Fly vil hen med dette er mere end svært at sige. Om det er et symbol på at Carsten efter at have røbet hemmeligheden finder ro med sig selv, eller om det endelig lykkees ham at fortrænge det hele, må guderne vide.

Fly svarer selv på spørgsmålet om Pils handlinger kan retfærdiggøres:

»Nej, bestemt ikke. Jeg tænker netop, at det ikke må koste liv. Det viser sig da også, at Carsten ikke kan håndtere de følelsesmæssige konsekvenser af, at slagordene bliver ført ud i livet. Ikke desto mindre er jeg som dansker med i en krig, om hvilken George W. Bush har sagt det samme. Det kræver ofre at indføre demokrati i Irak. Det er ikke, fordi jeg har et klart svar på, hvad der er rigtigt og forkert, og det er jeg heller ikke interesseret i. Jeg er bare interesseret i at sige, at den form for fortrængning måske er farlig nu.
Intellektuelt og politisk kan Carsten hele tiden forklare, hvad han gør, men han kan ikke følelsesmæssigt stå inde for det, viser det sig. Han vælter på det.« (Jyllands-Posten 26 august 2005, 4 . sektion side 1)

I sidste ende har Fly altså ikke et klart budskab og det er altid et alvorligt problem i kunst.

Et marxistisk svar
Fly svarede ”nej, bestemt ikke”. Jeg vil nøjes med at svare ”nej, men det kan forstås.” Som materialist anerkender jeg ingen evige moralske love. Moralske spørgsmål må altid behandles konkret. De påståede evige moralske love har altid været et værktøj i hænderne på den herskende klasse. Mange skriger forfærdet op når man siger at ”målet helliger midlet”. Man hvad skulle ellers hellige midlet? En handlings retfærdighed kan kun bedømmes ud fra dens konsekvenser – tilsigtede, som utilsigtede. Som dialektiker er det dog vigtigt samtidig at huske, at hvad der nu er mål, i næste øjeblik er middel osv.. I sætningen ”målet helliger midlet” ligger altså også at målet i først omgang mod helliges.

Som marxist ser jeg arbejderklassen, og derved menneskehedens, befrielse, som det endelige mål. Alle handlinger må derfor i sidste ende vejes i forhold til om det gavner den socialistiske revolution eller ej. Med dette i baghovedet kan vi se nærmere på Pils tryk på speederen.

Situationen er interessant fordi den person Pil dræber på sin vis er to personer. På den ene side er han en privat familiefar med to børn – en af dem Pil gerne vil redde – på den anden side er han, som politibetjent, et udtryk for den magt hun prøver at bekæmpe. Pil siger som sagt i filmen at hun i gerningsøjeblikket ønskede ham død. Hun kendte dog i det øjeblik kun til ham som udtryk for det kapitalistiske systems undertrykkelse og det var den del af ham at hun ville dræbe, ikke den anden. Desværre hang de to dele sammen. Derfor er Pil uden tvivl skyldig i mord. Hun er dog ikke en morder som enhver anden. Hendes mål var nemlig ikke egoistiske, men udtryk for en modstand mod undertrykkelse. De flest mord er forklarlige (sociale årsager osv.). Dette mord var derimod forståelig.

Ikke desto mindre var hendes handling dog forkert, fordi den byggede på en forkert analyse af hvordan hun kunne bekæmpe denne undertrykkelse, hvilket ikke gøres ved at køre en politibetjent ned – tværtimod. Når Fly siger at Carsten kan forklare Pils handling intellektuelt, men ikke følelsesmæssigt, forstår han ikke, at det i virkeligheden er fordi at det er et paradoks og at drabet i virkeligheden er to handlinger. En som kan forsvares og en som ikke kan.

Som undertone i filmen ligger også et klart angreb mod brugen af vold overhovedet. Dette er dybt reaktionært. Vold kan være nødvendigt i visse tilfælde. Individuel vold har dog (ligesom individuel terrorisme) ingen berettigelse. Ikke på grund af moralske dogmer, men på grund af en materialistisk argumentation og de konkrete konsekvenser.

Fly’s budskab
Det som Carsten gør i ”drabet”, for at modvirke tomheden i hans liv, er i virkeligheden at gå tilbage og prøve at finde mening i sit liv ved at leve som han gjorde som ung venstrefløjsaktivist. Fly understreger kraftigt i filmen at dette ikke er en mulighed. Forholdet til Pil bliver en fiasko og hun beskylder ham bl.a. for at prøve at kontrollere hende. Carsten kan tydeligvis ikke slippe fri af det borgerlige kernefamiliemønster, som også burer ham inde som menneske. Til sidst prøver Carsten sågar forgæves at få sin kone, som har indset at deres ægteskab var gået itu. tilbage. Carsten er altså ikke kommet en pind videre og den ender filmen åben og uden svar. Den eneste konklusion man som seer kan drage er: Vær passiv og bliv i tomheden og du vil gå mere og mere i stå eller vær aktiv og fortryd det endnu mere bittert. Enten-eller, du vil fortryde begge dele.

En mangel på svar er dog også en slags svar. Fly har for eksempel udtalt til Jyllandsposten:

»Spørgsmålet er, om det er realistisk at have det fantastisk høje civilisationsniveau, vi har – der er jo slået græs alle steder. For det er klart, at der skal en vis form for fortrængning af andre ting til, hvis vi skal holde sammen på det. (…) Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer den, tror jeg, at verden banker på. Vi kommer til inden for de næste 10 år at acceptere nogle forskelligheder i vort samfund, som vi ikke ville drømme om for 10-15 år siden.« (ibid.)

Denne udtalelse passer fint sammen med filmens i sidste ende negative og modløse budskab. Det nytter ikke noget. Et sådan budskab har ingen sammenhæng med virkeligheden og kan overhovedet ikke bruges til noget.

Kunst og politik
Rigtig mystisk bliver det dog først senere i interviewet.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne lave nogle mekanismer, der røg igennem alle tre samfundslag, en form for udnyttelse af de ressourcer, der ligger i overklassen. (…) Vi har det samfund, som vi har stræbt efter, men måske er vi kommet til middelklassesamfundets midtlivskrise. Jeg oplever lige nu, at vi går i den modsatte retning med mange ting, øget social ulighed, øget polarisering, øget ikke-forståelse..«

Som i ”drabet” sætter Fly altså skarpt på mange rigtige problemstillinger. Han mangler bare totalt en analyse og et politisk perspektiv, der kan tilfredsstille almindelige mennesker. Derfor går ”drabet” heller ikke fra at være ”interessant” til at være hvad jeg vil kalde ”god”.

Selvfølgelig skal al kunst ikke være programmatisk og komme med alle svarene. Der er ikke endegyldige svar på menneskelige følelsesmæssige spørgsmål. Kunstens form kræver ikke stringent logiske argumentationer og et samlet samfundsperspektiv – snarere tværtimod. Dette betyder dog ikke, at kunst ikke kan diskuteres og klassificeres efter dets budskab. Fly, har som intellektuel, råd til at undgå at svare. Han er velbemidlet. Denne luksus har andre ikke, og i det perspektiv bliver Flys film i sidste ende middelklasse navlepilleri, selvom det kunstneriske udtryk er fænomenalt. Filmen har dog også sine momenter og Fly præsenterer nogle svar, som han bare ikke tør udvikle dybere. Alt i alt en film, der er lige ved at blive til noget stort, men i stedet udvikler sig til en irelevant karakteristik af en midtvejskrise.

Hvad jeg gerne ville have set var, at Pil og den myrdedes kone kom i samtale. Dette kun have været med til at udvikle dobbeltheden i Pils handling. I stedet stiller Fly, personificeret i sin hovedperson Carsten, sig konstant imellem. En sådan samtale villet også have krævet at Pil mere detaljeret tog sine midler op til overvejelse, og spurgte sig selv, om det virkelig var dem, der kunne ændre samfundet.