Den 12. marts mødtes delegerede fra de socialdemokratiske partiforeninger i hele landet til partiets ekstraordinære kongres, som blev indkaldt for at drøfte spørgsmålet om en ny formand efter Mogens Lykketoft proklamerede sin afgang efter det ydmygende nederlag ved folketingsvalget.
Det lå fra starten i luften, at kongressen ville sende formandsvalget til urafstemning blandt medlemmerne, men kongressen var ikke mindre interessant af den grund. Kongressen bød nemlig både på taler fra de to kandidater, Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen, og fra to andre partimedlemmer, som gav deres anbefaling af dem. Desuden var der diskussion hvor de delegerede var involverede, om partiets fremtidige opgaver.
Samarbejdspolitik eller arbejderpolitik?
I sin tale præsenterede Frank Jensen sig selv og sin opvækst i en nordjysk arbejderfamilie, hvor han selv måtte ud at tjene penge, helt fra sin barndom. Han forklarede, hvordan han i en ung alder blev politisk aktiv i DSU, blandt andet lavede demonstrationer mod apartheid – og hvordan han oplevede den enorme ungdomsarbejdsløshed under Schlüter-regeringen i 1980’erne.
Dette hænger godt sammen med hans tidligere udmeldinger, hvor han har spillet på traditionelle socialdemokratiske værdier.
Men hans klareste udmelding kom først ved slutningen af hans tale:
”Politik har for længe været en kamp om midtbanen. Alt for meget politik har været slogans og tågede formuleringer. Meldinger, der skulle tilfredsstille alle, men i virkeligheden ikke har hjulpet nogen, fordi indholdet var blevet væk. Socialdemokratiet er placeret til venstre for midten – fordi vi kæmper for mere lighed og bedre muligheder for alle. For dem, der allerede er i arbejde – og for de alt for mange, som i dag er uden for arbejdsmarkedet.”
Og senere:
”Vi kan ikke leve med, at folk ikke kan høre forskel på, hvad landets politikere siger, mens de samtidig med egne øjne kan se, at forskellene mellem mennesker bliver større og større.”
(…)
”Vores opgave i udenrigspolitik er at kæmpe for retfærdighed og lighed i verden, ikke føre krig på et falsk grundlag. Konflikterne i det ny årtusinde er anderledes end under den kolde krig.
(…)
Kun ved at tage ansvar for vores egen politik og holdninger kan vi undgå endnu et krigs-eventyr med Bush.”
Disse citater viser tydeligt, at Frank Jensen prøver at profilere sig på en venstreorienteret linje. Han siger, at partiet må gå til venstre for at vinde regeringsmagten tilbage, at det må markere forskellen til de borgerlige tydeligere.
Helle Thorning-Schmidt derimod holdt en tale hvori hun gjorde det temmelig klart at hun ikke deler Frank Jensens opfattelse.
Hun mente tværtimod at:
”For at sikre et regeringsskifte, skal vi følge en politisk strategi, hvor vi arbejder Venstre og Konservative ud af regeringskontorerne.”
Dette betyder med andre ord, at Helle Thorning ønsker at indgå i flere forlig og forhand-linger – altså samarbejde med de borgerlige. Det som Helle Thorning-Schmidt og hendes fløj i partiet mener, er at Venstre vandt valget fordi de formåede at profilere sig selv som et midterparti og at det derfor er Socialdemokratiets opgave at ”generobre midten” i dansk politik.
Hvordan de mener at dette vil føre til fremgang forbliver en gåde. For hvis der var noget, som var slående ved den valgkamp, vi netop har været igennem, så var det at Socialdemokratiet på mange områder efterlignede de borgerlige. Det var lige præcis denne kurs, der førte til det katastrofale nederlag.
I sin tale tilføjede Helle Thorning-Schmidt også:
”Vores historie er bygget på kompromis efter kompromis, der langsomt men sikkert har skabt vores velfærdssamfund. Som H.C. Hansen sagde, har vi nået vores position og fremgang ved ”altid at foretrække resultater frem for resolutioner”.
Kære partifæller: Vi må ikke isolere os selv med SF og Enhedslisten. Vi må ikke falde tilbage til en forældet retorik om klassekamp. Det gavner kun Anders Fogh Rasmussen!”
Helle Thornings store problem er, at det er umuligt at benægte kendsgerninger. Kendsgerningerne er, at klassekampen ikke er noget, som skal ’genoplives’. Klassekampen kæmpes hver eneste dag ude på landets arbejdspladser. Problemet er at det kun er den ene part – arbejdsgiverne – som kæmper rigtig igennem, f.eks. annoncerede TDC for nylig at 650 medarbejdere skal fyres, hvilket fagforeningerne har accepteret. Hvis det ikke er klassekamp, så skylder Thorning-Schmidt os vist en forklaring på hvad det så er.
Men det som hun også prøver at pådutte historien er, at kompromisser er grundlaget for det, arbejderbevægelsen har opnået. Dette bygger på den reformistiske ideologi, som mener at det er muligt langsomt at skabe reformer inden for det kapitalistiske samfund. Problemet er at det kun er muligt så længe kapitalismen går fremad, så længe arbejdsløsheden falder, væksten stiger, osv. Og kigger man på den danske økonomi, som vi har gjort i vores tidligere artikel , viser det sig hurtigt at dette ikke er tilfældet i dag. Derfor har Helle Thornings påstande om, at man i dag langsomt kan skabe reformer igennem kompromisser, intet grundlag i virkelig-heden – med andre ord er de umådeligt urealistiske.
Imaget skal plejes
Men det som også var bemærkelsesværdigt på kongressen, var at Helle Thorning Schmidt havde valgt Kirsten Nielsen, et kvindeligt partimedlem der i mange år har været – og er – tillidsrepræsentant for arbejdere på en mellemstor fynsk virksomhed, til at anbefale hende på kongressen. Hun sagde i sin anbefalelsestale at det var forældet at snakke om venstre-højre splittelse, men at det som arbejdspladserne ville have var ’resultater’.
I sin egen tale var Helle Thorning-Schmidt også selv meget positiv over for fagbevægelsen og sagde at ’vi er én bevægelse’.
Disse træk har hun uden tvivl taget for at veje op på hendes udprægede overklasse-image. Hun er udmærket klar over at det bliver svært at vinde, hvis hun fremstår som den yderste højrefløj i partiet. Hun vil i stedet spille på at det ikke handler om mere ’splittelse’ mellem højre og venstre – men om ’enhed’ i partiet.
Klassekamp eller ’ny ulighed’?
Frank Jensen har tidligere talt om, at klassekampen stadig eksisterer, ’fordi der stadig er forskelle på mennesker’.
Men det er noget Helle Thorning Schmidt bestemt ikke bryder sig om. I sin tale konstate-rede hun:
”Lad mig sige det ligeud: Det handler ikke om klassekamp. Det handler ikke om at nogle tvinges til at sælge deres arbejdskraft, til andre der ejer produktionsmidlerne. De marxistiske paroler kan vi ligeså godt lægge væk, for de slører, hvad de nye uligheder i vores samfund i virkeligheden handler om.
Den nye ulighed handler om at de fleste i vores samfund har muligheder for at vælge i forhold til deres egen tilværelse: Uddannelse, job, bolig, mens en mindre del ikke har nogen valgmuligheder, og heller intet håb om en bedre fremtid.
Den nye ulighed handler også om en ny fattigdom, hvor nogle mennesker permanent er sat udenfor vores fællesskaber. Vi Socialdemokrater skal give alle mennesker håb om en bedre fremtid. Vi skal give alle en plads i vores fællesskab. Vi skal altid kendes på, at vi altid vælger at være på deres side.”
Helle Thorning er bestemt ikke den første som taler om ’den nye ulighed’. Faktisk er der en hel hær af sociologer, ”eksperter” og ”kloge” folk, som for lang tid siden har opfundet denne teori. Goebbels sagde, at hvis man gentager en løgn tilstrækkeligt mange gange, vil der til sidst være mange, som tror på den.
Denne teori bygger på en fuldstændig fejlagtig analyse af klasserne i Danmark. Det er en teori, som antager at man har en gruppe ”socialt marginaliserede”, hvilket man stiller op imod de andre to tredjedele af befolkningen som klarer sig ”godt”.
For det første må man sige at det er en teori som slet ikke kan forklare de sorteringsme-kanismer som det kapitalistiske system har. Virkeligheden er, at der foregår en konse-kvent sortering i uddannelsessystemet. Det er direkte forkert at alle bare har lige mulig-heder i dag. SU’en er komplet utilstrækkelig til at garantere alle den uddannelse de ønsker, og på flere og flere uddannelser indfører man nu forskellige former for brugerbetaling. Desuden er selve sprogbrugen på universiteter – og også på de gymnasielle ungdomsuddannelser – præget af en abstrakt akademisk tilgang, som gør det sværere for børn fra almindelige arbejderhjem. I stedet for at man i skolen lærer at skrive enkelt og ligetil, lærer man at man skal skrive så det er svært at forstå, hvilket gør skolen fremmed for mange unge.
Og hvis man kigger på fakta, så er det også en kendsgerning at langt de fleste mennesker der i dag går på universitetet kommer fra hjem hvor forældrene selv er akademikere eller lign. Det er altså en myte at folk har ’lige muligheder’ i dagens Danmark.
For det andet må man sige at denne teori om ’nye uligheder’ er rimelig smart for samfun-dets top. For denne teori bliver i praksis brugt som undskyldning for at forringe forholdene for 2/3-dele af befolkningen – som jo alligevel ”har så mange muligheder” – og give en lille klat penge til ”det lille mindretal af mennesker der har det så hårdt”. Denne ”teori” udgør arbejdsgivernes ideologiske undskyldning for angreb på det flertal af befolk-ningen, som tilhører arbejderklassen. Et eksempel er den borgerlige regerings forsøg på at skære ned i dagpengene i november 2003. Dette blev afværget da fagbevægelsen truede med hårde modangreb. Men i denne sag undskyldte regeringen sig med at den havde troet at dette indgreb ’kun ville gå ud over dem der i forvejen havde rigeligt’, osv.
Hele denne teori er grundlæggende forkert. Det store flertal af mennesker i Danmark er stadig nødsaget til at sælge deres arbejdskraft, fordi det er det eneste de ejer og det eneste de kan bruge til at tjene til at få livet til at køre rundt. For dem betyder kapitalismen hårdere arbejdspres, stress, arbejdsløshed og forringelser. For dem er valgmulighederne yderst begrænsede. Slagteriarbejderne i Ringsted havde valget mellem en fyrreseddel og en lønnedgang. Måske har Helle Thorning-Schmidt ’glemt’ det.
Fløjkampene fortsætter
Uanset hvad, er det bemærkelsesværdigt at en af de fremtrædende ledere af Socialdemo-kratiet taler om klassekamp – og at hans modkandidat er nød til at benægte det. Det ville have været utænkeligt for bare et par år siden. Det viser, at der er ved at ske noget i partiet. Det viser, at en række almindelige medlemmer af Socialdemokratiet er ved at være trætte af den kompromis- og nedskæringspolitik som partiets ledere har ført de sidste mange år. Frank Jensens udtalelser afspejler – selvom det sker på en forvrænget måde – et pres fra bunden, som har sit udspring i den frustration og vrede som er ved at ophobe sig hos arbejderne i Danmark.
Det ville være barnagtigt at tro, at Socialdemokratiet er en isoleret størrelse, som ikke på-virkes af de stemninger som er i samfundet. Hele dette formandsopgør viser, at der er en dyb splittelse i partiet, som ikke vil stoppe efter formandsvalget. De modsætninger som er mellem de to kandidater er modsætninger mellem højre- og venstrefløjen i partiet, det er altså et spørgsmål om hvilken kurs partiet skal tage, hvilken politisk linje der skal føres.
Helle Thorning Schmidt står på alle de væsentligste punkter på den absolutte højrefløj. Selv om hun prøver at sløre det lidt med en varmere tilgang til fagbevægelsen, så er det temmelig klart at det er sådan tingene forholder sig.
Sjovt nok er de borgerlige helt enige. Venstres Ungdom skriver i en pressemeddelelse at:
”Venstres Ungdom har længe ment, at der er behov for reformer af det danske velfærdssamfund. Det er bl.a. oplagt at kigge på efterlønnen. Da formandskandidat Helle Thorning-Schmidt deler VU’s syn på dette felt håber Venstres Ungdom, at hun trækker det længste strå i det socialdemokratiske formandsopgør.”
Denne ros fra velfærdens og arbejdernes fjender siger alt om, hvilke interesser hun vil pleje.
Frank Jensen har brugt en relativt venstreorienteret retorik i sine taler, og menige medlemmer af Socialdemokratiet vil uden tvivl se dette som et valg mellem højre og venstrefløj. Men selvom han er at foretrække frem for Helle Thorning, må det gøres helt klart at hans linje ikke er et holdbart alternativ. Han mener, ligesom Lykketoft, at arbejdsløsheden og trusselen om udflytning af arbejdspladser blot skal imødegås med en ’jobplan’ hvor hovedelementerne er offentlige investeringer og efteruddannelse. Som vi har forkla-ret før, så er det ikke et virkeligt alternativ, fordi det ikke kan løse nogen af de fundamen-tale problemer som kapitalismen har skabt.
Da Frank Jensen var minister i 1990’erne formåede han ikke at udgøre noget alternativ til den højredrejede politik, som Nyrup-regeringen førte. Under Nyrups ledelse blev dagpengene for unge under 25 halveret, og dagpengeperioden forkortet fra ni til fire år. Nyrup-regeringen greb også ind i storkonflikten i 1998 for at hjælpe arbejdsgiverne. Det var en regering, der privatiserede otte gange så meget som den borgerlige Schlüter-regering nåede.
Det er glædeligt, hvis Frank Jensen nu vil føre arbejderpolitik i stedet for den arbejdsgivervenlige politik, som Nyrup-regeringen førte. Medlemmerne af Socialdemokratiet bør tage ham på ordet og kræve, han fører arbejderpolitik, hvis han vinder formandsvalget. Der er brug for at bringe Socialdemokratiet tilbage på et program, der virkelig kan for-bedre arbejdernes levevilkår og forsvare og udbygge velfærdsstaten. Socialdemokratiets medlemmer og støtter må kræve, at partiet kommer ind på en kurs, der kan udfordre de borgerlige med et program for demokratisk socialisme.
